Det er sen eftermiddag på stranden i Pantai Cenang. Dagens sidste solstråler rammer gæsterne på Ah Chong Bar & Cafe, og lige præcis her viser Langkawi sig fra sin bedste side.

Men ikke langt herfra er byggemaskiner i gang med at forvandle det tilbagelænede ferieområde til et sted for luksusturister. Hvordan mon fremtiden ser ud for Langkawi, der er en af Malaysias mest populære ferieøer? Læs mere i denne kombinerede rejsebeskrivelse og Langkawi guide.

Langkawi har været på turistlandkortet i mange år, men udviklingen er gået langsomt. Indtil nu. Flere steder bygges der nyt, og det er nok et spørgsmål om tid, før øens turistområder har mistet den smule charme, der måtte være tilbage.

Langs flere strande i Sydøstasien må man ikke bygge højere end palmerne, men det bliver der set stort på her, hvor det er som om, at profit går forud for alt andet.

Ah Chong Bar & Cafe i eftermiddagssolen

Det var den tidligere premierminister Mahatir Mohammed, der i 1986 besluttede, at Langkawi skulle udvikles med turisme for øje. Han kommer selv fra delstaten Kedah, hvor Langkawi ligger, så det var ikke overraskende, at det var her Mohammad ville opføre sit turistprojekt.

Hjulpet på vej af en status som toldfri ø har Langkawi været som en magnet på malayerne selv, der tager hertil i weekends og på helligdage.

Langkawi har smuk natur med jungle, vandfald, grotter og langs kysten tæt mangrove, men af en eller anden grund ses det ikke rigtig som en turistattraktion. Måske fordi langt størstedelen af øens besøgende er lokale fra fastlandet, der går mere op i duty free og forlystelsesparker.

Øen har et overflødighedshorn af aktiviteter, der tiltrækker malayerne, mens de udenlandske turister kommer for strandene. Bedst er de på nordkysten, men det er langs Pantai Cenang og Pantai Tengah på den sydlige del af Langkawi turisterne samles.

Nu til min Langkawi guide, hvor du først kan læse om øens turistområder. I indholdsfortegnelsen øverst kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

langkawi
Ikke meget privatliv, men man kan næsten ikke bo tættere på stranden

Langkawis turistområder

Pantai Cenang

Pantai Cenang er Langkawis største ferieområde, men består stort set kun af den ensrettede strandvej, der er flankeret af forretninger, souvenirboder og restauranter. Stranden er halvanden kilometer lang og imponerende bred selv ved højvande. Sandet et kridhvidt og af fineste kvalitet, men vandet holder ikke helt samme standard.

Det er mod nord backpackerne stadig kan finde billige guesthouses og interimistiske barer på stranden, der dog først åbner sen eftermiddag lige tids nok til at få den forrygende solnedgang med. Det er den vi nyder fra Ah Chong Bar & Cafe, der sammen med en stribe andre barer ved siden af stædigt holder fast i Pantai Cenangs gamle jeg.

Adskillige gange traver vi op og ned ad den lille sti langs stranden, hvor vi her og der ser det, som er tilbage af de gode gamle bungalows, der i sin tid tiltrak rygsækrejsende på lavbudget. I dag er der bygget til, og det er bestemt ikke lige kønt alt sammen.

“Da jeg kom til Pantai Cenang var her ingenting”, fortæller Marc, der har boet på Langkawi i 20 år. Og selvom strandens nye hoteller kun har ligget her i få år, så er de måske snart fortid. Mange steder bygges der på livet løs, og tomme grunde bliver opkøbt af ejendomsselskaber, hvis projekter primært er kæmpehoteller i luksusklassen.

Hyggelige Kalut Bar

Pantai Cenang bliver i dag besøgt af mange forskellige slags mennesker. De backpackere, der er tilbage har fået selskab af high-end turister og passagerer fra krydstogtskibene, som går i land for at handle i duty free-butikkerne og måske få en snert af livet på en eksotisk tropestrand.

På trods af Pantai Cenangs mange år på bagen som turistområde, så er byen overraskende rolig. Om dagen leves livet på stranden med solbadning og vandsport, og når solen er gået ned bliver der flere steder lagt puder ud i sandet, hvor man kan nyde en drink eller ryge vandpibe.

Pantai Tengah

Selvom stranden i Pantai Cenang langt fra er overfyldt, så er der endnu mere plads på Pantai Tengah. Strandene ligger i forlængelse af hinanden delt af et klippefremspring. Jeg tæller 10-12 badegæster på den brede og rolige sandstrand, hvor tropeidyllen bliver spoleret af kraner og tunge køretøjer.

Også her ser vi nybyggeri. Som ved Pantai Cenang er det ret tydeligt, at området er midt i en overgangsperiode – der er en udvikling i gang, og det er bestemt ikke til det bedre. Kranerne bag et af strandens ældre hoteller ligner grådige kæmpemonstre, der truende varsler om en ny tid.

Pantai Tengah er mindre og roligere end Pantai Cenang. Langs strandvejen er der et udvalg af spisesteder, men aftenlivet er yderst begrænset, og skal der være bare en lille smule fest, så er nabobyen stedet.

langkawi
Der er kun få mennesker på stranden i Pantai Tengah

Oplevelser på Langkawi

Langkawi har ikke de helt store seværdigheder. Eller rettere: der er ikke gjort meget for, at turisterne skal opdage dem. Øen er en sær blanding af noget originalt og autentisk samtidig med at være én stor forlystelsespark.

SkyCab og SkyBridge (Panorama Langkawi)

Langkawis absolut største turistattraktion er SkyCab – en 2,2 kilometer lang kabelbane, der fører os op til det 708 meter høje bjerg Gunung Machinchang, hvor man har opført den såkaldte SkyBridge – en buet hængebro, som ligger 40 meter over trætoppene.

Både SkyCab og SkyBridge er en rigtig god og flot oplevelse, men i vanlig malaysisk stil er seværdighederne pakket ind i ligegyldige souvenirbutikker og en lang række forlystelser, der helt fjerner fokus fra hovedattraktionen.

Synd, for turen med SkyCab op til toppen af bjerget med det, der skulle være verdens stejleste kabelbane (stigning på op til 42 %) og den efterfølgende gåtur over SkyBridge kan med lethed stå alene.

Allerede på vej op til bjergtoppen med SkyCab fornemmer vi Langkawis smukke natur. Der er skriggrøn jungle til alle sider, og længere ude kan vi se kysten, øerne og det glinsende turkisblå hav.

Det er som om, at kabelbanen er direkte på vej op mod en bjergvæg, men det bliver endnu mere spændende, da vi skal ned igen, hvor kabinen næsten bliver skubbet ud over klippekanten. Et ægte adrenalinsus, der for nogle er lidt af en udfordring.

langkawi
En tur over SkyBridge

Det samme kan siges om SkyBridge. Den 125 meter lange hængebro er i konstant bevægelse og ikke for folk med højdeskræk. Men det er en speciel oplevelse at gå over broen højt oppe over trækronerne med den smukke og tætte jungle til alle sider.

Her på toppen af Gunung Machinchang er der også lavet flere platforme, hvor vi har en endnu bedre udsigt end fra SkyBridge. I klart vejr kan man se helt til Thailand, men mere almindeligt er det at få øje på Seven Wells-vandfaldet, der lige nu er tørret ud.

Der knytter sig en sjov historie til Langkawis bjerge. Det siges, at der engang var to kæmper, der hed Mat Cincang og Mat Raya. De var bedste venner, men da deres børn skulle giftes kom det til uoverensstemmelser ved bryllupsfesten.

Den voldsomme kamp skabte Langkawis landskab med bl.a. grotter og vandfald, men ingen af kæmperne ønskede uvenskab og var kede af deres konflikt. De besluttede at forvandle sig til bjerge for at bøde for deres ugerning.

I dag er de to kæmper kendt som Gunung Raya og Gunung Machinchang – Langkawis to højeste bjerge, der ligger på hver sin side af Gunung Mat Sawar, der mæglede i konflikten og som i al evighed skal våge over kæmperne.

Kilim Geoforest Park

Langkawis anden store attraktion er Kilim Geoforest Park, der dækker hele den østlige del af øen. Her ligger floder og creeks, der skærer gennem et imponerende smukt landskab med klipper, mangrove, strande og grotter.

Du kan booke bådture gennem parken, men som med turene i øhavet (se mere længere nede), så er det om at vælge sin tur med omhu. Glem alt om gruppeudflugter, men tag jeres egen båd for den mest autentiske oplevelse. Du slipper dog ikke for larmende lokale, da alle sejler nogenlunde samme rute.

langkawi
SkyBridge set fra den højstbeliggende platform

Oplevelser andre steder

På tur i øhavet

Åh nej, ikke igen tænker jeg. Vi er netop gået i land på Pulau Dayang Bunting og har travet 10 minutter gennem skoven til den smukke ferskvandssø, der ligger midt inde på øen. Det er her jeg endnu en gang undrer mig over, hvordan man med god samvittighed kan ødelægge en god naturoplevelse.

Foran mig ligger ikke blot søen, men også et netværk af bådebroer, hvor man bl.a. kan leje kajakker og vandcykler udformet som svaner.

Ikke en gang skovens lyde får vi lov til at opleve – technomusikken drøner ud af højttalerne, så bladene er ved at falde af træerne. Eneste lyspunkt er, at vi kommer som nogle af de første – da vi efter en halv times tid har fået nok af det malplacerede cirkus, er her sort af mennesker.

Rundt om Langkawi ligger 98 større og mindre øer, der naturligvis et et yndet udflugtsmål for turister. Hver dag stævner hundredvis af både ud fra Langkawis sydkyst for at cruise mellem de mange jungleklædte øer, der kan være en god oplevelse.

I hvert fald, hvis du booker din helt egen båd og sejler afsted i eget tempo. Og spring du bare Pulau Dayang Bunting over. Øen, eller rettere søen, kaldes også for Lake of The Pregnant Maiden efter et par bjergtoppe, der tilsammen ligner en gravid kvinde, som ligger ned.

Vil du opleve de mere uberørte områder af øhavet, så skal du se dig godt for og være omhyggelig med at vælge tourselskab. Ellers ender du bare i en af de mange både, der næsten sejler i konvoj til de samme steder.

Først Pulau Dayang Bunting, derefter Pulau Singa Besar, hvor du kan spotte havørne, der bliver fodret, og til sidst Pulau Beras Basah, hvor hundredvis af turister klumper sig sammen på den lille strand, der bestemt ikke er noget særligt.

Men der er heldigvis alternativer. Dee, der ejer det lille guesthouse Pondok Keladi, hvor vi bor, anbefaler os at tage med Dev’s Adventure Tours eller Jungwalla, der begge laver unikke ture til lands og til vands med naturen i fokus. Her kan I besøge nogle af Langkawis mere øde egne, sejle i mangroven eller gå i land på en af de mange ubeboede øer.

langkawi
Pulau Beras Basah – sidste stop på den klassiske øtur fra Langkawi

Farvel til Langkawi

“Vi har gået på Skybridge og taget en tur i øhavet – er der mere vi skal opleve”, spørger vi Dee. Han tøver og nævner geoparken Kilim, men kan ellers ikke rigtig komme i tanke om noget, der bare er must-see.

Til gengæld er der mulighed for et hav af aktiviteter, og på trods af de mange udenlandske turister, så er det ret tydeligt, at målgruppen er malayerne selv.

Men jeg forestiller mig, at Langkawi vil være et hit for børnefamilier. Her er så meget at tage sig til, at man kan være her i månedsvis uden at lave det samme hver dag.

De mange tilbud på aktiviteter og forlystelser bliver der nok ikke lavet om på, men til gengæld er Langkawi godt i gang med at forvandle sig fra rolig og tilbagelænet badeby til et high-end ferieområde, der om ikke så længe vil tiltrække en helt anden slags turister end dem på Ah Chong Bar & Cafe. Heldigvis kan de ikke tage den fantastiske solnedgang fra os.

Herunder finder du min Langkawi guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links og et kort over øen.
Centrum af Pantai Cenang

Transport

Ind og ud

Langkawis lufthavn er ganske lille og har nationalt forbindelse til bl.a. Kuala Lumpur, Johor Bahru og Penang. Lufthavnen har også internationale ruter til bl.a. Doha, Phuket og Singapore. Find de bedste og billigste flybilletter her.

Ankommer du indenrigs vil du se en lang række små boder ved bagagebåndet, hvor medarbejderne prøver at overdøve hinanden for at kapre kunder til videre transport.

Hjemmefra kan du selvfølgelig få dit hotel eller guesthouse til at hente dig i lufthavnen. Alternativt kan kan du få hjælp her på siden – se mere om transport i Malaysia her.

Fra Langkawi kan du sejle til Penang og Koh Lipe i Thailand. På min side thailandrundt.dk kan du læse om, hvordan du nemt kommer fra Langkawi til Koh Lipe.

At komme rundt

Der er ingen offentlig transport på Langkawi, hvor man kommer rundt ved hjælp af scooter og bil. Du kan selv leje scooter – i Pantai Cenang ligger flere udlejere.

Taxier findes også – her skal du forhandle om prisen. Du kan også prøve Grab, der er superpopulært i Malaysia. Grab er privatbiler, der fungerer som taxier, men er billigere. Download Grab-appen, der findes til både android og IOS.

Overnatning – forslag til hoteller

Af en eller anden grund får de fleste af Langkawis overnatningssteder dårlige anmeldelser fra tidligere gæster. Heller ikke hvis du vælger et af øens luksushoteller, er du garanteret god værdi for pengene.

Det er med andre ord en god idé at lave lidt research inden du booker overnatning. Prisniveauet er generelt lavt og billigst er det i et af de mange guesthouses, der primært ligger i den nordlige del af Pantai Cenang og langs gaden, der fører ind i landet mellem de to strande.

I min Langkawi guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Bon Ton Resort

Lækre bungalows/villaer indrettet i gamle træhuse ud til rismarkerne i gåafstand af Pantai Cenang. Topservice og afslappet atmosfære. Se billeder og aktuelle priser på Bon Ton Resort.

Casa del Mare

Flot og lækkert sted i centrum og direkte på stranden i Pantai Cenang. Her er også spa, restaurant og swimmingpool. Absolut et af de bedste hoteller på Langkawi. Se billeder og aktuelle priser på Casa del Mare.

Pondok Keladi

Backpacker eller på lavbudget? Pondok Keladi er billigt og stedet du møder andre rejsende. Superservice fra Dee og Marc. Vælg mellem fællesværelse og værelse med eget bad. Se billeder og aktuelle priser på Pondok Keladi.

Temple Tree

Nabo til Bon Ton, der også ejer det populære overnatningssted. Her venter 20 unikke værelser indrettet i et par flotte gamle huse. Swimmingpool og god service. Se billeder og aktuelle priser på Temple Tree.

Frangipani Resort

Anmeldelser på det jævne, men her finder I bl.a. familieværelser og villaer ud til stranden i Pantai Tenggah. Frangipani er et større hotel, der ligger i rolige omgivelser. Se billeder og aktuelle priser på Frangipani Resort.

Mad og drikke på Langkawi

Som med overnatning er det heller ikke nemt at finde god mad i Langkawis turistområder. Malayerne (som i resten af Asien) går utrolig meget op i mad, men ifølge Dee, så er der kun få steder på Langkawi og slet ikke i Pantai Cenang, der laver mad, som er værd at snakke om.

De fleste spisesteder i feriebyerne laver indisk eller kinesisk mad, men du kan også finde steder med bl.a. tyrkisk, italiensk, koreansk og marokkansk.

Det er generelt billigt at spise på restaurant i Malaysia. Bemærk, at nogle spisesteder ikke serverer alkohol. Vi prøvede bl.a. disse restauranter:

Orkid Ria Seafood

Meget populær restaurant med fokus på fisk og skaldyr, men retter med okse- og kyllingekød fås også. Her får I god og venlig betjening. Orkid Ria har en del år på bagen og anbefales også af flere lokale. Kun åben om aftenen (fra ca. kl 18.00). Ud til hovedgaden i den nordlige del af Pantai Cenang.

Melayu Malay Cuisine Restaurant

Pænere restaurant ud til hovedgaden i Pantai Tengah. Her får I dejlig mad fra malay-køkkenet (der er også andet at vælge mellem på menukortet), som er overraskende billigt. Hurtig og venlig betjening. Melayu har åben hele dagen.

Red Tomato

Populær italiensk restaurant, der laver udmærket mad. Et godt sted, hvis du vil prøve noget andet end malay, indisk eller kinesisk. Menukortet består af italienske klassikere som pizza, pasteretter og steaks. Venlig og hurtig betjening. På hovedgaden i Pantai Cenang.

Chinese Hawker Stall

Meget lille spisested på hovedgaden i Pantai Chenang. Her får du god og billig mad fra det kinesiske hainan-køkken. F.eks. dumplings, stegte nudler og braiseret and. Billigt og kun åben til frokost.

Andre spisesteder

Flere billige og lokale restauranter ligger på gaden, der går ind i landet mellem Pantai Cenang og Pantai Tengah – f.eks. Mangga 2, der bestemt ikke er hyggelig, men her får du et billigt måltid.

Populær er Nasi Kandar Tomato – måske fordi, der ligger et guesthouse lige overfor. Nasi Kandar er en slags indisk buffet, og her kommer også mange lokale. Overfor The Villa (kig efter det røde skilt) kan du på det lille spisested få øens bedste stegte kylling serveret med en lækker sauce. Det er superbilligt!

Strandbarer

Der er kun få af Pantai Cenangs gamle strandbarer tilbage. Vores favorit er den skønne Kalut Bar, men også Ah Chong Bar & Cafe er et glimrende sted til en kold øl. Selvom Ah Chong, der er lavet af brædder og drivtømmer synes basic, så er Reggae Bar et stenkast derfra endnu mere primitiv.

Pænere steder er Yellow Beach Bar – et lidt hipt sted, der fungerer som både bar, cafe og restaurant. Sådan er Thirstday også – vi spiste her ikke, men stedet får gode anmeldelser.

Aktiviteter og forlystelser

Hvad Langkawi ikke har af seværdigheder har øen til gengæld af aktiviteter – se bare med her, hvor jeg endda ikke har nævnt det hele. Book hos tourbureauerne langs hovedgaden i Pantai Cenang eller få hjælp af dit hotel/guesthouse.

• Langkawi Wildlifepark – bl.a. fugle, slanger og gibbonaber
• Langkawi Naturepark – bl.a. tigre og mangrovewalk
• Paradise 101 – vandsport, ziplines og restauranter på egen ø
• Krokodillepark – forskellige aktiviteter med krokodiller i fokus
• Øhop – besøg øerne ud for Langkawis kyst
• Upsidown – se verden på hovedet
• Skytrex – med zipline gennem junglen
• Underwater World – aquarium med forskellige aktiviteter
• Mardi Agropark – lær om de lokale frugter
• Mega Water Sports – jetskiture i øhavet
• Oriental Village – temaområde med bl.a. shopping, restauranter og forlystelser
• Helikopterture – flere forskellige ruter over øhavet
• Sunset Cruises – med katamaran, speedbåd eller sejlskib
• Mangroveture – med fiskefarme og flagermusgrotter
• Tur i rismarkerne – en lærerig tur, hvor du lærer om risproduktion
• Ayer Hangat Village – wellnessområde ved sjældne varme saltvandskilder

Rejseressourcer – hjælp til din rejse

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Malaysia – den finder du her.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Penang – se aktuelle anbefalinger her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Langkawi

I min Langkawi guide finder du selvfølgelig også et kort over øen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her