Solen skinner fra en skyfri himmel. Ikke en vind rør sig. Det er højsommer og temperaturen har netop rundet 25 °C. Med andre ord; det er en perfekt dag at tage på havnerundfart. Jeg er i Nyhavn, hvor jeg blander mig med de mange turister, der også vil se København fra vandsiden.
Nyhavn
Nyhavn. Man kan ikke forestille sig et bedre sted at starte en tur i Københavns kanaler. Her er proppet med sommerklædte mennesker, der enten sidder på solsidens restauranter eller nyder en kold øl på bolværket.
Her er masser af liv og atmosfære, og da vi sejler ned gennem kanalen, bliver vi underholdt af et jazzorkester, der spiller glad og lystig musik.
“Deroppe i det gule hus har H.C. Andersen boet”, fortæller guiden. Jo, den er god nok. Den verdensberømte eventyrforfatter boede i løbet af 20 år fire forskellige steder i Nyhavn, som han holdt meget af. Huset han boede i er omdannet til et lille museum, hvor man kan se H.C. Andersens arbejdsværelse.
Et øjeblik efter er vi ude i havnebassinet, hvor det nye skuespilhus og Den Sorte Diamant dominerer. Begge bygninger er bombastiske og en del af det nyrenoverede havneområde, der har omdannet dele af København fra industri og forfald til moderne bygninger.
Skuespilhuset blev indviet i 2008, mens den sorte diamant, der indeholder det Kgl. Bibliotek, stod færdig i 1999.
Nordre Toldbod og Den Lille Havfrue
Der er ikke meget trafik i havnen. Jeg ser mest private både, men selvfølgelig også andre store tourbåde på havnerundfart. Vi kommer forbi de nyrenoverede pakhuse, A.P. Møllers hovedkvarter og når Nordre Toldbod.
Her kan man stadig se havnens gamle administrationsbygning fra 1868, og på kajen står to pavilloner, der bliver benyttet af kongefamilien, mens de venter på at gå ombord på kongeskibet Dannebrog, som ofte ligger for anker i havnen.
Vi nærmer os Langelinje, der ofte er optaget af enorme krydstogtskibe, som helt synes at overskygge den store forsamling af mennesker, der står foran Den Lille Havfrue. Statuen er et af byens mest kendte vartegn og skabt af kunstneren Edvard Eriksen.
Figuren er taget fra H.C. Andersens berømte eventyr af samme navn. Den Lille Havfrue blev opstillet i 1913 og måler kun 1.25 m i højden. Turistbus efter turistbus sætter passagerer af, der knipser løs med kameraerne.
Det samme gør passagererne i vores båd, og da vi sejler forbi Amalienborg, tager de dem frem igen. Det er her Danmarks dronning bor, fortæller guiden og udpeger hendes palæ.
Så ubeskyttet ligger slottet midt i København, men det var faktisk også lidt af en tilfældighed, at kongefamilien kom til at bo her. De, der egenlig skulle bo i slottets fire palæer blev tvangsforflyttet, da Christiansborg brændte ned anden gang for at gøre plads til kongefamilien.
Holmen og Christiania
Vi sejler tværs over havnen og når Holmen, det gamle militærområde, der nu er åbent for offentligheden. Her ligger det nye Operahus, skænket af A.P. Møller til Danmarks befolkning.
Det er arkitekten Henning Larsen, der har tegnet bygningen, som ikke ligefrem matcher det øvrige havneområde, men det kan være det kommer med tiden. Holmens gamle bygninger rummer i dag skoler for bl.a. musik og kunst.
Til den anden side kan vi se Christiania, fristaden, der så dagens lys i 1971, da lokale væltede et plankeværk til det nedlagte militærområde for at gøre plads til en legeplads.
Hurtigt rykkede folk ind i området, og til myndighedernes store fortrydelse opbyggede man et lille samfund – en by i byen. Flere gange har man med magt prøvet at rydde Christiania, men uden held.
Området er kendt for sit frisind og alternative levevis, men med tiden rykkede kriminaliteten ind i form af hård narko. Christianias indbyggere har selv medvirket til at gøre området fri for den hårde narkotika, men hashsælgerne kunne fortsat handle hash på den såkaldte pusherstreet, som politiet har prøvet at lukke.
Christiania har i dag mere velordnede forhold end i 1971, men grundtanken bag projektet eksisterer fortsat. Christiania er absolut et besøg værd – ikke mindst for at besøge de små caféer, restauranter og spillesteder, der ligger på området.
Christianshavns Kanal
Et øjeblik efter glider båden stille ind i Christianshavns kanal. Det er sådan alle bør ankomme til det rolige område, der nok er en del af København, men alligevel helt sig selv.
Folk sidder på kajen og nyder en kold øl, mens bådejerne gør klar til endnu en tur ud på havet. Os, der sidder i båden dukker os, hver gang vi sejler under en af de lave broer, og oppe til venstre skimter vi Vor Frelser Kirke, en anden af bydelens store attraktioner, hvis imponerende spir kan den ses fra det meste af byen.
Kirken blev grundlagt i 1682, men det smukke spir er fra 1752. Man kan gå op i tårnet af de 400 trin, hvoraf 150 er udenpå tårnet.
Christianshavn er en af Københavns mindre bydele, men afgjort en af de hyggeligste og mest atmosfærefyldte. Bydelen opstod i årene 1618-23 og var egentlig en lille selvstændig købstad.
Desværre kunne man ikke klare konkurrencen med København, der indlemmede bydelen allerede i 1674. Christianshavns smalle kanaler er i øvrigt kunstigt anlagte med Amsterdam som forbillede.
Kanalen ved Gammel Strand og Christiansborg
Igen krydser vi havnen og sejler ind i en smal kanal på Sjællandssiden. Vi er allerede sejlet forbi Langebro og Islands Brygge, der ligger bagved. Bryggen som den blot kaldes er endnu en bydel, der er blevet kraftigt renoveret.
For årtier siden dominerede faldefærdige huse, industri og fabrikssiloer, men i dag er de gamle bygninger renoveret og nye topmoderne lejligheder er skudt op. Havnekajen er liv og glade dage på varme dage, og området byder på gode restauranter og hyggelige caféer.
Vi er ikke færdig med de lave broer. På vej i den smalle kanal kommer vi forbi ridebanen ved Christiansborg Slot og et øjeblik efter Gammel Strand, hvor København siges at være grundlagt.
Statuen af Biskop Absalon på Amager Torv overvåger området, og måske er det ikke tilfældigt, at han kigger op på det store Christiansborg, der i dag huser Folketinget.
Holmens Kirke, Nationalbanken og Børsen er de næste attraktioner. Børsen blev bygget af Christian 4. i perioden 1618-1624, men den smukke bygning med det flotte spir er i dag privatejet.
Bygningen blev helt bevidst placeret ved dæmningen, som gav adgang til den nye bydel Christianshavn, der dengang fungerede som selvstændig købstad. Børsen skulle danne grundlag for den storstad, som Christian 4. håbede på, at København ville blive. I 1857 manglede Kong Frederik 7. penge, og han solgte Børsen for 70.000 Rigsdaler.
Få minutter efter er vi tilbage i Nyhavn. Vores havnerundfart er slut, og da vi langsomt sejler langs solsiden er intet forandret. Humøret på denne varme sommerdag er stadig højt, musikerne spiller stadig, og øllet løber i en lind strøm ud af hanerne. En fulderik dingler gennem gaden og for enden har pølsemanden kronede dage.
Vi lægger til og de udenlandske turister honorere den veltalende guide med lidt drikkepenge. Og mig? Jeg sætter mig op på rælingen og nyder den sidste sol med en kold fadøl i hånden. Få minutter efter sejler endnu en havnerundfart af sted med turister, der vi opleve København fra vandsiden, akkurat som jeg lige har gjort.
Har du fået lyst til selv at tage på havnerundfart, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til din havnerundfart
Havnerundfarten afgår fra Nyhavn. For enden, ud mod Kgs. Nytorv, kan du tage Stromma og lidt oppe ad kanalen Nettobådene. Der udbydes begge steder forskellige ruter, og det er også muligt at stå af og på undervejs. Nettobådene er billigst, men Stromma er inkluderet i Copenhagen Card.
Flere oplevelser i København
København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.
En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.
Mad og drikke
København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.
Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.
Du kan også klikke ind på Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.
Overnatning
Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.
Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie og Hotelspecials.dk, der ofte har nogle rigtig gode deals.