Hjem Europa Las Palmas – Kanarieøernes største by

Las Palmas – Kanarieøernes største by

+ masser af nyttig rejseinformation nederst på siden

1

De to ældre mænd er tydeligvis uenige. Stemmeføringen er høj, og med vilde fakter prøver de at virke endnu mere overbevisende. Så får de øje på mig. Og griner. “Fodbold”, siger den ene og trækker på skuldrene.

Jo, i Spanien er det noget man tager meget alvorligt. Også i Las Palmas på Gran Canaria, hvor adskillige bænke rundt om i byen er optaget af gestikulerende og avislæsende mænd, der diskuterer gårsdagens fodboldkampe. Pludselig synes sydkystens feriebyer langt væk, og jeg glæder mig endnu mere til at gå på opdagelse i Kanarieøernes største by.

overst
Las Canteras-stranden i Las Palmas

Santa Catalina og Las Canteras

“Her, og god fornøjelse”, siger den venlige dame i turistinformationen på den store plads i Santa Catalina Parken, da hun rækker os et kort over byen. Pladsen er et livligt sted med caféer, smuk beplantning og et populært sted for de lokale.

Det er bl.a. her, at mændene denne mandag morgen sidder og diskuterer fodbold. Pladsen er stor, og vi finder hurtigt ud af, at vi er ved det tætteste Las Palmas kommer et centrum. Den lille gade, der bringer os op til Las Canteras-stranden er hyggelig, og vi har mere en fornemmelse af at være i en spansk by på fastlandet end på Kanarieøerne.

Bølgerne slår ind på den fine sandstrand, mens solens stråler for alvor er ved at bryde gennem disen. Foran os ligger Las Canteras-stranden, hvor det hele begyndte. Det var i 1960’erne, turisterne valfartede til byen. Hoteller skød op som paddehatte, men få år senere forsvandt turisterne igen til fordel for sydkystens bedre vejr og nybyggede hoteller.

I årevis var Las Palmas i en elendig forfatning, men i dag er promenaden renoveret og stranden renset. Ingen i Las Palmas gør sig dog forhåbninger om at blive stranddestination igen.

Til gengæld har Las Palmas så meget andet at byde på. Kultur, lokalliv og gode restauranter, som man skal kigge langt efter på sydkysten. Vi får også gået nogle ture på promenaden, der synes at være mødested for alle slags mennesker. Og selvfølgelig mangler her hverken barer, restauranter, hoteller eller shoppingmuligheder.

las03
Santa Catalina Parken

San Telmo og Triana

Gågaden er travl, men bestemt hyggelig med de gamle huse, der har pragtfulde udskæringer og dekorationer. Vi har forladt Las Canteras og promenaden og befinder os nu på shoppinggaden Triana i San Telmo-kvarteret, der ligger ca. fire km mod syd.

Det er her, man finder det ældste af Las Palmas, og selvom Triana er dejlig, så bekræfter vores tur rundt i sidegaderne os i, at der er masser af små overraskelser at komme efter i byen. Hverdagsliv og små listige steder, hvor cigarrygende ældre mænd sidder og klare verdenssituationen. Eller måske taler de om fodbold?

Vi finder frem til en lille restaurant/bar, La Hoya Vieja, der kun har få borde. Man kan også spise i baren, og det gør vi så. Ejeren, Fernando, er en lidt spøjs fyr, der ikke en gang vil overveje at lave noget som helst andet end kanarisk mad eller hans egne og aldeles pragtfulde stuvninger. Mens Las Canteras-områdets restauranter mest henvender sig til det internationale publikum, herunder turisterne, så er det i San Telmo og Vegueta, man finder den gode lokale mad og masser af lækker tapas.

las01
Triana – byens shoppinggade

Vegueta

Netop Vegueta er det mest interessante område når det gælder historie. Søfaren Christopher Columbus kom forbi Gran Canaria inden sine togter over atlanten, og i den gamle bydels snævre gader ser vi det smukke hus Casa de Colon, der også kaldes for Columbus hus. I dag er det indrettet som museum med udstillinger om den berømte opdagelsesrejsende og byen Las Palmas. Her er også en del kunst og rekvisitter fra især maya- og aztekerkulturen, som de spanske opdagelsesrejsende havde med hjem.

Casa de Colon er et rigtigt smukt eksempel på kanarisk arkitektur – bemærk især de flotte loftsudsmykninger. Det siges at huset har været hjem for den spanske guvernør på Gran Canaria. Ved siden af indgangen til Casa de Colon støder vi ind i San Antonio Abad, et lille ydmygt kapel, der siges at ligge lige nøjagtig, hvor Las Palmas blev grundlagt.

Et stenkast derfra besøger vi den pragtfulde Santa Ana-katedral, der blev påbegyndt i det 15. århundrede, men først færdiggjort knap 350 år senere. Fra den hyggelige plads, Plaza de Santa Ana, har man det bedste udsyn til katedralen.

Pladsen har i øvrigt mange andre bemærkelsesværdige huse, der alle er smukke og velholdte. Bl.a. Palacio Episcopal, hvor biskoppen over de kanariske øer har kontor. Vi går videre og kan sagtens forstå, at Vegueta er fredet af UNESCO. Gaderne i den gamle bydel er små og hyggelige med skønne huse, hvis balkoner hænger ud over gaden.

las04
Casa de Colón – Columbus’ Hus

Hvad skal jeg vælge? Det hele lyder så lækkert. Tjeneren på restaurant Deliciosa Marta smiler overbærende, og giver os lidt mere tid til at beslutte os. Hjemmefra har vi fået anbefalet restauranten, der bestemt ikke skuffer.

Delicioas Marta er nok en af Gran Canarias bedste spisesteder, og vi bliver igen mindet om, at øen er andet end tarvelige turistrestauranter. Små lækre hapsere kommer ind på stribe. Fantasifuldt, men med kanarisk og spansk mad som udgangspunkt.

Castillo de la Luz og øens historie

Vi er taget op til byens havn, der er et travlt sted. Her står fæstningen Castillo de la Luz, der vidner om den spanske invasion. Det var med Gran Canaria som base, at spanierne ville erobre Kanarieøerne.

De byggede Castillo de la Luz i 1494, men pirater formåede alligevel at invadere Las Palmas og brænde byen ned. Ligesom de øvrige kanarieøer, så tjente Gran Canaria også gode penge som provianteringssted for skibe, der sejlede over atlanten eller ned langs Afrikas kyst.

las05
Santa Ana Katedralen

Den sikre profit, der gav øerne velstand forsvandt pludselig, da dampskibet blev almindeligt. Fra omkring år 1600 og et par hundrede år frem, var der ikke megen storhed over Gran Canaria, der mistede sin store betydning.

Det var først da englænderne ankom til Las Palmas i 1800-tallet, at Gran Canaria blev sat på landkortet igen. Englænderne var ude efter bananer, som øen har så rigelig af. De sendte bananbåde retur til England, og de tog Kanarieøernes første turister med tilbage fra England. Resten er historie.

Ikke langt fra havnen og Castillo de la Luz starter promenaden, der løber langs Playa de las Canteras. Det er her vi går nu. Folk ligger og solbader i sandet på den dejlige strand, og vi finder en lille udendørs bar, hvor vi kan studere folkelivet og reflekterer over “Det nye Las Palmas”. En by, der er kommet stærkt igen og i dag tiltrækker de turister, der ikke kun kommer for sol og strand, men også kultur, storbystemning og god shopping.

Vi venter stadig på tjeneren og spekulerer over om der overhovedet er nogen betjening. Pludselig hører vi et brøl inde fra baren, og et øjeblik efter kommer tjeneren løbende hen til os og slår undskyldende ud med armene. “Fodbold”, siger han smilende. Jo, det er noget man tager meget alvorligt i Spanien.

las02
Flotte huse i Vegueta
Information Las Palmas

Transport
Ind og ud: Der er direkte fly fra både Billund og København til Las Palmas. Fra lufthavnen kan du tage en taxi eller leje en bil, der er god at have under dit ophold.

At komme rundt: Las Palmas har heftig trafik, og den er man ramt af, uanset om man tager bus eller taxi. Bybusserne er gule, og der er udmærkede skilte så man kan se hvor de kører hen. Busserne er tit overfyldte og især busstationen i San Telmo er et virvar af mennesker.

Skal man fra Santa Catalina til San Telmo kan man tage bus 1 eller 12, pris ca. 1 euro. Man køber billet i bussen. Det er vigtigt at bemærke, at mange af langtursbusserne har samme linjenumre som bybusserne, men gul er altså farven på bybusserne og grøn farven på langtursbusserne.

På både San Telmo og Santa Catalina busstation ligger terminalen for langtursbusser under jorden. I Santa Catalina ligger den ikke på selve pladsen, men bag det gule pakhus under det hvide "sejl". Fra Las Palmas er der afgang Maspalomas og PLaya del Ingles ca. tre gange i timen.

Jeg kan anbefale at leje bil, der er store oplevelser i vente på den frodige ø. Man skal være fyldt 21 år for at leje bil. Der er mange udlejere, og velrenommerede firmaer som Hertz og Avis er begge repræsenteret i Las Palmas. Husk et nyt kort over øen, vejene har de sidste par år fået nye numre.

Binter er det lille lokale kanariske flyselskab, som flyver mellem øerne. Se deres hjemmeside for ruter og reservation https://www.bintercanarias.com/.

Overnatning
Der findes hoteller over hele byen, men langt de fleste ligger omkring Santa Catalina-parken og promenaden. Stranden trækker stadig mange til. Las Palmas overnatningssteder er primært byhoteller af varierende standard. Her er både små pensioner og større moderne hoteller med adskillige faciliteter. Book hotel med prisgaranti på hotels.com.

Mad
Las Palmas byder på øens bedste restauranter, den gode og originale spanske mad findes her i rigt mål. Fisk og især tapas smager bare bedre når miljø og stemning er i top. Prøv f.eks. La Hoya Vieja på Perdome 15 i Triana og Delicioas Marta på Perez Galdos 23.

Aktiviteter
Den lille miniature by, Pueblo Canario, der er tegnet af kunstneren Netor, er et fremragende eksempel på kanarisk arkitektur. Hver søndag er der traditionel dans i byen, der ligger i Doramas Parken, som er utrolig smuk med flotte planter og springvand.

Casa Museo Perez Galdos er et museum dedikeret til den berømte kanariske kunstner Benito Perez Galdos. Gratis adgang. Byens kanariske museum, Museo Canario, omhandler øens tidligere berfolkning. Også udstilling af arkæologiske genstande. Ligger på Doctoe Aveanu 2. Entré 3 euro.

Museo Elder er det nyere teknologi- og fremtidmuseum ved Santa Catalina parken. www.museoelder.org.

På Museo Nestor vises værker af Nestor Martin Fernandez de la Torre, der også har været med i planlægningen af Pueblo Canario. Ligger i Parque Doramas. Gratis entré.

Centro Atlántico de Arte Moderne, museet for moderne kunst, ligger i en gammel kanarisk bygning. Udstilling af malerier fra det meste af verden. Også et lille bibliotek. Ligger på Los Balcones 9-11, ikke langt fra Santa Ana Pladsen i Vegueta. Se deres hjemmeside www.caam.net.

Teatro Perez Galdos, der er byens store teater, har de senere år gennemgået en stor renovering. Teatret ligger ikke langt fra Triana på Plaza de Stagno1.

Øens karneval er berømt og finder sted hvert år i februar. Flotte kostumer og imponerende optog. Santa Catalina-parken er udgangspunkt for festlighederne.

Strande
Byen absolut bedste strand er Playa de las Canteras, der i sin tid tiltrak turister fra nær og fjern. Den er næsten 4 km lang og med et naturligt rev, der holder de største bølger væk. Sandet er fint og her er udlejning af solstole og parasoller.

På byens østside, lige ved havnen, ligger Playa las Alcaravaneras. En dejlig sandstrand, men her er man nabo til byens mest befærdede gade og har udsigt havnen og dens industri - ikke så tiltrækkende.

Er vejret dårligt eller vil man bare opleve noget andet er det om at tage til sydkysten, her er masser af strand.

Vejret i Las Palmas
Vejret i vintermånederne er behageligt med temperaturer på 16-20 °C, nætterne kan være kølige, hvor temperaturen kan falde til 14-17 °C. Det er tit skyet i Las Palmas, så vælg ikke byen til solferie! Husk også en paraply da regnbyger kan forekomme.

Om sommeren er Las Palmas væsentlig mere solsikker og du kan forvente temperaturer på 24-28 °C.

Nyttige links
Den spanske stats turistbureau

1 kommentar

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her