Den tyrkiske sydkyst er ikke kun strand og all inclusive. Vi er taget på udflugt til tre meget forskellige seværdigheder, der alle er et behageligt afbræk fra de hektiske feriebyer.
1 Kaleçi
“Skal I med”, spørger kaptajn Mehmet på gebrokkent engelsk. En snes turister er allerede gået ombord på hans fine træbåd, der sejler op og ned af kysten. Vi er i den lille havn i bydelen Kaleçi i Antalya, hvor en tur ud i Middelhavet bestemt frister, men dagens program er lagt, og det inkluderer ikke en sejltur.
Kaleçi er Antalyas gamle bydel. Det er en oase af fred og ro i forhold til larmen og trafikken i Tyrkiets sjettestørste by, der nok gemmer på spændende seværdigheder, men ingen som Kaleçi.
Vi går ad smalle og kringlede gader og ser flotte restaurerede huse fra osmansk tid. Romerne var de første til at opføre en egentlig by på stedet, men den blev markant udvidet af selsjukkerne.
Vi kommer forbi den knækkede minaret, Kesik Minare, der har haft en omskiftelig tilværelse. Oprindelig var det et romersk tempel opført i det 2. århundrede, men det blev senere lavet om til en kirke af byzantinerne. Da området blev muslimsk fungerede
stedet som moské inden en brand i 1896 lagde bygningerne i ruiner.
Kaleçi har engang været været beskyttet af en bymur, der skulle holde fjenderne ude. Den er væk i dag, men her og der ser vi vagttårne og imponeres over, at den gamle byport, Hadrianporten fra år 130, fortsat eksisterer. Kaleçis vartegn er den 38 meter høje Yivli-minaret, der er opført af Sultan Alaeyddin Keykubat.
Ikke langt herfra står vi på en stor plads og nyder den smukke udsigt over Kaleçi og havnen, der er lige så idyllisk som den gamle bydel er charmerende. I de små gader er der smukke huse, som indeholder caféer, butikker, pensioner og restauranter. Her er en skøn atmosfære, og Kaleçi er en helt anden verden end kystens travle feriebyer.
2 Kurşunlu Nationalpark
De lokale står og stirrer ned i det smaragdgrønne vand, som om de leder efter noget. “De kigger efter skildpadder”, fortæller en mand, mens hans øjne er rettet mod floden.
Fra Antalya er vi kørt mod øst til Kurşunlu Nationalpark, der ligger grøn og frodig foran os. Omkring parkens indgang er der mange mennesker, men ad små stier går vi gennem smuk pinjeskov, mens vi indsnuser den friske luft.
Vi er helt alene og krydser flere gange floden ad små træbroer. Vi har fuglefløjt i ørerne, men det er ikke de eneste dyr, der lever i nationalparken. Her er også bjørne, ræve, slanger og de skildpadder, som vi aldrig får øje på.
Hovedattraktionen er det brusende vandfald, som vi kan høre på lang afstand. Det er også her folk samles, og der er rift om pladserne på broen, hvor man har det bedste udsyn til vandfaldet.
3 Aspendos
Jo, det er ganske rigtigt storslået. Det imponerende romerske teater bliver betragtet som det mest velbevarede i verden, og det forstår man godt. Den intakte scenevæg er lidt af et særsyn, og da vi står midt i arenaen forestiller vi os livet dengang kejser Marcus Aurelius regerede i år 155.
Det var den græske arkitekt Zenon, der fik til opgave at opføre et teater ved Aspendos. Selvom selsjukkerne på et tidspunkt benyttede stedet som palads, så bliver det i dag brugt til sit oprindelige formål. Tyrkiets fader, Atatürk, beordrede en restaurering igangsat efter et besøg på stedet, og det siges, at det også var ham, der besluttede at tage teatret i brug igen.
En god idé skulle det vise sig – opsætningerne af berømte værker som Aida, Carmen og Romeo og Julie er yderst populære. Aspendos er desuden vært ved den årlige internationale opera- og balletfestival ledet af den tyrkiske statsopera.
Teatret er absolut hovedattraktionen, men i nærheden ligger andre romerske bygninger. Vi ser basilikaen, agoraen og resterne af en akvædukt.
En lang dag er ved at være slut, og vi er på vej tilbage til Antalya fuld af oplevelser. Dagen i morgen skal være afslappende – måske man skulle tage en tur langs kysten med Kaptajn Mehmets træbåd.
