Har du ikke råd til at besøge Bangkoks største seværdigheder, så er du enten på ultra lavbudget eller løbet tør for penge. I begge tilfælde har du heldigvis stadig mulighed for at opleve en række spændende og helt gratis steder i den thailandske hovedstad.
Tag bl.a. på opdagelse i byens templer og se de lokale på slap line i parker og ved helligdomme. Alle de gratis oplevelser i Bangkok kan findes på kortet nederst på siden.
1 Chinatown
Glem alt om Singapore og New York (især). Bangkoks Chinatown er verdens ældste og med afstand også den mest spændende. Det er præcis sådan, det gamle Kina må have set ud.
Med gadekøkkener, baggårdstempler, smalle gyder og ufatteligt mange mennesker, er Bangkoks Chinatown hektisk og fuld af oplevelser. Det er en by i byen, der kræver flere dage, hvis du vil have det hele med.
Chinatown ligger langs Yaowarat Road med adskillige sidegader og gyder (bydelen kaldes også Yaowarat).
Du kommer dertil med metroen, hvor du skal stå af på Huamlampong Station. Herfra er der ca. 10 minutters gang til hjertet af bydelen. Alternativt kan du tage flodbåden og stå af ved Rajchawongse. Du kan læse meget mere om Chinatown i indlægget Chinatown – et lille stykke Kina i Bangkok.
2 Phra Sumen & Mahakan Fort
Et fort i Bangkok tænker du måske. Jo, den er god nok. I slutningen af 1700-tallet havde Bangkok en bymur med port og 14 tårne, der fungerede som forsvar af byen. Phra Sumen er et af få tilbageværende tårne, og her ligger også en lille park, hvor der ofte er underholdning.
Mahakan Fort længere mod nord (ved templet Wat Ratchanatdaram) ligner Phra Sumen, men det lille samfund, der tidligere boede her, er desværre blevet tvangsflyttet.
Phra Sumen og Mahakan Fort ligger i gåafstand fra Khao San-området. Med flodbåden kan du stå af ved Phra Athit/Banglamphu. Herfra er der kun ca. 100 meter til Phra Sumen og ca. 1 km til Mahakan Fort, som kan besøges sammen med templet Wat Ratchanatdaram.
Du kan læse mere i indlægget Phra Sumen & Mahakan Fort – Bangkoks gamle forsvar.
3 Lumphiniparken
Bangkoks mest berømte park er et tiltrængt åndehul i den hede storby. Her har du alle muligheder for at opleve de lokale på slap line, når de tidligt om morgenen jogger eller dyrker tai chi.
Senere står den på picnic og kvalitetstid med familien eller kæresten omkring de små søer, hvor der lever enorme varaner, som ofte tager en gåtur på landjorden. Et imponerende syn.
Lumphiniparken ligger for enden af Silom Road. Tag skytrain og stå af på Sala Daeng Station. Med metro står du af på Si Lom. Fra begge stationer er der ca. 100 meter til parken. Læs meget mere i indlægget Lumphiniparken – Bangkoks populære åndehul.
4 Blomstermarkedet – Pak Klong Talat
Ikke langt fra Chinatown kan du besøge Bangkoks blomstermarked Pak Klong Talat. Langs gaden Chakphet bugner det ganske enkelt med farvestrålende blomster, og butiksejerne sidder ofte på fortovet og laver buketter og blomsterkranse. I markedshallen er der endnu mere at kigge på – her sælges ikke kun blomster, men også frugt og grønt.
Blomstermarkedet, der lokalt hedder Pak Klong Talat, ligger som nævnt tæt på Chinatown. Du kan tage flodbåden dertil – stå af ved Yodpiman eller Memorial Bridge. Er du alligevel i Chinatown, kan du gå dertil på 10-15 minutter.
Læs meget mere i indlægget Blomstermarkedet i Bangkok. Både Chinatown og Blomstermarkedet kan også kombineres med Little India.
5 Erawan-helligdommen
Et stenkast fra Siam Square i krydset, hvor de travle gader Ratchadamri og Ploen Chit mødes, ligger Erawan-helligdommen. Umiddelbart syner den lille helligdom ikke af meget, men den har enorm betydning for de lokale.
Her kan du se en konstant strøm af mennesker, der tænder røgelsespinde og lægger blomster på området. Efter en række uheld ved byggeriet af Erawan Hotel opførte man den lille helligdom, der skulle bringe held.
Erawan-helligdommen ligger centralt i Bangkok. Med skytrain kan du stå af på Siam, hvorfra der blot er 100 meter til hjørnet af Ratchadamri og Ploen Chit. Læs mere i indlægget Erawan Helligdommen i Bangkok.
6 Chatuchak Markedet (Weekendmarkedet)
Selvfølgelig koster det, hvis du skal købe, men det, der bliver kaldt verdens største marked med over 15.000 boder er en oplevelse i sig selv. Chatuchak, eller Weekendmarkedet – er et pragtfuldt mix af alt fra tøj og smykker til husgeråd, porcelæn og brugskunst.
Her er altid masser af mennesker og en rigtig god stemning – sæt mindst en halv dag af, gerne mere, men pas på du ikke bliver væk på det enorme marked (kort uddeles ved indgangen).
Chatuchak Markedet ligger langs gaden Thanon Phahonyothin i den nordlige del af Bangkok. Du kommer nemt dertil med skytrain. Stå af på Chatuchak Park, hvorfra der er ca. 150 meter til markedet.
7 Wat Ratchanatdaram og det lille amuletmarked
Et af Bangkoks knap så kendte, men absolut imponerende templer er Wat Ratchanatdaram. Templet ligger hvor gaderne Thanon Mahachai og Thanon Ratchadamnoen Klang mødes et stenkast fra Golden Mount Templet.
Wat Ratchanatdaram er et større tempel bygget i tre niveauer, der i alt har 37 spir, som kan ses på lang afstand.
Bag ved templet kan du i de smalle gange gå på opdagelse på det lille marked, der primært sælger amuletter, som er vigtige for thai’erne. Amuletterne skal f.eks. give velstand og et godt helbred.
Wat Ratchanatdaram ligger som nævnt i krydset mellem Thanon Mahachai og Thanon Ratchadamnoen Klang. Fra floden er der ca. 25 minutters gang og fra Khao San-området ca. et kvarter.
8 Baan Krua
I Bangkok er det rigtig nemt at komme tæt på lokalbefolkningen. F.eks. i det lille samfund ved Baan Krua, der en en del af historien om Thailands silkevævning.
Baan Krua ligger overfor Jim Thompsons hus på den anden side af kanalen, og her kan du fare vild i de smalle smøger og hilse på den venlige og gæstfri befolkning, der primært består af efterkommere af cham-folket.
Baan Krua ligger ca. 400 meter fra Skytrainstationen National Stadium. Herfra kan du f.eks. gå ned til Jim Thomsons hus ved kanalen og finde en af broerne over til Baan Krua. Læs meget i indlægget Jim Thompson og Cham-folket i Baan Krua.
Nyttige links til din rejse til Bangkok
Transport
Fra Danmark er det nemt at komme til Bangkok. Flyv direkte med Thai Airways eller snup en mellemlanding i f.eks. Doha, Dubai, Istanbul eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.
Har du brug for transport i forbindelse med din rejse, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand her. Læs meget mere om transport generelt i min Bangkok Guide.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.