Hjem Thailand Chiang Mai på 2 eller 3 dage – det skal du opleve

Chiang Mai på 2 eller 3 dage – det skal du opleve

Få forslag til hvad du skal opleve på din rejse til Chiang Mai

Jeg har besøgt Chiang Mai flere gange. En dejlig by med god mad, spændende seværdigheder og fantastiske udflugtsmuligheder.

Ved første øjekast kan Chiang Mai godt virke hektisk, men både i og udenfor den gamle bydel ligger et hav af små gyder og sidegader med masser af idyl og charme.

Chiang Mai bliver ofte brugt som stopover til videre rejse i Nordthailand eller nabolandet Laos. Det betyder, at mange turister kun tilbringer kort tid i byen.

To hele dage er i mine øjne et absolut minimum for at besøge Chiang Mai. Det giver lige tid nok til at opleve de vigtigste seværdigheder, men der er så meget at se og gøre, at du nemt kan tilbringe længere tid i byen.

Har du mulighed for det, så sørg for at besøge Chiang Mai over weekenden (eller i hvert fald om søndagen) for at opleve det store og hektiske søndagsmarked i centrum af byen.

Maden i Nordthailand er superlækker

Hvordan kommer du rundt?

Bor du i den gamle bydel eller lige udenfor, så kan du gå rundt til byens seværdigheder. Alternativt har Chiang Mai masser af songtaews, der kan prajes. Bemærk, at nogle songtaews kører faste ruter.

Chiang Mai har også bybusser, der har både aircondition og gratis wifi. Det koster 30 baht for en tur uanset hvor langt du skal. Se mere om bybusserne her.

Skal du f.eks. fra centrum til Doi Suthep, så kan du booke bil og chauffør til f.eks. en halvdagsudflugt. På den måde er du sikret kørelejlighed tilbage til Chiang Mai. Husk at aftale en pris på forhånd.

Som andre steder i Thailand, så har også Chiang Mai masser af tourbureauer, hvor du kan booke udflugter og f.eks. trekking af flere dages varighed. Her kan dit hotel/guesthouse også være behjælpelige.

I min kombinerede rejsebeskrivelse og guide til Chiang Mai kan du bl.a. læse mere om transport til og fra byen.

Søndagsmarkedet er en hektisk affære

Hvor skal du bo?

Som nævnt er det mest praktisk at bo i den gamle bydel. Den er dog forholdsvis stor – vil du f.eks. besøge natbazaren, der ligger udenfor voldgraven, så book hotel i den østlige del af den gamle bydel.

Vil du hellere være i gåafstand af hippe Nimman Roads caféer, barer og restauranter, så book overnatning i den vestlige del af bydelen.

Generelt er prisniveauet på hoteller i Chiang Mai lavt – her får du rigtig meget for pengene. Du kan med lethed få bl.a. tv, køleskab og gratis wifi for et par hundrede kroner pr. nat.

Se nærmere på disse overnatningssteder, der alle får topanmeldelser fra tidligere gæster og ligger centralt i gåafstand til de fleste af byens seværdigheder.

Budget

Sridonchai Heritage – godt og billigt hotel ca. 500 m fra den gamle bydel
Baan Khun Krub – billigt og perfekt beliggenhed ved søndagsmarkedet

Mellemklasse

My Chiang Mai Boutique Lodge – topvalg i Chiang Mai – her er pool og god service
Bed Phrasingh Hotel – kun for voksne centralt i den gamle bydel

Luksus

Phra Singh Village – elegant 4-stjernet hotel i den gamle bydel
Rachamankha Hotel – 5-stjernet boutiquehotel med pool

Chedien i Wat Chedi Luang, der er et af Chiang Mais berømte templer

Dag 1

Morgen/formiddag

Tempeltur i den gamle bydel

Chiang Mai har flere hundrede templer, hvor nogle af dem kan dateres til det 13. århundrede. De mest berømte templer er bl.a. Wat Phra Singh og Wat Chiang Man, der ligger i den gamle bydel og hører til Chiang Mais mest populære seværdigheder.

Rundt om i byen kan du besøge mange andre buddhistiske templer, hvor du med stor sandsynlighed er velkommen indenfor. Det er rigtig spændende at stå på sidelinjen og følge med i thai’ernes hverdag og religiøse liv.

Eftermiddag

Chinatown og Talat Warorot

Besøg Talat Warorot i den lille Chinatown, der er helt anderledes end resten af byen. Her er et farverigt ferskvaremarked (Chiang Mais ældste) med et utal af fremmedartede varer. Her og der kan du også se ganske små kinesiske templer tilegnet Konfusius.

Både i Talat Warorot og ved blomstermarkedet, der ligger lige ved siden af ud til Ping-floden, kan du følge med i de lokales dagligliv og måske selv gøre nogle indkøb.

Aften

Food tour

Tag på en food tour og lær mere om maden i Nordthailand, der kan være helt forskellig fra de retter, du ellers kender fra Thailand. Du kan booke en privat tur eller i en gruppe.

En food tour tager typisk 2-3 timer, hvor du sammen med guiden prøvesmager forskellige lokale snacks og retter. Jeg har været på en del food tours rundt om i Asien, og det har altid været en god oplevelse.

Wat Doi Suthep er en af Chiang Mais topseværdigheder

Dag 2

Formiddag

Besøg Doi Suthep

En af Chiang Mais mest populære attraktioner er Doi Suthep. Et bemærkelsesværdigt bjerg få kilometer udenfor centrum, hvor templet Wat Doi Suthep ligger på toppen.

Her kan du se de lokale bede, møde munkene og så bare nyde det flotte tempel og indsnuse Østens mystik. Som en bonus har du en flot udsigt over Chinag Mai og ved foden af bjerget, kan du shoppe flot kunsthåndværk.

Eftermiddag

Besøg et tehus eller en coffeeshop

Befolkningen i Nordthailand har ikke tradition for at drikke te eller kaffe, men i området dyrker lokale begge dele i god kvalitet. Chiang Mai har i flere år haft en række gode tehuse – f.eks. Raming Tea House og Vieng Joom On Teahouse, der leder tankerne tilbage til kolonitidens tetraditioner.

Forholdsvis nyt i Chiang Mai (og i Thailand for den sags skyld) er caféer og coffeeshops, der brygger god kaffe som du kender det hjemmefra. Find hen til Nimman Road, der lige nu er et af byens hotteste steder.

Aften

Gå shop-amok på det store søndagsmarked

Søndagsmarkedet ligger i den gamle bydel mellem Tha Phae-porten og Wat Phra Singh plus sidegader. Besøger du ikke Chiang Mai i weekenden, så er natmarkedet (night bazar) med det sammenhængende Anusarn-marked en fin erstatning. Uanset hvornår du kommer forbi Chiang Mai, så er der masser af muligheder for at shoppe.

Talat Warorot

Dag 3

Har du en hel dag mere i Chiang Mai, så er der masser af muligheder for aktiviteter og udflugter.

Du kan f.eks. besøge Thailands højeste bjerg Doi Inthanon. En god dagsudflugt, hvor du både oplever vandfald, kongen og dronningens pagoder og har mulighed for at møde Nordthailands bjergstammer.

Dem kan du besøge mange steder i området, men ofte i turistede landsbyer – ved Doi Inthanon kan du både komme lidt længere væk fra de gængse turistruter og se flere forskellige stammer. Læs mere om bjergstammer i Thailand her.

Nord for Bangkok kan du besøge Chiang Dao, der bl.a. byder på smuk natur, en berømt grotte og Thailands tredjehøjeste bjerg. Chiang Dao kan nemt besøges på en dagsudflugt, men det er et sted, som er perfekt til et par overnatninger. Man kan godt sige, at Chiang Dao er et sammenkog af alt det Nordthailand byder på blot i lidt mindre målestok.

Et lidt anderledes sted er det spektakulære Wat Chalermprakiat, der ligger lige øst for Lampang. Her kan du på toppen af et bjerg besøge det meget specielle tempelområde, som bestemt ikke er overrendt af turister.

Har du mere end tre dage i Chiang Mai, så kan du bruge byen som base til en spændende trekking i Nordthailands skovområder. Her møder du etniske minoriteter på deres hjemmebane. Du bor primitivt, men det er en rigtig god oplevelse.

Chiang Mai har også en lang række aktiviteter – her et lille udpluk:

• Kokkeskole
• Rafting
• Bungee Jump
• Bo Sang Handicraft Village
• Elephant Nature Park
• Chiang Mai Night Safari
• Orkidé- og sommerfuglefarm

Du kan læse mere om Chiang Mai i min kombinerede rejsebeskrivelse og guide. Læs også indlæggende 5 gode spisesteder og lidt om mad i Nordthailand og De 6 bedste oplevelser i Nordthailand.

Kongens pagode på toppen af Doi Inthanon

Nyttige links til din rejse til Chiang Mai

Transport

Fra Danmark kan du flyve med ét stop via Bangkok eller Singapore. Søg og sammenlign flybilletter her.

Har du brug for transport i forbindelse med din rejse, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand her.

Læs meget mere om transport generelt i min Chiang Mai guide.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.

Husk at være opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du finder gode råd og kan skrive dig på danskerlisten.

Kort over Chiang Mai

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her