Dosaer i Indien, dim sum i Kina og nudelsuppe i Thailand. De fleste, der har besøgt Asien har måske prøvet at spise i gadekøkkenerne, der samler de lokale og spreder skønne dufte ud i byerne. Det er som regel enkel mad, der bliver serveret, men det er billigt og smager fremragende.
Skal, skal ikke. Hvem har ikke stået foran et gadekøkken, og overvejet om man turde spise den velduftende mad, der bliver tilberedt? Hygiejnen er nok den største bekymring, men flere steder i Asien kan man også risikere at maden er vanvittig stærk, den er jo lavet af lokale til lokale.
Der er ikke andet at gøre end at prøve det. En god idé er at vælge et sted, der er populært blandt de lokale, som sjældent lader sig nøje med det næstbedste når det gælder mad.
Til at starte med kan man også vælge at spise på en af de små primitive restauranter, der ofte blot er et hul i væggen. Her er der en chance for, at køkkenfaciliteterne er en anelse bedre, og måske har man ligefrem et køleskab til opbevaring af maden.
Det er altid rart at se sin mad blive lavet, så ved man den er frisk, men overalt i Asien findes masser af boder, der sælger færdiglavet mad. Det er sjovt at se de lokale slæbe af sted med madbokse eller ligefrem små gennemsigtige poser, hvor maden skvulper rundt. Det ser ikke særlig appetitligt ud, men smager godt.
Mange gadekøkkener og lokale spisesteder har kun få retter, og det gør, at man er specialiserede. Selvom det er enkelt, så er retterne forbedret gennem mange år. Som så mange andre steder, så gælder det om at være bedst.
Jeg husker en ældre dame som vi spiste hos i Hanoi i Vietnam, der i mere end 40 år havde stået på samme plet med sit gadekøkken og lavet de samme tre retter, der så til gengæld smagte himmelsk. Og ferie? Ikke tale om, hun risikerede jo, at kunderne forsvandt.
Når det er tid til et måltid, og det uanset om det er morgen, middag eller aften, så fyldes gadekøkkener og lokale spisesteder med mennesker, der lige så hurtigt er væk igen. Men hvad er det så man spiser når det skal gå stærkt?
På Bali husker jeg de gode grillede Satay med peanutsauce, og i Indien kan man næsten ikke undgå at få serveret dosaer, små friturestegte dejpakker af krydret rismel, der findes i utallige variationer.
I togene i Indien er der en sand folkevandring af sælgere, der tilbyder dosaer som et lille hurtigt måltid. Den mest populære synes at være Masala Dosa, der har hotte kartofler som fyld.
Overalt i Vietnam fås nationalretten Pho, der er en yderst velsmagende nudelsuppe. Der findes tusinder af små spisesteder i landet, der kun serverer denne ene ret.
Nudelsuppe er også populært i Thailand. Ved første øjekast ser det ud som om, at den spises med pinde. Men thai’erne drikker suppen af skålen for derefter at skovle fyldet ind i munden med pindene.
Pad Thai er en anden genganger i Thailands gadekøkkener. En lækker nudelret med æg, peanuts og bønnespirer. Man kan også få pølser på pinde, store kyllingelår grillet over åben ild og meget andet.
Nogle gadekøkkener udvikler sig til at være deciderede restauranter. Det er Asiens mange natmarkeder et godt eksempel på. Her nøjes man ikke kun med at trille madvognene ind, der bliver også stillet borde og stole op. Ofte er det ret kaotisk, men man skal nok få noget at spise, og gadekøkkenerne kan også tilbyde drikkevarer.
Legendariske Lek & Rut i Chinatown i Bangkok er netop sådan et sted. Her spiser vi tom yum suppe og frisk grillet fisk. Vi sidder på campingstole på fortovet, og stemningen er på kogepunktet i den varme aften.
Andre steder findes madgader, hvor der kun er gadekøkkener eller boder med mad. I den lille smøge, der er en sidegade til Hefang Old Street i den kinesiske by Hangzhou, sætter vi os sammen med de lokale for at spise frokost. Ikke andefostre som kineserne åbenbart holder af, men Gong Bao Kylling.
De tre opskrifter herunder kræver måske lidt arbejde, men det smager fantastisk og er typiske retter man kan få serveret på gaden i Asien. God fornøjelse.
Pho Den vietnamesiske nationalret er en lækker og smagfuld suppe. I gadekøkkenerne ligger løg og ingefær og griller side om side få centimeter fra gasblussenes flammer, mens sælgerne står indhyllet i damp fra den færdiglavede suppe. Der findes mange opskrifter på Pho, og denne er tilrettet en anelse, så den er lidt nemmere at lave. Til suppen skal du bruge: 1 løg 1 spsk. Ingefær 2 anis 2 nelliker 1 kanelstang Salt 2 spsk. fiskesauce 1 tsk. sukker 2,5 liter vand og to oksebouillonterninger. (okse/kraftben er at foretrække, men ellers bruges bouillon) Bag løg og ingefær i ovnen ved 225° C til de er blevet bløde. Kom vand, boullionterninger, anis, nelliker, kanelstang, fiskesauce og sukker i en gryde og lad de koge op. Fjern skrællen fra løg og ingefær, skærm dem ud i mindre stykker og kom dem i gryden. Lad suppen småsimre i et par timer og skum eventuelt undervejs. Til tilberedning/servering af suppe skal du bruge: 500 g. tynde risnudler 1 skalotteløg skåret i papirtynde skiver. Oksekød af god kvalitet i papirtynde skiver 2 hakkede forårsløg Hakket thailandsk koriander Hakket chili Har du fået fat i tynde nudler behøver du ikke koge dem. Lad dem ellers koge 3-4 minutter. Nu er vi klar til servering. Nudlerne skal fylde mellem 1x4 og 1/3 af skålen. Læg kødskiver oven på nudlerne og dernæst løgskiver, forårsløg og thai koriander. Med en suppeske hælder du den kogende suppe over ingredienserne. Det er vigtigt, at suppen er rygende varm, så den koger det rå kød og gør nudlerne færdige. Velbekomme. |
Indonesisk satay med peanutsauce En superlækker ret, der er perfekt som en snack eller som en del af et måltid. Indoneserne laver spyddene på små grille og peanutsaucen fås i adskillige variationer. Her er beregnet til to personer. Skær to kyllingebryster i tern. Til marinering af kødet skal du bruge: 1 spsk. palmesukker 2 røde chilier i skiver. Tag eventuelt frøene ud. 1 hakket løg 5 fed hakket hvidløg 1 cm hakket ingefær 1 tsk. Korianderfrø 1/2 tsk. Knust muskatnød 1/2 spsk. Gurkemeje 1/2 spsk. Sukker Lidt olie Ca. 1 dl vand Lidt salt Smid alle ingredienserne undtagen palmesukker i en blender/food processor og mix til det får en pastalignende konsistens. Rist pastaen på en brandvarm pande til den får farve. Køl af. Dæk kyllingeternene med marinaden og stil den i køleskabet i mindst en time. Bruger du træspyd kan det være nødvendigt at lægge dem i koldt vand nogle timer før du skal bruge dem. Når kødet er marineret sætter du det på spyddene og sætter dem i ovnen på 200 °C i 20-25 minutter, alt efter størrelsen på dine kyllingestykker. Bedst er det at grille kødet, men ovnen går an. Mens kødet sender skønne dufte ud i køkkenet, kan du lave penautsaucen. Peanutsauce Det er selvfølgelig nemmest at købe færdiglavet peanut butter, men man kan også lave den selv. Du skal bruge: 250 g. usaltede hakkede peanuts 2 fed finthakket hvidløg 2 chilier (vælg den styrke du bedst kan lide) 1 spsk. finthakket ingefær 1 spsk. palmesukker 1 spsk. sød soya 1 kafir limeblad Saften af en halv lime 1/2 hakket skalotteløg 1 dåse kokosmælk Varm en pande op med lidt olie og rist peanuts, hvidløg, chili og ingefær indtil hvidløget bliver brunt. Blend ingredienserne til en fin masse og kom det tilbage i en varm wok eller dyb pande. Rør 1-2 dl. kokosmælk, soya, palmesukker, løg og limeblad i og kog op. Hæld resten af kokosmælken i og lad saucen simre 10 minutter under jævnlig omrøring. Smag til med limesaft, salt og peber. Så er retten ved at være klar, det smager fantastisk! |
Pad Thai Oprindelig fra Nordthailand, men i dag serveres retten overalt, og er især at finde hos mange gadekøkkener. Pad Thai sauce kan købes i thaibutikkerne, men du kan også lave den selv af fiskesauce, tamarindsauce, palmesukker og vand. Du skal bruge: En håndfuld hakket peanuts 3-4 fed finthakket hvidløg 250 g rejer 200 g tofu i tern 2 skalotteløg i tynde skiver 1-2 hakket chili 250 g nudler 2 æg 250 g bønnespirer 2 dl. Pad Thaisauce Læg nudlerne i blød i koldt vand. Kog dem i ca. 4-5 minutter så de er klar når de skal i retten (Nogle putter nudlerne i rå, og koger dem i retten, men jeg synes, det nemmere at koge dem 4-5 minutter først). Rist peanuts og sæt dem til side. Rist hvidløg og rejer i olie og sæt til side. Rist tofu til den er gylden, 4-5 min. Tilsæt løg og chili og et minuts tid efter nudler. Vend rundt i woken/gryden og slå æggene i. Hæld Pad Thai sauce i, og når nudlerne er al dente kommer du bønnepirer, hvidløg og halvdelen af peanuts og rejer i. Under hele processen røres godt. Ved servering pyntes med frisk forårsløg, samt resten af peanuts og rejer. Yummy. |