Hjem Rejseliv Seks gode rejseoplevelser

Seks gode rejseoplevelser

Nogle rejseoplevelser husker vi bedre end andre

Når man rejser ud i verden, vil der altid være oplevelser der skiller sig ud. Oplevelser der sætter sig fast i hukommelsen som noget særligt. Ofte er det en del af rejsen som man har set frem til, men det kan ligeså godt være noget som man pludselig har fået mulighed for at opleve.

Man kan tilrettelægge mange ting hjemmefra, men tit gælder det om at gribe de muligheder der opstår. Måske får man aldrig chancen igen, og så ville det jo være synd at gå glip af det, der måske kunne blive rejsens højdepunkt. Jeg har fundet frem til seks oplevelser, som jeg syntes var helt fantastiske – tag med fra Kenya til Kina.

1 Safari i Tsavo – Kenya

Safari i Kenya vil altid stå som noget særligt for mig. Det er ganske enkelt en enestående oplevelse at stå ansigt til ansigt med alle de dyr man ellers kun ser på tv. Jeg besøgte Tsavo Nationalpark der næsten er på størrelse med Danmark.

Parken er delt af Nairobi-Mombasa Highway, og består i den østlige del af flad savanne og i den vestlige del af bjerge og frodigt højland med udsigt til Kilimanjaro.

Lige siden jeg forlod Tsavo, har det været mit mål at tage på safari igen. Jeg nåede jo ikke at se The Big Five trods ihærdig søgen efter næsehornet, der desværre er stærkt truet.

Selvom mennesket tilsyneladende gør alt for at udrydde verdens øvrige arter, så har man alligevel en fornemmelse af at stå midt i det vilde Afrika på dyrenes præmisser. Er man glad for dyr og ude efter en helt særlig rejseoplevelse, så kan jeg varmt anbefale en safari. Mere om Safari: Kenya Safari – oplevelser i det vilde Afrika

voi-safari-lodge
Udsigt over Tsavo fra Voi Safari Lodge

2 Trekking i Mae Taeng – Thailand

Vores trekking i Nordthailand er ligeledes en oplevelse jeg vil tænke tilbage på med glæde. Også selvom det var hårdt rent fysisk. Men hvad gør man ikke for at opleve skoven, floderne og vandfaldene uden nogen som helst andre turister i miles omkreds.

Naturoplevelserne er blot en del af en trekking, at overnatte hos bjergstammerne fylder lige så meget.

Man skal være klar til at bo primitivt og spise enkel og temmelig ubestemmelig mad, ligesom et rigtigt bad er noget man må undvære et stykke tid. Selvom stort set alle bjergstammelandsbyer i dag er påvirket af den øvrige verden, så lever mange af indbyggerne som de har gjort i århundreder.

Vil du også trekke i Nordthailand, så vælg en tur med mindst to overnatninger og sørg for at det foregår så langt væk fra Chiang Mai som muligt. Læs mere om vores trekking i Mae Tang.

Trekking i Mae Tang

3 Kerala Backwaters – Indien

At sejle på de berømte backwaters i Kerala i en ombygget risbåd var på alle måder en fantastisk oplevelse. Båden glider roligt gennem vandet i de smalle kanaler, hvor du har udsigt til hverdagsliv og rismarker. Man bor luksuriøst, og bådens kok sørger for at fremtrylle nogle fantastiske måltider.

Lige så dejlig er stilheden i kanalerne. Når man har rejst rundt i Indiens støjhelvede, er det befriende med noget ro og tid til at bearbejde alle indtrykkene, og det får man her.

Mange kalder The Backwaters et must at opleve, når man er i Indien og netop de ombyggede risbåde har fået det indiske turistministeriums innovationspris – helt forståeligt. Læs mere om Kerala Backwaters.

Kerala
Risbåd i Keralas backwaters

4 Cykeltur i Yangshou – Kina

Byen Yangshou i det sydlige Kina er berømt for sit fantastiske landskab, der består af tusinder af kalkstensbjerge, som skyder op overalt i landskabet. Mellem dem ligger floder, små landsbyer og dybgrønne rismarker.

Det var i disse omgivelser, vi en dag cyklede rundt langt væk fra byens larm og trafik. I vores eget tempo oplevede vi dette skønne område og stoppede op når vi havde lyst.

Vi mødte bønder på arbejde med deres okser, pensionister, der spillede skak i skyggen af et stort træ og endda et ældre ægtepar, som med stolthed viste os de kister, de skulle begraves i.

Kommer du nogensinde til Yangshou, så er det højst anbefalelsesværdigt at leje en cykel og bare køre derudaf. Kortene over omegnen er ikke de bedste, men det giver bare nogle gode overraskelser, og de lokale er rigtig flinke til at pege i retning af Yangshou, hvis du skulle fare vild. Læs mere om Yangshou.

Naturen ved Yangshou i Sydkina er utrolig smuk

5 Halong Bugten – Vietnam

Så skal vi ud at sejle igen. Den utrolig smukke Halong Bay i det nordlige Vietnam er et drømmeagtigt eventyrlandskab. Det siges, at det var en drage, der boede på fastlandet, som skabte øerne, da den en dag landede og slog med halen.

Bugten består af småøer og toppe af limstensbjerge, der minder ikke så lidt om Guilin/Yangshou i Kina og Phang Nga i Thailand.

Den bedste måde at opleve Halong Bugten er naturligvis på havet. I ombyggede kinesiske junker sejlede vi i øhavet, hvor der er smaragdgrønt vand, kæmpestore grotter og skjulte bugter, der synes langt væk fra den øvrige verden.

Nok bor man småt på junkerne, men hvem gider sidde i en kahyt, når man sejler rundt i dette fantastiske landskab, der naturligvis er på Unesco’s liste over bevaringsværdig natur. Læg dertil den gode mad ombord, der består af rigelige mængder frisk fisk og skaldyr. Læs mere om vores rejse til Halong Bugten.

Typisk turistbåd i Halong Bugten

6 Elephant Hills Rainforest Camp – Thailand

Elephant Hills åbnede deres første teltcamp langs hovedvej 121 tæt på Khao Sok Nationalparks hovedkvarter. Senere kom Rainforest Camp på Chiaw Lan-søen til. Det er denne camp, der består af luksustelte på flåder i søen, som er et unikt sted og en fantastiske oplevelse.

Det er sådan et sted man føler sig langt væk hjemmefra. Her er regnskov så langt øjet rækker, og når man først hører de herlige gibbonaber komme tættere og tættere på lejeren, ja, så er det næsten som at få gåsehud.

Elephant Hills Rainforest Camp er på mange måder luksuriøst, men alle telte får elektricitet fra solenergi, så perioder uden strøm må forventes. Til gengæld kan du nyde de skønne omgivelser og måske sejle langt væk i kajak – helt derud hvor du kan være heldig at få øje på skovens mange dyr.

Elephant Hills Rainforest Camp
Smuk solnedgang fra Elephant Hills Rainforest Camp

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her