Med fødderne i sand kigger jeg ud over havet og den begyndende solnedgang. Hvor er her skønt, og hvor jeg glæder mig til at dase på stranden og komme ned i tempo.

Jeg er på Phu Quoc, der er det perfekte sted at slappe af efter en tur rundt i hektiske, men fantastiske Vietnam. Lige præcis her er øen alt det, man kan ønske sig en kold vinterdag, men der er slanger i paradiset. Læs mere i min Phu Quoc guide herunder.

Phu Quoc – en introduktion

Phu Quoc (udtales nogenlunde som fu quar) i den sydlige del af Thailandbugten er med rasende fart på vej til at blive Vietnams førende stranddestination. En ø, der mange steder er forholdsvis uberørt og har så mange pragtfulde strande tiltrækker selvfølgelig investorer og internationale hotelkæder.

I 2013 blev Phu Quoc forbundet til det nationale elnet og efter åbningen af den nye lufthavn er antallet af turister steget massivt.

Der er masser af nye byggerier på vej, enten som kæmpehoteller eller lejlighedskomplekser, og med etableringen af anløb til krydstogtskibe og en kabelbane til et par af de nærliggende øer, fornemmer jeg hurtigt, hvad vej det vil gå.

Heldigvis er Phu Quoc en ø af en vis størrelse. 48 km lang og næsten 25 km på det bredeste sted gør, at der findes en lang række bugter og småstrande, hvor du kan finde det hideaway, du altid har drømt om.

Nu til min Phu Quoc guide, hvor du først kan læse om øens strande. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

phu quoc
Long Beach i eftermiddagssolen

Phu Quoc’s strande

Long Beach

Long Beach er Phu Quocs længste strand. Hele 20 km strækker den sig fra hovedbyen Duong Dong til øens sydspids. Det er her jeg sidder nu og kigger ud over det turkisgrønne hav, der ikke ser helt rent ud. Den stigende turisme har medført øget forurening, og ifølge de lokale er det kun et par år siden, at vandet var helt klart.

Long Beach har dog stadig masser af god strand. Jo længere syd for Cau Lop-floden, der løber ud i havet, desto mere klart bliver vandet. Det er også helt mod syd de store hotelkæder er begyndt at bygge kæmperesorts, der bestemt ikke pynter.

Mens vandet på store dele af Long Beach er grumset, så er sandkvaliteten helt i top. Det er blødt og lækkert og perfekt til lange gåture i vandkanten. Her et par kilometer syd for Duong Dong, hvor vi bor på det dejlige Thanh Kieu Beach Resort, er kun få hoteller højere end palmerne – man kan kun håbe, det vil vare ved.

Mange overnatningssteder ligger helt ud til stranden. Her er også en stribe barer med Rory’s Beach Club som den mest populære. Både her og andre steder langs Long Beach samles folk for at snuppe en sundowner til den fænomenale solnedgang, der på en eller anden måde er så dragende.

phu quoc
Den lækre Sao Beach på sydøstkysten har krystalklart vand

Mange steder i Sydøstasien har strandområderne en hovedvej med alverdens tilbud til turisterne. Sådan er det også langs Long Beach, hvor barer, butikker og restauranter ligger side om side med billigere hoteller og guesthouses.

Hovedvejen er stærkt trafikeret, og de første store forlystelsesområder med barer og restauranter er selvfølgelig også begyndt at dukke op. Lige præcis her skiller Phu Quoc sig ikke ud i forhold til så mange andre rejsemål i denne del af verden.

Long Beach er mest interessant, hvor de første små sideveje fra hovedgaden til stranden dukker op. Her ligger flere lokale spisesteder, og det er også her, du kan finde billige småhoteller og guesthouses, der ligger et stenkast fra stranden.

Andre strande på Phu Quoc

Phu Quoc har en lang række dejlige strande. F.eks. Ong Lan Beach, der består af en stribe små bugter, Cua Can Beach, som også har et lille lokalsamfund og den lange og lidt vilde Dai Beach.

Alle strandene ligger nord for Duong Dong. Det gør Sao Beach ikke. På den fænomenale strand sidder vi nu og nyder solen, der skinner fra en skyfri himmel. Sandet er blændende hvidt og vandet krystalklart i turkisblå nuancer. Det er en superstrand og nok øens bedste, der tilmed ligger på østkysten, hvor havet stort set altid er roligt.

Det er uden tvivl på Phu Quoc, du finder Vietnams absolut bedste strande. Her er plads nok, og du har stadig rig mulighed for at bo langt væk fra det værste turistræs langs Long Beach.

phu quoc
På markedet i Duong Dong

Duong Dong – Phu Quoc’s hovedby

Ferskvaremarkedet

Markedet er nogenlunde delt op; alt godt fra havet på den ene side og frugt og grønt på den anden. Fiskene bliver renset og fileteret, mens de mange varer skifter hænder og den evige sværm af dyttende scootere kæmper for at komme frem.

Vi er på ferskvaremarkedet i Duong Dong, der er Phu Quocs hovedby. Duong Dong er forholdsvis lille og kan nemt opleves til fods. Det er her øens største fiskerflåde hører hjemme og det er her, du får det bedste indtryk af vietnamesernes hverdag.

Prøv blot at gå en tur på markedet, der er et fantastisk sted at følge med i livet hos de lokale. Markedet ligger lige ud til floden og med fiskerbådene ankret op få meter derfra, bliver fisk og skaldyr ikke meget friskere end her. Når der ikke er kunder, sidder sælgerne og ordner fiskene. De renser dem, skraber skæl af og skærer og fileterer.

Floden løber gennem Duong Dong, der har en stor fiskerflåde

Vi ser alt i skaldyr og muslinger og et hav af fisk i forskellige størrelser. Fra sardiner til mindre hajer, der bliver vejet og vurderet af de kvalitetsbevidste kunder.

På den anden side af gaden handler det mest om frugt og grønt. Lychee, ananas, rambutan og lækre dragefrugter for blot at nævne lidt af det enorme udvalg. Og så er der de store bunker af friske velduftende krydderurter, der har navne, som jeg aldrig har hørt om.

Vi tager et smut ned ad en af sidegaderne og står nu i en helt anden verden. En verden af fred og ro, hvor mændene får en stille sludder foran huset og hvor mødrene passer børnene for åbne døre i den kvælende hede. Her er også en lille markedshal, der dog er tom – nåh ja, helt tom er den ikke, rotterne piler rundt og ser ud til at være velnærede.

Ferskvaremarkedet er hektisk med masser af liv. Det er et fantastisk sted at indsnuse den lokale atmosfære, og mere end en gang står vi i vejen for scootere og handlende, men får blot et smil med på vejen. Markedet er et must at opleve, og jeg er forbavset over, at jeg kun ser en håndfuld andre turister de gange, jeg kommer forbi.

phu quoc
Din Cao Templet med det lille fyrtårn

Byens templer

Er andet sted, hvor du kan komme tæt på de lokale er i byens templer. Rundt om i Duong Dong ligger mindre templer med Din Cao som det mest bemærkelsesværdige.

Det er et mindre taoistisk tempel, der ligger ved indsejlingen til havnen på et lille klippefremspring ved siden af et fyrtårn. Templet blev opført i slutningen af 1930’erne for at ære havets gudinde Thien Hau.

Lige nu er her forholdsvis stille, men da vi nogle dage senere kommer forbi meget sen eftermiddag, er her stuvende fuldt af lokale, der tilsyneladende elsker at snuppe en gåtur i solnedgangen.

Et stenkast fra Din Cao ligger templet Dinh Ba Thuy. Både her og i byens andre templer, der pudsigt nok ligner hinanden til forveksling, kan du gå indenfor – nogle er taoistiske, andre buddhistiske, men alle er de spændende.

Natmarkedet er et godt sted at tilbringe aftenen

Natmarkedet

Duong Dongs natmarked er et pragtfuldt sted at tilbringe aftenen. Det er et kombineret mad- og turistmarked med mange mennesker og masser af liv. Vi kommer her flere aftener for at spise lækker seafood, som flere af restauranterne langs floden har specialiseret sig i.

Vi får bl.a. grillede blæksprutter med hvidløgssmør, der serveres med en dyppelse af salt, frisk limesaft og øens lækre hvide peber. Udvalget af fisk og skaldyr er stort og skifter selvfølgelig fra dag til dag alt efter hvad fiskerne fanger.

Udover restauranterne med seafood (de fleste serverer også nudel- og risretter), så kan du i de mindre boder få små hapsere i form af bl.a. friske forårsruller og pandekager med fyld. Er du stadig sulten, så er der også mulighed for at købe søde sager til dessert.

Natmarkedet er som nævnt ikke kun for turister, men også for vietnameserne, og det giver en atmosfære af noget autentisk.

Ofte går hele familien ud at spise, og de bestiller typisk en lang række retter, som alle spiser af, mens snakken går rundt om bordet. Det er højlydt, og Emma Gad ville nok vende sig i graven, hvis hun så svineriet bagefter. Skrald, madrester og brugt service bliver smidt på gulvet – sådan gør man her.

I gaderne ligger både boder og almindelige forretninger, der primært sælger turistting som tøj, tasker, bælter, smykker og meget meget andet. Natmarkedet er ikke kun et godt sted at spise og komme tæt på de lokale, du kan også være heldig at gøre en god handel.

Lækkerier på natmarkedet

Oplevelser på Phu Quoc

Phu Quoc har ikke de helt store seværdigheder. Øen har faktisk potentialet til gode naturoplevelser, men selvom der satses stort på pakketurister og krydstogtskibe, så har ingen tilsyneladende tænkt sig at udnytte den tætte jungle med vandfald.

Måske bliver det for ubekvemt for den målgruppe, man prøver at få fat i: de pengestærke og børnefamilierne.

Vi hiver en dag ud af kalenderen og snupper en tur rundt på Phu Quoc. Det er primært på den nordlige og brede del af øen junglen dominerer, mens der er mere udbygget mod syd. Det er her vi kører rundt nu for at blive klogere på, om Phu Quoc har mere at byde på en sol og strand.

Coconut Prison

Coconut Prison

“Vi laver museer for vores børn skyld, så de kender historien – mine forældres generation behøver ikke gå på museum, de var med i krigen”, siger vores chauffør.

Jo, vietnamkrigen fylder stadig. Helt naturligt, for hver dag bliver der født misdannede børn i Vietnam som følge af amerikanernes brug af afløvningsmidlet agent orange. Men man vil også gerne gøre de kommende generationer opmærksom på den lange kamp for frihed, som ingen skal tage for givet.

Det var franskmændene, der opførte fængslet på Phu Quoc, som blev overtaget af det amerikanskstøttede styre i Saigon i 1967.

Det er grusomt i al sin enkelthed og næsten en gennemgang af samtlige torturmetoder, der findes. De er vist ved hjælp af figurer, der gør det nærværende og rædselsvækkende, er vi slet ikke i tvivl om, at det må have været helvede på jord.

Her placerede man krigsfanger fra både Viet Cong og den nordvietnamesiske hær. Coconut Prison er især kendt for de såkaldte tiger caves, hvor fanger lå i bure i den brændende sol.

Men der er mange flere rædsler i det gamle fængsel – i barakkerne bliver den ene torturmetode efter den anden præsenteret for os, og endnu en gang bliver jeg overrasket over, hvor onde mennesker kan være ved hinanden.

phu quoc
Typisk vietnamesisk fiskebalje

Peber eller fiskesauce?

Phu Quoc er berømt for sin gode peber og lækre fiskesauce, der er ren verdensklasse. Ved markedet i Duong Dong ligger en lille fabrik, der laver fiskesauce, men jeg går forgæves de gange, jeg prøver at besøge den.

Til gengæld er der åbent i en anden fabrik på den sydlige del af øen, hvor vi stikker hovedet indenfor på vores tur rundt på Phu Quoc. Og nej, det lugter bestemt ikke godt, men fiskesauce er en helt uundværlig ingrediens i maden i denne del af verden.

Traditionelt er fiskesauce fra Phu Quoc lavet af ansjoser, salt og vand. Ansjoserne bliver fermenteret i store tønder og havde det ikke lige været for lugten, så minder fabrikken lidt om et sted, der producerer vin.

Phu Quoc er også berømt for sin peber, der er fremragende. Vi opdager hurtigt, at den lokale mad smager anderledes end i resten af Vietnam. Her på øen bruger man rigelige mængder peber, der kan være ret dominerende.

Øen rundt ligger adskillige peberplantager, men faktisk spiser vietnameserne det meste selv og kun ganske lidt bliver eksporteret.

Phu Quoc og fremtiden

For de fleste er Phu Quoc først lige kommet på turistlandkortet. Alligevel kan det snart være for sent, hvis du vil opleve de øde paradisstrande og den autentiske atmosfære i Duong Dong. Nogle traditioner skal nok overleve den kommende masseturisme med forlystelsesparker og krydstogtskibe, men jeg frygter virkelig for Phu Quocs fremtid.

Jo, der er slanger i paradiset, men her på Long Beach er livet nu ikke så værst. I selskab med en kold Saigon Beer sidder jeg klar til endnu en forrygende solnedgang. Her er pragtfuldt, men jeg ved godt, at lige præcis dette område er yderst interessant for diverse investorer – de kan lige prøve at røre min lille stribe sand!

Herunder finder du min Phu Quoc guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
phu quoc
Vanedannende solnedgang på Long Beach

Transport

Ind og ud

Phu Quocs lufthavn er på trods af udbygningen i 2012 stadig lille. Her lander primært indenrigsfly, men de senere år er flere europæiske charterselskaber begyndt at beflyve lufthavnen. Af internationale ruter (udover charter) kan nævnes Bangkok Airways rute til Bangkok.

Af indenrigsruter er der mange muligheder, hvis du skal til f.eks. Hanoi og Ho Chi Minh City. Vietnam Airlines har adskillige afgange fra Phu Quoc, men du kan også vælge lavprisselskaberne VietJet og Jetstar Pacific.

Fra lufthavnen til dit overnatningssted er det en god idé at have booket transport på forhånd – f.eks. via dit hotel.

Det er ikke alle, der flyver til Phu Quoc. De lokale sejler og det gør mange turister, som alligevel er ved Mekong Deltaet også. Ofte tilbringer de nogle dage eller ligefrem uger på Phu Quoc som afslutningen på en længere rejse gennem Vietnam.

Fra Ha Tien og Rach Gia sejer der adskillige både/færger til Bai Vong på øens østlige side. De fleste både sejler fra fastlandet om morgenen og retur senere på dagen. Prisen ligger på ca. 250.000-300.000 dong og overfartstiden med den hurtigste båd (superdong fra Ha Tien) tager halvanden time.

At komme rundt

Duong Dong kan nemt opleves til fods. Bor du langs Long Beach eller et andet sted på Phu Quoc, kan du tage en taxi, som der er mange af. Også her opererer selskabet Mai Linh, der kører efter taxameter og som vi aldrig har haft problemer med.

Der findes en lang række tourbureauer, der synes at have de samme udflugter på programmet. Som regel kan man vælge om man vil på dagsudflugt til den nordlige eller sydlige del af øen.

Uanset hvad I vælger, så er der primært tale om en slags kombinerede salgs- og sightseeingture, hvor stop på perlefarme, peberplantager og fiskesaucefabrikker er en del af programmet. Alligevel kan disse ture være en udmærket oplevelse – der er mange stop undervejs og det koster kun 50-60 kr.

Hos mange af tourbureauerne kan I leje jeres egen bil med chauffør. Vi hørte dog kun dårligt om den løsning hos andre rejsende. Chaufførerne er ret sikkert blevet instrueret i at lægge vejen forbi de steder, hvor de får kommission.

Vil du have din egen private tur, så kontakt Jerrys Jungle Tours – her kan du også få råd og vejledning. Et lille udpluk af de udflugter tourbureauerne tilbyder:

• Fisketure
• Øhop på de sydlige øer
• Rundtur på den nordlige del af øen
• Rundtur på den sydlige del af øen

Overnatning – forslag til hoteller

Småhoteller og guesthouses ligger i begyndelsen af strandvejen mod syd fra Duong Dong – nogle med en fin havudsigt. Der er ikke strand ud til dette område, men Long Beach kan nås til fods på fem minutter. Denne del af byen kan med lidt god vilje godt kaldes centrum for budgetrejsende. Et område, der ligger et stenkast fra natmarkedet.

Længere mod syd – et par kilometer – dukker de første mellemklassehoteller og større resorts op. Det er heromkring stranden stadig er intakt og fortsætter 20 km mod syd. Find et hotel, hvor de første sideveje ned til stranden begynder at dukke op (se hvor på kortet herunder). Her er hotellerne stadig forholdsvis små.

Phu Quocs øvrige strande er i forhold til Long Beach rolige, men det er værd at se sig godt for uanset hvor på øen du vil bo. Udviklingen går som nævnt stærkt og ingen ved, hvad det næste projekt vil blive. Anbefalelsesværdige overnatningssteder:

Langchia Hostel – Long Beach

Meget populært sted for backpackere og andre budgetrejsende. Her kan du bo i sovesal for kun 5 USD. Værelser fra 18 USD. Her er også en velbesøgt bar med billard og Lang Chi A er et godt sted at møde andre rejsende. Se billeder og priser på Langchia Hostel.

Thanh Kieu Beach Resort – Long Beach

Det er her vi bor og jeg kan kun anbefale Thanh Kieu Beach Resort. Her får du gode bungalows ud til strand eller have, der har plads til fire personer. Glimrende service og du kan få morgenmad inkluderet. I gåafstand til Duong Dong. Se billeder og priser på Thanh Kieu Beach Resort.

Mango Bay Resort – Ong Lan Beach

Lækkert sted direkte ud til Ong Lan Beach. Her får du topservice, lækker mad og god plads på stranden. Mango Bay er et af den slags hideaways, man ikke vil hjem fra. Der er shuttlebus til byen, men kommer du for ro og afslapning, så bliver det ikke meget bedre end her. Se billeder og priser på Mango Bay Resort.

Peppercorn Beach Resort – Ganh Dao

Pragtfuldt hideaway på den rolige Ganh Dao Beach på den nordlige del af Phu Quoc. Her kan du bo i hytter på stranden direkte ud til det krystalklare vand. Peppercorn Beach Resort får topanmeldelser, og så er det endda forholdsvis billigt. Her får du virkelig meget for pengene. Se billeder og priser på Peppercorn Beach Resort.

Bamboo Cottages – Vung Bao Beach

Endnu et dejligt sted, hvor I kan komme lidt væk fra det hele. Bamboo Cottages ligger lige ud til Vung Bao Beach på en privat strand. Her er kun 19 værelser og stedet er helt i top på Tripadvisor i kategorien værdi for pengene. Lidt afsides, men et perfekt sted at komme ned i tempo. Se billeder og priser på Bamboo Cottages.

Mad og drikke

Som andre steder i Asien er der heller ikke på Phu Quoc langt til næste måltid. Overalt finder du spisesteder, der kan være alt fra gadekøkkener til pænere såkaldt internationale restauranter, som primært ligger på hotellerne.

Fisk og skaldyr er yderst populært – ikke underligt med tanke på øens stolte fisketraditioner. Prøv at besøge natmarkedet, hvor udvalget er stort – det er et rigtig godt sted at spise god mad og samtidig være en del af den herlige stemning. I gaderne ved natmarkedet ligger også flere coffeeshops og en vegetar/veganrestaurant.

De, der ikke er til hverken fisk eller skaldyr skal ikke fortvivle. Langt de fleste spisesteder – og det gælder især på hotellerne – kan selvfølgelig lave traditionelle vietnamesiske retter og diverse mad fra Sydøstasien.

Flere steder langs Long Beach kan du spise på stranden. Det er som altid superhyggeligt at sidde under åben himmel til lyden af bølgeskvulp.

Som nævnt er peber meget brugt i den lokale mad, men det er i de mængder, hvor alle kan være med. Og husk så, at frisk sort eller hvid peber på Phu Quoc ikke har meget til fælles med den peber, vi normalt køber i Danmark.

Det er billigt at spise i Vietnam – et måltid på en enkel restaurant koster 15-20 kr., mens gadekøkkenerne er noget billigere.

Som nævnt får du det største udvalg på natmarkedet, men skal det være pænere/dyrere eller skal noget fejres, kan I prøve Spice House at Cassia Cottage på Long Beach, der serverer fisk, skaldyr og vietnamesisk fusionsmad direkte ud til stranden, den rigtig gode restaurant på Mango Bay Resort eller hvis det skal være ultrafint restauranten på Sofitel La Veranda Resort.

Aften- og natteliv

Phu Quoc er efterhånden ved at få et veludviklet natteliv. Igen er det på hovedgaden langs Long Beach det sker. F.eks. på Buddha Bar Happy Club, der er en åben roof top bar oven over den tyske restaurant.

Holiday Sense Complex er et større sted med forskellige barer, cafeer og restauranter. Overfor ligger Rabbit Hole, der er en irsk pub/bar med en populær happy hour fra klokken 16.00 til 20.00.

Rory’s Beach Club på Long Beach er et populært sted til en sundowner, men der er åbent hele dagen. Kom for drinks og cocktails og måske for at møde nye mennesker.

Q Sky Bar er et andet sted, hvor solnedgangen er noget særligt. Baren ligger langs hovedgaden tæt på Long Beach Shopping Center.

En af de mest spektakulære barer er Rock Island Club, der ligger på en lille ø syd for Vung Bao Beach. Baren/klubben hører til Nam Ngih Resort, hvorfra, der er gratis båd (15 min.) til øen. Her er åbent dag og aften.

Aktiviteter og forlystelser

Phu Quoc har fået de første forlystelsesparker i form af Vinpearl Park og Vinpearl Safari Park. Vinpearl har forlystelsesparker flere steder i Vietnam og på Phu Quoc er det er et kombineret tivoli og vandland med bl.a. spisesteder.

Dykning og snorkling er også populært på Phu Quoc. Der kan kun dykkes i de tørre måneder, men så er øen også det absolut bedste sted at dykke i Vietnam. Diveshops ligger langs hovedgaden ved Long Beach, men mange hoteller har også et samarbejde med dykkerfirmaer.

Vil du snorkle kan du booke en tur til småøerne An Thoi Islands, der ligger syd for Phu Quoc. Alle tourbureauer har øerne på programmet, hvor man besøger flere øer og både går i land og snorkler fra båden. Flere af An Thoi øerne har ægte paradisstrande med hvidt sand og krystalklart vand.

Andre aktiviteter på Phu Quoc

• Cykeltur
• Madlavningskursus
• Kajak
• Fototure

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Vietnam – se aktuelle anbefalinger her.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Phu Quoc

I min Phu Quoc guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

15 Kommentarer

  1. Superfedt. Lige hvad vi hpbede at finde. Vi overvejer Phu Quoc til vinter så det er rigtig god info ??

  2. Bukker og takker. Som med Senggigi for et års tid siden er det igen din side jeg kan finde noget på på dansk. Denne gang Phu Quoc. Bare dejligt ??

  3. Enig med frankie. Jeg viste siden til min svenske veninde der kun kunne finde noget på engelsk. Nu ved vi at vi skal undgå long beach. ?

    • Hej Lasse. Tja, afhængig af hvad I vil på rejsen – det er på Long Beach det sker, men ska I “bare” have lækker strand, så har du selvfølgelig ret 🙂

      • bliver da helt nervøs for om vi har valgt forkert, vi skal bo på “la Veranda” til januar 2019
        og håber på en dejlig strand

        • Hej Vivian. Jeg tror ikke du skal forvente krystalklart vand. Long Beach er dejlig, men vandet var ikke klart da vi var forbi her i februar/marts. Går I meget op i strand, så vælg en af de mindre strande/bugter. Til gengæld er I lige nu tæt på byen og “hvor det sker”. Og så kiggede jeg også lige forbi La Veranda – pragtfuld sted 🙂

          Ha’ en rigtig skøn rejse – mange hilsner fra Carsten

  4. Tak for din fantastiske rejseside, som vi har meget glæde af.

    Her et lille bidrag til Phu Quoc

    Optur – nedtur

    Vi boede på Richis Beach Resort14 dage i marts 2018. Et fantastisk hotel. Store værelser, fantastisk service og personale. Den kæmpestore have omkring hotellet mindede om en botanisk have. Poolområdet lækkert, ligesom stranden.
    Vi har før rejst gennem Vietnam og opholdt os bl.a. i Hanoi, Hué, Hoi Ann og Saigon. Derfor havde vi set meget frem til, at besøge dette omtalte tropeparadis.
    Her kommer så nedturen. Det meste af øen ligner mildest talt en overtrafikeret losseplads. Affald alle steder. Nye hoteller skyder op overalt, men infrastrukturen, herunder kloakering er der vist ingen der har tænkt på. Den berømte strand – Long Beach, som hotellets strand også var en del af, er da pæn nok, men plastret til med turisme af værste skuffe.Det værste var dog havvandet, som ikke mange benyttede, hvilket var fuldt forståeligt, da det var opsamlings bassin for mange kloakudløb. Os hardcore, der mod fornuften tog en svømmetur, blev da også ramt af diverse udslæt.
    Dette er ikke det Vietnam vi kender. Minder meget mere om Shianoukville i Cambodia

    Per Vilsbøl
    .

    • Hej Per. Tak for dit bidrag og jeg er rigtig glad for, at I har glæde af siden. Vi har været på Phu Quoc nogenlunde samtidig, og jeg er stort set enig i din betragtning. Jeg fandt mange af øens strande væsentlig bedre end Long Beach og jeg synes også jeg gør et forsøg på at få folk til at vælge noget andet.

      Vietnam kan være fantastisk, men også det modsatte. Lige så snart der er penge i sigte, så skal det udnyttes uden tanke på fremtiden. Phu Quoc bliver en overturistet døgnflue, hvis ikke der sker noget andet snart. At nogle tænker på konsekvenserne af de mange turister og den dårlige infrastruktur.

      Mange hilsner fra Carsten

  5. Hej Carsten,

    Rigtig god hjemmeside, som jeg ofte har brugt, når jeg har skullet planlægge rejse.
    Faldt over nogle super billige flybilletter tur retur til Ho Chi Minh til februar 2020. Vi (et par) har været i Vietnam 2 gange tidligere. Som altid har vi selv stået for det hele. Vi har været i Hanoi, Halong bugten, Hue, Hoi An, Dalat, Can Tho i Mekong deltatet og Ho Chi Minh. Denne gang tænkte vi så at tage til Phu Quoc. Vi har 14 nætter til rådighed. Hvor af et par stykker går til ankomst og afgang i Ho Chi Minh. Men nu er vi blevet i tvivl, efter at have læst noget blandet om Phu Quoc. Long Beach lyder til at være snavset og over rendt. Syd spidsen af øen, ser ud til at være over plastret med kæmpe hoteller, med horder af kinesere. Du nævner at strandene nord for Long Beach er dejlige. Vil du mene at 11-12 nætter vil være for meget på Phu Quoc, selv om vi vælger at bo 2-3 forskellige steder på øen. Har tænkt at vi kunne bruge nogle dage i Mui Ne, men også her syntes jeg at der bliver skrevet meget negativt. En afstikker til Cambodia er også en mulighed. Men tænker at det vil være bedre at bruge en hel ferie der.
    Vi kan godt lide at der ikke er alt for øde og dødt omkring os. F.eks. syntes vi at Hoi An er super dejlige, selv om vi kunne se masse turismen gøre sit indtog fra vi var der første gang til anden gang.
    Har du et forslag og vil det være for meget at holde hele ferien på Phu Quoc.

    Ser frem til at høre dit svar.

    Med venlig hilsen
    Jane

    • Hej Jane. Tak for den pæne ord :-). Det lyder som om, at I godt kan lide at opleve noget og er det tilfældet, så er 11-12 nætter på Phu Quoc nok lige i overkanten. Hovedbyen er en fin oplevelse, men kan nemt opleves på en halv dag og en ørundtur tager også kun en dags tid.

      Jeg er selv lige ved at planlægge en tur til Vietnam i marts og her har jeg kigget på f.eks. Con Dao-øerne og Cat Tien Nationalpark. Con Dao ser ud til at være MEGET rolige, men så får man da prøvet noget nyt. Con Dao kommer man til med fly fra HCMC. Cat Tien Nationalpark ligger nord for HCMC og her har jeg researchet mig frem til, at der ligger nogle lodges, hvor man kan overnatte. Det var et par muligheder.

      Mui Ne er en slags badeby, men også en mulighed for en 3-4 nætter. Her er der lokalliv i Phan Thiet by og man kan opleve sanddyner nord for Mui Ne. Ellers er det jo stranden, der trækker, men 3-4 nætter i Mui Ne er i mine øjne nok. Her er rigtig mange russere og større resorts.

      Jeg tænker så det knager, men I har jo prøvet en del. Nha Trang er også en mulighed, men kræver fly fra HCMC. Nha Trang er en fin oplevelse – en større by, der har mange lokale og autentiske områder og masser af strand syd for byen. Mange taler også om Quy Nhon (kræver også fly fra HCMC) – her har jeg dog ikke været, men du kan prøve at finde lidt info om byen.

      Nå, jeg håber du kunne bruge ovenstående til noget – i hvert fald må I have en fantastisk rejse 🙂

      Mange hilsner fra Carsten

  6. Hej Carsten. Tak for hurtigt svar. Som altid gode kvalificerede ideer. Jeg kigger nærmere på dine forslag.

    Mange hilsner fra Jane

  7. Hej Carsten, tak for din meget informative og inspirerende rejseside. Vi skal til Phu Quoc sidst på året. Kørte I selv i bil på ørundturen? Vi er vant til at køre selv fx også i den Dominikanske republik. Hvad er din holdning til billeje på Phu Quoc? Mange hilsner fra Vibeke.

    • Hej Vibeke. Langt de fleste lejer en bil med chauffør, men mon ikke det er muligt at leje en bil. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender reglerne for billeje i Vietnam. Som nævnt kan I leje en bil med chauffør, men scooter en anden meget populær mulighed. Vi prøvede bla. at tage på en af de guidede udflugter som mange udbyder – det er billigt, men ikke lige sagen, hvis man vil køre rundt i eget tempo. Er billeje ikke muligt må bil med chauffør være løsningen for jer. Prøv dog at google emnet for at se hvad andre anbefaler – nogle chauffører kører faste ruter til de steder de får kommission, og det er der jo ikke meget frihed over.

      Ha en fantastisk rejse – mange hilsner fra Carsten

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her