Hjem Europa Christian 4.’s København

Christian 4.’s København

Christian 4. står bag en lang række af Københavns mest markante bygninger

0

Få mennesker har sat så stort præg på København som Christian 4. Danmarks måske mest berømte konge står bag en lang række af hovedstadens mest kendte bygninger og byområder.

Christian 4. var en driftig mand, der begyndte på toppen, men som i løbet af sin regeringstid fik en stribe militære nederlag og efterlod riget med en mildest talt skrantende økonomi.

Som blot 19-årig blev Christian 4. kronet i Vor Frue Kirke, og med 59 år på tronen er han den længstsiddende danske konge nogensinde. Christian 4. blev gift to gange – først med Anna Cathrine af Brandenburg og efter hendes død med Kirsten Munk, der var ham utro og derfor blev forstødt af kongen.

Christian 4. havde også en række elskerinder – i alt er han far til 20 børn – heraf fik han 12 med Kirsten Munk. Den 28. februar 1648 døde Christian 4. på Rosenborg Slot – en af de bygninger han lod opføre.

Gennem hele sin regeringstid var Christian 4. meget opmærksom på at vise omverdenen, at han var en magtfuld mand. En af de måder det kom til udtryk var de mange byggerier han satte i gang. Heldigvis var bygningerne ikke monumenter over ham selv, men havde et praktisk formål. F.eks. Børsen, Nyboder og Rundetårn.

Et spændende tema til en vandretur i København er netop Christians 4.’s mange bygninger, der som nævnt hører til hovedstadens mest kendte. Du kan læse om en del af dem her og finde dem alle på kortet nederst på siden. God tur rundt i København.

Nyboder

Boligkvarteret Nyboder ved Østerport blev grundlagt i 1631 og var tiltænkt søfolk i flåden. Dengang blev Nyboder kaldt Bådsmandshusene, og bygningerne var ikke gulbrune som i dag, men røde og hvide. I alt blev der i en periode på 10 år opført omkring 200 boliger, men i årenes løb er flere huse revet ned, og der har været adskillige forsøg på at erstatte Nyboder med mere moderne lejligheder.

I 1944 blev Nyboder dog fredet, og i dag er et større renoveringsarbejde i gang. Det er stadig forsvaret, der ejer boligerne, men flådens folk må dele dem med ansatte i hæren og flyvevåbnet.

Kastellet

For at forbedre Københavns forsvar påbegyndte Christian 4. i 1626 byggeriet af Sct. Annæ Skanse, der dannede grundlag for det senere Kastellet. Efter hans død overtog sønnen Frederik 3. byggeriet, som efter tre års arbejde stod færdig i 1665. Kastellet har en stjerneformet vold med i alt fem bastioner.

Flere bygninger er kommet til med tiden – f.eks. Kastelskirken fra 1704 og den nyrenoverede kommandantgård fra 1725. Det er stadig forsvaret, der ejer området, hvor sidste nye skud på stammen er Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 designet af Finn Reinbothes.

Holmens Kirke

En af Danmarks mest kendte kirker er Holmens Kirke som Christian 4. i 1619 grundlagde i en bygning, der tidligere havde været smedje. Kirken blev senere udvidet med bl.a. et tårn og den fine kapelsal, der ligger langs Børskanalen. En stor del af kirkens interiør er fra 1600-tallet – f.eks. døbefonden, altertavlen og prædikestolen.

Holmens Kirke har fra sin grundlæggelse betjent søværnet, og mange gravminder fra nogle af Danmarks mest berømte søfolk som Tordenskiold og Niels Juul er intakte. I dag er Holmens Kirke ikke kun for søens folk, men fungerer også som almindelig sognekirke.

Regensen, Rundetårn og Trinitatis Kirke

De tre bygninger i det centrale København deler i høj grad historie. I 1623 lånte Christian 4. penge til det såkaldte kommunitet, der blev stiftet af Frederik 2. for at uddele legater og bespise dygtige og værdigt trængende studerende på Københavns Universitet. Kommunitetet opførte Regensen til de studerende, der helt frem til 1983 kunne bo gratis på kollegiet.

Tilbage til 1600-tallet. Christian 4. ønskede en kirke på kollegiet og nedlagde derfor bedesalen for at opføre Trinitatis Kirke i 1630’erne. Senere kom Rundetårn til, der på trods af den imponerende arkitektur er et sært vedhæng til kirken. Dengang fungerede Rundetårn både som observatorium og indgang til universitetsbiblioteket.

Børsen

Børsen er med sit tårnspir en af Københavns mest markante bygninger. Christian 4. grundlagde i 1619 byggeriet af børsbygningen, der skulle fremme handlen. Her kunne købmænd fra ind-og udland mødes for at købe og sælge deres varer. Børsen er berømt for sit karakteristiske spir, der er udformet som fire dragehaler med tre kroner på toppen, som symboliserer Danmark, Sverige og Norge.

Allerede i 1640 pantsatte Christian 4. bygningen for at skaffe penge til det skrantende rige, men kongen formåede aldrig at købe Børsen tilbage. Det gjorde Frederik 3. til gengæld, men senere måtte Christian 5. også pantsætte bygningen som Frederik 7. endegyldigt solgte til Grosserer-socitetet for 70.000 rigsdaler. I dag ejer Dansk Erhverv således Børsen, der frem til 1974 husede Københavns Fondsbørs.

Christianshavn

Christian 4. grundlagde Christianshavn i 1618 efter hollandsk forbillede. Her skulle bl.a. sømænd og immigranter bo, men bydelen udviklede sig til en egentlig købstad med egne privilegier. I slutningen af 1600-tallet kom voldgrave, fæstninger og bastioner til og området var nu et egentligt voldanlæg.

Med tiden blev Christianshavn opslugt af København, og bydelen udviklede sig til et sted for arbejderklassen. I årevis var det et af Københavns fattigkvarterer med slum og dårlige levevilkår. Den tid er forbi – i dag er Christianshavn en moderne og charmerende bydel med huspriser et godt stykke over middel.

Rosenborg Slot

I en nyanlagt have grundlagde Christian 4. i 1606 et lysthus på det sted, hvor Rosenborg Slot ligger i dag. Dengang i det 17. århundrede var den europæiske havekunst på fremmarch i Norden og en del af sådan en have var et lysthus. Efter flere udvidelser forvandlede lysthuset sig til det slot, vi kender i dag.

Det siges, at Christian 4. var så glad for Rosenborg Slot, at han på sit dødsleje forlangte at blive transporteret fra Frederiksborg Slot i Hillerød til sit yndlingsslot i København. Frem til 1710 var Rosenborg Slot hjem for de danske konger, men i dag huser slottet kronjuvelerne og museet Kongernes Samling.

Kort over København

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her