Få hjælp til en billig rejse til Barcelona lige her. Den spanske storby er helt forståeligt superpopulær hos danskerne, der typisk besøger byen på en miniferie eller et weekendophold.
Barcelona er da også en alsidig by, der især er kendt for lækker mad, farverige markeder, spændende museer og flere charmerende bydele med smalle gader og gyder. Barcelona er desuden et af de bedste steder i verden at kombinere strand og storby.
Du kan læse meget mere om Barcelona i min guide, der har information om bl.a. transport, seværdigheder og mad og drikke.
Herunder kan du få mine tips til en billige rejse til Barcelona. Husk, at det kun er dig, der ved, hvor du vil spare, og hvor meget du eventuelt vil gå på kompromis med f.eks. komfort og rejsetidspunkt.
Flybillet
En billig rejse til Barcelona starter med at finde den rigtige flybillet. Ifølge research fra Momondo, så er januar og november de billigste måneder at flyve til Barcelona. Andre mere populære måneder med ofte gode priser er marts, august og september.
Billetterne er i gennemsnit billigst ca. 55 dage før afgang, og du skal rejse om tirsdagen for at få de laveste priser. Der er flere direkte ruter fra Danmark til Barcelona, men du kan ofte spare penge ved at tage en mellemlanding.
Husk altid at tjekke hvad der er inkluderet, når du sammenligner flybilletter. Her tænker jeg især på bagage, men også eventuelle gebyrer. Lige så vigtigt er det kun at betale for det, du skal bruge. Drop f.eks. valg af siddeplads, prioriteret boarding og indchecket bagage, hvis du ikke skal bruge det.
Du kommer billigst fra Barcelonas lufthavn til centrum med lufthavnsbusserne eller metroen. Sidstnævnte har dog ingen direkte linje. Fra både terminal 1 og 2 kan du tage linje L9 til Torrassa, hvor du kan skifte til rød linje L1, der kører til centrum. Rejsetiden er ca. 20-35 minutter.
Alternativt kan du tage lufthavnsbusserne A1 og A2, der koster nogenlunde det samme som metroen og har samme rejsetid. Se mere om lufthavnsbusserne her.
Andre måder at komme fra lufthavnen til dit hotel eller centrum kan du læse om i indlægget Fra Barcelona lufthavn til centrum – sådan gør du.
Hotel
Det er rasende dyrt at overnatte i Barcelona. Her får du ikke meget for pengene og du skal generelt et pænt stykke udenfor centrum før priserne ligger på et nogenlunde niveau.
Også hotelbooking i Barcelona har Momondo lavet research på. Søndag er billigste dag at bo på hotel i byen, mens tirsdag er den dyreste.
Jeg har selvfølgelig en stribe gode råd til at booke billige hoteller:
Book hvad du har brug for – drop personaletunge faciliteter som f.eks. konferencerum, bar/restaurant og døgnåben reception, hvis du ikke skal bruge det.
Book hotel udenfor centrum – det er som regel dyrest at bo i centrum – vælg i stedet for et hotel tæt på offentlig transport i en af byens billigere områder. I Barcelona skal du undgå El Born og Det Gotiske Kvarter.
Uanset hvor i verden du rejser hen, så anbefaler jeg, at du tilmelder dig loyalitetsprogrammet hos de to store bookingportaler hotels.com og booking.com.
Især hos hotels.com er der gode penge at spare, og her kan du optjene rabat for hver 10. overnatning. Du får også særlige fordele og adgang til specialpriser.
I Barcelona
Også når du er afsted er der mulighed for at spare penge og derved opnå en billig rejse til Barcelona. Læs bare med her.
Rabatkort og kombinationsbilletter
Mange steder kan du købe rabatkort – såkaldte citypass eller tourist card, der giver rabat eller gratis adgang til byens seværdigheder og som regel har offentlig transport inkluderet. Tjek hvad der er inkluderet, og om du sammenlagt kan spare penge ved at købe et rabatkort.
I Barcelona hedder kortet Barcelona Card, der bl.a. inkluderer gratis offentlig transport og giver rabat eller fri adgang til en lang række af byens største seværdigheder som bl.a. Picassomuseet, MOCO Museum og Fundació Joan Miró – i alt flere end 70 steder foruden guidede cykelture og byvandringer.
Kortet fås i udgaver, der er gyldige i 72, 96 eller 120 timer. Det kan købes online og skal aktiveres på et af turistkontorerne i lufthavnen eller i Barcelona centrum. Førstnævnte er smart, da du på den måde kan køre ind til byen med f.eks. metro, der er inkluderet i Barcelona Card.
Endnu mere rabat kan du få ved at benytte kombinationsbilletterne hos populære Tiqets. Her kan du også købe Barcelona Card, som du kan kombinere med f.eks. Park Güell, Camp Nou og Sagrada Familia, der ikke er inkluderet i Barcelona Card.
En anden mulighed for at opnå rabat er med studiekort. Medbring det og prøv om du kan få rabat.
Gratis oplevelser
Alle byer har gratis oplevelser. Nogle seværdigheder eller aktiviteter er altid gratis, mens du skal komme på bestemte dage eller tidspunkter for at få adgang uden at tage penge op af lommen.
I Barcelona er bl.a. følgende oplevelser gratis:
• La Rambla og den flotte plads Placa Reial
• Bjerget Montjuic og lyd-, lys- og vandshowet Font Magica
• Parc de Ciutadella og Barcelonas Triumfbue
• Santa Maria Katedralen
• Qudrat d’Or med bl.a. flere af Gaudis flotte bygninger
• Flere museer, bl.a. Picassomuseet, har gratis adgang på bestemte dage
Du kan læse om dem alle i indlægget Gratis oplevelser i Barcelona. Året rundt arrangeres der utallige events i Barcelona. Klik ind på den officielle turistside for at se om der er gratis events under dit ophold i byen.
Mad og drikke
Når det gælder mad og drikke, kan det betale sig at undgå de mest kendte turistområder som pladser og hovedstrøg. Det er som regel her restauranterne er dyrest, og så har du som bonus mulighed for at undgå de værste turistfælder.
Gå ned ad sidegaderne eller besøg de lokale bydele for at finde billige spisesteder. Ofte er det også en god idé at holde sig til det lokale køkken, som typisk benytter råvarer produceret i nærområdet.
En god måde at spare penge på er at se efter restauranter, der tilbyder menu del dia – dagens menu. Den kan ofte fås til en meget favorabel pris – typisk 12-15 € for tre retter!
Andre ting
Køb lokalt producerede varer og undgå mærkevarer. Her er f.eks. vand et godt eksempel, hvor der kan være stor forskel på priserne.
Ønsker du at tage på udflugt eller guidet tur, så vælg en gruppetur med andre rejsende – det er som regel billigere.
Den slags tips kan du læse flere af i indlægget 15 måder at spare penge på når du rejser.