Der er den jo. Den ø jeg har ledt efter siden jeg første gang besøgte Thailand i 1998. En ø med strande i absolut verdensklasse, hvor der stadig er bungalows i vandkanten og hvor interimistiske strandbarer sørger for chillout og god stemning. Sådan er Koh Lipe – en ø som jeg helt sikkert skal tilbage til.

Læs mere i denne kombinerede rejsebeskrivelse og Koh Lipe guide, som jeg håber du finder nyttig.

Koh Lipe – en introduktion

Med færgen fra Langkawi ankommer vi til Koh Lipe. Allerede da vi sejler det sidste stykke vej med longtailbåden ind til Pattaya Beach fornemmer jeg, at øen er noget særligt.

Jeg bliver ikke skuffet – Koh Lipe ER noget særligt, og jeg glæder mig til de næste mange dage, hvor jeg skal snorkle og kigge ud på det turkisblå hav, mens jeg lytter til god musik.

Koh Lipe ligger i provinsen Satun i det sydligste Thailand. Øen er bilfri og forholdsvis lille, men har alligevel et pænt udvalg af strande. Fælles for dem er, at man som mange andre steder i Thailand ikke er helt så ramt af tidevandet – på Koh Lipe kan vi bade dagen lang, og så er vi helt fri for både vandsport og strandsælgere.

Koh Lipes to største strande, Pattaya Beach og Sunrise Beach, er forbundet af Walking Street – en gågade med tilhørende sideveje, der tilsammen udgør et netværk af stier, som er flankeret af barer, forretninger, restauranter og overnatningssteder.

Det er bl.a. her livet leves, når man efter en dag på stranden eller i det smukke øhav vender tilbage til Koh Lipe for at tilbringe aftenen på en af øens cafeer og restauranter.

Nu til min Koh Lipe guide, hvor du først kan læse om øens strande. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

koh lipe guide
Den vestlige del af Pattaya Beach er den mest børnevenlige på Koh Lipe

Strande på Koh Lipe

Pattaya Beach

Pattaya Beach bliver betragtet som Koh Lipes hovedstrand. Det er her immigrationen ligger, og det er fra den østlige del af stranden bådene til fastlandet og de omkringliggende øer sejler i højsæsonen. Her ligger også en del opankrede longtailbåde, der ikke giver meget plads til badegæsterne.

Det er der til gengæld i den modsatte ende af stranden, hvor sandet er kridhvidt og flere steder så fint som mel. Og så er der det ubegribeligt krystalklare vand i turkisblå nuancer, der bare er så indbydende.

Pattaya Beach er lavvandet og sammen med pænere (og dyrere) hoteller som Sita Beach Resort, Akira Lipe Resort og Mali Resort, forestiller jeg mig, at lige præcis denne del af stranden vil være perfekt for børnefamilier.

Til gengæld er der kun få tilbageværende overnatningssteder for budgetrejsende, og væk er også Pattaya Beachs primitive strandbarer. Den lille interimistiske Reggae Bar synes noget klemt blandt strandens nyere hoteller og resorts.

koh lipe guide
Gåtur langs Sunrise Beach

Sunrise Beach

Koh Lipes anden store strand når det gælder overnatning er Sunrise Beach, der ikke overraskende ligger på øens østkyst. Det bliver forholdsvis hurtigt dybt på Sunrise Beach, men sandet er fint og vandet krystalklart i turkisblå nuancer.

Du kan gå direkte ud fra stranden for at snorkle ved revene, hvor der er masser af farvestrålende fisk. Du kan også snuppe en kajak for at sejle ud til en af de små klippeøer, hvor der er endnu mere at se på under havoverfladen.

Også Sunrise Beach har en del opankrede longtailbåde, men der er masser af områder, hvor du kan bade og snorkle.

Sunrise Beach har et væsentlig større udvalg af hoteller og barer end Pattaya Beach. Stranden er lang og har alt fra primitive hytter til lækre bungalows med få meter til vandkanten. Steder på Sunrise Beach, hvor du kan bo i vandkanten er bl.a. Wapi Resort, Castaway Resort og Ten Moons Lipe Resort.

Omtrent midt på stranden ligger f.eks. Blue Mojito og Sea La Vie Beach Bar – to interimistiske strandbarer lavet af brædder, bambus og drivtømmer. Blue Mojito tilbyder mojitos for 100 baht, mens Sea La Vie er stedet at lytte til lounge og deep house.

koh lipe guide
Sea La Vie Beach Bar på Sunrise Beach

Andre strande på Koh Lipe

Der ER andre strande på Koh Lipe end Pattaya Beach og Sunrise Beach. F.eks. Sunset Beach på øens nordkyst, som er forholdsvis stille om dagen, men proppet med mennesker ved solnedgang, der vil se den ildrøde kugle forsvinde ned bag horisonten.

Selv en halv times tid før solen går ned, er det svært at finde en plads i sandet. Det er tilsyneladende en populær begivenhed, og når den lave sol spejler sig i Andamanhavet, er det ikke svært at forstå hvorfor.

På Koh Lipe ligger også flere små bugter og strande. Nogle af dem har et hotel eller to, mens andre kan være svært tilgængelige. Væk fra de etablerede stier skal man forvente et vildnis og lidt af en kravletur for at besøge dem.

Solnedgang på Sunset Beach

Walking Street

Walking Street lever først rigtigt op til sit navn om aftenen, når der er lukket af for trafik. Godt nok er Koh Lipe bilfri, men kørsel med de trehjulede knallerter, der både fungerer som taxier for turisterne og transportmiddel for de lokale er tilladt.

Om dagen er der dog ikke meget liv på Walking Street. Turisterne bruger tiden på strandene eller i øhavet, men til gengæld tager gågaden revanche om aftenen, hvor der er tætpakket med mennesker. Barer, cafeer og restauranter ligger side om side, og i de mange butikker kan du købe alt fra souvenirs til tøj fra thailandske designere.

Når man har fået en sundowner på en af strandbarerne eller set solen gå ned på Sunset Beach, så er næste stop Walking Street. Området omkring den sjove Maya Bar og Bloom Cafe kan til tider være hektisk. Flere barer som Sawasdee og Elephant ligger tæt på, og det giver masser af liv og gang i gaden.

Lille del af Walking Street

Koh Lipe – paradis fundet

Pattaya Beach eller Sunrise Beach. Hvor skal man bo på Koh Lipe? Et spørgsmål, der stilles igen og igen på diverse rejsefora. Selv foretrækker jeg Sunrise Beach, der er den mest alsidige strand af de to.

Her er der mulighed for både at blande sig med de øvrige strandgæster eller finde mere øde områder, hvis det er det, man har lyst til. Og så skal vi ikke glemme det væsentlig større udvalg af hoteller og strandbarer.

Uanset hvor du bor på Koh Lipe, så vær klar til et ægte tropisk badeparadis med de mest fantastiske strande, du kan tænke dig. Ingen store resorts og ingen vej, der lige skal krydses før du står med fødderne i det krystalklare vand.

Her er masser af muligheder for at bo på stranden, og selvom budgettet kun er til 2. eller 3. række, så er der kun få meter til vandkanten.

Jo, jeg har fundet mit paradis. Jeg har det ikke for mig selv, men hvad gør det, når alle jeg møder synes at gå op i det samme som mig. De perfekte strande, den gode snorkling og de interimistiske strandbarer. Jeg skal helt sikkert tilbage til Koh Lipe.

Herunder finder du min Koh Lipe guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links og et kort over øen.
Varin Village

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn i Thailand er Hat Yai. Herfra er der ca. halvanden times kørsel til havnen i Pak Bara, hvorfra færgerne til Koh Lipe sejler. Søg og sammenlign flybilletter her.

Du kan spørge dit hotel/guesthouse om de kan sørge for transport for dig, men et nemt og billigt alternativ er den kombinerede billet med AirAsia, som du kan booke fra både Bangkok (Don Mueang-lufthavnen) og Chiang Mai.

AirAsias kombinationsbillet inkluderer fly, transport til Pak Bara og båd til Koh Lipe. På AirAsias hjemmeside skal du indtaste Lipe som slutdestination og ikke Hat Yai, hvor flyet lander. Vel fremme på Koh Lipe kan du bede dit hotel/guesthouse om at hente dig ved færgen.

Har du behov for transport, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Til Koh Lipe med båd

Er du allerede i Sydthailand på en af øerne – f.eks. Koh Lanta, Koh Phi Phi eller Koh Ngai, kan du købe en færgebillet hele vejen til Koh Lipe. På øerne er der adskillige tourbureauer, der kan hjælpe dig videre med alle mulige former for billetter.

Fra Langkawi til Koh Lipe

Mange ankommer til Koh Lipe fra Langkawi i Malaysia. Flere gange dagligt er der færgeforbindelse mellem de to øer med forskellige selskaber. Vi bruger færgen fra Telaga Terminal ved Pantai Kok på Langkawi. Det er meget nemt, og personalet i terminalen er venlige og hjælpsomme.

Man skal booke online her eller få reserveret plads på forhånd – det kan dit hotel/guesthouse sandsynligvis hjælpe med. I højsæsonen SKAL du booke i god tid i forvejen. Bemærk, at personalet i havnen indsamler passagerernes pas, som du først ser igen på Koh Lipe.

Ved ankomst til Koh Lipe lægger færgerne til ved Pattaya Beach og passagererne bliver sejlet ind til land med longtailbåde. Personalet sørger for, at din bagage bliver sat på stranden, hvor du kan hente den. Transporten med longtailbåde er inkluderet i prisen.

Indrejse til Thailand via Langkawi er en højst besynderlig affære. Som altid skal du udfylde indrejsekort (fås i havnene på Langkawi) og så er det bare om at vente på, at dit navn bliver råbt op i immigrationsområdet.

Efter immigrationen skal du betale 200 baht i nationalparkafgift (du kan også betale med malaysiske ringgit) og herefter skal du tjekkes i “tolden”, der blot er et skur lige overfor immigrationen.

Har du ikke en repræsentant for dit hotel/guesthouse stående klar til at hjælpe med bagagen, så kan du gå ca. 100 meter ned ad stien bagved immigrationen til den lille taxiholdeplads. En taxi på Koh Lipe er en knallert med sidevogn, hvor der er lavet plads to kufferter og to personer. Taxichaufførerne er rigtig venlige og hjælpsomme.

At komme rundt

Du kan gå til det meste på Koh Lipe, men som nævnt har øen også trehjulede knallerter med sidevogn, som du kan praje, hvis du skal længere væk.

Vil du på udflugt i øhavet kan dit hotel sandsynligvis være behjælpelige – ellers er der adskillige tourbureauer langs Walking Street.

Overnatning – forslag til hoteller

I forhold til mange andre steder i Thailand, så er prisniveauet på overnatning forholdsvis højt på Koh Lipe. Alverdens turister vil gerne opleve de lækre strande, og efterhånden som øen er blevet mere tilgængelig, har det skruet priserne i vejret.

Billigst er det at bo på guesthouse et sted midt på øen, mens det som altid er dyrest at bo på stranden. Der er dog et par steder, hvor du kan bo i første række til billige penge – f.eks. Varin Village, der dog er basic og som ligger hvor Walking Street ender.

I min Koh Lipe guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder på stranden, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel også de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsregler, når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Pattaya Beach

Mali Resort
Akira Lipe Resort

Sunrise Beach

Castaway Resort
Wapi Resort

Hvis ovenstående er for dyrt, så er der flere rigtig gode hostels/guesthouses rundt på øen – f.eks. disse to steder:

Bloom Cafe & Hostel
Ricci House Resort

Mad og drikke

Koh Lipe er ikke kendt for at være et gastronomisk paradis, når det gælder thailandsk mad, men til gengæld er man klar til at servicerer vegetarer, veganere og allergikere.

Der er dog et par steder, der er værd at kigge efter, hvis man vil have anstændig thaimad. F.eks. Tonkow og Beef and Chicken Soup Noodle, der ligger få meter fra hinanden på Walking Street ved Sunrise Beach.

Veganere og vegetarer kan besøge The Tropical og Bloom Cafe & Hostel, der begge ligger på Walking Street.

For morgenmad er der flere muligheder – f.eks. Pee Pee Bakery, Elephant, The Tropical og Bloom Café.

Både på strandene, langs Walking Street og på de fleste hoteller, kan du finde spisesteder, og som altid er frisk fisk og skaldyr et rigtig godt valg. Du kan finde alle spisestederne på kortet herunder.

Strandbarer og natteliv

Koh Lipe har et ungdommeligt klientel og derfor også en lang række barer. På stranden kan du som nævnt få nogle festlige timer på Reggae Bar på Pattaya Beach og Sea La Vie og Blue Mojito på Sunrise Beach.

På Walking Street er det værd at kigge efter Elephant, hvor bardisken er lavet af en gammel longtailbåd. Her fås også glimrende mad og meget venlig betjening.

Ikke langt derfra ligger Sawasdee, der måske er det tætteste Koh Lipe kommer på en beer bar. Og så er der selvfølgelig Maya Bar, som du ikke kan undgå at få øje på med den smukke indretning med bl.a. sand på gulvet.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du finder gode råd og kan skrive dig på danskerlisten.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Thailand – se aktuelle anbefalinger her.

Penge

På Koh Lipe er der flere kontantautomater, men det sker, at de løber tør for penge. Især i højsæsonen er det en god idé at medbringe kontanter – for en sikkerheds skyld.

Koh Lipe ligger i Koh Tarutao Nationalpark, og der skal betales 200 baht (voksne) for at besøge øen. Det anbefales, at have sin kvittering for betalt nationalparkafgift på sig hele tiden – også når du er på snorkle/dykkeudflugt i øhavet.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Koh Lipe

I min Koh Lipe guide finder du selvfølgelig også et kort over øen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som strande, hoteller og spisesteder.

Blue Mojito Bar
Sunrise Beach

4 Kommentarer

  1. Hej Carsten

    Har læst dit indlæg om Koh Lipe. På Udenrigsministeriets hjemme side, står der at området/provinsen er forbundet med risiko/uroligheder. Er det noget du har hørt om?

    • Hej. Det er rigtigt, at UM fraråder rejser til det sydligste Thailand. Vejen fra lufthavnen i Hat Yai til havnen i Pak Bara er ikke indbefattet i advarslen.

      Mange hilsner fra Carsten

  2. Hej Carsten Super god side du har her. Vi skal en tur til Thailand sidst i marts og vil gerne rundt på lidt forskellige øer, hvis valget stod mellem Koh Lipe eller Koh Samui området, hvad vil du vælge ?

    • Hej Klaus. Tak for de pæne ord :-). De to områder er meget forskellige. På Koh Samui kan du kombinere med Koh Tao og Koh Phangan, mens der ikke er de helt store muligheder for at besøge andre øer tæt på Koh Lipe. Eller jo, det er der – dog er der ikke meget liv, men hvis det er det, I søger, så er det jo perfekt.

      Fra Koh Lipe kan I besøge Koh Adang, der kun har ét hotel og så Langkawi i Malaysia, som i mine øjne ikke er superspændende. Andre øer i nærheden er Koh Tarutao, hvor du så vidt jeg ved kun kan overnatte i nationalparkens telte/hytter og så Koh Bulone (Koh Bu Lon Le), der har en håndfuld overnatningssteder, men meget lidt liv uden for disse.

      Omvendt er der jo masser at foretage sig i Koh Samui-området, der også er nemmere at komme til. Koh Lipe ligger lidt afsides. Med andre ord, så skal I gøre op med jer selv, hvad I ønsker af muligheder og aktiviteter og hvor meget rejsetid I ønsker.

      Der er ingen tvivl om, at Koh Lipe er helt fantastisk, men det kræver lidt “arbejde” at komme til og fra.

      Mange hilsner fra Carsten

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her