Koh Samet i den nordlige thailandbugt er nærmeste strandparadis fra Bangkok. Blot et par timers kørsel fra Thailands hektiske hovedstad ligger den populære ø, der trods sin beskedne størrelse har flere næsten uberørte strande.

Læs mere om øen i min Koh Samet guide, hvor du kan få information om bl.a. strande, transport og de bedste hoteller.

Koh Samet – en introduktion

Populær blandt backpackere, endagsturister fra Pattaya, unge thai’ere på weekend og alle os andre, så er det lidt af et mirakel, at Koh Samet stadig virker langt mere autentisk end de fleste større ferieøer i Thailand. Faktisk er det muligt at finde strande, som du kan have helt for dig selv.

Koh Samet har ingen seværdigheder. Her handler det udelukkende om badeferie, men øen kan nemt kombineres med f.eks. Bangkok eller være et udflugtsmål fra Pattaya eller Rayong, der er nærmeste større by på fastlandet.

Øen har for altid indskrevet sig i den thailandske litteratur. En del af poeten Sunthorn Phus drama Phra Aphaimani foregår på Koh Samet – fint illustreret ved havfruestatuerne, du kan se flere steder på øen.

Nu til min Koh Samet guide, hvor du først kan læse om øens strande, områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder. Velkommen til min rejseguide til Koh Samet, som jeg håber, du kan bruge.

Hat Sai Kaews sydlige ende ved Ao Hin Khok

Koh Samets strande

Langt de fleste både fra Ban Phe på fastlandet sejler til molen ved Na Dan på Koh Samets nordkyst. Her findes et lægehus, 7-Eleven og holdeplads for songtaews, der kan køre dig til dit bestemmelsessted. Det er naturligvis også muligt at købe færgebilletter til returrejsen.

I forlængelse af den lille havn løber en ca. 500 meter lang vej ned til øens største strand Hat Sai Kaew Beach. Langs vejen er der butikker og restauranter – udvalget er ikke stort, men du kan alligevel finde apotek, sundhedsklinik, restauranter, 7-Eleven og massage- og tatooshops.

Hat Sai Kaew Beach

Hat Sai Kaew Beach er den første strand, du kommer til fra Na Dan. Omtrent hvor hovedgaden drejer af og fortsætter til den sydlige del af øen, kan du tage vejen til venstre, der fører ned til øens suverænt største hotel Sai Kaew Beach Resort og den store Buddha.

På Hat Sai Kaew Beach finder du øens største udvalg af hoteller, barer og restauranter. Nogle af dem ligger puder og madrasser ud om aftenen, hvor du i stearinlysenes skær kan nyde en drink eller et godt måltid. Selve stranden er fremragende med fint hvidt sand og krystalklart vand (billedet herover).

Man kan næppe kalde Hat Sai Kaew for en egentlig by, men det er her du finder de fleste tilbud til turisterne. Alt er bare i noget mindre målestok, end hvad man ellers kender fra de thailandske feriesteder.

koh samet
Aftenhygge på Hat Sai Kaew Beach

Ao Hin Khok

Næste strand mod syd hedder Ao Hin Khok. Den er knap så lang og knap så bred, men har ellers samme kvalitet som Hat Sai Kaew Beach. Ao Hin Khok går for at være backpackernes foretrukne strand.

Naga Bar, Jep’s Restaurant og Flow Beach Café er populære steder og en del af Koh Samets partycenter.

Ao Phai og Ao Phutsa

I forlængelse af Ao Hin Khok ligger strandene Ao Phai og Ao Phutsa (kaldes også Ao Tubtim). Begge har 3-4 overnatningssteder – Ao Phai virker dog lidt klemt af udviklingen, og Ao Phutsa er absolut min favorit af de to.

Nuan Bay

Fra Ao Phutsa kan du gå en kort tur i skoven for at nå til Nuan Bay, der er en skøn og lidt vild strand med kun få turister (vi så to). Stranden byder på et enkelt meget primitivt overnatningssted i form af små hytter, der ligger i skoven med udsigt over bugten. Nuan Bay må være en favorit blandt hardcore backpackere.

Den øde Nuan Bay

Ao Cho

Ao Cho er næste strand mod syd. Den er noget større end Nuan Bay og nemmere at komme til. Stranden er dejlig og har et par mellemklasseresorts.

Ao Wong Deuan

I bugten syd for Ao Cho ligger Koh Samet’s andenstørste strand Ao Wong Deuan. Her boede jeg første gang, jeg besøgte Koh Samet. Ao Wong Deuan er en skøn sandstrand, men ret smal ved højvande. Her kan være ret mange mennesker, da stranden dagligt modtager et pænt antal endagsturister fra Pattaya.

Ao Wong Deuan har 5-6 hoteller og et fint aften- og natteliv, hvor barer og restauranter rykker ud på stranden. Her kan du spise dejlig bbq og slutte dagen af med en drinks med fødderne i det bløde sand. Der ligger en ATM ved købmanden “108” omtrent midt på stranden.

Andre strande på østkysten

Yderligere mod syd kommer tre større strande: Hat Saeng Thian, Ao Wai og Ao Kiu Na Nok. Førstnævnte er en af thai’ernes favoritter, mens de to andre er mere øde. Paradee Resort på Ao Kiu Na Nok Beach er et af øens bedste og dyreste resorts.

Ao Phrao Beach

Der ligger kun én strand på vestkysten – den lille Ao Phrao Beach, der adskiller sig væsentligt fra Koh Samet’s øvrige strande.

Her har man klogeligt lukket af for almindelig trafik, og det er en hel fornøjelse at gå ad den lille promenade med den dejlige strand på den ene side og de tre flotte og smagfulde resorts, Le Vimarn, Kerala Coco Resort og Ao Phrao Resort, på den anden.

Ao Phrao Beach er den eneste strand på vestkysten

Oplevelser på Koh Samet

Koh Samets beskedne størrelse gør, at det er småt med udflugtsmuligheder. Du kan gå rundt til de forskellige strande ad vejen, der løber midt på øen. Vejen er renoveret i 2016/17 og noget mere behagelig at gå på end tidligere, men den er nogle steder stadig ret stejl – især mod syd.

Du kan evt. besøge den store hvide Buddha, der sidder overfor Sai Kaew Beach Resort. Munken, der residerer i templet ved siden af er venlig, men ret insisterende på donationer.

Det er også muligt at besøge de øvrige øer i nationalparken. Samtlige tourbureauer, guesthouses og hoteller kan arrangere den populære udflugt eller i det mindste være behjælpelige med reservation.

Det er nogenlunde samme program de forskellige arrangører tilbyder – dvs. stop ved Koh Man Nai, Koh Man Nok og Koh Man Khlong. På førstnævnte ø ligger et skildpaddecenter, hvor man prøver at hjælpe den udryddelsestruede havskildpadde.

Fra Koh Samet kan du også tage en speedbåd rundt om øen. Her er der stop ved forskellige strande og gode snorkelsteder.

koh samet guide
Buddhaen ved Sai Kaew Beach

Koh Samet – hvor mange dage skal du bruge

Koh Samet er et udmærket valg til badeferien. Vær dog opmærksom på, at der ikke er så meget andet at foretage sig end sol og strand. Øen kunne derfor være en oplagt mulighed til afslutningen på en rundrejse i Thailand eller Sydøstasien.

Skal du være på Koh Samet i længere tid, kan du tage et par dage i Bangkok – hovedstaden har gode attraktioner, hvis du skulle få lyst til at se noget andet. En dagtur til Pattaya for at shoppe er en anden mulighed, ligeosm Koh Samet kunne også være et stop på vejen fra Bangkok til Koh Chang.

Herunder finder du min Koh Samet guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
koh samet guide
Sai Kaew Beach Resort er et af de mest populære hoteller på Koh Samet

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er den Bangkok (kode: BKK). Fra Danmark er der adskillige muligheder for at komme til den thailandske hovedstad. Flyv direkte fra København med Thai Airways eller skift fly i en af de europæiske hovedstæder – alternativt Doha, Dubai eller Istanbul. Søg og sammenlign flybilletter her.

Lufthavnstransfer

Dit hotel eller nærmeste tourbureau kan sandsynligvis hjælpe med en privat transfer fra Bangkok/Bangkok Lufthavn til Koh Samet. Du bliver kørt til havnen i Ban Phe, hvorfra de fleste både afgår.

På min side thailandrundt.dk kan du få et tilbud på transport fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Bus fra Bangkok til Ban Phe

Vil du selv sørge for transport, kan du fra Bangkok centrum tage bussen fra stationen ved Ekkamai til havnen i Ban Phe. Bussen har endestation ved Nuantip-molen lige ved færgen til Samet. Mellem klokken 5.00 og ca. 20.00 er der afgang hver time, og turen tager 3-4 timer.

En anden mulighed er en delt minivan, der bl.a. kører fra Khao San Road. Både den og bussen kan du se mere om på populære 12go, hvor du selvfølgelig også kan booke.

Læs mere i indlægget fra Bangkok til Koh Samet på thailandrundt.dk.

At komme rundt

Ved ankomst til Na Dan på Koh Samet holder der songtaews (grisebiler) og venter. De kører først, når de er fyldt op – alternativt kan du leje hele bilen, hvis du ikke gider at vente. Skal du kun til Hat Sai Kaew Beach og er lidt frisk, så hank op i bagagen og gå derned hvis der ikke er passagerer nok til at fylde en vogn.

Der er mange songtaews på øen. Flere steder er der lavet taxiholdepladser – bl.a. ved parkkontoret på Hat Sai Kaew Beach og ved Ao Wong Deuan Beach. Der er faste priser på turene med songtaews – de er anført på et skilt ved holdepladsen.

Mange steder er der udlejning af scooter, ATV og mountainbike, der kan være et alternativ til songtaew.

Overnatning

På Koh Samet kan du finde hoteller for enhver smag og pengepung. Udvalget er dog langt fra så stort som ved andre feriesteder i Thailand.

Du kan booke hotel på Koh Samet på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Jeg anbefaler bl.a. disse overnatningssteder på Koh Samet:

Sai Kaew Beach Resort – Koh Samets mest kendte hotel er Sai Kaew Beach Resort, der er et populært overnatningssted lige ud til stranden. Stedet har faciliteter som f.eks. spa, fitness, bar/lounge, restaurant og swimmingpool. En god morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Sai Kaew Beach Resort

Samed Tamarind Beach Resort – Her bor du lige ud til stranden ved Ao Phutsa. Samed Tamarind Resort får topanmeldelser og tilbyder bl.a. bar, restaurant og en lækker morgenmad. På de moderne værelser er der tv, pengeskab, elkedel og gratis wifi. Se billeder og priser på Samed Tamarind Beach Resort

Samed Garden Resort – På den nordlige del af Koh Samet ligger Samed Garden Resort, der nok er det bedste valg til overnatning, når man sammenligner pris og kvalitet. Der er tale om et mindre overnatningssted i rolige omgivelser, men dog i gåafstand til Na Dan. Se billeder og priser på Samed Garden Resort

Mad og drikke

Der er et fint udvalg af restauranter på Koh Samet, ligesom du på stort set alle overnatningssteder kan få noget at spise. Mange hoteller og restauranter rykker borde og stole ud på stranden om aftenen, og her kan du nyde din mad i de lune tropeaftener med levende lys på bordet og fødderne i sand.

Udover det almindelige menukort tilbyder disse steder ofte bbq, grillet fisk eller skaldyr, men også f.eks. spareribs.

På den 500 meter lange asfalterede vej mellem Na Dan og Hat Sai Kaew findes også 10-12 restauranter. Det er billigt at spise her – retter fås fra ca. 100 baht – prøv f.eks. restauranten Chilli, der er populær.

Skal det være europæisk, så kan du prøve restauranten ved Jep’s eller på de bedre hoteller. Pænere, men også dyrere steder, er The Zea på Sai Kaew Beach Resort og de elegante restauranter på Le Vimarn og Ao Phrao Resort på Ao Phrao Beach.

Jeg kan anbefale Reef Lounge på Ao Phutsa Beach, hvor du både kan spise og få gode drinks og cocktails.

Koh Samet mangler heller ikke barer. Et Populært område er den sydlige del af Hat Sai Kaew Beach, hvor der er livemusik og ildshows. På Ao Hin Khok kan du fornøje dig på Naga Bar, der både har thaiboksning og beachparties.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.

Husk at udfylde ankomstkort online (TDAC) tidligst tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.

Tjek også din forsikring – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Penge

Der findes et begrænset antal kontantautomater på øen. Der ligger én ved 7-Eleven på havnen i Na Dan og tre ved Hat Sai kaew. Som nævnt længere oppe er der også en automat på Ao Wong Deuan Beach.

Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Visakort er udbredt i Thailand, og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.

Vejret på Koh Samet

Koh Samet har varmt vejr året rundt med høj luftfugtighed. Øen er en af de tørreste i Thailand, hvorfor der også er rigtig gode solchancer i sommermånederne.

Der er kun små temperatursvingninger året rundt – dagtemperaturen ligger normalt lige over 30 °C, men i perioden inden regntiden kan den nemt snige sig op på 35-40 °C.

Det bedste rejsetidspunkt er fra november til marts/april – i denne periode har du de bedstemuligheder for en solrig ferie.

Øvrigt

Hvis du har mulighed for det så undgå Koh Samet i weekends og på helligdage, hvor thai’erne selv valfarter til øen for at feste og more sig. De mest populære strande kan visse steder virke overfyldte disse dage.

Koh Samet er i øvrigt udlagt som nationalpark, hvorfor det koster 400 baht for voksne og 200 baht for børn at besøge øen. Der er bl.a. mulighed for at betale nationalparkafgift i Ban Phe inden du hopper på båden eller i Na Dan ved ankomst.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og eventuelt købe en rejseguide til Koh Samet i papirform eller som e-bog.

Kort over Koh Samet

I min Koh Samet guide finder du selvfølgelig også et kort over øen, hvor jeg har markeret steder som hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her