Hjem Letland Besøg i Sorthovedernes Hus

Besøg i Sorthovedernes Hus

+ praktisk information til dit besøg i Sorthovedernes Hus nederst på siden

Rigas største seværdighed er Sorthovedernes Hus. Oprindelig opført i 1400-tallet som hovedkvarter for et broderskab for ugifte købmænd, er bygningerne i dag hjem for et spændende museum.

Historie om Sorthovederne

Sorthovederne var en gilde, eller broderskab, for ugifte købmænd, der i Riga blev registreret første gang i 1413. Oprindelig blev broderskabet grundlagt i Tallinn få år tidligere af udenlandske købmænd, der siges at have forsvaret den vigtige Hansestad Reval (i dag Tallinn) mod lokalbefolkningen, som var imod den tysk-danske indflydelse.

I dag forbinder man primært Sorthovederne med Riga – måske pga. det imponerende hovedkvarter i centrum af byen. Navnet Sorthoveder kommer af Sankt Mauritius, der var broderskabets skytshelgen. Mauritius var hærleder i en romersk legion i Egypten, og han bliver ofte portrætteret som sort.

Det var broderskabet selv, der begyndte at kalde sig sorthoveder. En af deres
vigtigste opgaver var at sikre og beskytte de værdifulde varer, som de handlede med købmænd fra nær og fjern. Broderskabet fungerede som en slags soldater og kaldte sig også Kong Arthurs riddere.

Kælderen under Sorthovedernes Hus indeholder en fin udstilling

Sorthovederne var styret af de ældre medlemmer, der havde et sæt vedtægter, som de fulgte meget nøje. Her var det bl.a. beskrevet, hvordan broderskabets medlemmer skulle opføre sig og hvilke pligter de havde.

Det var i høj grad handelen, der gjorde Riga velhavende. Det betød, at Sorthovederne blev en del af eliten og var med til at styre byen politisk og økonomisk. De indgik i det sociale og kulturelle liv og havde deres egne altre og kapeller i byens vigtigste kirker. Mange af dem blev dog ødelagt under reformationen, der her fandt sted i 1524.

Som følge af den store nordiske krig i begyndelsen af 1700-tallet lå de vigtige hansestæder Riga og Reval nu på russisk territorium. Det betød også, at Sorthovederne mistede en stor del af handelen. Broderskabet var stadig for eliten, men blev langsomt transformeret til en slags social organisation, der sponserede offentlige begivenheder.

I alt nåede Sorthovederne at opføre hovedkvarter i 20 byer i primært Estland og Letland, men også i Tyskland. Da Sovjet invaderede de baltiske lande i forbindelse med 2. verdenskrig, blev broderskabet i Riga opløst. Mange medlemmer flygtede til Tyskland, hvor de førte traditionerne videre, og Sorthovederne eksisterer stadig i Hamborg.

På vej gennem udstillingen

Bygningerne

Sorthovedernes Hus er som nævnt Rigas største seværdighed. På den lille rådhusplads i centrum ligger den flotte bygning, der er en nøjagtig rekonstruktion af den originale fra begyndelsen af 1300-tallet, som blev bombet af tyskerne under 2. verdenskrig og derefter revet ned.

Den første bygning broderskabet opførte var uden facadens smukke detaljer. F.eks. blev ornamenterne i senrenæssance først tilføjet i 1600-tallet, og senere kom skulpturerne til. De er udført af den tyske skulptør August Wolz omkring 1876.

Ødelæggelsen af Sorthovedernes Hus under 2. verdenskrig var et stort tab for Riga. På privat initiativ og ved hjælp af donationer lykkedes det at indsamle penge til at rekonstruere bygningen, der stod færdig i 1999.

Kælderen var efter bombardementet nogenlunde intakt, og det er her, der i dag ligger et rigtig spændende museum om broderskabet og bygningen.

Lübeck-hallen i Sorthovedernes Hus

Mit besøg i Sorthovedernes Hus

Lad mig med det samme slå fast, at Sorthovedernes Hus er rigtig spændende at besøge. Museet i kælderen er opbygget således, at man med det samme får information om broderskabet og deres liv. Der er også lavet en god tidslinje, som giver et indblik i udviklingen i Riga og resten af verden fra Sorthovederne blev grundlagt og mange hundrede år frem.

Således klædt på er det interessant at udforske museet, hvor jeg ser forskellige effekter som våben, køkkengrej, lysestager og endda et skakspil. Alle rum har god information om de ting, jeg ser. Der kører også en kort video om Sorthovedernes Hus, og jeg ser, hvordan man varmede bygningen op i gamle dage.

Mens museet i kælderen udelukkende omhandler broderskabet, så bliver jeg klogere på den senere brug af bygningen i stueetagen og 1 sal. I kabinettet, som i en årrække fungerede som kontor for Letlands præsident, er der i dag en overdådig samling af sølvgenstande.

Del af udstillingen i stueetagen

Det er ikke helt tilfældigt. I 1400-tallet blev det en tradition, at nye medlemmer betalte med sølv for at være en del af broderskabet. Det resulterede i en enorm sølvsamling, der dengang var den største i Baltikum.

I dag er samlingen spredt for alle vinde – en stor del af den tog Sorthovederne med, da de flygtede til Bremen i 1939. Den nuværende sølvsamling i kabinettet er et forsøg på at føre broderskabets traditioner videre.

1. sal består primært af to store sale. Først ser jeg Lübeck-hallen – et navn den fik da Riga var vært for hansedagene i 2001. Ved siden af ligger den endnu større mødesal, der har nogle pragtfulde vægmalerier, som bl.a. illustrerer den svenske konge Gustav 2 Adolf erobre Livland.

Husk også at kigge op. I loftet kan du bl.a. se maleriet “Ophøjelsen af St. Maurice”. Kvinden i rødt på maleriet symboliserer broderskabets blomstrende handel med ønsket om at alle Sorthoveder kommer hjem fra deres rejser i god behold.

Har du fået lyst til selv at besøge Sorthovedernes Hus, så kan du finde praktisk information under billedet.
Loftsmaleriet i den store mødesal

Praktisk information til dit besøg i Sorthovedernes Hus

Sorthovedernes Hus ligger i Rigas gamle bydel på adressen Rātslaukum 7. Entré koster 7 €. Køb billet ved indgangen eller på f.eks. Tiqets.

Den sidste søndag i måneden tilbydes der gratis guidede rundture af 1 times varighed. Det er nødvendigt at booke plads på forhånd. På andre dage kan du booke en privat guidet rundtur – det koster 30 €.

Se mere om mulighederne og aktuelle åbningstider på museets hjemmeside.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

I min Riga Guide kan du se, hvilke overnatningssteder jeg anbefaler i Byen. F.eks. Hilton Garden Inn, der ligger et stenkast fra Sorthovedernes Hus.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Letland inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Riga

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her