Hamborg er et af danskernes mest populære rejsemål. Den korte transporttid er én af forklaringerne, men byen har faktisk masser at tilbyde turisterne.

Fra museer, god mad, heftigt natteliv og spændende historie til idyl ved Alstersøen og hippe kvarterer som Karolinenviertel og St. Georg. Læs mere om byen i min Hamborg guide herunder.

Hamborg – en introduktion

Siden middelalderen har Hamborg været et betydningsfuldt handelscentrum. Den perfekte beliggenhed ud til Elben gjorde i sin tid Hamborg til Hanseforbundets anden vigtigste by efter Lübeck, og som fristad i det senere tysk-romerske rige fortsatte den økonomiske fremgang.

I begyndelsen af 1900-tallet havde Hamborg en af Europas største havne med ruter til bl.a. Nord- og Sydamerika. Trafikken var især drevet af Hamborg-America line, som på det tidspunkt var verdens største transatlantiske rederi.

Hamborg blev stærkt medtaget af omfattende luftangreb under 2. verdenskrig. 42.000 civile tyskere mistede livet, da knap 40.000 tons bomber regnede ned over byen. I 1945 var en halv million indbyggere flygtet fra bombardementerne.

Både en kæmpebrand i 1842 og 2. verdenskrig har været med til at tilintetgøre byens ældre huse. Det betyder, at Hamborgs gamle bydel primært består af nyere bygninger fra forskellige perioder, som ikke rigtig passer sammen.

Og så er der Hamborgs funktion som industrihavn. Alting synes lidt råt – Tysklands andenstørste by vinder helt sikkert ingen skønhedskonkurrence, men lige nu er Hamborg dog i rivende udvikling. Overalt er der kraner og nybyggerier, der skal forvandle byen fra en grim ælling til en smuk svane.

Nu til min Hamborg guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

hamborg guide
St. Nikolai-kanalen og bagsiden af Deichstraße. I baggrunden mindesmærket St. Nikolai

Altstadt og Hamborg centrum – orientering og oplevelser

Altstadt, den gamle bydel, er sammen med Neustadt Hamborgs centrum. De to bydele ligger mellem St. Pauli og hovedbanegården, hvor det hippe kvarter St. Georg begynder.

Som nævnt har både brand og krig været hård ved Hamborg, og kun få steder kan man få en idé om, hvordan Altstadt kunne have set ud. Et af dem er langs hyggelige Deichstraße – en kort brostensbelagt gågade, der ligger ud til Nicolai-kanalen.

Her og der kommer jeg også forbi et par flotte kirker og gamle bygninger, der ligesom rådhuset undgik bombardementerne. På trods af byens hårde medfart, så ligger der mellem Altstadts nyere bygninger stadig smukke gamle huse fra en tid, der var engang.

Hamborgs centrum er også byens vigtigste shoppingområde. Gågaden Spitalerstraße, der forbinder banegården med rådhuset, synes at være bydelens livsnerve. Parallelgaderne Mönckebergstaße og Steinstraße er ikke mindre travle med både lokale og turister, der håber at gøre en god handel.

Mahnmal St. Nikolai

De voldsomme begivenheder under 2. verdenskrig har fået sit helt eget mindesmærke. Mahnmal St. Nikolai var oprindelig en kirke, men den blev efterladt i ruiner ved luftbombardementerne i 1943. De svedne rester med det høje kirketårn, der rager højt oppe over byens tage, skal minde os om krigens rædsler.

Ved siden af mindesmærket er der opført et museum om 2. verdenskrig, bombardementerne og krigens ofre. Det er muligt at tage elevatoren op i det gamle kirketårn, men da jeg kommer forbi, er der desværre lukket.

hamborg guide
Hamborgs flotte rådhus

St. Michaels Kirke

Få hundrede meter fra mindesmærket tager jeg dog revanche. I St. Michaels Kirke, der er endnu en af Hamborgs store seværdigheder, står jeg nu helt oppe i det 132 meter høje kirketårn, hvorfra udsigten er forrygende.

Siden 1606 har der ligget en kirke lige præcis her. Den er dog blevet ødelagt og genopbygget flere gange – senest efter 2. verdenskrig, hvor St. Michaels Kirke blev stærkt medtaget. Det er gratis at besøge kirken, mens der er entré til tårnet og krypten.

Hamborgs rådhus

Altstadts helt store perle er det smukke og majestætiske rådhus. Grundlagt i 1886 fungerer det i dag som hjem for både Hamborgs bystyre og delstatsregeringen. Heldigvis overlevede rådhuset 2. verdenskrigs bombardementer, og det betyder, at vi i dag kan nyde den imponerende bygning.

Rådhuset er opført på 4000 egetræspiller. Det er en enorm bygning, der har hele 647 rum. Fronten er udsmykket med 20 figurer, der forestiller tidligere kejsere. Indenfor er der bl.a. søjler af sandsten med malerier af berømte bysbørn og en imponerende trappe udført i italiensk marmor. Det er muligt at tage på guidet rundvisning på rådhuset.

Spitalerstraße er en af byens mest populære shoppinggader

Speicherstadt og Hafencity – orientering og oplevelser

Speicherstadt og bydelen Hafencity, der ligger i gåafstand fra Altstadt/centrum, overlapper hinanden og er to meget forskellige områder. Mens Speicherstadt er et af Hamborgs historiske steder, så er Hafencity en moderne bydel, hvor nye lejligheder skyder op som paddehatte.

Speicherstadt

Også Speicherstadt har delvist undgået bombardementerne under 2. verdenskrig. Det er verdens største sammenhængende område med lagerbygninger og i dag på UNESCOSs verdensarvliste. Murstensbygningerne står på træpiller og blev opført fra 1883 til 1927.

Det er en arv fra dengang denne del af Hamborg havde status af frihavn. Oprindelig var byen ikke bundet af overordnede toldregler, men da Hamborg senere indgik i det tyske rige, fik man i 1881 en frist på syv år til at opføre lagerbygninger til en ny frihavn.

Det er det område, der i dag hedder Speicherstadt. Alverdens varer har gennem årene ligget på lager her inden den videre rejse: te, kaffe, tæpper, krydderier og kakaobønner.

Små pramme sejlede op til lagerbygningerne, hvor varerne blev losset. Flere steder kan man stadig se ringe i husmurene, hvor arbejderne på prammene hægtede båden eller dem selv fast.

Umiddelbart kan det synes mærkeligt, at man opførte høje etagebygninger som lagre. Varerne blev hejst eller hevet op – det må have været ufatteligt hårdt arbejde. I dag fungerer nogle af bygningerne stadig som lager, men i Speicherstadt ligger også bl.a. Toldmuseet og Miniature Wonderland.

hamborg guide
Speicherstadt

Miniature Wonderland

Miniature Wonderland er en af Hamborgs største attraktioner (faktisk i hele Tyskland). Her kan du opleve verdens største modeljernbane, der fylder hele 1490 m² og har 15,4 km spor. Miniature Wonderland er opbygget i forskellige sektioner med byer, områder og lande som temaer.

Hamborg er den største by på modeljernbanen, men du kan også se f.eks. Venedig, Grand Canyon og Rio de Janeiro. Detaljerne er imponerende, og det er et sted, man hele tiden får øje på noget nyt. Miniature Wonderland har åben fra tidlig morgen til sen aften, og på modeljernbanens hjemmeside kan du købe spring-køen-over billetter.

Elbphilharmonie

Områdets absolut mest markante bygning er det bombastiske Elbphilharmonie – en ny koncertsal, der på rekordtid er blevet Hamborgs vartegn. Bygningen ligner et sejl eller et isbjerg og er opført i glas ovenpå en eksisterende lagerbygning.

På afstand er det en ren rædsel, men Elbphilharmonie vinder ved nærmere eftersyn. Det er en yderst dominerende bygning, der ligger helt ud til Elben og med sin størrelse ikke rigtig gør noget godt for hverken Hafencity eller Hamborg.

Med det, der må være en af verdens længste rulletrapper, kan du besøge koncerthusets balkon (gratis), hvorfra udsigten over Elben og Hamborg er fantastisk.

hamborg guide
Elbphilharmonie er en enorm bygning

St. Pauli – orientering og oplevelser

Bydelen St. Pauli er mest kendt for Reeperbahn, der er Hamborgs verdensberømte red light district. Der er dog andet og mere et komme efter i St . Pauli, der ligger vest for Neustadt og støder op til Karolinenviertel mord nord.

Landungsbrücken

Da den første mole ved Landungsbrücken blev opført i 1839 lå den i udkanten af byen. Det var i dampskibenes tid, men senere var kajen anløb for bl.a. Hamborg-America Lines oceangående skibe, der krydsede atlanten. Molerne blev ødelagt under 2. verdenskrig, men heldigvis eksisterer de flotte terminalbygninger fra 1905 stadig.

Landungsbrücken er knap 700 meter lang. Den centrale del af moleområdet er opført på pontoner, hvortil der er adgang ad 10 mindre gangbroer. I dag er Landungsbrücken et trafikalt knudepunkt med togstation og offentlige både, der fragter pendlere op og ned ad Elben.

For turister er molerne centrum for havnerundfarten, der fås i forskellige udgaver. Som regel kommer man forbi Speicherstadt, Elbphilharmonie og containerhavnen, der er en af Europas største. Der er utallige udbydere af havnerundfart ved Landungsbrücken – det er bare om at vælge rute, størrelse på båden og selvfølgelig sammenligne priser.

Her er også flere flydende museer. F.eks. skibet Cap San Diego, hvor du kan se, hvordan livet var på et af de mange fragtskibe, der sejlede ud fra Hamborg. Også det tremastede skib Rickmer Rickmers er i dag museumsskib – som da jeg besøgte Passat i Travemünde er det bare imponerende at se så enormt et sejlskib med alle dets detaljer så tæt på.

Landungsbrücken har med årene udviklet sig til et forlystelsesområde med barer, beach clubs og især spisesteder, hvoraf mange har specialiseret sig i fisk og skaldyr. Molerne, der også kaldes St. Pauli Landungsbrücken, ligger ca. 500 meter fra Reeperbahn og er endnu en mulighed for fest og farver i bydelen.

De fine terminalbygninger ved Landungsbrücken

Alter Elbtunnel

Af en eller anden grund synes Alter Elbtunnel lidt overset. Det var i hvert fald langt fra den første seværdighed, jeg stødte på, da jeg lavede research til denne Hamborg guide. Men tag du bare Alter Elbtunnel med i din rejseplan – den 426 meter lange tunnel, der forbinder Elbens nord og sydside er en enestående bedrift.

Alter Elbtunnel er en del af Landungsbrücken. Tunnelen blev indviet i 1911 efter seks års arbejde. Det var i en periode, hvor havnen i Hamborg voksede eksplosivt, og tusindvis af arbejdere skulle fragtes fra den centrale del af byen til havneområdet på den anden side af Elben.

Der var slet ikke bådkapacitet nok, og løsningen blev en tunnel under Elben. Alter Elbtunnel er seks meter i diameter og ligger 24 meter under vandspejlet. Tunnelen er beklædt med kakler og enkle mindre ornamenterede dekorationer.

Selve byggeriet af Alter Elbtunnel for mere end 100 år siden er imponerende. Det samme er de to bygninger på hver side af floden, som indeholder seks store elevatorer, der kunne sænke arbejdere og hestevogne ned i dybet.

I 1910 inspicerede den tyske kejser Wilhelm ll byggeriet af tunnelen, hvis midterspor er præcis så bred, at der kan køre en hestevogn.

Der er nedgang til Alter Elbtunnel ved Landungsbrücken. Du kan tage trapperne (mange), den moderne elevator eller de gamle originale elevatorer, hvor der også er plads til cykler. Elevatorerne er bemandede og kører i pendulfart.

På den sydlige side af Elben ligger et lille udsigtspunkt, hvor der er kig til den centrale del af Hamborg med bl.a. St. Michaels kirketårn, mindesmærket St. Nikolai og til højre Elbphilharmonie.

På vej gennem Alter Elbtunnel

Oplevelser andre steder i Hamborg

Alstersøen

Hamborg har ikke kun kanaler, men også flere søer. Den største hedder Alster, der ligger ca. 10 minutters gang fra hovedbanegården og bydelen St. Georg. Stien rundt om Alstersøen er populær til gå- og løbeture, men her ligger også flere caféer og spisesteder.

St. Georg

Bydelen St. Georg ligger lige øst for hovedbanegården. Det er de senere år blevet et af Hamborgs hippe områder med caféer og adskillige spisesteder, der serverer mad fra det meste af verden.

Centrum i St. Georg er Lange Reihe – en gade, som også tiltrækker mange homoseksuelle, som her har fundet et samlingssted.

Karolinenviertel

Endnu en hip bydel i Hamborg. Karolinenviertel er stedet at bo og færdes for primært den yngre generation. Her finder du bl.a. designershops, fancy caféer og spisesteder målrettet instagramsegmentet.

Lange Reihe i bydelen St. Georg

Planten un Blomen

Hamborg har flere grønne områder og det absolut største er Planten un Blomen. Parken er kombineret med den gamle botaniske have, og som langs Alstersøen er det stedet at dyrke motion. Det er også en skøn oase til picnic og solbadning på varme sommerdage.

Altona

Altona var engang en selvstændig by, men er i dag indlemmet i Hamborg. Byen blev grundlagt i middelalderen og var dansk indtil 1864. Bydelen byder naturligvis på masser af danmarkshistorie og har en stribe fine bygninger.

Hamborg – hvor mange dage skal du bruge?

Hamborg har mange fine oplevelser, men de store verdensberømte seværdigheder finder du ikke. I mine øjne skal byen besøges for sin alsidighed. Der findes tonsvis af smukkere og hyggeligere byer i Tyskland, men kun få med samme muligheder for aktiviteter og kulturelle tilbud.

Vil du kun opleve de vigtigste seværdigheder, så er to hele dage i byen nok. Hamborg har dog oplevelser til mange flere dage, og vil du rigtig ind under huden på byen, så er ét besøg ikke nok. Jeg kommer i hvert fald gerne tilbage.

Herunder finder du min Hamborg guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
hamborg guide
Sommerhygge ved Alstersøen

Transport

Ind og ud

Tog, fly, bil eller bus. Der er masser af muligheder for at besøge Hamborg fra Danmark. Det fleste tager bilen – fra den dansk/tyske grænse ved Frøslev er der ca. 160 km ad E45, der bliver til motorvej A7 i Tyskland.

Tager du færgen fra Rødby til Puttgarden, så er der fra Puttgarden lige over 150 km ad motorvej A1.

Fra både Jylland og Sjælland kan du tage toget til Hamborg. Der er direkte forbindelser, men ofte er det nødvendigt at skifte tog i Fredericia.

En billig måde komme til Hamborg er med Flixbus, der kører direkte fra både København og Aarhus. Sidstnævnte rute gør som regel også stop i f.eks. Vejle og Kolding.

Du kan også flyve fra København til Hamborg – en kort rute, der som regel ikke er helt billig. Du kan søge flybilletter her.

At komme rundt

Booker du hotel i områderne Altona, Hafencity, Neustadt, St. Georg eller Altstadt/centrum, så kan du med gode ben gå rundt til langt de fleste af byens største seværdigheder.

Hamborg har dog et glimrende offentligt transportsystem i form af primært s- og u-bahn, der kommer vidt omkring. Bybusser findes selvfølgelig også – de er oplagte at bruge, hvis du er inde i ruter og billettyper.

Hamborg gennemskæres af Elben, der også fungerer som transportvej for de lokale. Byen har flere offentlige både (ligesom havnebusserne i København), der sejler faste ruter.

Skal du bruge de offentlige transportmidler meget, så kan du overveje at købe et Hamburg CARD, der bl.a. indeholder ubegrænset brug af f.eks. busser og s- og u-bahn.

Hamborg er en forholdsvis cykelvenlig by. Du kan flere steder leje cykler for at udforske byen i eget tempo. Bemærk dog, at cykelstierne ikke er afgrænsede som i Danmark – her flyder de nogenlunde sammen med fortovet, så pas på fodgængere!

Aktiviteter, entrébilletter og guidede ture/udflugter kan du finde og booke hos f.eks. Viator.

Overnatning – forslag til hoteller

Fra hostels med sovesale til lækker luksus på femstjernede hoteller. Hamborg tilbyder det hele. Du skal blot vælge budget og hvor i byen, du vil bo.

Hamborg er ikke anderledes end andre større byer – centrum er dyrest, men som i f.eks. Berlin kan du booke et hotel udenfor byen og nemt komme til centrum med s- og u-bahn.

Vælger du at bo i Altstadt/centrum, så er du tæt på byens største seværdigheder, mens der er større chance for at se noget andet end “turisthamborg” i f.eks. St. Pauli, St. Georg og Altona. Generelt er det forholdsvis dyrt at bo på hotel eller booke lejlighed i Hamborg og som i Danmark er det ikke altid at kvaliteten matcher prisen.

I min Hamborg guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser.

Hotel City House

I St. Georg tæt på banegården og bydelens mange caféer og restauranter ligger Hotel City House, der kun har 30 værelser (både enkelt og dobbelt). Tidligere gæster fremhæver beliggenheden og den gode service. En glimrende morgenmadsbuffet kan tilkøbes. Se billeder og priser på Hotel City House.

The Madison

Vil du ikke gå på kompromis med kvaliteten, så er The Madison helt sikkert noget for dig. Vi taler om lækker luksus i Neustadt i hjertet af Hamborg. Hotellet har adskillige værelsestyper – fra standard til lækre suiter. Her er bl.a. fitness, adgang til spa og mulighed for at tilkøbe morgenmadsbuffet. Se billeder og priser på The Madison.

Holiday Inn Hafencity

Nyt og moderne hotel fra Holiday Inn-kæden, hvis overnatningssteder ofte kan bookes til en god pris. Her er flere forskellige værelsestyper med bl.a. tv, elkedel og gratis wifi. Morgenmadsbuffet kan tilkøbes. Se billeder og priser på Holiday Inn Hafencity.

Fraser Suites Hamburg

Fraserkæden skuffer aldrig. Her er der tale om et lækkert tophotel i Altstadt, hvor du får rigtig god service og faciliteter som spa, fitness, bar/lounge og restaurant. Du bor i suites med bl.a. tv, pengeskab, espressomaskine og gratis wifi. Se priser og billeder på Fraser Suites Hamburg.

Best Western Plus Hotel St. Raphael

På Best Western Plus Hotel St. Raphael bor du bo godt og billigt i hippe St. Georg. Hotellet har 118 værelser og tilbyder bl.a. fitness, bar/lounge og restaurant. Der er mulighed for at tilkøbe morgenmad. Se billeder og priser på Best Western Plus Hotel St. Raphael.

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk.

Læs mere om byens områder og få flere forslag til hoteller i indlæggene Hvor skal du bo i Hamborg og Hotel i Hamborg – de bedste steder at bo.

Mad og drikke i Hamborg

Hamborg er stor nok til at have spisesteder med alt fra curry wurst og enkle tyske klassikere til de fineste michelinrestauranter. Det er en by med internationalt udsyn, hvor du kan finde mad fra det meste af verden.

Selv holder jeg af at spise lokalt når jeg rejser, og det er der rig mulighed for i Hamborg. Jeg holder også af at prøve nyt – f.eks. når de klassiske retter bliver nyfortolket eller fusioneret med andre køkkener og tilberedningsmetoder.

Pænere restauranter finder du bl.a. i gaderne i den sydlige del af Altstadt, mens Karolinenviertel byder på hippe caféer i et kreativt miljø.

I forhold til Danmark er prisniveauet absolut rimeligt. Jeg har bl.a. prøvet disse spisesteder i Hamborg som du kan læse mere om i det mere uddybende indlæg 7 gode spisesteder i Hamborg.

Perle

Tysk med et twist. Superpopulært sted, der lige er et niveau eller to over den klassiske bierstube/schnitzelgeshäft. Åben til frokost (retter fra 13 €) og aften, hvor menukortet er udvidet en anelse. Lille vinkort og lokal øl fra Ratsherren. Meget venlig betjening. På Hopfensack 26.

Paulaners Miraclum

Bryggeriet Paulaner har adskillige restauranter rundt om i Tyskland. Denne på Kirchenallee serverer også traditionelle retter som svineskank, schnitzel og pølser, der selvfølgelig er ledsaget af god øl. Restauranten har siddepladser inde og ude. På Kirchenallee 47.

Erdapfel

Meget populær vegetarrestaurant med udgangspunkt i store kartofler med forskelligt fyld. Det er lækkert og veltilberedt og til absolut rimelige priser. Et sted med topanmeldelser og meget venlig betjening. På Burchardstraße 10.

Laufauf

Et glimrende valg, hvis du søger nordtysk mad i Altstadt/centrum til en rimelig pris. Laufauf ligger roligt ned ad en sidegade med siddepladser inde og ude. På menukortet finder du bl.a. labskovs (signaturret), fisk, flæsk, steaks og schnitzler. Restauranten har et pænt udvalg af øl. På Kattrepel 2.

Frau Möller

Hit eller miss. Frau Möller får gode anmeldelser, men da jeg besøgte stedet var maden bestemt ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld er Frau Möller et perfekt sted at snuppe en øl og se de lokale på slap line i hippe St. Georg. Atmosfæren er i top, og det er næsten som at besøge en ven. Nåh ja, maden: tysk med et udvalg af sandwich. På Lange Reihe 96.

Hamborgs natteliv er legendarisk. Mest kendt er selvfølgelig Reeperbahn med de letlevende kvinder, men byen rundt finder du masser af vandhuller, hvor du kan få slukket tørsten.

Som nævnt er der også masser af fest og farver ved Landungsbrücken, men også langs gaden Sternschanze finder du en stor koncentration af pubs, barer og cafeer.

Aktiviteter og forlystelser

En storby som Hamborg har selvfølgelig en lang række aktiviteter og forlystelser. Byen tiltrækker året rundt bl.a. koncerter, festivals og sportsarrangementer. Klik ind på hamborg.com for at se, hvad der sker under dit ophold.

Museer i Hamborg

Hamborg har også en lang række museer. Udover de nævnte herover kan du bl.a. besøge disse steder:

• Hamburg Museum (bymuseum)
• International Maritime Museum
• IMMH (maritimt museum)
• Kunsthalle (klassisk kunst)
• Altona Museum (med bl.a. dansk historie)
• Panoptikum (voksmuseum)

Vil du spare lidt på feriebudgettet, så vil du nok synes om indlægget Gratis oplevelser i Hamborg.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse til Hamborg er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Hamborg

I min Hamborg guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her