
Inden du rejser til Riga eller kun er i opstartsfasen til at booke en tur til Letlands hovedstad, så kan du i dette indlæg finde masser af nyttig information.
Riga er en rigtig spændende rejseby og i mine øjne temmelig undervurderet. Her finder du først og fremmest en charmerende gammel bydel, men også flotte kirker, interessante museer og flere farverige markeder.
Det kan du læse mere om i min guide til Riga, men jeg har også lavet flere indlæg med fokus på f.eks. spisesteder, aktiviteter og gratis oplevelser. Dem kan du finde nederst på siden.
Inden du rejser til Riga
Inden du rejser til Riga, uanset om turen er booket eller ej, så anbefaler jeg, at du læser Udenrigsministeriets rejsevejledning til Letland.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.
Forsikring
Husk også forsikring eller som minimum EUs blå sygesikringskort, der giver mulighed for behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i.
Jeg anbefaler dog, at du tegner en rejseforsikring, inden du rejser til Riga. Måske har du allerede en i dine øvrige forsikringer eller via Mastercard.
Penge
I Letland bruger man euro. Lige bortset fra markederne, så kan du betale med kort som Visa og Mastercard næsten alle steder. Visa er dog mere udbredt.
Rundt om i byen er der kontantautomater, som også har engelsk menu. Vær opmærksom på, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i automaterne. Der kan også være et loft på, hvor meget du kan hæve. Kontakt din bank for mere information.
Telefoni
Husk at tjekke om du kan bruge din mobiltelefon i Letland. Roaming udenfor Danmark kan være dyrt, men rigtig mange abonnementer har efterhånden udlandstelefoni inkluderet – som regel i Norden eller EU.
Gennemgå dit abonnement inden rejsen – har du ikke udlandstelefoni inkluderet giver flere teleselskaber mulighed for tilkøb af telefoni i et givent land i den periode, du er væk.

Prisniveau
I forhold til Danmark har Letland et lavt prisniveau. Det gælder især på overnatning, hvor du får meget for pengene. Du vil også opleve væsentligt lavere priser på mad og drikke. På en almindelig restaurant vil du kunne finde hovedretter til 18-28 €.
Bedste rejsetidspunkt til Riga
Det bedste rejsetidspunkt til Riga afhænger naturligvis af rejsens formål. Vil du besøge Riga på en “almindelig” storbyferie med f.eks. sightseeing, så anbefaler jeg perioden slutningen af april til slutningen af september.
I mine øjne er det bare lidt sjovere at gå rundt i byen, når vejret er godt. Her er der også væsentlig mere liv i gaderne, hvilket jeg personligt synes giver et anderledes og bedre indtryk af en by eller et sted.
Én ting er vejret, en anden priserne på rejser til Riga måned for måned. Vintermånederne er billigst, men juni og juli er dyrest. Det er dog stadig ret billigt set med danske øjne.
Sammenholder man prisen og chancen for godt vejr, så er især september et godt tidspunkt at rejse til Riga, men også maj og begyndelsen af juni kunne være et godt valg.

Rejser til Riga
Du kan rejse til Riga på flere måder. Enten som en pakkerejse eller hvor du booker fly og hotel hver for sig.
Jeg benytter altid sidstnævnte metode, hvor jeg booker direkte hos flyselskabet, men vælger du en pakkerejse til Riga med fly og hotel inkluderet, er du dækket af pakkerejseloven.
Du kan finde pakkerejser til Riga her og læse mere om bl.a. flybillet, overnatning og transport herunder.
Flybillet til Riga (+ Lufthavnstransfer)
Rigas lufthavn har koden RIX. Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Riga med Air Baltic. Fra København også med Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves i sommermånederne eller fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.
Husk at være opmærksom på bagagereglerne. Hvad er inkluderet i billetten og hvad skal du tilkøbe – f.eks. lille kabinekuffert eller indchecket bagage.
Fra Riga lufthavn til centrum eller dit hotel har du tre muligheder: Bus, taxi eller privat transfer. Det kan du læse meget mere om i indlægget Fra Riga lufthavn til centrum – sådan gør du.

Overnatning i Riga
Overnatning i Riga er rigtig billigt i forhold til de fleste andre europæiske byer. Her får du virkelig noget for pengene og skal alt efter sæson regne med at betale 400-700 kr. for et værelse på et almindeligt mellemklassehotel.
Selvom Riga er en mindre by, så er der alligevel forskellige områder du kan vælge at bo. Det kan du læse mere om i indlægget Hvor skal du bo i Riga – de mest populære bydele og områder.
Du kan se forslag til overnatningssteder herunder og endnu flere i indlægget Hotel i Riga – de bedste steder at bo.
Det fulde udvalg finder du på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel også de laveste priser.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
1 Neiburgs Hotel – Old Town
Det dejlige Neiburgs Hotel ligger i den gamle bydel. Det er et sted, der igen og igen får fantastiske anmeldelser af tidligere gæster. Hotellet har bl.a. spa, fitness, restaurant og døgnåben reception, hvor man kan hjælpe med udflugter og billetter. På værelserne finder du bl.a. tv, minibar, pengeskab og gratis wifi. Neiburgs Hotel er et topvalg i Riga!
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >2 Hilton Garden Inn Riga Old Town
Hilton-kædens hotel ligger et stenkast fra Sorthovedernes Hus i den gamle bydel. Her bor du i moderne og smagfuldt indrettede værelser. Hotellet tilbyder faciliteter som f.eks. fitness, bar/lounge, restaurant og døgnåben reception. Der er mulighed for at booke familieværelser eller connecting rooms. En skøn morgenmad kan tilkøbes.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >3 Wellton Centrum Hotel & Spa – Old Town
Wellton-kæden har flere hoteller i Riga, som du ofte kan booke til en rigtig god pris. Beliggenheden på Wellton Centrum Hotel & Spa er perfekt, og har du et ønske om at prøve spa i Riga, så kan stedet her være en god deal.
På de moderne værelser finder du bl.a. tv, elkedel, pengeskab og gratis wifi. Der er mulighed for at tilkøbe en glimrende morgenmadsbuffet.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

Transport i Riga
Bor du i eller omkring den gamle bydel, kan du nemt gå rundt til Rigas seværdigheder – større er byen ikke.
Skulle du få brug for offentlig transport, så har Riga et godt netværk af sporvogne og trolleybusser.
I kiosker og billetautomater kan du købe billetter til et bestemt antal ture eller som gælder i tidsbegrænset periode på f.eks. 24 timer eller tre dage. Der er også mulighed for enkeltbilletter, hvis du kan har brug for offentlig transport få gange.
Du kan se mere om ruter, billetter og afgangstider på denne side.
Ture, udflugter og aktiviteter
Langt de fleste aktiviteter og seværdigheder i Riga er nemme at opleve på egen hånd, men du har også mulighed for at tage med på guidede ture og udflugter. Som du kan læse i indlægget Aktiviteter i Riga – 11 ting du kan se, gøre og opleve er der mange muligheder for gode oplevelser.
Du kan klikke ind på f.eks. Viator for at få et godt overblik over ture, udflugter og aktiviteter. Her kan du samtidig læse anmeldelser fra tidligere gæster.
Der er ingen seværdigheder i Riga, hvor det er nødvendigt at booke entré i forvejen. Jeg oplevede i hvert fald ikke selv at stå i kø nogen steder.
Events, festivaler og arrangementer
En by som Riga har året rundt en lang række events og arrangementer. Det kan være af kulturel karakter eller f.eks. udstillinger, koncerter og sportsbegivenheder. Se mere om hvad der sker under dit ophold på liveriga.com.
Læs mere om Riga i disse indlæg
Riga Guide – Den store rejseguide til Riga. Få en introduktion til byen og læs om bl.a. områder, seværdigheder, transport og overnatning.
Aktiviteter i Riga – Forslag til aktiviteter i Riga, når du har se byens største seværdigheder.
Gratis oplevelser i Riga – Seværdigheder og aktiviteter i Riga til dig på lavbudget.
Spisesteder i Riga – Læs om maden i Letland og få forslag til gode restauranter i Riga.
Art Nouveau i Riga – Bliv klogere på Rigas fantastiske bygninger i stilarten art nouveau.
Andre steder du kan få information om Riga og Letland er gennem de officielle kanaler som liveriga.com og latvia.travel.











