Det bliver ikke meget bedre. Fra den store terrasse i vores Thai Twin House kan jeg se solen gå ned bag palmerne. Horisonten farves i et orangerødt skær, mens dagens sidste stråler kaster lange skygger ind over resortet.
Jeg er på Koh Kood Beach Resort på den thailandske paradisø Koh Kood. Resortet, der er ejet af Jysk Rejsebureau, er populært blandt danske backpackere og familier. Helt forståeligt – for her kan du både finde eventyr og de optimale rammer for en afslappende badeferie.
“Velkommen”, siger den unge pige i receptionen, da vi efter en lang køretur fra Bangkok, og derefter med båd til Koh Kood, endelig er ankommet til Koh Kood Beach Resort. Solen skinner fra en skyfri himmel, og udsigten fra den kombinerede reception og restaurant er intet mindre end mageløs.
Under os ligger thailandbugtens blå hav, og lige bortset fra en enkelt fiskerbåd, så er der ikke et skib i sigte. Ingen larmende jetski eller paragliding, bare ro.
Dejlige indkvarteringsmuligheder
Vores Thai Twin House er aldeles lækkert. Ikke luksus, slet ikke. Men her er, hvad der skal være. En god stor seng, køleskab og et skønt udendørs badeværelse, der giver en følelse af at være i et med naturen. Værelset er måske lidt slidt, men det opvejes nemt af den store pragtfulde terrasse med udsigt til det store hav.
Her er jacuzzi, solstole og spisebord. Med andre ord: god plads. Resortet har fire Thai Twin Houses, der sidder sammen to og to. Vi deler terrasse med nabohuset, så her er ikke meget privatliv. Til gengæld er det et perfekt sted for f.eks to par eller en børnefamilie.
Koh Kood Beach Resort har to andre indkvarteringsmuligheder. De såkaldte Sunset Houses og billigste valg, Bali Bungalows, der nok kan synes mørke, men er dejlige og giver en følelse af noget autentisk. Uanset hvilken standard du vælger, så er morgenmad, air condition, minibar, safetyboks og tv inkluderet.
Pool og aktiviteter
Området er velholdt, poolen indbydende, og den ligger skønt med udsigt over havet. Der er faktisk ikke rigtig noget at beklage sig over. Nåh ja, stranden er minimal, men da der kun er plads til få gæster, så har vi den som regel for os selv.
Til gengæld er hængekøjerne mellem palmerne populære. Og jo, indrømmet, jeg snupper også en enkelt lur her til lyden af rolige bølgeskvulp.
Snorkeludstyr, cykler og kajak. Du kan låne det hele på resortet. Svømmer du ud langs klipperne, så har du gode muligheder for at se fisk. Det gjorde vi i hvert fald.
Der er kun ganske lidt trafik på Koh Kood, så øen er et oplagt sted at cykle, men vejene er stejle, så det kræver en vis kondi, finder vi hurtigt ud af. Har du mod på en kajaktur, så er der gode oplevelser i vente. Vi kommer forbi uberørte paradisstrande, hvor vi er de eneste besøgende.
God mad
“Jeg sagde da ellers, at det kun var mig, der skulle have fisk”, udbryder jeg overraskende. Foran mig ligger en kæmpe grillet barracuda, der nemt kan mætte en håndfuld mennesker. Barracudaen bestilte jeg i går, for der serveres kun udskårede fiskestykker på resortets restaurant, hele fisk skal bestilles i forvejen.
Til gengæld har jeg fået, hvad jeg har betalt for og mere til. Den grillede barracuda er lækker, og i det hele taget spiser man glimrende på Koh Kood Beach Resort. Der er thaimad, steaks og pastaretter på menukortet, og mon ikke alle vil kunne finde noget de kan lide. Og så er der jo udsigten fra restauranten, den er helt fantastisk.
“Kom godt hjem, måske kommer I tilbage en dag”, siger receptionisten, da vi hanker op i vores bagage for at gå ned til molen, hvor speedbåden, der skal bringe os til fastlandet venter. Ja, hvem ved, vi har i hvert fald haft et dejligt ophold på Koh Kood Beach Resort.
Det er et sted, der kan være præcis som du vil have det. Eventyr? Snup en cykel- eller kajaktur. Afslapning? Book et af de store huse og nyd lidt kvalitetstid med familien. Uanset af hvilken grund du kommer til Koh Kood Beach Resort, så vil du helt sikkert ikke fortryde det.