Hustlerne er her stadig. Med alle midler prøver de at få penge ud af de netop ankomne turister. Godt nok er lufthavnen ny, men personalet er tilsyneladende det samme.
Jeg er tilbage i det lille vestafrikanske land Gambia, hvor en intetanende familiefar bliver afkrævet et større beløb for at have taget et billede af sine børn i lufthavnsbygningen. Men det er kun begyndelsen. Senere kommer også påtrængende gadesælgere, taxichauffører og mange andre for at hive fat i dig.
Jeg tager mig selv i at blive irriteret, men i et land, hvor enhver er sin egen lykkes smed, er det vel naturligt, at alle midler bliver taget i brug for at få mad på bordet.
Hustlere og aber i Kotu
Hvad er nu det, der render rundt på min terrasse? Knap har jeg sat kufferten, før den første abe står klar for at afkræve mig noget spiseligt. Grøn marekat, en større abe, der ikke er til at spøge med finder jeg ud af nogle dage efter.
Vores nabo, en engelsk kvinde, troede hun kunne give ungerne bananer før de voksne fik. Den slags gør man ikke i en abeflok med streng hieraki, hun blev bidt og måtte en tur på hospitalet.
Man kan næsten ikke kalde Kotu for en by. Her bor stort set ingen lokale, og området består faktisk kun af en håndfuld hoteller, der næsten alle ligger ud til Atlanterhavet. Når der er turister, dukker der selvfølgelig også småhandlende op. Her sælger de souvenirs, batik, træfigurer og meget andet.
Byen er fyldt med de såkaldte bumsters – som regel unge mennesker, der bruger dagen på at kontakte turisterne for at lokke lidt dalasi ud af dem. De er meget ihærdige og kan følge dig i lang tid. Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Hvor bor du?
Vi får heller ikke lov til at gå mange meter, før de kontakter os. Et par blege europæere, der ligner nogle, som ikke har set solen i lang tid må jo lige være ankommet.
Heldigvis er jeg forberedt på dem, og min evne til at ignorere dem og bare sige nej tak hjælper mig også i denne situation. Jo, det er en lidt ubehagelig måde at afvise folk på, men her i Gambia kan det være godt at kunne.
Strandene i Gambia er lange og fine, men det er ikke et sted man ligger og soler sig. De påtrængende unge sværmer om turisterne, der efterhånden søger dækning på hotellernes respektive strandafsnit.
Vi går mod nord, forbi strandbaren Destinys, til det lille Fajara Craft Market, der har ca. 30 små butikker med lokalt håndværk. Og jo, på vej tilbage til vores hotel husker vi selvfølgelig at købe bananer til aberne.
På besøg i Abuko Naturpark
“Sidste gang jeg var her, lå der en kongepython oppe i det træ”, fortæller vores guide, der fører os rundt i Abuko Naturpark. Parken blev grundlagt i 1968 af englænderen William Brewer, der ville beskytte de dyr, som jagt endnu ikke havde udryddet.
I begyndelsen havde han ikke megen opbakning, men med Banjul-deklarationen i ryggen, der gjorde det forbudt at skyde vilde dyr, fik han loven på sin side og bedre muligheder for at føre sit projekt ud i livet.
Abuko er det eneste område i miles omkreds, hvor de vilde dyr har et fristed. Det er ikke kun i Gambia, at parken er berømt, TV-kanalen Discovery, har optaget et par udsendelser her, primært om parkens aber. Abuko er en ca. fire km lang vandresti med vild og meget varieret vegetation til alle sider.
Der er oprettet et par udkigsposter, hvor man har en chance for at se en del af parkens dyr. I vild tilstand kan man opleve tre forskellige abearter: grøn marekat, rød colubus og rød pata. I hvert fald førstnævnte kan man ikke undgå at støde på, de vænner sig hurtigt til mennesker.
I et vandhul midt i parken lever 10-20 mindre krokodiller. I Abuko lever også antiloper, kratbuk, egern, slanger, heriblandt den grønne mamba og kongepythonen, og ca. 250 forskellige fuglearter.
Midtvejs i parken når man til et lille center, hvor man prøver at hjælpe tamme aber ud i den vilde natur. Her finder man også et par indhegninger med bla. hyæner og gribbe. Frivillige tilbyder sig som guider, men de forventer naturligvis drikkepenge.
Træskærermarkedet i Brikama
Børnene stormer efter os. I en kødrand står de rundt om os og vifter med papir og kuglepen. “Må jeg få din e-mailadresse”, råber de i munden på hinanden. Vi er i Brikama, hvor træskærermarkedet venter. Det er et ret beskedent marked, men det er spændende at se, hvordan de forskellige figurer bliver lavet.
På træskærermarkedet kan man heldigvis gå i fred. Markedet er ved at lukke for at flytte til nye flotte lokaler et par km nord for byen. Synd for det ellers autentiske miljø på det nuværende marked, men helt sikkert godt for træskærernes forhold.
Vi er på vej hjemad igen, men oplevelserne er ikke forbi. Ser vi syner? I vejkanten holder en ældre skrælllet HT-bus. Lyngby Station står der på displayet.
Bor du på 1. sal har du selvfølgelig ikke vand
Som dagene går, kommer der mindre og mindre vand ud af vores bruser. Til sidst strejker den helt, og jeg må en tur ned i hotellets reception for at skaffe en mand, der kan åbne for sluserne igen. Det er nu ikke helt så nemt.
“Aha, du bor på 1. sal”, konstaterer manden i receptionen med et smil – “Så er det jo klart, at du ikke har noget vand – trykket du ved”, siger han og slår undskyldende ud med armene.
Han har tilsyneladende ikke tænkt sig et gøre noget ved problemet, men så let skal han ikke slippe. Jeg forlanger, at det bliver repareret, men det bedste han kan gøre er at give mig nøglerne til et andet værelse, så vi kan gå i bad der.
Sådan bliver det. Manden forklarer, at helt nede bagerst på hotelområdet ligger nogle værelser, der ikke bliver brugt så tit, og der kan vi gå i bad. “Husk at komme tilbage med nøglerne når du har brugt værelset, der skal jo gøres rent”, råber han efter mig, da jeg er på vej ud af receptionen.
Vi pakker vores ting og går ned på værelset for at bade, men er ikke alene. Midt på gulvet står en halv meter høj myretue!
Det er vist lang tid siden, der har været nogen her, men vi kan jo sagtens benytte badet. Jeg afleverer nøglerne i receptionen igen og roser selvfølgelig manden for den gode rengøring. Resten af ferien går vi i bad hos myrerne, hvis tue langsomt bliver større. Der kommer aldrig nogen og gør rent.
En tur til Banjul
Der er faktisk ikke så meget at komme efter i Banjul. Ingen historiske monumenter eller bemærkelsesværdige bygninger. Det må uden tvivl være en af verdens mindste hovedstæder. Vi besøger Albert Markedet, der er lidt af et sansebombardement. Her er et kaos af mennesker; købere, sælgere og nysgerrige går rundt i et virvar af varer.
Området er nogenlunde delt ind i varegrupper, f.eks. tøj/sko, grøntsager, træarbejde, skræddere, dyr, mad og meget andet. Her er en masse smalle stræder, og det kan være svært at finde rundt. Ustandseligt, og især ved indgangen, bliver vi mødt af de stedlige Bumsters, der vil følge os rundt på markedet.
Banjul blev grundlagt i 1816 og har i dag ca. 55.000 indbyggere. Det var englænderne, der her oprettede en slags base til videre ekspeditioner ind i landet. Byen voksede og er i dag hovedstad i Gambia, men kun landets andenstørste by efter Serrekunda.
“Se den kø”, siger vores chauffør og peger, “Alle de mennesker er på vej ind i fængslet, de gør det frivilligt, for der kan de få noget at spise og en seng at sove i”. Det er vist den omvendte verden, tænker jeg og trækker lidt på smilebåndet. Udenfor porten står nemlig 20-30 indsatte i stribede fangedragter i bedste Anders And stil og hakker i jorden.
På tur ned ad Gambiafloden
Skibet tøffer derudaf, og jeg kan mærke at vinden tager fat i mit hår. Jeg er på vej ned ad Gambiafloden for at se nærmere på byerne Juffureh og Albreda og den gamle slaveø James Island. Juffureh har opnået berømmelse pga. Alex Haleys berømte roman, Roots, eller på dansk, Rødder, der tager udgangspunkt i den lille by ved Gambiaflodens bred.
Jeg går i land i Albreda og kigger indenfor i det lille museum, der fortæller om slavernes frygtelige liv. Ved siden af kan man se ruinerne af det gamle kommandanthus fra dengang slaveriet var en vigtig indtægtskilde for europæerne.
Det er Juffureh turisterne kommer for at se. En ældre dame synes at være midtpunkt. Hun hedder Binde Kinte og skulle være efterkommer af Kunta Kinte, der er hovedpersonen i Rødder.
Det siges, at det er Binde Kintes mand, Fofana, der har videregivet historien til Alex Haley. Mange sætter dog spørgsmålstegn ved ægtheden af Haleys roman, men i hvert fald er man enige om, at historien er realistisk og sagtens kunne være fundet sted.
På trods af den store turistinvasion, så virker Albreda og Juffureh meget autentiske. Men måske har de ret kritikerne. De påstår, at når første turistbåd dukker op i løbet af formiddagen, så går et stort maskineri i gang. Juffurehs indbyggere indtager deres faste pladser foran de traditionelle redskaber eller som ammende mødre. Juffureh skulle således være et stort turistshow.
Vi sejler ud til James Island, der engang var et fort. I fangekælderen sad op til 3000 slaver og ventede på at blive transporteret til Nordamerika. Turistshow eller ej, historien kan ingen lave om på, og den er ikke for sarte sjæle.
Der er også fordele ved at bo på 1. sal
Vi har stadig masser af aber på vores terrasse. Det er som om, at de ved hvornår vi står op, og hvornår vi kom hjem. En af dem går endda hen for at hive i dørhåndtaget, samtidig med at den kigger ind af vinduerne.
De får selvfølgelig en del bananer som de sætter sig op på gelænderet for at spise. Når de er færdige, dropper de bare skrællerne, til stor ærgrelse for manden, der bor nedenunder. Når det ikke er aber, der besætter vores terrasse, så er det væverfugle, der altid kommer i store flokke. Også de får lidt godt.
Farvel til Gambia
Jeg har netop afleveret min bagage. I lufthavnen bliver jeg igen mindet om, at det er nogle år siden jeg har været her sidst. I dag er der en moderne lufthavnsterminal, men for nogle år siden blev al bagagen kørt på traktor ud til flyet, hvor man så skulle finde sin kuffert i den store bunke.
Når det var gjort, stillede man sig i kø til inspektion. Jeg husker, at der bag et bord stod en meget stor gambianer, der lignede Ugandas tidligere diktator Idi Amin til forveksling.
Han spurgte mig hvad jeg havde i kufferten, hvortil jeg svarede tøj, shampoo og en radio. Her lyste den mørke mand op…en radio? Han ville meget gerne vide, om der var batterier i radioen – de var nemlig farlige og kunne udgøre en del af en bombe, mente han.
Jeg kunne ikke huske om der var batterier i radioen og så blev der ikke gjort mere ved det. Ind i flyet med mig og videre til næste passager. Jo, Gambia er anderledes – fuldstændig som man forventer et land i Vestafrika vil være.
Praktisk information til dit besøg i Gambia
Transport
Ind og ud
Langt de fleste rejser til Gambia på en charterrejse. Er du på egen hånd, så er en mellemlanding nødvendig. F.eks. i London, Amsterdam eller Casablanca.
At komme rundt
For turister er det mest interessante transportmiddel de grønne turisttaxier. De holder som regel uden for hotellerne og skal nok gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Fra Kotu og Kololi er der faste priser på turene med eller uden ventetider for chaufføren inkluderet. Men aftal altid pris inden turens start.
Chaufførerne er venlige mennesker, der gerne fortæller om deres familie og de ting man kører forbi. I det hele tage er de meget hjælpsomme – selvfølgelig i håb om at der falder lidt drikkepenge af.
Udenfor hotellerne vil man også blive kontaktet af de officielle turistguider. De er gratis, men forventer selvfølgelig drikkepenge. Man kan roligt tage en guide med på tur hvis man føler sig utryg, når man er på sightseeing.
De gule lokaltaxier findes ikke i turistområderne, men er man i Banjul kan man sagtens tage sådan en tilbage til hotellet. De gule taxier er billigere end turisttaxierne. Der findes også lokale touroperatører, men tjek altid hvad der er inkluderet i prisen.
I Kololi, på den lille sidevej, finder man Arch Tours, der er et velrenommeret tourbureau. Skal du længere væk, kan du tage de små minibusser – de er billige, men komforten er i bund. De er ofte overfyldte og afgangstiderne er noget svævende.
Overnatning
Gambia har i årevis modtaget turister, der nyder de gode resorts langs kysten. Nogle af dem er store som byer, og der skal nok være dem, der aldrig kommer udenfor hotellet. Kotu og Kololi er de mest kendte feriebyer – her er ikke megen lokalstemning, men det er bare om at tage en taxi ud i det blå for at opleve landet.
Banjul har et begrænsede overnatningsmuligheder, de fleste vil nok være mest interessant for backpackere på lavbudget. Du kan finde overnatning på hotels.com.
Mad
Der er ikke det store udvalg af restauranter i Gambia. De fleste bedre steder ligger på hotellerne, hvor en hovedret koster ca. 80-100 kr., men det kan sagtens gøres meget billigere på lokale restauranter. På stranden ligger såkaldte beachshacks med primært fisk på menuen.
Gambiansk mad er enkel. Man bruger de friske råvarer man har til rådighed – det kan være bønner, tomater, kartofler og ris. Retterne er ofte sammenkogte eller stuvninger. Prøv f.eks. chicken yassa, der en klassisk gambiansk ret bestående af kylling, løg, lime og peber.
Aktiviteter
Bijilo Monkey Park er en abepark med afmærkede stier. Ligger lige syd for Kololi.
Katchikally er en berømt hellig pool med “tamme” krokodiller som man kan røre ved. Desuden ligger her et mindre museum.
Stor 18-hullers golfbanebane finder du i Fajara i gåafstand fra Kotu.
Gambias nationalmuseum ligger på July 22 str. i Banjul, åbent fra 8.00-16.00 mandag til torsdag. Øvrige dage, undtagen søndag, lukkes klokken 13.00.
Vejret i Gambia
Gambia har tropisk klima med tørtid når vi har vinter. Her ligger temperaturen på ca. 30 °C, men i marts/april kan det nemt blive 35-40 °C. I tørtiden er luftfugtigheden lav. Om sommeren er det regntid med temperaturer på 30-35 °C og høj luftfugtighed.
Generelt kan det ved kysten virke noget køligere, her er det også en god idé med en lun trøje til aftenerne fra december-februar.
Øvrigt
Der findes banker og kontantautomater i Banjul. Valutaen hedder dalasi – en valuta, der ofte har store kurssvingninger. Sørg for hele tiden at have småpenge på dig, så du har til drikkepenge. Kontantautomaterne er ikke altid fyldt op.
Turistområdernes strande er udmærkede – bemærk dog de store tidevandsforskelle og hold øje med sælgere og “bumsters”, der kan virke meget påtrængende. Mod syd findes dog mere rolige strandområder, bl.a. Osprey Beach og Sanyang Beach. Husk høj solfaktor, solen er meget stærk.
Husk rejseforsikringen og måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Gambia – se anbefalinger her.
