“African Darter”, råber spotteren og peger på en smuk fugl, der netop er lettet. Vi når ikke at tage kameraet frem, før en kæmpe krokodille hopper i vandet få meter fra os. Folk stivner. Den er enorm, måske lige så stor som vores båd.
Men vi ser desværre ikke mere til krokodillen på vores sejltur i de små creeks langs Gambiaflodens nordlige bred. Jeg er på besøg i Tendaba Camp, der ligger pragtfuldt mellem Kiang West Nationalpark og Baobolong Wetland Reserve i det centrale Gambia.
Minibussen tøffer af sted. Vejen er hullet og i utrolig dårlig stand. Af og til passerer vi overfyldte lokalbusser, der får støvet til at hvirvle op, så man næsten ikke kan se ud af forruden. Chaufføren forsøger at finde et godt spor, og i perioder kører vi i den forkerte side af vejen.
Vi kommer forbi søvnige landsbyer, hvor børnene prøver at lappe de mange huller i vejen med grus og småsten. Til gengæld får de et par håndører af de forbipasserende chauffører.
Endelig er vi fremme. Vi er kørt 160 km ned ad floden, men turen tager alligevel fire timer. Børnene i den lille landsby, Tendaba, hvor indbyggerne bor i lerhytter ud til floden, kigger forventningsfuldt på endnu en flok turister, der skal besøge campen, der ligger lige ved siden af. Har de mon noget med til os, synes de at tænke.
Tendaba Camp er fra 1970’erne, og blev i sin tid opført som jagtcamp. I årtier var jagt almindelig i Gambia, først i 1977 blev det forbudt at skyde vilde dyr, men da var det for sent. Både elefanter, giraffer og leoparder nåede at blive udryddet, og i dag er det ret begrænset, hvad man kan se af dyr i området.
Tiden har sat sine spor i campen, den er slidt, og indkvarteringen er enkel, men dog med eget bad, der dog kun virker i perioder. Det samme gælder elektriciteten. Man kan bo i hytter eller i små værelser, der ligger i mindre aflange huse. Det er primitivt, og her er ingen aircondition til at tage toppen af den kvælende hede.
Et paradis for fuglespottere
“Så er der afgang”, råber kaptajnen på den lille båd. Vi er klar, og stille glider vi gennem vandet til vores mål, Baobolong Wetland Reserve, der ligger på den anden side af floden.
Fuglespottere fra nær og fjern valfarter til campen, for at tage på opdagelse i det store vådområde, der kan prale af hele 500 forskellige arter, deriblandt papegøjer, hejrer, kingfisher, storke og mange andre.
Baobolong Wetland Reserve består primært af vådområdet, men også af savanne og lidt skov – i alt ca. 220 km².
Mange steder ser vi mangrove og sump – her er øde og rigtig gode forhold for dyrene, der også tæller oddere, aber og den plettede hyæne. Og nåh ja, det er her i de små creeks, vi pludselig bliver overraskede over den store krokodiller, der hopper i vandet få meter fra os. Fantastisk!
Vi ser en masse fugle, vores spotter er god til at få øje på dem og pege dem ud. De rigtige fugleentusiaster på campen hyrer deres egen guide for at tage af sted på egen hånd. Om aftenen udveksler de erfaringer og billeder. Nogle af dem bor her i ugevis.
I et par timer sejler vi rundt i de små creeks og nyder både naturen og stilheden. Her er smukt. Floden er blikstille. Og øde. Sen eftermiddag, mættet af oplevelser, vender vi snuden mod campen. Vi bliver overrasket af tidevandet. Det er ebbe, og vi kan ikke komme ind til bådebroen. Vi rokker fra side til side, mens motoren prøver at skubbe os hen over flodbunden. Det lykkes.
Afrikansk dans
Manden hopper rundt som en høne. Sveden hagler af ham, og hans mørke hud glinser fra skæret af bålets flammer. Også jeg sveder i denne hede tropeaften.
Maden er spist, og nu er det tid til underholdning. Dans. Indbyggerne fra landsbyen ved siden af er kommet op til campen, for at vise os lidt lokal kultur. De voksne danser, mens børnene sætter sig sammen med de fremmede hvide mennesker.
De snuser til os, børnene. Lugter vi mon anderledes en dem selv? Noget tyder på det, en lille pige løber hen til sin mor i sikkerhed. Dansen er stadig i gang, den synes uendelig, måske fortsætter de til regnen kommer?
Morgen i campen og på safari i Kiang West Nationalpark
Der er stille. Ikke en lyd, bortset fra de lystigt pippende fugle i det fjerne. Det er morgen, og solen er ved at stå op i horisonten. Jeg går ned til floden, hvor sceneriet er mageløst.
Beboere i Tendaba er på vej ud på floden for at fiske, og det er sådan et øjeblik man husker i lang tid fremover. Også børnene fra landsbyen er oppe. De vinker, men har travlt med at hjælpe de voksne med nettene.
Børnene stormer hen til bilen, hver gang den stopper. De vil have vores vandflasker, som de laver om til bla. legetøj. Vi er på vej ud i Kiang West Nationalpark, der er nabo til Tendaba Camp. Et par små landsbyer bliver passeret, og uanset, hvor vi kommer frem, så er vi genstand for en enorm interesse.
Kiang West Nationalpark, der er grundlagt i 1987, betragtes som Gambias vigtigste park. Her er alle de tilbageværende dyrearter i landet samlet. Det siger nu ikke så meget, men de heldige kan opleve hyæner, antiloper, vildsvin, kratbukke og ca. 250 fuglearter.
Kiang West er ikke som en safari i Østafrika, man kan køre længe uden at se nogen dyr, så ligesom med fugleentusiaterne i Baobolong Wetland Reserve, der bliver i området i længere tid, så gælder det samme for naturelskerne, der sammen med en guide, kan bruge lang tid i nationalparken.
De to nationalparker ligger overfor hinanden, delt af Gambiafloden. Kiang West består primært af sletter, skov og åben savanne, men her er også mangrove og små creeks, der gemmer på masser af liv i form af fugle og insekter.
Her er overraskende få turister, men det gør kun oplevelsen bedre. Indbyggerne i de små landsbyer har lov til at samle brænde i parken, men ellers er den fredet.
Et par hundrede meter væk, bag et budskads, ser vi en flok bavianer, men de forsvinder, da de ser og hører os. Flere steder i nationalparken er der små højdedrag, hvor man har en god udsigt over store dele af parken og Gambiafloden. Måske får man øje på et dyr.
På hjemvejen gør vi stop i en lille landsby. Det er primitivt, og hele familien sover i samme rum. Vi har lov til at kigge rundt i husene, og det gør vi så.
Tilbage i campen er det blevet tid til at spise. Restaurantens specialitet er vildsvin, der kun er en lille smule bedre end den øvrige mad, som bliver serveret. Det er enkelt, og man skal ikke forvente at se Michelinstjernerne glimte her i nærmeste fremtid.
I morgen tager vi tilbage til kysten igen. Turen har været god, jeg havde forventet at se lidt flere dyr, men den øde natur og de små landsbyer har været spændende oplevelser.
Praktisk information til dit besøg ved Tendaba Camp
Du kan købe færdigpakkede ture til Tendaba Camp i turistbyer som Kotu og Kololi (Senegambia). Alle måltider er som regel inkluderet i prisen, og det er entré til nationalparkerne også. Se mere på campens Facebookside.
Det kan blive uudholdeligt varmt ved Tendaba – ofte over 40 °C. Sommermånederne er regntid og nok en periode man skal undgå. Det kan være svært at komme rundt, og der er rigtig mange myg. Vintermånederne er til gengæld et fint tidspunkt at besøge campen – det er varmt med masser af sol.
