Hjem Indien Besøg i Fatehpur Sikri – mogulernes forladte by

Besøg i Fatehpur Sikri – mogulernes forladte by

+ praktisk information til dit eget besøg ved Fatehpur SIkri nederst på siden

fathepur sikri
Diwan-i-Kas, mogulens modtagehal

Turisterne valfarter til Agra for at opleve Taj Mahal. Helt forståeligt, men når du nu alligevel er i området, kan du gøre lige som os: Finde transport for at besøge Fatehpur Sikri, der ligger ca. 40 km mod vest.

Fatehpur Sikri anses for at være det bedst bevarede palads fra mogultiden. Det skyldes primært, at området kun blev brugt i 14 år, hvorefter det blev forladt. Det var Akbar den Store, der grundlagde den daværende hovedstad i 1571 som tak for, at byens helgen havde forudsagt fødslen af dynastiets tronfølger.

Paladsområdet er bygget i rød sandsten. Flere steder ser vi flotte udskæringer – især i Rumi Sultana, det lille hus hvor Akbars muslimske hustru boede. Selvom Akbar var muslim, så havde han stor interesse i andre religioner.

Fatehpur Sikri er stærkt præget af hinduismen, og Akbar selv forsøgte at kombinere religionerne i hans dagligdag. Bl.a. havde han tre koner, der bekendte sig til hver sin religion. En var muslim, en anden hindu og en tredje kristen.

Akbars store interesse for teologi gjorde, at han opførte tilbedelsens hus, hvor de forskellige religioner kunne diskutere livets store spørgsmål. Mogulen var selv en del af møderne, der havde deltagelse af muslimer, hinduer, jainister og sikher. Akbar havde sågar inviteret kristne jesuitter fra den portugisiske koloni i Goa til at bo ved hoffet.

Ligesom i andre paladser fra mogultiden, så finder man også her en offentlig og en privat modtagehal. Sidstnævnte (Diwan-i-Khas) er ganske lille og har en sær, men meget smuk trone, hvor mogulen har siddet.

I hjørnerne var der plads til rigets ministre. Diwan-i-Khas ligger i den ene ende af en stor gård, og modsat finder man mogulens private gemakker og det føromtalte hus, Rumi Sultana.

I næste gård ser vi huset, hvor Akbars kristne kone boede. Langt størstedelen af Fatehpur Sikri synes lidt kold i sin fremtoning uden nogen form for dekorationer, men i dette hus er det tydeligt, at der har været malerier på væggene.

Vi går gennem den fine port for at komme til Jodh Bai’s hus, hvor mogulens hinduistiske kone som det siges at han havde et særligt godt øje til boede. Paladsområdet byder desuden på gårdanlæg, haver og pavilloner.

fathepur sikri
Paladset i Fatehpur Sikri, længst væk Diwan-i-Khas, til højre Rumi Sultana

Vi besøger også Jama Masjid, der ligger lige ved siden af paladset. Moskéen gør sig bemærket ved størrelsen, men også ved de smukke indgangspartier. Mest imponerende er hovedindgangen, Victory Gate, Indiens højeste port på hele 54 meter, der blev opført som symbol på Akbar den Stores sejr i Gujarat.

Indenfor i gården ser vi et et lille mausolæum, der er bygget i hvid marmor. Det ligger temmelig malplaceret, men her hviler Shaikh Salim Chishti, den helgen, der forudsagde, at Akbar ville få en søn.

Både mænd og kvinder skal dække håret for at komme ind i mausoleet. Vi får udleveret en lille plasticskål til at sætte på hovedet, og jeg er heldigvis ikke den eneste, der ser dum ud! Moskéen siges at være et frugtbart sted, og selv i dag kommer barnløse kvinder hertil i håbet om et mirakel.

Akbar forlod som sagt Fatehpur Sikri kort tid efter paladset blev bygget. Nogle mener at vandmangel var årsagen, men det kan lige så godt have været af strategiske årsager. Efter tiden i Fatehpur Sikri bosatte han sig i Lahore for derefter at tage tilbage til Agra.

Umiddelbart synes Agra Fort at være lige så velholdt og i hvert fald er det større og mere sammenhængende end Fatehpur Sikri, der fremstår fuldstændig som det, det er; forladt.

Har du fået lyst til selv at besøge Fatehpur Sikri, så kan du finde praktisk information under billedet.
Smukt indgangsparti i Fathepur Sikri

Praktisk information til dit besøg i Fatehpur Sikri

Fathepur Sikri ligger som nævnt 40 km vest for Agra. Området er en del af Indiens Gyldne Trekant – en rute, der inkluderer Delhi, Jaipur og Agra som mange turister rejser ad.

Er du i Agra og vil besøge Fatehpur Sikri, så er der flere muligheder: tag selv en taxi (ca. 2000 rp.), en guidet privat udflugt eller i gruppe. Book på stedet (få evt. hjælp af dit hotel) eller online hos f.eks. Viator.

Der er entré til selve det historiske område, mens moskéen er gratis. Forvent masser af påtrængende sælgere og andre, der vil have din opmærksomhed. Det gælder bl.a. falske guider og rickshawchauffører.

Overnatning

Agra har overnatning for enhver smag og pengepung. Du kan booke hotel, lejlighed eller guesthouse på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de billigste priser.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indien inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

fathepur sikri
Tronen i Diwan-i-Khas
Jama Masjid i Fathepur Sikri

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her