Ingen har som Mohandas Karamchand Gandhi sat sit præg på Indien. Hans årelange kamp for retfærdighed og selvstændighed står som en af de største bedrifter i verdenshistorien.
Den utrættelige og uselviske Gandhi satte sig op mod de britiske koloniherrer, der hurtigt tabte kampen på ord, men til gengæld var eksperter i undertrykkelse og magtanvendelse.
Gandhi har for altid taget plads i den indiske historie som en slags landsfader, der jog fjenden på flugt. Inderne dyrker ham stadig og har næsten minutiøst skildret hans sidste minutter – ingen detaljer synes for små, når man taler om ham, og det virker næsten som om de forventer at Gandhi en dag står der lyslevende igen klar til endnu en kamp.
Gandhi rejser til Sydafrika
Gandhi blev født i Indien, men tog efter skolen til England for at læse videre til sagfører. Efter endt uddannelse var han kun kort tid tilbage i hjemlandet før han fik sit første job i Sydafrika. Her følte han på sin egen krop apartheidstyret og kunne ikke undgå at bemærke hvordan indiske arbejdere blev ydmyget og nedgjort pga. deres hudfarve.
Gandhi besluttede straks at gøre noget ved problemet. Han “opfandt” en række metoder til at tage kampen op, bl.a. endagsstrejker og bevidst overtrædelse af apartheidlovene.
Desuden var det vigtigt, at de indiske arbejdere ikke tyede til vold, hvis de blev angrebet – han ville på den måde appellere til magthavernes samvittighed. Gandhi opnåede gode resultater, og da han i 1914 vendte hjem til Indien, var han således allerede et kendt navn.
Kampen for et selvstændigt Indien
I Indien blev han hurtigt leder af modstanden mod det britiske styre. Gandhi brugte lang tid på at rejse Indien tyndt for at sætte sig ind i forholdene. Han boede i et primitivt kollektiv sammen med venner, hvor de levede af egne afgrøder og lavede deres eget tøj.
Gandhi blev adskillige gange stillet for en dommer, når han nægtede at adlyde det britiske styre. Flere gange måtte man løslade ham igen, da man var bange for den store folkemængde, der støttede ham uden for retslokalet. Gandhi nåede dog at tilbringe i alt otte år i fængsel.
Nogle af Gandhis mærkesager var bl.a. forbud mod børneægteskaber, at Indien skulle rumme alle religioner, lige forhold for mænd og kvinder og især afskaffelse af kastesystemet.
De kasteløse blev Gandhis yndlinge – han kaldte dem Harijan – Guds Børn. Gandhi mente desuden, at Indiens styrke lå i landsbyerne. Han opførte derfor adskillige ashram-skoler der havde et stykke jord tilknyttet.
En af Gandhis mest berømte aktioner var saltmarchen i 1930. Her førte han hundredetusinder indere ud til Guajarats kyst, så de kunne udvinde deres eget salt. Dette var svar på regeringens fordobling af skat på salt.
Inderne levede som andenrangsborgere i deres eget land. De blev undertrykt og fik de dårligste job. Gandhis langsigtede mål var et selvstændigt Indien, men det var ikke lige meget hvordan målet blev nået.
Inderne måtte ikke ty til vold, og mange gange måtte demonstranterne finde sig i at blive banket eller slået ned uden at gøre modstand. På den måde ville man ligesom med apartheidstyret i Sydafrika appellere til magthavernes samvittighed.
Indien bliver selvstændigt og delt
Et af briternes argumenter for at besætte Indien var, at hinduerne og muslimerne ikke kunne sammen, men som Gandhi ofte sagde, så kunne det aldrig blive englændernes problem.
Netop splittelsen mellem de to religioners tilhængere gik Gandhi meget på sinde, især da man så småt begyndte at snakke om at dele landet, når selvstændighed blev muligt – en deling som Gandhi ikke ville høre tale om.
Han tilbød endda den muslimske leder at tage plads som præsident i et selvstændigt Indien, men flere voldelige episoder mellem muslimer og hinduer forstærkede kravene om en opdeling af landet.
Gandhi måtte til sidst konstatere, at han var den eneste, der talte for et forenet Indien, han kunne hjælpeløst se på, at parterne delte landet op. Flytningen af de mange millioner mennesker endte i kaos med mange tusinde døde.
Gandhi blev myrdet i 1948 af en fanatisk hindu, der ikke kunne tolerer ønsket om en multireligiøs stat. Blot et år efter fik Indien sin selvstændighed – en begivenhed som Gandhi altså aldrig nåede at opleve.
Nyheden om hans død satte Indien i stå og tusinder fulgte ham på hans sidste rejse. Begravelsen af Gandhi fandt sted i Delhi, hvor man i den såkaldte Raj Ghat-park kan se et mindesmærke der er placeret præcis hvor han blev kremeret.
