Det løber koldt ned af ryggen på mig. Jeg får gåsehud. Der er de. Gibbonaberne. I snart en time har jeg hørt deres karakteristiske kalden gennem junglen. De, der siger, at tålmodighed belønner sig har fuldstændig ret.
Da de to akrobatiske dyr svinger sig i trætoppen er det et frydefuldt øjeblik, der sætter prikken over i’et på nogle helt fantastiske dage. Elephant Hills Rainforest Camp er et unikt sted, der ligger imponerende smukt på Chiaw Lan-søen i Khao Sok Nationalpark i Thailand.
“Er du tilbagevendende gæst”, spørger marketing manager hos Elephant Hills, Jonathan Chell, da jeg fortæller ham, at jeg har været her før. Det er jeg ikke, men for snart 10 år siden kom jeg forbi campen, da jeg rejste rundt i Thailand. I dag er stedet ejet af Elephant Hills, der her har opført Thailands første teltcamp.
Beliggenheden ved foden af et enormt limstensbjerg er fantastisk. I de tidlige morgentimer kan man se disen hænge som en dyne rundt om bjerget, og når solens første stråler samtidig rammer den skriggrønne jungle med alle dens lyde, så er det som at være med i en af BBCs gode naturserier.
Jeg lyner op i teltet. Jo, det er luksus. En stor seng fylder det meste, og bagerst er der et hyggeligt badeværelse. Teltet har el, men hverken tv eller telefon. Og hvad skal man egentlig også bruge det til med omgivelser som disse?
Teltene er sat op på et betonfundament, og måske et par små charmerende bungalows i træ ville have passet bedre ind. Men der er nu noget særligt ved at sove i telt. At falde i søvn til lyden af kvækkende frøer og syngende cikader giver en følelse af at være tæt på naturen.
Fodring og elefantvask
De er frække elefanterne. Sukkerrørene vil de ikke have. I hvert fald ikke lige nu. Det bedste først synes de at tænke, så bananer og ananas bliver indtaget i en rasende fart. Vi er i gang med det såkaldte Elephant Experience, der er en del af Elephant Hills dagsprogram, hvor man kan være med til at fodre og vaske de store dyr.
Elefanterne har trænge kår i Thailand. Mange af dem er arbejdsløse og i stedet for at transportere turister, så prøver man at give dem et værdigt liv i campen. Og nej, elefanterne ser ikke ud til at mangle noget. Foran os står en stor kurv fyldt med frugt og grønt, og vi når næsten ikke at skære det ud, før de snupper det ud af hænderne på os.
Så er det tid til en badetur. Elefanterne plasker lidt rundt i den lille sø, før de skal vaskes. Også det er en opgave for deltagerne på Elephant Experience. Nåh ja, det var ikke alle der nåede så langt – den lille elefantunge Ha-Ha er som en magnet på de besøgende.
Masser af aktiviteter og god mad
Roligt glider vi gennem vandet. Junglen når helt ned til flodbredden, og her og der skyder høje limstensbjerge op af jorden. Her er stille, men det giver et lille ryk i gummibåden, da vores guide peger. Aber. En hel flok svinger sig i træerne højt oppe over os.
En tur på Sok-floden er en af de aktiviteter som Elephant Hills arrangerer, og det er en god oplevelse. Naturen er smuk, og er du heldig, så vil du se aber, slanger, edderkopper og frøer.
Nej, man keder sig ikke i Elephant Hills. Udover Elephant Experience og sejlturen på Sok-floden, så bliver der om dagen arrangeret trekking og et besøg til det nærliggende marked. Elephant Hills har også en lille swimmingpool, der har udsigt til det flotte limstensbjerg.
Om aftenen kan man se film, primært om dyr og natur, og børn og unge fra den lokale skole kommer for at danse. Før aftensmaden, måske som en appetitvækker, er der demonstration i thailandsk madlavning. Man spiser godt i campen – det er buffet, og jeg går i hvert fald ikke sulten i seng.
Rainforest Camp
Båden sejler i god fart over søen. Vi drejer af og er pludselig omringet af kæmpe limstensbjerge, der rejser sig lodret op af vandet. Vi er på Chiaw Lan-søen med kurs mod Elephant Hills Rainforest Camp og alle i vores lille gruppe spejder forventningsfuldt efter de første tegn på liv.
Der er kun os på søen, og så langt øjet rækker er der regnskov. Et par sving mere, og så er vi der. Foran os ligger ti telte på flåder med en lille restaurant i midten. Campen ligger gemt i et roligt hjørne af Chiaw Lan-søen og syner ikke af meget i den store jungle.
Teltene er i samme stil som i hovedcampen, men omgivelserne er bare så meget dejligere. Det er oplagt at sætte sig i en stol og bare kigge ud over den smukke natur, men vores guide, Pong, gør klar til trekking.
Vi bliver sat af på en lille ø, og nu er det om at holde tungen lige i munden. Over træstammer, gennem smalle sprækker og op af stejle bakker når vi en kæmpe hule. Her er glat, og der lugter forfærdeligt.
Vi ser flagermus, men også et par slanger og edderkopper. Da vi kommer ud igen svinger et par langurer sig i grenene foran os. Fantastisk.
Solen er på vej ned. Himlen farves i rødlige nuancer, og bjergene spejler sig i det rolige vand. I det fjerne kan man høre regnskovens lyde. Det er sådan en aften, der gerne må vare en uge.
Morgenerne er lige så mageløse. Disen hænger lavt over søen, der er spejlblank. Min kajak bryder lydløst vandoverfladen, mens jeg spejder efter skovens dyr. Alle sanser er i brug – jeg kan høre de er der, men jeg ser dem ikke.
“Fik du set nogle dyr”, spørger Pong mig da jeg kommer tilbage. Nej, det gjorde jeg ikke, men min sejltur på søen var alligevel fantastisk. Pong fortæller, at for ikke så lang tid siden var et engelsk filmhold på besøg, og de var så heldige at få optagelser af en gaur, den asiatiske bison, der efterhånden er ret sjælden.
I campens lille reception kan man se billeder af de dyr, der lever i skoven. Tapirer, gibbonaber, hjorte, solbjørne, leoparder og tigre.
Elephant Hills Rainforest camp er sådan et sted man ikke vil hjem fra igen. Det vil jeg i hvert fald ikke. Men der er ingen vej udenom. Jeg hanker op i min bagage og vinker farvel til det venlige personale. Bag mig bliver campen mindre og mindre, og om en times tid er jeg tilbage i civilisationen.
Har du fået lyst til selv at besøge Elephant Hills, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg ved Elephant Hills
Elephant Hills er et professionelt drevet sted. Min mailkorrespondance med campen var både hurtig og effektiv, og det samme var afhentning og afsætning på vores hotel. Du kan se priser og booke på Elephant Hills hjemmeside her.
Elephant Hills har vundet flere priser for deres koncept, og det er et sted som vi selvfølgelig også har på programmet på min side thailandrundt.dk, hvor vi laver skræddersyede rejser til Thailand – se mere her.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.