UNESCOs verdensarvliste indeholder lige nu 1154 bevaringsværdige steder og områder. Jeg har langt fra besøgt dem alle, men har du som så mange andre et ønske om at opleve nogle af de særligt udvalgte steder, så læs med her.
Min topliste indeholder næsten udelukkende bygningsværker og store anlægsarbejder. Det er klart, at flere andre oplevelser på listen har gjort indtryk – f.eks. Auschwitz-Birkenau for den vanvittige historie og Halong Bay for den fantastiske natur, men der er bare et eller andet imponerende over gamle monumenter og store bedrifter.
1 Pyramiderne i Giza – Egypten
De berømte pyramider ER bare fantastiske. I tv eller på afstand fornemmer man slet ikke, hvor enorme de er og hvilket gigantisk arbejde det må have været at opføre dem.
Hver af de ca. 2,5 millioner sten, der er brugt til f.eks. Keopspyramiden er menneskehøje og vejer næsten tre tons. Det er helt utroligt, at man for ca. 4500 år siden har kunne opføre så store bygningsværker.
2 Angkor Wat – Cambodja
Verdens største tempel og religiøse monument er en enestående oplevelse. Angkor Wat i Cambodja blev opført i 1100-tallet og kaldes også for alle templers moder.
Tempelområdet er over 1,6 millioner m² stort og var en del af khmerernes hovedstad Angkor. Selvom Angkor Wat har set bedre tider, så er templet stadig en kæmpe oplevelse med mange fine detaljer. Læs mere i indlægget Angkor Wat – alle templers moder.
3 Det gamle Theben – Egypten
Tilbage til Egypten. Det gamle Theben ved Luxor indeholder verdensberømte seværdigheder som Karnaktemplet, Kongernes Dal og Dronning Hatshepsuts Dødetempel, der hver især fortjener en plads på listen.
Som med pyramiderne er det ganske enkelt en enestående bedrift at opføre og anlægge så store og imponerende monumenter for så mange tusinde år siden.
4 Mausoleet for den første Qin-kejser (Terrakottahæren) – Kina
Historien og de tanker, der ligger bag kejser Qins Mausoleum er helt enestående. Tænk at opføre over 8000 forskellige figurer i menneskestørrelse, som skulle passe på kejseren efter hans død.
Det er kun få af figurerne, der står fremme, og det lægger måske en dæmper på oplevelsen, men idéen bag Terrakottahæren er vanvittig og i den grad exceptionel. Og så er det værd at bemærke, at området slet ikke er færdigudgravet endnu – der kan stadig gemme sig fantastiske ting under jorden. Læs mere i indlægget Terrakottahæren – det gamle Kinas vogtere.
5 Taj Mahal – Indien
Taj Mahal er i sig selv fantastisk, men historien bag det, der ofte bliver kaldt verdens største kærlighedserklæring er næsten lige så spændende. Opført af stormogulen Shah Jahan til ære for hans afdøde hustru Mumtaz Mahal står Taj Mahal smukt og majestætisk med sine hvide marmorflader, der har indlagte halvædelstene.
Ikke nok med at Shah Jahan sørgede over sin hustru, så blev han også afsat af sønnen Aurangzeb, der smed ham i en fængselscelle i Agra Fort, hvorfra han indtil sin død kunne kigge over på Taj Mahal. Læs mere i indlægget Besøg i Taj Mahal og Det Røde Fort.
6 Istanbuls historiske steder – Tyrkiet
Det gamle Konstantinopel var et knudepunkt for både romerne, byzantinerne og osmannerne. I Istanbuls historiske centrum ved Sultanahmet ligger adskillige fantastiske seværdigheder som f.eks. Topkapipaladset, Hagia Sophia, Den Blå Moské, Den Store Bazar og de gamle romerske cisterner. Et imponerende område, der tager flere dage at udforske.
Læs mere i indlæggene Topkapipaladset – hvor sultanerne herskede og Hagia Sophia – fra katedral til museum.
7 Den Forbudte By – Kina
9999 rum skulle der være i Den Forbudte By i Beijing, hvor Kinas kejsere boede indtil 1911. Det 32 hektar store område er proppet med klassisk kinesisk arkitektur og fremragende detaljer som dekorationer, udskæringer og smukke porte.
Hertil kommer de mange spændende effekter og selvfølgelig den fantastiske historie om kejsere fra Qing- og Mingdynastierne, der regerede Kina i næsten 500 år. Læs mere i indlægget Den Forbudte By – i fodsporene på Kinas sidste kejsere
8 Chichén Itza – Mexico
Historien om Mellemamerikas store folkeslag som aztekerne og mayaerne er dragende og imponerende. Mange steder ligger gamle ruinområder, og et af de mest kendte er Chichén Itza med den berømte Kukulcan-pyramide.
Her er det ikke størrelsen, der vækker opsigt, men mayaernes store viden om matematik – pyramiden er faktisk en stor kalender. Hver af de ni niveauer er delt i to, således at man får 18 niveauer, der symboliserer årets 18 måneder (Mayaernes år havde 18 måneder).
På hver af de fire trapper, der går op til toppen af pyramiden er der 91 trin, 4×91 giver 364 og med selve toppen giver det tallet 365 – lige så mange dage, der er i året. Udover Kukulcan indeholder Chichén Itza også en enorm boldbane og andre fine bygninger med smukke detaljer. Læs mere i indlægget Chichén Itza og historien om mayaerne.
9 Den Store Mur – Kina
Den store mur, eller den kinesiske mur, som det verdensberømte bygningsværk også kaldes, blev opført for at holde primært mongolerne ude af Kina. Faktisk er der tale om en lang række sammenhængende mure, der er opført mellem tårne, forter og forsvarsværker fra omkring det 7. århundrede f.kr. og mange hundrede år frem.
Med en længde på over 6000 km er den store mur imponerende, men som med Terrakottahæren er det også her mere historien og det utrolige projekt, der imponerer fremfor et besøg ved muren, som kun kan opleves få steder. Læs mere i indlægget Besøg ved Den Kinesiske Mur.
10 Canal du Midi – Frankrig
Udgravningen af den i alt 240 km lange kanal, der skulle forbinde Middelhavet med Atlanterhavet er en utrolig bedrift. Ingeniørerne i slutningen af 1600-tallet er uden tvivl kommet på overarbejde da de skulle etablere sluser, viadukter, tunneler og vandafledningssystemer til den kanal som Louis lV (Solkongen) godkendte og var med til at finansiere.
Den oprindelige kanal gik fra Middelhavet til Toulouse, men blev forlænget ud til Atlanterhavet for at undgå den vilde Garonne-flod. Læs mere i indlæggene En tur på Canal du Midi og Historien om Canal du Midi.
Andre fantastiske områder og bygninger
Uxmal – Mexico
Det historiske center i Sankt Petersborg med vinterpaladset – Rusland
Himlens Tempel – Beijing, Kina
Spring bare over
Frihedsgudinden – New York, USA
Disse UNESCO-steder har jeg besøgt
Cidade Velha – Kap Verde
Angkor Wat – Cambodja
Den Store Mur – Beijing, Kina
De klassiske haver – Suzhou, Kina
Sommerpaladset – Beijing, Kina
Den Forbudte By – Beijing, Kina
Vestsøen – Hangzhou, Kina
Himlens Tempel – Beijing, Kina
Mausoleet for den første Qin kejser (Terrakottahæren) – Xian, Kina
Det historiske centrum i Prag – Tjekkiet
Roskilde Domkirke – Danmark
Kronborg Slot – Danmark
Stevns Klint – Danmark
Vadehavet – Danmark
Skt. Katarina Klostret – Egypten
Pyramiderne i Giza – Egypten
Det historiske Kairo – Egypten
Det gamle Theben – Egypten
Det historiske center i Tallinn – Estland
Soumenlinna (Sveaborg) – Finland
Pont du Gard – Frankrig
Avignons historiske centrum – Frankrig
Den befæstede by Carcassonne – Frankrig
Canal du Midi – Frankrig
Den gamle bydel i Rhodos By – Grækenland
Tingvellir Nationalpark – Island
Agra Fort – Indien
Taj Mahal – Indien
Fathepur Sikri – Indien
Humayuns Grav – Indien
Jaipur – Indien
Jantar Mantar – Indien
Qutb Minar – Indien
Subak vandingssystem – Bali, Indonesien
Fort Jesus – Mombasa
Luang Prabang – Laos
George Town – Malaysia
Palenque – Mexico
Chitzen Itza – Mexico
Uxmal – Mexico
Campeche – Mexico
Calakmul – Mexico
Medinaen i Marrakech – Marokko
Medinaen i Essaouira – Marokko
Chitwan Nationalpark – Nepal
Det historiske center i Kraków – Polen
Auschwitz-Birkenau – Polen
Det historiske center i Sankt Petersborg – Rusland
Garajonay Nationalpark – Spanien
Teide Nationalpark – Spanien
Alhambra – Spanien
Sagrada Familia – Spanien
Oldtidsbyen i Polonnaruwa – Sri Lanka
Oldtidsbyen i Sigiriya – Sri Lanka
Den hellige by i Kandy – Sri Lanka
Grottetemplet i Dambulla – Sri Lanka
Det historiske centrum i Ayutthaya – Thailand
Dong Phayayen-Khao Yai Nationalpark – Thailand
Amfiteatret i El Jem – Tunesien
Det arkæologiske område i Karthago – Tunesien
Kairouan – Tunesien
Medinaen i Sousse – Tunesien
Istanbuls historiske steder – Tyrkiet
Hierapolis-Pamukkale – Tyrkiet
Efesos – Tyrkiet
Frihedsgudinden – USA
Hoi Ans gamle bydel – Vietnam
De historiske monumenter i Hué – Vietnam
Halong Bay – Vietnam
Lübecks gamle bydel – Tyskland
Speicherstadt i Hamborg – Tyskland
Potsdams parker og paladser – Tyskland
Museumsøen – Tyskland
Det historiske centrum i Riga – Letland
Castle Hill – Budapest