Det er skyfrit og temperaturen har netop rundet 17 °C. Foran husene sidder de lokale og spejder op mod den varmende sol, der synes at være en sjælden gæst. Det er højsommer i Reykjavik, og på byens hovedstrøg Laugevagur er der flere turister end islændinge.

Jo, Island er i den grad blevet in, og vi behøver kun at være her i kort tid før vi forstår begejstringen over den smukke natur og den afslappede atmosfære. Læs mere om byen i min Reykjavik guide herunder.

Reykjavik – en introduktion

Reykjavik er verdens nordligste hovedstad og sandsynligvis også en af de mindste. Det var den norske viking Ingolfur Arnarson, der grundlagde byen som dengang i 800-tallet blot var en bygd.

Han kaldte stedet for Reykjavik, der betyder Den Rygende Bugt og som refererer til den varme undergrund, der også dengang sendte damp ud over øen i det nordlige atlanterhav.

reykjavik guide
Hygge på gaden i Reykjavik

I århundreder var Reykjavik ikke andet end en samling huse. Selvom Island blev underlagt den danske krone i 1380, var det først i starten af 1600-tallet byen begyndte at vokse.

Som modsvar til det handelsmonopol den danske konge indførte, grundlagde den lokale landfoged Skúli Magnússon fabrikker, der behandlede primært uld. Det skabte grundlag for en egentlig by, og da den danske krone afskaffede monopolet på handel i 1786, gav man Reykjavik særstatus.

2. verdenskrig var dog det store vendepunkt for Island. Både englænderne og amerikanerne havde militærbaser på øen, og det fik Reykjavik til at vokse markant. Udviklingen fortsatte efter 1944, hvor Island endelig fik sin selvstændighed.

I international sammenhæng er Reykjavik dog stadig ganske lille, men på en eller anden måde fornemmer vi tydeligt, at byen har et internationalt udsyn. Især imponeres vi over det store udvalg af museer, butikker og restauranter.

Nu til min Reykjavik guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

Centrum af Reykjavik

Reykjavik Centrum – orientering og oplevelser

Det tager ikke lang tid at udforske Reykjaviks centrum. Efter et par dage i den islandske hovedstad traver vi op og ned ad de samme gader igen og igen. Især gågaden Laugavegur, der synes at være turisternes yndlingsstrøg, er ikke til at undgå. Det er her, vi hører mere engelsk end islandsk, og det er her de lokale er i undertal.

Hallgrimskirkja

Hallgrimskirkja er med sine knap 75 meter Reykjaviks højeste bygning. Kirken er opført i beton og udløste både før, under og efter byggeriet en heftig debat omkring dens udformning.

Arkitekten Gudjon Samuelson havde til hensigt at skabe en unik islandsk arkitektur, men i stedet for anerkendelse fik han talrige ukvemsord med på vejen. De fleste andre steder i verden ville man næppe løfte et øjenbryn over Hallgrimskirkja, men i Reykjavik blev den anset som kontroversiel.

Hallgrimskirkja har åbent for besøgende, og indenfor betragter vi det fine organ, der er 15 meter højt og har hele 5275 piber. Mens en håndfuld turister kører med elevatoren op i klokketårnet, går vi en tur rundt om kirken og støder ind i statuen af Leifur Eiriksson, den norske viking, der opdagede Amerika.

reykjavik guide
Hallgrimskirkja

Det gamle Reykjavik

Den lille plads Austurvöllur udgør hjertet af Reykjaviks gamle bydel. Det siges, at pladsen engang var en del af byens grundlægger Ingolfur Arnarssons marker.

På Austurvöllur venter en række historiske bygninger. Vi ser først altinget og domkirken (billedet øverst), der ligger overfor hinanden. Altinget (alping) blev opført i 1881, da man efter øget selvbestemmelse flyttede forsamlingen fra Thingvellir til Reykjavik.

Bygningen er beskeden, og det samme kan man roligt sige om domkirken. Den nuværende er fra 1700-tallet, men der har ligget kirke på stedet siden det 13. århundrede.

Hvad altinget og domkirken ikke har i størrelse, har de til gengæld i spændende historie. Altinget var i sin oprindelige form i Thingvellir verdens første demokratiske parlament, hvor vikinger huserede og overgangen til kristendommen blev bekendtgjort.

Domkirken var senere en vigtig brik i konverteringen fra den katolske til den lutherske kirke, og det var her Islands nationalsang blev sunget første gang i 1874.

Tjörnin

Det gamle Reykjavik ligger ud til søen Tjörnin. På trods af beliggenheden midt i byen, så er det et god sted at spotte fugle. Om vinteren står de lokale på skøjter på søen, der i gamle dage var omringet af huse, hvor man opbevarede is til fiskernes fangst.

En af de tilbageværende bygninger fra dengang huser i dag The National Gallery of Iceland. Bygningen blev opført i 1916.

Ved den nordlige del af søen, ud til altinget og katedralen, ligger byens rådhus (der også indeholder turistinformationen) og den sjove skulptur Monument to the Unknown Bureaucrat udført af Magnús Tómasson i 1994.

Hus og café i Reykjavik

Reykjaviks havn

Fiskerbådene fylder stadig det meste af Reykjaviks havn, men der er også blevet plads til krydstogtskibe og tourbåde, der sender turisterne ud på havet for at se Islands rige dyreliv.

Hvad der engang udelukkende var en fiskeri- og transporthavn er i dag et levende sted med tourbureauer og restauranter. Skibe ankommer et efter et med turister, der har være ude for at se fugle og hvaler, mens andre har prøvet lykken på en fisketur.

Nogle tourbureauer tilbyder ny billet, hvis du ikke ser hvaler. Vil du på bådtur i Atlanterhavet, så husk den rette påklædning!

Harpa

Som det meste af Reykjavik er byens havn også præget af de hyggelige træhuse, man så ofte ser på disse breddegrader. Men der er ved at ske noget med byens arkitektur og udformning – desværre ikke til det bedre.

Det er tydeligt, at Reykjavik har hentet inspiration til byudvikling i de skandinaviske hovedstæder, og det betyder masser af byggeri langs havnefronten, der helt afskærer midtbyen fra havet.

Vi undrer os mere end én gang over hvorfor man bare har valgt at kopiere andre i stedet for at være original. Det er trods alt det turisterne kommer for at se.

Den triste udvikling topper lige nu med koncerthuset Harpa, der som et misfoster tager udsigten over havneområdet. Hvor er det synd, at den ellers fine bygning, tegnet af bl.a. Henning Larsen og Olafur Eliasson, skal ligge lige præcis der. Se mere om koncerter og events på Harpas hjemmeside.

reykjavik guide
Hvalsafari er populært på Island

Hyggelige Reykjavik

Reykjavik er absolut en god oplevelse. Byen er godt nok hurtigt overset og alt er i lidt mindre målestok, men der er noget charmerende lilleby over Islands hovedstad.

Reykjavik er også en fremragende base for oplevelser på Island. Og oplevelser er der nok af; Skal det være Ishuler, gletsjere, gejsere, trekking eller en tur ud på havet for at se hvaler?

Mulighederne er mange, men skinner solen og er der varme i luften, så kan du også bare gøre som de lokale; sætte dig på en af byens caféer og nyde en islandsk øl eller en god kop kaffe og lade indtrykkene sætte sig.

Herunder finder du min Reykjavik guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
reykjavik guide
Når solen skinner strømmer Reykjaviks indbyggere ud på gaden

Transport

Ind og ud

Du lander i Keflavik lufthavn (der ligger ca. 45 km fra Reykjavik) som du kan flyve til fra både Billund og København med Icelandair. Find flybilletter til Island her.

Taxi til hovedstaden er rasende dyrt og af samme grund tager langt de fleste en af tourselskabernes busser.

Mest benyttet er Reykjavik Excursions, der servicerer samtlige ankomster til Keflavik. Du kan booke din transfer online og du behøver ikke bekymre dig om forsinkelser, da der er afgang hver halve time.

Gå ud i ankomsthallen og du vil se Reykjavik Excursions busser til højre. Du bliver sat af ved busselskabets terminal i Reykjavik og herfra kørt videre til dit bestemmelsessted med minibus.

Alternativt kan du booke en lufthavnstransfer hos f.eks. Expedia eller leje en bil, der også er god at have, hvis du vil udforske Island på egen hånd.

At komme rundt

Medmindre du bor udenfor Reykjavik, så kan du med lethed gå rundt i byen. Den islandske hovedstad er lille, og det kan kun anbefales at bo med gåafstand til eksempelvis Laugavegur.

Der findes offentlig transport i Reykjavik – klik ind på straeto.is for at se ruterne. Du kan eventuelt købe et Reykjavik Card, der gælder i 24, 48 eller 72 timer. Kortet giver fri adgang til offentlig transport, men også gratis entré til flere museer og rabat på nogle udflugter.

Du kan også tage på cykeltur i Reykjavik. Det er en god måde at komme rundt og kan bringe dig til steder i byen, hvor du normalt ikke ville komme.

Vil du se mere af Island, så kan du som nævnt leje en bil. Længere nede på siden er der forslag til, hvad du kan opleve.

Overnatning – forslag til hoteller

Overnatning i Reykjavik er dyrt. Meget dyrt. Den islandske hovedstad er bestemt ikke et sted, hvor man får meget for pengene, og måske er det derfor, at der er så mange guesthouses i byen.

Når man går i gaderne kan man se adskillige private hjem, der tilbyder overnatning, og det er faktisk et glimrende valg. Prisen er selvfølgelig attraktiv, men det er også muligt at komme tæt på islændingene og måske på husets øvrige gæster.

I min Reykjavik guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser.

Guesthouse Andrea

Lille guesthouse få skridt fra Hallgrimskirkja. Værelserne har gratis wifi og fælles badeværelse. Morgenmad er inkluderet. Se billeder og priser på Guesthouse Andrea.

Guesthouse Sunna

Større guesthouse ved Hallgrimskirkja. Værelser med eller uden privat badeværelse – alle har gratis wifi. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Guesthouse Sunna.

Exeter Hotel by Keahotels

Nyere hotel centralt beliggende ved havnen i Reykjavik. Vælg mellem flere værelsestyper, der alle har bl.a. tv, minibar, espressomaskine og gratis wifi. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Exeter Hotel by Keahotels.

Kvosin Downtown Hotel

Populært 4-stjernet hotel, der som navnet antyder ligger centralt i Reykjavik. Der er et mindre hotel, hvor I har mulighed for at booke værelser med plads til fire personer. Hotellet har bl.a. bar og gratis wifi. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Kvosin Downtown Hotel.

Alfred’s Studios

Lejlighedshotel med moderne indrettede værelser, der bl.a. har tv, gratis wifi og køkken med elkedel, køleskab, mikrobølgeovn og køkkengrej. Alfred’s Studios tilbyder også lufthavnstransport. Se billeder og priser på Alfred’s Studios.

Mad og drikke i Reykjavik

I forhold til Reykjaviks størrelse, så er udvalget af caféer, barer og restauranter imponerende. Især sidstnævnte bringer dig verden rundt, og du kan både spise thai, fransk, italiensk og kinesisk blandt meget andet.

Overalt kan du få fisk, og det er bestemt at godt valg. Fisk og skaldyr er lige hevet op af havet og bliver tilberedt på mange måder. Også lam og hval er almindeligt at se på menukortene.

Reykjavik har et fint udvalg af caféer og barer, hvor du både kan sippe cocktails og islandsk øl, der er glimrende. Byen har også fået en lang række coffeeshops som lader til at være lidt in. Se mere i indlægget 5 gode restauranter i Reykjavik.

Aktiviteter og forlystelser

Museer

Reykjavik har et overvældende antal museer, der uden tvivl vil glæde de kultur- og historieinteresserede. Af vigtige museer skal nævnes:

• Saga Museet, der omhandler Islands historie
• Nationalmuseet, der har effekter fra de første bosættelser til i dag
• Perlan, der fortæller om Islands natur
• Reykjavik Maritime Museum, der handler om Island som søfartsnation
• Settlement Exhibition, der fortæller om Islands første bosættere
• Whales of Iceland, der omhandler Islands hvaler

Festivals

Island har året rundt adskillige festivals, der kan være værd at rejse efter. Vikingernes midvinterfejring, der finder sted i januar/februar er et stort festmåltid med nationalretter på stribe. Den første torsdag efter 18. april fejres den første sommerdag med fest og parader i gaderne.

I juni er Islands nationaldag højdepunktet og samme måned er der midsommerfester. Både juli og november byder på musikfestivaler ved Brædskan og Iceland Airwaves.

Reykjavik – et godt udgangspunkt for udflugter

Selvom Reykjavik er hyggelig, så kan det kun anbefales at leje en bil og tage på opdagelse i det smukke land.

Alternativt kan du booke en tur hos et tourbureau, og det er at anbefale, hvis du vil ud og prøve kræfter med eksempelvis trekking, hvor udstyr og sikkerhed skal være i orden. Herunder kommer et par forslag til, hvad du kan opleve på Island:

Den Blå Lagune eller andre varme kilder
• Se nordlys. Bedst mellem oktober og april
• Vandre på gletsjere
• Opleve The Golden Circle (Geysir, Gullfoss-vandfaldet og Thingvellir Nationalpark)
• Tage på hvalsafari
• Køre ringruten rundt langs Islands kyst
• Se dramatisk natur i vestfjorden
• Besøge Europas største nationalpark Vatnajökull

Vil du benytte et tourbureau, så se mere i indlægget De bedste ture og udflugter i Reykjavik.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Island inden du tager afsted – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Reykjavik

I min Reykjavik guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her