Hvor er det smukt. Det er også fascinerende og imponerende. Til lyden af brøleaber, der svinger sig i træerne over os, går vi en tidlig morgen rundt i det arkæologiske område i Palenque. Det er storslået og et øjeblik, jeg sent vil glemme.
Vi er ømme i kroppen. I syv timer har vi kørt i bus fra Campeche ved den mexicanske golf til Palenque, der ligger i det centrale Mexico.
Vejret undervejs har mildt sagt været elendigt, men da vi nærmer os Palenque skinner solen, og i horisonten kan vi se de majestætiske Sierra Madre bjerge. Turen bringer et kort stykke gennem delstaten Tabasco over floden Rio Usanacinta og ind i Chiapas, hvor mange af Mexicos indianere bor.
Palenque er berømt for sit enorme ruinområde, der har nogle af de største og mest imponerende bygninger fra mayaperioden. Byen blev grundlagt omkring år 100 f.kr. og havde sin storhedstid mellem 640 og 740 e.kr.
Kong Pakal bliver ofte nævnt som byens vigtigste hersker, da det var i hans regeringstid mange af bygningerne blev opført. Et af dem er Palenques største attraktion, Inskriptionernes Tempel, der er Pakals eget mausolæum.
Pakal’s søn, Kan B’ alam ll, overtog magten fra sin far i år 684 og fortsatte byens fremgang. Under hans ledelse blev der bygget flere templer og rejst store steler.
Hvad der førte til Palenques undergang er uklart, men på et tidspunkt i det 10. århundrede blev byen forladt, og det tog ikke lang tid før junglen havde overtaget bygningerne.
Man ved, at spanierne på et tidspunkt var forbi Palenque, men de var først da den amerikanske amatørarkæolog John L. Stevens nåede til området, at ruinerne blev udforsket.
Mere end hundrede år senere gjorde en mexicansk arkæolog et enestående fund på ruinområdet. Han opdagede en forseglet gang i Inskriptionernes Tempel, der førte til et gravkammer, hvor man fandt skelettet af Kong Pakal iført en dødsmaske af jade.
Mayabygningerne i Palenque
Vi kommer begge til at tænke på Indiana Jones. Den eventyrlystne arkæolog, der spillet af Harrison Ford jager gamle skatte. I Palenque ville han helt sikket have følt sig hjemme. Her er mystiske pyramider og jungle med lianer og spændende dyr.
Vi er her ved åbningstid, og det betyder masser af plads og selskab af en hel flok brøleaber, der følger vores færden fra de høje træer.
Men uanset hvornår man vælger at besøge området, så er her sjældent overrendt. Endnu. For udgravningerne er langt fra slut, og flere hundrede bygninger venter stadig på at blive studeret nærmere af arkæologerne på det 15 km² store ruinområde, og Palenque bliver uden tvivl et must-see på enhver Mexico-rejse.
Pga. varmen og den fugtige luft i junglen, er bygningerne ikke de mest velbevarede. Til gengæld er området utrolig flot og ligner næsten en park. I Palenques storhedstid var bygningerne malet i røde, gule og blå nuancer, og det må have været et imponerende syn midt i den skriggrønne jungle.
Ruinområdet er opdelt i grupper, men de større og vigtige bygninger bliver ofte omtalt alene. Først besøger vi Inskriptionernes Tempel, der majestætisk rager op over junglens grønne tæppe af trækroner. Navnet har det fået efter de unikke inskriptioner og hieroglyffer, der præger væggene.
Templet er pyramideformet og består af otte niveauer. Øverst finder man et lille tempel, og herfra er der en gang, der fører til gravkammeret, hvor man fandt Kong Pakal. Gangen og kammeret er i dag lukket for besøgende, og Pakals jademaske er blevet flyttet til det antropologiske museum i Mexico City.
Med til gruppen af bygninger, der hører til Inskriptionernes Tempel er bl.a. fire templer, hvoraf det ene, kaldet “Tomb of the Red Queen”, menes at have været Pakal’s hustrus gravsted.
I templet fandt man nemlig et skelet, en maske og ca. 1000 stykker jade. Foran gruppen af templer kan man se en grav, hvor arkæologen Alberto Ruiz Lhullier ligger begravet, det var ham, der i sin tid fandt Pakal og jademasken.
Umiddelbart ved siden af Inskriptionernes tempel ligger El Palacio. Arkæologer mener, at bygningerne har været brugt som residens for byens konger. Gårdhaven som vi går rundt i nu, skulle have været modtagehal for fremmede byers herskere, og både størrelsen og de fine inskriptioner er imponerende.
El Palacio er dog mest berømt for sit tårn, der har været brugt som observatorium. Det var Akhal Mo’ Nahb III, der opførte tårnet, hvorfra man ved vintersolhverv kan se solen falde direkte ind på Inskriptionernes Tempel.
Vi skal kun gå 100 meter før vi står ved endnu flere spændende bygninger. Grupo de las Cruces, der ligger umiddelbart sydøst for El Palacio blev opført af Kong Pakals søn, Kan B’ alam II. Det antages, at han også ligger begravet her, men man har aldrig fundet hans grav.
Gruppen af bygninger består af pyramider, der fungerede som templer. Korstemplet er det største, og de to andre templer er Soltemplet og Det Bladformede Kors’ tempel. Alle templer er fint udsmykket, og selvom der er mange trin op, så vil vi ikke gå glip af den smukke udsigt heroppefra.
På vej ud af området går vi den smukke tur fra det centrale område ved El Palacio og Inskriptionernes Tempel mod nord til museet, der ligger udenfor parken. Undervejs er der fantastisk natur, jungle og vandfald blandet med mindre ruiner. En tur, der fuldender en fantastisk dag.
Palenque By
Det kan ikke siges tit nok. Hold dig nu til den lokale mad, når du er ude at rejse. Vi har fundet sammen med en håndfuld andre turister og sidder nu og spiser på en god mexicansk restaurant.
Min sidedame kan næsten ikke skære sig gennem den vindtørre kylling, men jeg sidder og mæsker mig i den lækreste enchilada jeg nogensinde har smagt.
Tilbage i Palenque By har vi brugt en dags tid på at trave gaderne tynde. Havde det ikke været for ruinerne, så ville der næppe komme mange turister forbi. Juarez er hovedgaden og langs den 1 kilometer lange gade er der masser af butikker og restauranter. Jo, vi får set lidt af den mexicanske dagligdag, men det er omegnen, der er mest spændende.
Det er om aftenen af vi har en fødselsdag at fejre. På en lille sidevej udenfor centrum sætter vi os til bords på den hyggelige restaurant, hvor service og gæstfrihed er i top. Vi, der bestiller mexicansk mad bliver ikke skuffede og min enchilada er af den slags, man ikke kan få nok af.
Misol-Ha
Vi kan ikke tænke os et bedre sted at sige farvel til Palenque og de fantastiske mayaruiner. Ved Misol-Ha vandfaldet, der logger i den frodige jungle på vejen mod San Cristobal, oplever vi lidt af den smukke natur, der også er en del af Mexico. Floden Rio Tulija løber lige gennem området, og det betyder at vi nu kan nyde det flotte vandfald.
Vi går ad stien ind bag vandfaldet, der er 35 meter højt. Skyer af vand rammer os, men hvad betyder det, når man oplever noget som dette? Junglen i området byder i øvrigt på mange spændende dyr.
Udover flere abearter findes også ozelotten, et flot kattedyr på størrelse med en los. Fuglelivet er noget helt for sig selv, bl.a. kan man se den farvestrålende tukan.
Og sådan tager vi afsked med et sted, hvor vi sagtens kunne bruge mere tid. Mayaruinerne i Palenque er fantastiske, men der er heldigvis endnu flere der, hvor vi er på vej hen nu.
Har du fået lyst til selv at besøge Palenque, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg i Palenque
Transport
På trods af byens beskedne størrelse har også Palenque to busstationer. Her ligger de dog ret tæt på hinanden langs hovedgaden Juarez. ADO busstation er den største, men det siger nu ikke så meget – det er vel nærmest bare en ventesal. Du kan tage bussen til Palenque fra bl.a. Campeche, Oaxaca, Mexico City, Cancún og Mérida.
Et par hundrede meter fra ADO busstation ligger AEXA busstation – herfra kan man køre til bl.a. San Cristobal og Villahermosa.
I byen findes også holdeplads for minivans, der kører til ruinerne, Ocosingo plus et par småbyer i området. For at komme rundt i Palenque kan man nemt gå. Flere af de bedre hoteller har gratis bus til ruinerne.
Er du i bil, så er det værd at være opmærksom. For et par år siden var landevejsrøverier i området ikke unormalt, men en massiv politiindsats har gjort vejene sikre. Man anbefaler dog at kørsel foregår i dagtimerne.
Overnatning
Palenque har ry for at have forholdsvis dyr overnatning. Man kan bo i byen og dermed være tæt på barer og restauranter eller finde overnatning uden for byen og være tættere på naturen. Flere hoteller har gratis transport til ruinerne. Se eller book hotel på hotels.com.
Mad
Byen har en del restauranter og cantinas – standarden er på det jævne, men prøv restauranten Las Tinajs. Her får du god mad og kæmpe portioner.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Mexico inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.