Dreadlocks, tatooshops og masser af alternativ livsstil. Den lille by Pai i Nordthailand er et populært sted for backpackere, hippiewannabees og skæve eksistenser. Et sted, hvor du kan være dig selv, og hvor du virkelig skal gøre dig umage for at skille dig ud.

Ofte kan jeg med det samme mærke, om jeg kan lide et sted eller ej. Sådan er det med også med Pai, hvor det er kærlighed ved første blik. Byen er et slags fristed for mennesker, der insisterer på at leve på deres egen måde og som ikke rigtig passer ind andre steder end her.

Stort set alt i byen er målrettet det yngre publikum, men fortvivl ikke, hvis du har passeret 35 år eller ikke kan placere dig selv i en eller flere af ovennævnte grupper, for i Pai er der plads til alle.

Det betyder selvfølgelig også masser af mennesker i gaderne, og nogle vil nok sige, at byen er overrendt og kvalt i sin egen succes. Men Pai findes ingen andre steder og på trods af turismen ligger den lokale hverdag lige om hjørnet.

pai
Good Life på Thanon Wiang Tai

Alle veje fører til Pai

Pai ligger smukt i en dal langs floden af samme navn. De frodige bjerge omkranser byen, og her findes en lang række vandre- og trekkingruter. I omegnen er der flere andre udflugtsmuligheder, og så er Pai et fast stop på turen fra Chiang Mai til Mae Hong Son. Alt sammen noget, der tiltrækker turister, men byen bliver også besøgt af helt andre grunde.

Thai’erne kommer for det forholdsvis milde klima og for ved selvsyn at se det sted, hvor filmen Pai In Love blev optaget. De mange kinesiske turister har bl.a. den lille by Ban Santichon, der er beboet af efterkommere af flygtninge fra kulturrevolutionen, som mål.

Men det er en helt anden slags turister, der sætter størst præg på Pai. Backpackerne og de tusinder af mennesker, der synes at være flygtet langt væk fra den stressede og kapitalistiske verden. Mennesker, der stadig håber på Peace, Love & Harmony og som uundgåeligt giver minder om 60’ernes hippier.

pai
Hovedgaden Thanon Charsongkhram

Pai – et fristed

I Pai er livet så enkelt, men alligevel er det svært at sætte ord på, hvorfor den lille by er så fascinerende. Måske fordi den samler en lang række mennesker, der nok er forskellige, men alligevel har noget til fælles. Modet til at være anderledes og stå ved det. Modet til at vende den etablerede verden ryggen for at leve det liv, de ønsker.

Det er en livsstil, som de unge vestlige backpackere tager til sig med kyshånd velvidende, at de snart skal tilbage til hverdagens trummerum med job eller uddannelse. Om ikke andet, så har de i hvert fald set, at det er muligt at springe af hamsterhjulet og leve på en helt anden måde.

I Pai er der ingen stress og jag – et sted, hvor livet går sin gang og hvor ingen tilsyneladende er afhængig af klokken – sådan virker det i hvert fald i butikker og på restauranter, hvor åbningstiderne kun synes at være vejledende.

pai
På tehus

Hovedgaden Thanon Charsongkhram er Pais centrum. Skiftevis ligger cafeer, tatooshops og tourbureauer i den smalle gade som fra november til februar bliver lukket af om aftenen og døbt om til Pai Walking Street. Den bilfri gade er liv og glade dage med masser af mennesker, der spiser alt fra pizza og burritos til kebab og pad thai i de små madboder.

Det handler ikke kun om mad i gaderne, der bedst kan beskrives som ét stort aftenmarked. Her er selvfølgelig også boder med alt fra klassiske souvenirs til lækre designs i sko, tøj og smykker. Vi ser også varer fra områdets etniske minoriteter og her og der har håbefulde kunstnere sat deres værker til salg.

Men der er mere at komme efter på Pai Walking Street. Det er også her byens aften- og natteliv er koncentreret. Og det behøver ikke nødvendigvis at handle om masser af alkohol. Flere gange besøger vi et af byens tehuse, der er fyldt med mennesker i alle aldre. Andre steder serverer man friskpresset juice lavet af bl.a. jordbær, avocado og hvedegræs.

pai
Blaa Blaa er tøjbutik om dagen og bar om aftenen

Pai er andet end turisme

Klokken er 15 og langs den vestlige del af gaden Thanon Raddamrong er Pais lokalmarked netop åbnet. Som ved et trylleslag har byen skiftet karakter – væk er alle turisterne, der er erstattet af lokale, som i en myretue går mellem hinanden for at vurdere de mange varer.

Og der er nok at kigge på. Ikke kun for de handlende, men også for os, der finder os selv i et sandt eldorado at løg, kål, chili, tomater, meloner og enorme avocadoer. Her er også kød og masser af fremmedartede urter til salg i gaden og i den store markedshal ved siden af.

Der er ingen tvivl om, at markedet er dagens højdepunkt for de handlende. Ikke mindst for de etniske minoriteter, der kommer ind til byen for at sælge deres varer. Vi ser især folk fra lisu-stammen, der er klædt i traditionelle farverige dragter, hvor lilla og blå er dominerende farver.

Pai
Der er masser af grønt på lokalmarkedet i Pai

Det er altid sjovt at besøge lokalmarkeder rundt om i verden – det er en god mulighed for at komme tæt på de lokale og at følge med når de handler. Vi holder os heller ikke tilbage og køber bl.a. tørret chili og lækre saftige dragefrugter.

På hovedgaden ligger også et lille muslimsk område omkring moskeen Al-Israa. Det er nemt at overse, men om aftenen er det her tilhængere af halalfood og klassiske muslimske malayretter som roti, satay og apam balik kan få stillet sulten.

Fra Pai er der kun ca. 40 km til Myanmar, og som så mange andre steder i Nordthailand er der også her flere forskellige etniske minoriteter, der gennem årene er indvandret fra nabolandet. Først kom Shan-folket, som i dag mere eller mindre bliver betraget som thai’er, men i området ses også stammerne lisu, lahu og hmong.

pai
Flere overnatningssteder ligger smukt ud til floden

Pai – jeg håber vi ses igen

Har man tendens til køresyge, kan turen fra Chiang Mai til Pai være lidt af en udfordring. 762 skarpe sving skal vi igennem før vi står i den by, der gør så stort indtryk på os. Køreturen er langt fra så slem som frygtet, og det gør Pai lidt mere tilgængelig.

Heldigvis – for vi har tænkt os at komme tilbage. Tilbage til den lille miniverden, hvor der er plads til alle. Som f.eks. naboerne til begge sider på vores lille hotel, som hver morgen sidder og mediterer på deres terrasse. Og så er der de overtatoverede, drukkenboltene, veganerne, hippietyperne og de mange helsefreaks, der deltager i detoxkure og som vi hver morgen ser løbe konditure gennem byen.

Jo, Pai er et fordomsfrit lille fristed, som vi er glade for at have fundet. Skulle verden en dag bare blive for meget, så ved vi, hvor vi skal tage hen.

Nyttige links til din rejse til Thailand

• Hotel i Thailand – Book med prisgaranti
• Flybilletter til Thailand – Sammenlign priser her
• Skræddersyede rejser til Thailand – Få et uforpligtende tilbud
• Pakkerejser til Thailand – Book fly og hotel sammen
• Transfer – Kom nemt fra lufthavn til hotel med Hoppa
• Vaccinationer til Thailand – Se anbefalinger her
• Vær forberedt på rejsen – Alt til rejseapoteket
• Bøger og rejseguides – Køb dem online her
• Husk rejseforsikring – Få tilbud her
• Vejret i Thailand – se temperaturen lige nu
• Udenrigsministeriets rejsevejledning – se den her

Rejseinformation Pai

Transport
Fra Chiang Mai kan man tage en minivan til Pai. De fleste kører fra Arcade Busstation (ca. en gang i timen), men mange hoteller og guesthouses har et samarbejde med selskabet Aya Service, der henter dig i songtaew på dit hotel. Her skifter du til minivan på selskabets egen lille busholdeplads. Prisen er 200 baht pr. person plus 100 baht for en standard størrelse kuffert.

Transporttid i alt er ca. tre timer inkl. et 20 minutters stop undervejs. I Pai bliver du sat af ved Aya Services kontor på hovedgaden. Også Aya Service kører en gang i timen fra tidlig morgen til ca. Kl. 17.00.

Retur til Chiang Mai er prisen den samme, og her kan du vælge at blive sat af på Arcade Busstation, ved Tha Phae-porten ind til den gamle bydel eller på Aya Services egen busholdeplads ( i den sydøstlige del af Chiang Mai langt fra centrum). Flere afgange fra Pai stopper desuden i Chiang Mais lufthavn.

Et alternativ til minibussen er privat transfer fra Chiang Mai til Pai og retur. Prisen er 2500-3000 baht pr. bil pr. vej. Her bliver du selvfølgelig kørt til dit bestemmelsessted.

Fra Pai er det nemt at komme videre til f.eks. Soppong eller Mae Hong Son, men du kan også booke billetter til de fleste byer/steder i Thailand (inkl. Bangkok) og endda de mest populære byer i Laos.

For at komme rundt kan du leje en scooter eller booke en taxi for en hel eller halv dag. I Pai ligger adskillige tourbureauer og taxierne skal nok gøre opmærksom på sig selv. Du kan tage med på gruppetur eller privat skræddersyet udflugt.

Overnatning
På trods af byens beskedne størrelse, så har Pai et kæmpe udvalg af overnatningsmuligheder. Den billigste overnatning findes primært i Pai by, men det betyder bestemt ikke, at du behøver at bo midt i larmen.

Tag den lille bambusbro over floden, der ligger i forlængelse af Walking Street, hvor du støder ind i en lang række små overnatningssteder med huts eller bungalows. Det er forholdsvis enkel overnatning, hvor I de fleste steder kan vælge mellem huts med delt bad og toilet og huts med privat badeværelse. Prisniveauet er vanvittigt lavt.

I omegnen ligger masser af mindre overnatningssteder med en forrygende udsigt over bjergene. Her er også flere større hoteller/resorts, der primært er henvendt til kinesiske turister, men der er selvfølgelig åbent for alle. Book hotel i Pai her.

Forslag til overnatning:
Spicypai Backpackers - Populært blandt backpackere og smuk beliggenhed
Pai Country Hut - Enkle hytter i rolige omgivelser tæt på centrum
Pairadise Guesthouse - Mindre hotel i rolige omgivelser 15 min fra centrum
Pai Village Boutique Resort - Lækkert hotel i centrum, hvor I bl.a. kan bo i hytter

Mad og drikke
Pai har masser af spisesteder. Som nævnt er Walking Street proppet med madboder om aftenen, men byen har selvfølgelig også en lang række spisesteder/restauranter. Madmæssigt kan du komme verden rundt og ethvert spisested med respekt for sig selv har også vegan- og vegetarretter på menukortet. I Pai finder du også en lang række tehuse og Coffeeshops.

En håndfuld glimrende spisesteder vi har prøvet, der alle kan findes på kortet herover.

Charlie & Lek
Her får du rigtig god thailandsk mad, og stedet er kendt for sine friske økologiske grøntsager. Alle klassikerne som curries, supper, salater, stegt ris og nudelretter findes på menukortet, der har priser fra ca. 50 baht. Vi fik pad thai, green curry og friske vietnamesiske ruller med fyld af urter og grøntsager - alt smagte skønt. Charlie & Lek er et populært sted, hvor vegetarer ikke går forgæves. Meget venlig betjening.

Good Life
Populær hos vegetarer og for det store udvalg af te - et lidt hipt sted med borde ud til Wiang Tai Road såvel som indendørs. Menukort er omfattende med alt fra sandwich, spaghetti og thailandske retter. Vores sandwich var middelmådig, men stedet laver en god laab - en klassisk nordthailandsk spicy salat med svinekød og friske krydderurter. Good Life serverer selvfølgelig også te, smoothies, frugtjuice og nypresset hvedegræs. Ikke den hurtigste betjening, men hvem skynder sig i Pai?

Nongbeer
Klassisk thai/kinesisk spisested uden megen hygge. Stort sted med et menukort, der dækker det thailandske køkken fint. Maden serveres lynhurtigt og er velsmagende og billig. Min khao soi var rigtig lækker. Er I en gruppe afsted vil Nongbeer være et af de steder i Pai, hvor I kan sidde om samme bord.

Ganesh House
Hit eller miss. Maden fejler generelt ikke noget, men betjeningen er lidt fraværende, og det er ikke altid de mest almindelige drikkevarer er tilgængelige. Vores Paenang Curry og pad thai i en vegetarisk version med tofu var glimrende - det samme kan man ikke sige om de overfriturestegte forårsruller, der var stort set uden fyld. Ganesh House ligger på Wiang Tai Road og er tilsyneladende ret populær.

Morgenmad: Har I ikke morgenmad inkluderet på jeres hotel, så ligger der adskillige cafeer i byen, der alle åbner klokken 8 (kun vejledende).

På f.eks. Pai Village Resort på gaden Wiang Tai kan I spise buffet med drikkevarer inkluderet for et par hundrede baht. Et godt sted med meget venlig betjening.

Aften- og natteliv: Nattelivet i Pai er hektisk med et pænt udvalg af barer langs gaderne Thanon Charsongkhram og Thanon Wiang Tai i centrum. (Gaderne, der bliver kaldt Pai Walking Street om aftenen).

På førstenævnte gade kan I prøve Beach Club @Pai, der også serverer mad, men det er først og fremmest et godt sted at snuppe en drink eller kold øl lige ud til gågaden, hvor man kan følge med i det hektiske liv.

På Jikko Bar kan du smage et pænt udvalg af øl fra små mikrobryggerier - bl.a. Jikkos egen bryg og i Pai findes også et par vinbarer. Begge typer barer illustrerer fint, at byen er for alle.

Why Not Bar er blot en af flere barer, hvor der drikkes igennem fra sen aften til ud på natten. Flere af samme slags ligger ned ad Thanon Wiang Tai, hvor der er livemusik - f.eks. det større boom boom bar.

Tjek også Blaa Blaa, der er tøjbutik om dagen og bar om aftenen. Et besynderligt sted bestyret af en venlig rastafarifyr. Længere nede ad gaden ligger Mojito Bar, der også serverer den populære drink som shots.

Aktiviteter
Du kommer med garanti ikke til at kede dig i Pai. Udover de mest populære udflugter, så har byen et væld af aktiviteter.

Der er f.eks. mange muligheder for yogaklasser - både drop in og ophold af flere ugers varighed. Her er også detoxophold, hvor du kan købe den fulde pakke med mad, yoga, meditation og vejledning.

Du kan også vandre i det smukke kuperede landskab og deltage i madlavningskurser.

Rafting og kajak er andre muligheder, men vi ser også småfulde unge, der med en øl i hånden tuber ned ad floden.

Se mere i indlægget 6 oplevelser i Pai.

3 Kommentarer

  1. Tak for meget brugbar information om transport til Pai. Vi har søgt meget på nettet om hvordan og hvorledes man gør, det ved vi nu. Fedt at vide til vores kommende rejse.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her