Dreadlocks, tatooshops og masser af alternativ livsstil. Den lille by Pai i Nordthailand er et populært sted for backpackere, hippiewannabees og skæve eksistenser. Et sted, hvor du kan være dig selv og virkelig skal gøre dig umage for at skille dig ud. 

Læs om byen i min Pai guide herunder, hvor du finder information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og forslag til gode steder at bo og spise.

Pai – en introduktion

Ofte kan jeg med det samme mærke, om jeg kan lide et sted eller ej. Sådan er det med også med Pai, hvor det er kærlighed ved første blik. Byen er et slags fristed for mennesker, der insisterer på at leve på deres egen måde og som ikke rigtig passer ind andre steder end her.

Stort set alt i byen er målrettet det yngre publikum, men fortvivl ikke, hvis du har passeret 35 år eller ikke kan placere dig selv i en eller flere af ovennævnte grupper, for i Pai er der plads til alle.

Det betyder selvfølgelig også masser af mennesker i gaderne, og nogle vil nok sige, at byen er overrendt og kvalt i sin egen succes. Men Pai findes ingen andre steder, og på trods af turismen ligger den lokale hverdag lige om hjørnet.

pai
Good Life på Thanon Wiang Tai

Alle veje fører til Pai

Pai ligger smukt i en dal langs floden af samme navn. Byen er omkranset af frodige bjerge, hvor du finder en lang række vandre- og trekkingruter.

I omegnen er der flere andre udflugtsmuligheder, men Pai er også et fast stop på turen fra Chiang Mai til Mae Hong Son. Alt sammen noget, der tiltrækker de mange turister, som besøger byen af vidt forskellige grunde.

Thai’erne kommer for det forholdsvis milde klima og for ved selvsyn at se det sted, hvor filmen Pai In Love blev optaget. De mange kinesiske turister har bl.a. den lille by Ban Santichon, der er beboet af efterkommere af flygtninge fra kulturrevolutionen, som mål.

Men det er en helt anden slags turister, der sætter størst præg på Pai. Backpackerne og de tusinder af mennesker, der synes at være flygtet langt væk fra den stressede og kapitalistiske verden. Mennesker, der stadig håber på Peace, Love & Harmony og som uundgåeligt giver minder om 60’ernes hippier.

Hovedgaden Thanon Charsongkhram

I Pai er livet enkelt, men alligevel er det svært at sætte ord på, hvorfor den lille by er så fascinerende. Måske fordi den samler en lang række mennesker, der nok er forskellige, men alligevel har noget til fælles. Modet til at være anderledes og stå ved det. Modet til at vende den etablerede verden ryggen for at leve det liv, de ønsker.

Det er en livsstil, som de unge vestlige backpackere tager til sig med kyshånd velvidende, at de snart skal tilbage til hverdagens trummerum med job eller uddannelse. Om ikke andet, så har de i hvert fald set, at det er muligt at springe af hamsterhjulet og leve på en helt anden måde.

I Pai er der ingen stress og jag – et sted, hvor livet går sin gang og hvor ingen tilsyneladende er afhængig af klokken – sådan virker det i hvert fald i butikker og på restauranter, hvor åbningstiderne kun synes at være vejledende.

Nu til min Pai guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder. Velkommen til min rejseguide til Pai, som jeg håber, du kan bruge.

pai
På tehus

Pai – orientering og oplevelser

Walking Street (Hovedgaden)

Hovedgaden Thanon Charsongkhram er Pais centrum. Skiftevis ligger caféer, tatooshops og tourbureauer i den smalle gade, der om aftenen lukkes af og omdøbt til Pai Walking Street.

Den bilfri gade er liv og glade dage med masser af mennesker, der spiser alt fra pizza og burritos til kebab og pad thai i de små madboder.

Det handler ikke kun om mad i gaderne, der bedst kan beskrives som ét stort aftenmarked. Her er selvfølgelig også boder med alt fra klassiske souvenirs til lækre designs i sko, tøj og smykker. Vi ser også varer fra områdets etniske minoriteter, og her og der har håbefulde kunstnere sat deres værker til salg.

Men der er mere at komme efter på Pai Walking Street. Det er også her byens aften- og natteliv er koncentreret. Og det behøver ikke nødvendigvis at handle om masser af alkohol. Flere gange besøger vi et af byens tehuse, der er fyldt med mennesker i alle aldre. Andre steder serverer man friskpresset juice lavet af bl.a. jordbær, avocado og hvedegræs.

pai guide
Der er mange muligheder for at shoppe i Pai

Lokalmarkedet

Langs gaden Thanon Damrong ligger Pais lokalmarked. Som ved et trylleslag har byen skiftet karakter – væk er alle turisterne, der er erstattet af lokale, som i en myretue går mellem hinanden for at vurdere de mange varer.

Og der er nok at kigge på. Ikke kun for de handlende, men også for os, der finder os selv i et sandt eldorado at løg, kål, chili, tomater, meloner og enorme avocadoer. Her er også kød og masser af fremmedartede urter til salg i gaden og i den store markedshal ved siden af.

Der er ingen tvivl om, at markedet er dagens højdepunkt for de handlende. Ikke mindst for de etniske minoriteter, der kommer ind til byen for at sælge deres varer. Vi ser især folk fra lisu-stammen, der er klædt i traditionelle farverige dragter, hvor lilla og blå er dominerende farver.

Det er altid sjovt at besøge lokalmarkeder rundt om i verden – det er en god mulighed for at komme tæt på de lokale og at følge med når de handler. Vi holder os heller ikke tilbage og køber bl.a. tørret chili og lækre saftige dragefrugter.

pai
Der er masser af grønt på lokalmarkedet i Pai

Oplevelser udenfor Pai

Det er småt med seværdigheder i Pai By, der til gengæld fungerer som base for udflugter til alt det omegnen har at byde på.

I Pai By ligger adskillige tourbureauer, der har færdiglavede ture på programmet, men du kan også lave din egen sightseeingtur.

Pai Canyon

Ca. 8 km fra Pai i retning mod Chiang Mai ligger Pai Canyon, der består af et smukt og næsten alpint landskab med dybe kløfter og forvredne klipper skabt af årtusinders erosion.

Området er populært til vandreture, men omkring klokken 17 samles folk ved Pai Canyon for at se solnedgangen. Det er et utroligt smukt syn, når dagens sidste solstråler rammer det imponerende landskab. Mange tourbureauer i Pai har solnedgangen ved Pai Canyon på programmet. Der er gratis adgang til selve Pai Canyon.

pai guide
Solnedgang ved Pai Canyon

Vandfald

Naturen omkring Pai er smuk og bjergrig. Her kan du besøge flere vandfald, men ingen af dem er dog synderligt imponerende. Tættest på Pai kommer vi forbi Mor Paeng-vandfaldet, der op af dagen er noget overrendt, så kom tidligt på formiddagen.

Pam Bok-vandfaldet er noget sværere at komme til. Det kan fint kombineres med Kho Ku So Bamboo Bridge, men forbered dig på en lidt ujævn grusvej og en lille klatretur over klipper. Det er bestemt overkommeligt, men du undgår nok ikke våde fødder. Gratis adgang.

Temple On The Hill (Wat Phra That Mae Yen)

Den store hvide Buddha står på en bjergside og kan på lang afstand se lidt sølle ud. Men Buddhaen er faktisk enorm og så absolut det mest spænende ved Wat Phra That Mae Yen, der er ganske lille og på ingen måde adskiller sig fra andre buddhistiske templer i Thailand.

Templet ligger umiddelbart udenfor Pai, og du kan vælge at tage trapperne til toppen eller køre op til p-pladsen. Herfra er der dog stadig et par hundrede trin, der skal forceres, før du står ved den store hvide Buddha, som skuer ud over dalen.

Udsigten er selvfølgelig flot, og stedet er et godt alternativ til Pai Canyon for en fantastisk solnedgang. Gratis adgang.

oplevelser i pai

Ban Santichon & Yun Lai Viewpoint

Ban Santichon er lidt af en turistfælde, men byen har faktisk en spændende historie. Da mange kinesere flygtede til Thailand under kulturrevolutionen, hjalp de regeringen med at bekæmpe landets kommunister, der holdt til i bjergene. Som tak fik de det stykke land, hvor Ban Santichon ligger i dag.

I gaderne hvor kineserne selv bor ligner Ban Santichon andre byer i området, men ellers skiller den sig markant ud. I dag er der opført en slags velfriseret forlystelsespark med fiskedamme, ponyridning og udlejning af traditionelle kinesiske dragter. Her er endda også en kopi af den kinesiske mur.

Overalt bliver vi budt på te, der ligesom bunker af souvenirs kan købes i de mange forretninger. Ban Santichon er et sært sted, men prøv at springe det forlorne cirkus over og tag i stedet for en tur i byens gader, hvor du her og der finder små spisesteder med mad fra Yunnan-provinsen.

På et lille bjerg få minutters kørsel fra Ban Santichon kan du besøge Yun Lai Viewpoint. Det er et sikkert stop for de kinesiske turister, der igen og igen tager selfies med udsigt over bjergene. Når vejret er klart kan man se helt til Myanmar, men andre gange hænger disen tungt over området. Gratis adgang til Ban Santichon og entré til Yun Lai Viewpoint.

pai guide
Ban Santichon er lidt af et turistfælde

World War ll Memorial Bridge

11 km fra Pai i retning mod Chiang Mai ligger World War ll Memorial Bridge. Historien fortæller, at japanerne under 2. verdenskrig ønskede en forbindelse mellem Chiang Mai og Mae Hong Son, men floden ved Pai var en forhindring.

Ved hjælp af elefanter og lokale tvangsarbejdere påbegyndte man i 1941 derfor arbejdet med at bygge en kombineret træ- og bambusbro. Broen var i brug i flere år, men da japanerne forlod området ved krigens afslutning, brændte de den ned. De lokale kunne dog ikke undvære broen og byggede kort tid efter en ny.

I 1973 blev den ødelagt af voldsomme oversvømmelser og en ny stålbro blev opført i 1976. Det er den bro, der i dag står som et mindesmærke over 2. verdenskrig og årene efter.

En gåtur på broen, der ligger lige ved siden af den nye hovedvej mellem Chiang Mai og Pai, er gratis. I den ene ende er der lidt info om broen og billeder fra bl.a. krigens tid. Det er uden tvivl historien og ikke så meget selve broen, der gør stedet interessant.

Kho Ku So Bamboo Bridge

En af Pais bedste oplevelser er Kho Ku So Bamboo Bridge. Den ca. 800 meter lange bro forbinder landsbyen Pam Bok med Huay Khao Khiri House of Priests, hvor der bl.a. står en lille stenstupa.

Bambusbroen snor sig over rismarker og langs frodig natur. Undervejs er der et par pavilloner med bænke, hvis du skulle få brug for at hvile fødderne. Oplevelsen er bedst i sommermånederne, hvor rismarkerne fremstår smukke og skriggrønne. Entré 20 baht.

pai guide
Kho Ku So Bamboo Bridge

Pai – hvor mange dage skal du bruge?

Turen fra Chiang Mai til Pai kan være lidt af en udfordring. 762 skarpe sving skal forceres før du står i den herlige by, som jeg kun kan anbefale dig at besøge. Fos os var køreturen langt fra så slem som frygtet, men det kan selvfølgelig være anderledes, hvis man har tendens til køresyge.

Med tanke på den forholdsvis lange køretur, så bliv nogle dage i Pai, inden du kører videre eller tilbage til Chiang Mai.

Byen og især omegnen har masser at byde på. Der er i hvert fald mulighed for nogle gode naturoplevelser, og du kan desuden deltage i aktiviteter som f.eks. yoga, trekking, kokkeskole og meditationskurser.

Det er selvfølgelig kun dig, der ved, hvad du vil bruge dit ophold i Pai til, men book minimum tre overnatninger, således at du har to hele dage. Jeg anbefaler dog, at du bliver lidt længere – Pai er lidt af et fristed, og måske kommer du ligesom os til at holde af byen.

Herunder finder du min Pai guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links og et kort over byen.
Flere overnatningssteder ligger smukt ud til floden

Transport

Ind og ud

Nærmeste større lufthavn er den i Chiang Mai. Du kan flyve til Chiang Mai fra bl.a. Krabi, Phuket og Bangkok. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.

Delt minibus fra Chiang Mai til Pai

Fra Chiang Mai kan du tage en minivan til Pai. De fleste kører fra Arcade Busstation (ca. en gang i timen), men mange hoteller og guesthouses har et samarbejde med selskabet Aya Service, der henter dig i songtaew på dit hotel.

Her skifter du til minivan på selskabets egen lille busholdeplads. Prisen er 200 baht pr. person plus 100 baht for en standard størrelse kuffert (vejledende).

Transporttid i alt er ca. tre timer inkl. et 20 minutters stop undervejs. I Pai bliver du sat af ved Aya Services kontor på hovedgaden. Også Aya Service kører en gang i timen fra tidlig morgen til ca. Kl. 17.00.

Retur til Chiang Mai er prisen den samme, og her kan du vælge at blive sat af på Arcade Busstation, ved Tha Phae-porten ind til den gamle bydel eller på Aya Services egen busholdeplads (i den sydøstlige del af Chiang Mai langt fra centrum). Flere afgange fra Pai stopper desuden i Chiang Mais lufthavn.

For nogle kan turen med minibus være lidt af en udfordring. Jeg anbefaler, at du kører i dagtimerne.

Privat transfer

Et alternativ til minibussen er privat transfer fra Chiang Mai til Pai og retur. Her bliver du selvfølgelig kørt direkte til dit bestemmelsessted.

Vil du have et tilbud på privat transfer, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Videre rejse

Fra Pai er det nemt at komme videre til f.eks. Soppong eller Mae Hong Son, men du kan også booke billetter til de fleste byer/steder i Thailand (inkl. Bangkok) og endda de mest populære byer i Laos.

At komme rundt

For at komme rundt kan du med lethed gå rundt – større er Pai ikke. Skal du længere væk eller bor du uden for byen, så kan du leje en cykel eller scooter.

I Pai ligger adskillige tourbureauer, men du kan også booke en taxi for en hel eller halv dag. Tourbureauerne arrangerer både gruppeture og private skræddersyede udflugter.

Overnatning – forslag til hoteller

På trods af byens beskedne størrelse, så har Pai et kæmpe udvalg af overnatningsmuligheder. Den billigste overnatning findes primært i Pai by, men det betyder bestemt ikke, at du behøver at bo midt i larmen.

Tag den lille bambusbro over floden, der ligger i forlængelse af Walking Street, hvor du støder ind i en lang række små overnatningssteder med huts eller bungalows. Det er forholdsvis enkel overnatning, hvor du de fleste steder kan vælge mellem huts med delt bad og toilet og huts med privat badeværelse. Prisniveauet er vanvittigt lavt.

I omegnen ligger masser af mindre overnatningssteder med en forrygende udsigt over bjergene. Her er også flere større hoteller/resorts, der primært er henvendt til kinesiske turister, men der er selvfølgelig åbent for alle.

I min rejseguide til Pai har jeg selvfølgelig en stribe anbefalinger til overnatning. Se mere herunder eller tjek det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Forslag til overnatning

Buzzas @ Pai Chan – Populært sted blandt både backpackere og familier, der kan vælge mellem sovesal og almindelige værelser med privat bad og toilet. Buzzas @ Pai Chan ligger i naturskønne omgivelser og har faciliteter som bar, restaurant og swimmingpool. Se billeder og priser på Buzzas @ Pai Chan.

Pai Country Hut – Enkle prisvenlige hytter i rolige omgivelser tæt på centrum. Wifi, lufthavnstransport og let morgenmad er inkluderet i prisen. Se billeder og priser på Pai Country Hut.

Pairadise Guesthouse – Mindre hotel i smukke rolige omgivelser 15 min. fra centrum. Pairadise Guesthouse har både bungalows og villaer, hvoraf de største har plads til syv personer. Faciliteterne tæller bl.a. swimmingpool og gratis wifi. Morgenmad er tilgængelig. Se billeder og priser på Pairadise Guesthouse.

Pai Village Boutique Resort – Absolut et af de bedste hoteller i Pai. Her bor du lækkert i centrum af byen, og kan vælge mellem suites, hytter og værelser. Et smagfuldt indrettet hotel med faciliteter som spa, bar, restaurant og swimmingpool. Se billeder og priser på Pai Village Boutique Resort.

Mad og drikke

Pai har masser af spisesteder. Som nævnt er Walking Street proppet med madboder om aftenen, men byen har selvfølgelig også en lang række spisesteder/restauranter.

Madmæssigt kan du komme verden rundt og ethvert spisested med respekt for sig selv har også vegan- og vegetarretter på menukortet. I Pai finder du også en lang række tehuse og Coffeeshops.

På hovedgaden ligger desuden et lille muslimsk område omkring moskeen Al-Israa. Det er nemt at overse, men om aftenen er det her tilhængere af halalfood og klassiske muslimske malayretter som roti, satay og apam balik kan få stillet sulten.

Ingen Pai rejseguide uden anbefalinger til spisesteder – se nærmere på disse cafeer og restauranter, der alle kan findes på kortet herunder.

Charlie & Lek

Her får du rigtig god thailandsk mad, og stedet er kendt for sine friske økologiske grøntsager. Alle klassikerne som curries, supper, salater, stegt ris og nudelretter findes på menukortet, der har priser fra ca. 50 baht.

Vi fik pad thai, green curry og friske vietnamesiske ruller med fyld af urter og grøntsager – alt smagte skønt. Charlie & Lek er et populært sted, hvor vegetarer ikke går forgæves. Meget venlig betjening.

Good Life

Populær hos vegetarer og for det store udvalg af te – et lidt hipt sted med borde ud til Wiang Tai Road såvel som indendørs. Menukort er omfattende med alt fra sandwich, spaghetti og thailandske retter.

Vores sandwich var middelmådig, men stedet laver en god laab – en klassisk nordthailandsk spicy salat med svinekød og friske krydderurter. Good Life serverer selvfølgelig også te, smoothies, frugtjuice og nypresset hvedegræs. Ikke den hurtigste betjening, men hvem skynder sig i Pai?

Nongbeer

Klassisk thai/kinesisk spisested uden megen hygge. Stort sted med et menukort, der dækker det thailandske køkken fint. Maden serveres lynhurtigt og er velsmagende og billig. Min khao soi var rigtig lækker. Er I en gruppe afsted vil Nongbeer være et af de steder i Pai, hvor I kan sidde om samme bord.

Ganesh House

Hit eller miss. Maden fejler generelt ikke noget, men betjeningen er lidt fraværende, og det er ikke altid de mest almindelige drikkevarer er tilgængelige.

Vores Paenang Curry og pad thai i en vegetarisk version med tofu var glimrende – det samme kan man ikke sige om de overfriturestegte forårsruller, der var stort set uden fyld. Ganesh House ligger på Wiang Tai Road og er tilsyneladende ret populær.

Morgenmad

Har du ikke morgenmad inkluderet på jeres hotel, så ligger der adskillige cafeer i byen, der alle åbner klokken 8 (kun vejledende).

På f.eks. Pai Village Resort på gaden Wiang Tai kan du spise buffet med drikkevarer inkluderet for et par hundrede baht. Et godt sted med meget venlig betjening.

Aften- og natteliv

Nattelivet i Pai er hektisk med et pænt udvalg af barer langs gaderne Thanon Charsongkhram og Thanon Wiang Tai i centrum. (Gaderne, der bliver kaldt Pai Walking Street om aftenen).

På førstnævnte gade kan du prøve Beach Club @Pai, der også serverer mad, men det er først og fremmest et godt sted at snuppe en drink eller kold øl lige ud til gågaden, hvor man kan følge med i det hektiske liv.

På Jikko Bar kan du smage et pænt udvalg af øl fra små mikrobryggerier – bl.a. Jikkos egen bryg og i Pai findes også et par vinbarer. Begge typer barer illustrerer fint, at byen er for alle.

Why Not Bar er blot en af flere barer, hvor der drikkes igennem fra sen aften til ud på natten. Flere af samme slags ligger ned ad Thanon Wiang Tai, hvor der er livemusik – f.eks. den større Boom bar.

Aktiviteter

Du kommer med garanti ikke til at kede dig i Pai. Udover de mest populære udflugter, så har byen et væld af aktiviteter.

Yoga

Der er mange muligheder for yogaklasser – både drop in og ophold af flere ugers varighed. Her er også detoxophold, hvor du kan købe den fulde pakke med mad, yoga, meditation og vejledning.

Trekking

Du kan trekke i det smukke kuperede landskab og måske møde de etniske minoriteter på deres hjemmebane.

Fra Pai er der kun ca. 40 km til Myanmar, og som så mange andre steder i Nordthailand er der også her flere forskellige bjergstammer, der gennem årene er indvandret fra nabolandet. Først kom Shan-folket, som i dag mere eller mindre bliver betraget som thai’er, men i området ses også stammerne lisu, lahu og hmong.

Andre aktiviteter

• Madlavningskursus
• Rafting og kajak
• Tubing ned ad floden
• Massage
• Besøg i grotter og ved varme kilder

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Øvrigt

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og eventuelt købe en rejseguide til Pai.

Kort over Pai

I min Pai guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her