Hjem Thailand Hoteller i Bangkok – her har jeg boet

Hoteller i Bangkok – her har jeg boet

Få forslag til hoteller i Bangkok

Bangkok er en by, jeg vender tilbage til igen og igen. Gennem årerne har jeg boet mange forskellige steder i Thailands hovedstad, og selvom jeg ved mine første besøg ikke var helt så omhyggelig med med mit hotelvalg som i dag, så er jeg aldrig blevet skuffet.

Læs om alle de steder jeg har boet i Bangkok herunder – du kan som altid finde hotellerne på kortet nederst på siden. Se alle overnatningssteder i Bangkok og sammenlign priser på hotels.com og booking.com.

K Home Asok – Sukhumvit

Lille hotel i en sidegade til Sukhumvit Soi 19. Her får vi topservice og et stort dejligt værelse med bl.a. tv, køleskab, elkedel og gratis wifi.

Prisen er knap halvdelen af hvad Bangkoks større hoteller koster, men vi må så også undvære f.eks. bar, restaurant og swimmingpool. Til gengæld bor vi i en herlig familiær atmosfære og har kun få hundrede meter til metro og skytrain. K Home Asok skal have den største anbefaling fra mig.

Lub d Siam Square – Siam Square

Er I backpackere eller på lavbudget som os, så kunne Lub d være noget for jer. Med perfekt beliggenhed få hundrede meter fra Skytrain og Bangkoks bedste shopping ved Siam Square ligger Lub d, der både har sovesale (også sovesale kun for kvinder) og dobbeltværelser med eget bad.

Det er sidstnævnte vi har booket, og selvom det er forholdsvis småt, så har vi, hvad vi skal bruge. Ok, den gratis wifi er ikke helt så god, men det er til gengæld prisen. Lub d er helt perfekt, hvis du vil bo godt og billigt i Bangkok med mulighed for at møde andre rejsende.

Rembrandt Hotel – Sukhumvit

Benyttet af flere rejsebureauer er Rembrandt Hotel velkendt af mange danskere. Det er et kæmpe hotel i 26 etager og med hele 407 værelser. Man skal være mere end almindelig kræsen for ikke at synes om det 4-stjernede Rembrandt, der har alle de faciliteter som et internationalt hotel skal have.

Beliggenheden på Sukhumvit Soi 18 er rigtig god og det eneste, der mangler er atmosfære. Sådan er det ofte med store hoteller, der kan virke upersonlige. Er du ligeglad med den slags, så er Rembrandt, som bl.a. har swimmingpool og stor morgenmadsbuffet, et glimrende valg til prisen.

Korbua House – Khao San

Vi havde tidligere boet på Khao San Road på et af bydelens mere kendte hoteller (læs mere om det længere nede), men ville denne gang gerne bo lidt hyggeligere. Valget faldt på Korbua House, der ligger ud til en af Bangkoks kanaler et par hundrede meter fra Khao San Road.

Hotellet får blandede anmeldelser fra tidligere gæster, men vi havde et rigtig godt ophold og fik god og smilende service fra personalet. Værelserne er forholdsvis enkle, men der er, hvad der skal være af faciliteter.

Citadines Sukhumvit 11 – Sukhumvit

Citadines Sukhumvit 11 bookede vi udelukkende pga. prisen. Det var overraskende billigt at bo på det moderne hotel, hvor værelserne mere havde karakter af lejligheder. Bl.a. var der dvd-afspiller og fuldt udstyret køkken på vores værelse.

Hotellet er forholdsvis nyt og i stilrent design med vaskeri, fitness og en lille swimmingpool på taget. Citadines ligger et par hundrede meter nede ad Soi 11 tæt på barer, restauranter og skytrain. Stedet tilbyder også morgenmad, men den bliver serveret på nabopubben og er ganske sølle.

Josh Hotel – Ari

Hippe Josh Hotel ligger i lige så hippe Ari. Bydelen, der bare er stedet at bo, hvis du er flashpacker eller first mover. Vi skulle da også lige opleve Ari, der er helt anderledes end det man ellers forbinder med Bangkok. Her finder du fancy cafeer, hippe barer og endda bagerier.

Josh Hotel er i herlig art deco stil og kendt for sin hyggelige swimmingpool, der er et hit på Instagram. Værelserne er generelt små og lidt dyrere end gennemsnittet, men til gengæld får vi glimrende service og god morgenmad. Selvom bydelen er hip, så er der kun få overnatningssteder, og her er Josh Hotel absolut det bedste.

Narai Hotel – Silom

Som Rembrandt er Narai også et hotel som mange danske rejsebureauer bruger. Her bor du på Silom Road tæt på shopping og restauranter. Narai Hotel har hele 465 værelser, og der er stor forskel på kvaliteten afhængig af værelsestype.

Superiorværelserne på de nederste etager er mildest talt slidte og skrabede, mens man får væsentlig mere for pengene på deluxeværelserne. Heller ikke på Narai Hotel er der den store hygge, men vi får fin service og en glimrende morgenmadsbuffet.

Bandara Suites – Silom

Bandara Suites ligger få hundrede meter fra Silom Road og Sala Daeng Skytrain-station. Her kan du vælge mellem lejligheder og traditionelle hotelværelser. Det er et sted, hvor vi får rigtig meget for pengene – vi giver kun 350 kr. for et deluxeværelse inkl. god morgenmad.

Personalet er rigtig venlige og servicemindede, og det er et sted jeg gerne vender tilbage til. Også selvom Bandara Suites er helt uden atmosfære.

Windsor Suites – Sukhumvit

Mellemklassehotel med god beliggenhed på Sukhumvit Soi 20. Det store hotel er efterhånden lidt slidt, men til gengæld har Windsor Suites et af Bangkoks bedste poolområder.

Første gang jeg boede på hotellet blev morgenmaden serveret på 32. etage, hvor vi selvfølgelig havde en fantastisk udsigt. Windsor Suite har udmærkede værelser og fin service – i princippet er der ikke en finger at sætte på den del af hotellet, men det er et typisk business/turistklassehotel helt uden atmosfære.

Buddy Boutique Inn – Khao San

Med blot 20 meter til Khao San Road er Buddy Boutique Inn et populært sted at bo, hvis man vil være tæt på den berømte gade. Hotellet er en del af Buddy Group, der har en lang række pubs, barer og overnatningssteder i området.

Værelserne på Buddy Boutique Inn er små, men moderne. Bemærk, at de billigste værelsestyper ikke har vinduer. På trods af placeringen er hotellet ikke generet af støj fra det hektisk liv lige udenfor døren. Buddy Boutique Inn skal vælges, hvis man er helt ligeglad med alverdens faciliteter, men gerne vil bo billigt ved Khao San.

Grand China Hotel – Chinatown

Også Grand China Hotel har jeg boet på flere gange. Faktisk er det det eneste “rigtige” hotel i Chinatown i segmentet mellemklasse/business. Grand China Hotel får knap så gode anmeldelser, men de gange vi har boet her (både før og efter renoveringen) har vi haft et fint ophold.

Hotellet har en lang række faciliteter som barer, restauranter og swimmingpool, men det bedste er den centrale beliggenhed i Chinatown. Vi booker som regel en af de billigste værelsestyper og selv her har vi ikke noget at klage over. Værelset har både tv, køleskab, safetyboks og gratis wifi.

Kort over Bangkok

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her