Hjem Indien På vejsiderestaurant i Sydindien – en rejsehistorie

På vejsiderestaurant i Sydindien – en rejsehistorie

Det er faktisk sværere at spise med fingrene end man skulle tro

Vi føler os som et par klovne i cirkus. Mand efter mand kommer de ind i det lille hus for at se os spise. Jeg forstår dem godt, for vi er på udebane og ved kun lidt om, hvordan de lokale egentlig spiser. Og da ejeren fortæller os, at der aldrig før har været europæere i hans restaurant, føler vi presset stige.

“Hvor mange tjenestefolk har I”, spørger chaufføren, der kører os fra Kumily til Alapuzzha i den indiske delstat Kerala. Han tror ikke på os, da vi fortæller ham, at vi ingen tjenestefolk har, og mistroen bliver kun større, da han finder ud af, at vores hus er ganske lille og vores bil mindre end den vi kører i nu.

Han skuler til os i bakspejlet og kan ikke helt finde ud af om vi taler sandt. Vi har netop passeret en bro i byen Kanamala højt oppe i West Ghat bjergene, hvor vi kan se et halvt hundrede vaskekoner i gang med arbejdet. Det er dhobi får vi at vide. Vaskefolket. En lavkaste, der er født til at vaske andres tøj.

Europæerne i rum nummer 4

Jo, Indien er en helt anden verden. Den kendsgerning bliver kun bekræftet, da chaufføren undervejs på vores lange tur spørger om vi er sultne. Det er midt på dagen, og vi kan da godt klemme lidt mad ned, men det er timer siden, vi sidst har set en restaurant.

Chaufføren lover at finde et godt sted, men vi vil meget hellere spise der, hvor han selv plejer at få stillet sulten. Hvad kan gå galt?

De små grønne kvadratiske huse ligner så langt fra en restaurant. Men det er her vi gør stop og får vores helt eget hus at spise i. Menukort er her ikke noget af – restauranten serverer kun én slags mad; den klassiske sydindiske sadya, der typisk spises som frokost eller et hurtigt og billigt måltid.

Det er ejeren selv, der står for at varte os op. Han placerer et stort bananblad foran os, og så begynder han ellers at hælde ris op. Et øjeblik  efter kommer en tjener med otte forskellige slags chutney, pickles og curries.

Chaufføren fører sig hjemmevant frem. Efter at have vasket hænder går han i gang med at rulle riskugler, som han dypper i det forskellige tilbehør for derefter nærmest at skubbe maden ind i munden.

Vi prøver at efterligne ham, men det er ikke helt så nemt at spise med fingrene, som det ser ud til. Kunsten er at få den rette mængde væde i sin riskugle. Kommer der for lidt på, er den umulig at rulle – kommer der for meget på, bliver kuglen for våd med det resultat, at væden løber ned af armen.

Vores kamp med at forme det perfekte riskugle er tilsyneladende god underholdning. Det  rygtes nemlig hurtigt på vejsiderestauranten, at i rum nummer fire sidder to europæere med chutney i hele hovedet. Vi er glade for, at maden er ad libitum – ellers var vi nok ikke blevet mætte.

Tjenerne skovler mere ris og mere tilbehør op på vores bananblad, og selvom vi er ufrivilligt midtpunkt, så er det en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. En oplevelse er det også at modtage regningen for det dejlige måltid; 15 kr. for os alle tre. Det er ganske vist; feriebudgettet rækker langt i Indien.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her