Hjem Thailand Khao Yai Nationalpark

Khao Yai Nationalpark

+ praktisk information til dit besøg i Khai Yai Nationalpark nederst på siden

Solen er på vej ned. Det er stadig varmt, og den fugtige luft får tøjet til at klistre til kroppen. Sammen med en håndfuld andre turister står vi midt ude i ingenting og venter. “Fem minutter”, siger vores guide.

Vi kigger op mod den store grotte på bjerget og pludselig sker det. Først ser vi dem i mindre grupper, men snart kommer millioner af flagermus ud af grotten. Det er et fantastisk syn at se den imponerende bølge af små dyr, der fortsætter så langt øjet rækker.

Det er første aften i Khao Yai Nationalpark, og der er ingen tvivl om, at de næste dage kommer til at stå i naturens tegn.

Vi har lagt pulserende Bangkok bag os og er nu ankommet til Khao Yai Nationalpark. Hvem skulle tro, at der blot 200 km nordøst for storbyjunglen ligger en helt anden slags jungle. En grøn og frodig jungle af den slags man ofte ser på tv i en af de mange gode naturserier.

Khao Yai Nationalpark, der er Thailands ældste og grundlagt i 1962, består ikke kun af jungle, men også af savanne og løvfældende skov.

Khao yai nationalpark
På trekking i junglen

Det er her i den Unescobeskyttede nationalpark, man har størst chance for at se gibbonaber, men i skoven lever også ca. 250 vilde elefanter, hjorte, bjørne, leoparder og endda tigre. Khao Yai er også berømt for sine mange farvestrålende næsehornsfugle, der blot er en af de ca. 315 fuglearter, man har registreret.

Vi spilder ikke tiden. Efter check in på hotellet kører vi det korte stykke til parkens indgang. Hurtigt går det opad, hvor vi gør et stop ved en rasteplads. Udsigten herfra er fantastisk. Jungle så langt øjet rækker, og i det fjerne kan vi se Khao Rom, der med sine 1351 meter er nationalparkens højeste bjerg.

Pludselig hører vi larm bagved os. En flok makakaber er gået på rov i en af bilerne, og ligeså hurtigt de er kommet, lige så hurtigt er de væk igen.

På vej til besøgscentret ser vi flere grupper af mennesker, der med kikkerter spejder ind i skoven. De håber at få et glimt af gibbonaberne, får vi at vide. Og faktisk er det ikke så sjældent endda at se de smidige og imponerende dyr.

Ved besøgscentret sætter vi selv en kikkert foran øjnene, og kan ved selvsyn se den mindste af menneskeaberne hygge sig og svinge rundt i trækronerne.

khao yai nationalpark
Hvem vil have en dukkert?

Trekking i Khao Yai

“I skal have igleskokker på”, siger vores stifinder. Godt nok er det tørtid, men det har lige regnet, og den smilende mand tør ikke tage nogen chancer. Vi er på vej ind i junglen og får monteret et par iglesokker, der skal forhindre de små blodsugere i at kravle ind i eventuelle åbninger.

Langt de fleste turister, der besøger Khao Yai Nationalpark, bor udenfor det fredede område, men backpackere, naturelskere og andre med trang til eventyr, booker et af parkens telte eller en bungalow. Det er primitivt, men til gengæld bor man midt i den skønne natur.

Ja, man behøver faktisk bare stikke hovedet ud af teltet for at se dyr – da vi kom forbi, gik der en stor hjort rundt midt inde på teltpladsen.

“Stop”, næsten hvisker vores guide. Han har opdaget elefantspor i det bløde mudder, og som en rigtig stifinder prøver han at gætte på, hvornår de kom forbi. Et par timer måske, kommer han frem til. Vi er i gang med vores jungletrekking og går videre i det svære terræn, hvor træer og store rode flere steder spærre den smalle sti.

khao yai nationalpark
Vanfaldet Nam Tok Haew Suwat

Her er kæmpetræer, skriggrønne bregner, vilde orkidéer, bambus og lianer. Flere steder er bevoksningen så tæt, at solen aldrig når ned til skovbunden. Vi stopper igen og er helt stille. Korthalede makakaber. Vi kan hører dem og se grenene bevæge sig, men det bliver desværre kun til et kort glimt af aberne, der forsvinder i en fart.

Beware of Crocodile står der pludselig på et skilt. Og No swimming på et andet. Jo, den er god nok – i den lille flod, som vi i snart lang tid har fulgt, lever der en halv snes krokodiller.

Vores guide går helt ned til vandkanten for at se om han kan få øje på en af dem, men desværre uden held. Lige inden trekkingen slutter, ser jeg en påfugl, en stor edderkop og en næsehornsfugl, der letter smukt over floden.

Det er ved det lille cafeteria, at vi sætter en kikkert for øjnene og kan se de imponerende gibbonaber.

Ved siden af besøger vi et af parkens vandfald. Nam Tok Haew Suwat er ikke overvældende stort, men alligevel berømt, da det blev brugt i filmen The Beach med Leonardo de Caprio. Tilbage i besøgscentret ser vi den lille udstilling, der primært handler om parkens dyr.

Man gør også meget ud af at fortælle, hvorfor det er så vigtigt at bevare og gøre noget for verdens truede dyrearter. Vi forlader Khao Yai samme sted som vi kom ind og er tilbage på vores hotel, der ligesom de fleste andre hoteller i området ligger langs vej 304 i retning mod Pak Chong.

khao yai nationalpark
Flagermus på jagt efter føde

Flagermusgrotten

Vi har kørt en halv times tid, da vi pludselige drejer af. Asfalt er nu skiftet ud med en hullet jordvej, der får vores bil til at ryste, og det er alt andet end behageligt.

Vi stopper ved et lille bjerg og går nu et kort stykke for at få den bedste plads til den store forestilling, der starter om ikke så længe. Det er en smuk aften – bag os er solen ved at gå ned, og himlen farves i rødlige nuancer.

Vi er ved flagermusgrotten, der ligger nord for Khao Yai Nationalpark. Det er her vi imponeres over de 1-2 millioner (måske flere) flagermus, der ved skumringstid omkring klokken 18.00 flyver ud af grotten for at finde føde. Efter nogle minutter har flagermusene dannet en lang bølgende stribe, der kan ses så langt øjet rækker.

Når flagermusene når et bestemt punkt, deler de sig op og bruger natten på at jage føde, der primært består af insekter. Mens vi følger de små dyr ud af grotten, får vi øje på rovfugle på jagt efter flagermus – et nemt måltid skulle man mene.

I hele 30-40 minutter flyver der flagermus ud af grotten – faktisk så længe, at det når at blive mørkt inden det slutter.

khao yai nationalpark
Vingården Gran Monte

Besøg på vingård

Man tror ikke helt sine egne øjne, men foran os er der vinstokke i snorlige rækker. Granmonte står der på det lille skilt ved vejen. Vi går ind og finder ud af, at Thailand er begyndt at producere vin.

Granmonte er en af Thailands største vinproducenter, men blot en af mange, der er dukket op i det fugtige og bjergrige område omkring Khao Yai Nationalpark, som har et lidt anderledes klima end det man ellers kender fra Thailand.

Efter europæiske forhold er Granmonte blot en lilleput, men man forsøger virkelig, og der er både vilje og kærlighed bag, når de entusiastiske vinbønder folder sig ud. Og resultatet? Ganske udmærket, men kvaliteten lever ikke helt op til prisen.

Men alt har jo sin begyndelse, og med vanlig thailandsk gæstfrihed er der sørget for, at vi kan smage på de forskellige vine. 75 kr. for den billigste rødvin er så absolut i overkanten, men det er pionerer vi har med at gøre her – mennesker, der sætter en ære i lave et godt produkt, og det gør de bestemt. Men prisen!

khao yai nationalpark
Nationalparkens campingplads

Natsafari

Det er mørkt. Helt mørkt. Og faktisk også lidt køligt. Vi er tilbage i Khao Yai Nationalpark, hvor vi netop er startet på vores natsafari. Der er trængsel på ladet af vores pick-up – udover turisterne, så står der også en medarbejder fra parken og lyser med en kraftig lampe, der skal hjælpe os med at få øje på dyrene.

Vi ser masser af hjorte, især sambarhjorten er overalt. Men vi ser også et par hulepindsvin, et desmerdyr i et træ og et mindre kattedyr, som vi ikke rigtig kan få sat navn på. Den kolde luft er til at mærke på ladet, og i stor fart kører vi ned af bjerget igen. Ned til vores hotel, hvor en god og varm thaisuppe venter.

Hver dag i Khao Yai Nationalpark er sin egen. Det er natur på naturens præmisser. Og det er vel egentlig sådan det skal være. Måske er du heldig at se nogle spændende dyr, måske er du ikke.

Men du er til gengæld garanteret storslåede naturoplevelser. Faktisk bestemmer du selv, hvordan dit besøg i Khao Yai skal være.

Vi fik oplevet nationalparkens mest berømte attraktioner og set en række spændende dyr, men vil du have det vildere og især mere primitivt, så er det bare om at følge nationalparkens rangere ud i vildmarken. Helt derud, hvor kun få turister kommer, og hvor du måske ser flagermusene finde føde.

Har du fået lyst til selv at besøge Khao Yai Nationalpark, så kan du finde praktisk information under billedet.
khao yai nationalplads
Hjorte i parken

Praktisk information til dit besøg i Khao Yai Nationalpark

Fra Bangkok kan man tage en organiseret tur til Khao Yai. Alle tourbureauer eller dit hotel kan arrangere en tur til nationalparken af en eller flere dages varighed. Er du på egen hånd, så kan du tage bussen fra Bangkoks nordlige terminal til Pak Chong – turen tager 2-3 timer. Der er flere afgange i timen.

Fra Pak Chong til selve besøgscentret er der ca. 40 km – turen kan gøres med en såkaldt grisebil (songthaew), hvor man sidder på ladet. Ved indgangen til nationalparken kan det blive nødvendigt at finde andre transportmuligheder, da man ellers skal betale for songthaew.

Nationalparken har flere spisesteder. Overfor besøgscentret er der borde og stole, og man kan købe enkel mad i det lille køkken for enden af bygningen. Det er også muligt at få noget at spise ved Haew Suwat-vandfaldet.

Overnatning

Vil du være tæt på begivenhederne og er klar til at bo primitivt, så kan du overnatte i nationalparken i enten en lille bungalow eller på campingområdet.

Det er en god idé at bestille i forvejen hvis du vil bo i parken, der er begrænsede pladser. Klik her for at reservere overnatning i Khao Yai og andre af Thailands nationalparker (man kan højst reservere to måneder frem i tiden).

Byen Pak Chong og langs vej 304, der forbinder Pak Chong med nationalparken, har mange muligheder for overnatning. Dem kan du finde her.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her