Hjem Danmark Gadens Stemmer – en anderledes byvandring i København

Gadens Stemmer – en anderledes byvandring i København

Bl.a. tidligere misbrugere og kriminelle er guider på byvandringerne med Gadens Stemmer

Det er barske sager vi lytter til denne sene eftermiddag. Svigt, misbrug, kriminalitet og den københavnske underverden. Det er på én gang rystende, spændende og vedkommende, men Heldigvis er Kim kommet videre i sit liv – så langt, at han kan fortælle om det.

Jeg er på byvandring i København med Gadens Stemmer, hvor guiden Kim fortæller levende og humoristisk om sit liv. Et liv på kanten – eller rettere – et liv langt ud over kanten. Allerede inden Kim fylder 18 år er synderegistret langt. Tyv, pusher og drabsmand for blot at nævne en lille del af den kriminalitet han har været involveret i.

Gadens Stemmer er en non-profit virksomhed, der tilbyder foredrag og byvandringer med socialt udsatte som guider. Det kan f.eks. være hjemløse, misbrugere eller tidligere kriminelle. En af tankerne er at give guiderne et økonomisk grundlag for at gøre dem uafhængige af offentlig forsørgelse.

Et andet formål med projektet er at nedbryde fordomme. Det er en enestående mulighed for at møde mennesker som de fleste kun hører om i nyhederne. Men det her er ikke tv-avisen – det er virkelighed, og Kim står lige over for os og fortæller om følgerne af en barndom med massivt svigt.

Med Kim en tur rundt i byen

Kim er vokset op på Amager, og jeg konkluderer hurtigt, at det ikke er alle, der egner sig som forældre. Tæsk var mere reglen end undtagelsen og med en far og mor, der ikke interesserede sig det mindste for deres børn, var han og broderen overladt til sig selv.

Allerede som 8-årig måtte Kim selv sørge for mad. Svigt og ligegyldighed tvang ham til at stjæle fra kiosker og supermarkeder, men det var kun begyndelsen på den kriminelle løbebane, der kom til at fylde hele hans liv.

Tyverierne blev hurtigt afløst af indbrud og mens de fleste andre unge på hans alder endelig kunne få et knallertkørekort arbejdede Kim som pusher i indre København.

Det var ikke kun forældrene, der svigtede – det gjorde systemet også. Arbejdet som pusher gjorde Kim til drabsmand og ikke uden humor fortæller han om straffen: Tre måneder på et bornholmsk badehotel med en pædagog, der var helt ligeglad med at han hang ud med de lokale stofmisbrugere.

Også da Kim blev gammel nok til at komme i rigtigt fængsel mødte han groteske forhold: Det var ikke nødvendigt at smugle stofferne ind i fængslet – de blev solgt af vagterne. Faktisk var det en god tid som indsat – han fik mad, en seng at sove i og al det hash han kunne ryge – alle de ting som Kim havde kæmpet for hele sin barndom.

På vej gennem byen med Kim

Gadens Stemmer – en anderledes byvandring

Svigt, misbrug, kriminalitet og den københavnske underverden. Det hele er spændende og heldigvis er Kim god til at formidle. Egentlig skulle turen vare halvanden time, men vi er allerede gået mere end 20 minutter over tiden. Alle spørgsmål bliver besvaret – om barndommen, de mange indbrud og dengang han var boss for Københavns største jointfabrik.

Meget symptomatisk slutter vores byvandring foran Københavns Byret. Den bombastiske bygning på Nytorv med de berømte ord Med lov skal man land bygge over indgangen.

Siden Kim fik sin søn for fem år siden har han været clean og ude af kriminalitet. I dag arbejder han som guide hos Gadens Stemmer, men samler også flasker og har andre småjobs for at klare udgifterne.

Højt at flyve, dybt at falde vil nogle nok sige, men fællesskabet hos Gadens Stemmer og det at være “en del af noget” vægter højere end hurtige biler og penge tjent på andres armod.

Det er muligt, at Kim er kommet godt ud på den anden side, men lige nu – mens du læser dette – er andre børn og unge i Danmark i gang med at skaffe penge til deres næste måltid eller deres næste fix. Heldigvis har vi Kim og Gadens Stemmer, der kan fortælle om, hvordan livet også kan være i Danmark.

Kim fortæller levende om sit liv med bl.a. svigt og kriminalitet

Praktisk information til din egen tur med Gadens Stemmer

Gadens Stemmer tilbyder foredrag/byvandringer i Faxe, Vejle og København. Klik ind på deres hjemme side gadensstemmer.dk for at booke og læse mere om guiderne, projektet og priser for de forskellige ydelser.

Selvom guiderne synes “velkørende”, så lever de fleste af dem stadig et liv på kanten – giv gerne drikkepenge.

Flere oplevelser i København

København er proppet med oplevelser af enhver art. Kommer du fra provinsen og har nogle dage i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at læse indlægget København på 2 eller 3 dage – det skal du opleve.

En by af Københavns størrelse tiltrækker selvfølgelig en lang række events som koncerter, udstillinger og sportsbegivenheder. Hvad der sker under dit ophold, kan du se hos Visitcopenhagen.

Mad og drikke

København mangler ikke gode spisesteder. Du kan se mere i indlæggene Spisesteder i København og Tre gode madsteder i København, hvor du kan få inspiration til hvor og hvad du skal spise i hovedstaden.

Som bekendt er prisniveauet på mad og drikke i København forholdsvis højt. Det er der heldigvis råd for. Jeg anbefaler at besøge Early Bird, hvor du kan få 1/3 skåret af prisen på en lang række toprestauranter.

Du kan også besøge Go Dream, der som regel tilbyder rigtig gode deals på madoplevelser i København – f.eks. på Michelinrestauranter.

Overnatning

Søger du overnatning i København, så kan du som altid finde et kæmpe udvalg på hotels.com og booking.com, der har de laveste priser.

Det er en god idé også at tjekke pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie og Hotelspecials.dk, der ofte har nogle rigtig gode deals.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her