Det er sen eftermiddag, da vi når frem til Chicanná Ecovillage Resort, der viser sig at være et skønt sted at bo. Oplevelserne i Calakmul har været fantastiske, og vi er nu kørt en halv times tid mod sydøst til Chicanná, hvor vi skal overnatte.
Det hyggelige resort ligger indenfor Calakmul Biosfærereservat og synes at være den totale modsætning til Yucatán-halvøens overbefolkede turistbyer, der ligger som perler på en snor fra Cancún i nord til Tulum i syd.
Vores ecoresort ligger som en skøn plet midt i reservatet. En del af bygningerne er lavet i naturmaterialer, og her er hverken tv eller telefon. Man bruger solenergi og sorterer affaldet – helt uhørt på disse breddegarder.
Vi føler os vidunderligt tæt på naturen. Der er kun myggenet og træskoder for vinduerne, og det er ganske enkelt fantastisk at falde i søvn til lyden af cikader og frøer og vågne til fuglekvidder. Der er noteret omkring 175 fuglearter omkring hotellet, og hver morgen kan man følge en ranger ud i reservatet for at spotte dem.
Et godt udgangspunkt for udflugter
Udover at spotte fugle i reservatet, så kan Chicanná Ecovillage Resort også bruges som base for de nærliggende arkæologiske områder Bécan, Xpuhil, Balamku, Riu Bec og Calakmul.
Det er mindre kendte mayabyer, der alle er kendetegnet ved at være i den såkaldte Rio Bec-stil, hvor der ofte er tårne på bygningerne. Byerne er fra den præklassiske periode, men har været beboet helt frem til år 1000 e.kr. Hotellet hjælper gerne med udflugter og billetter.
Resortet har 42 værelser, der bl.a. har loftsventilator, møbleret terrasse og privat bad og toilet. Her er også bar, restaurant og swimmingpool. Vi har mad inkluderet, men her er der absolut plads til forbedringer.
Vi kunne godt have brugt længere tid i Chicanná og det hyggelige resort, der er et af mange, som ligger langs hovedvejen og den lille by Xpujil.