Der er masser af gode aktiviteter i München. Når du har besøgt de vigtigste seværdigheder i Tysklands tredje største by, så har jeg 11 forslag til, hvad du kan se, gøre og opleve.
München er en dejlig rejseby med mange spændende oplevelser. De fleste seværdigheder er samlet på et forholdsvis lille område i og omkring Altstadt, hvor du også finder en lang række gode aktiviteter.
Det skal dette indlæg handle om, mens du i min München Guide kan læse om bl.a. transport og seværdigheder og få forslag til gode steder at bo og spise. Er du i tvivl om, hvor du skal bo i byen, så kan du tjekke indlægget Hvor skal du bo i München – de mest populære bydele og områder.
Men nu til mine forslag til aktiviteter i München, som jeg håber den kan bruge til din rejse til Tysklands tredjestørste by.
1 Tag med på en Byvandring
Som i andre storbyer kan du også i München tage med på en byvandring. De fås i flere forskellige udgaver alt efter udbyder. Der er den klassiske byrundtur med fokus på historien og de største seværdigheder, men du kan også vælge ture med f.eks. den gamle bydel og det tredje rige som tema. Se mere på f.eks. guruwalk.com.

2 Besøg den lille Asamkirche
I centrum af München ligger flere store kirker meget tæt på hinanden. Du skal selvfølgelig besøge f.eks. Frauenkirche og Teatinerkirche, men giv også den lille Asamkirche en chance. Her bliver du mødt af en herlig barokfacade, der giver en idé om, hvad der venter indenfor: Et overflødighedshorn af fantastiske udsmykninger med et hav af detaljer.
Asam Kirke har en interessant historie. Den stod færdig i 1746 og blev opført af brødrene Egid og Cosmas Asam, der var henholdsvis skulptør og maler. Det var brødrenes private kirke, som dog var åben for offentligheden.
Lad bare øjnene vandre i den flotte kirke – der er masser at kigge på. Især bliver den imponerende fresko i loftet udført af Cosmas Asam betragtet som et mesterværk.
Da jeg kom forbi Asamkirche var den under let renovering. Der var stillads foran facaden, og indenfor ikke lys til gode billeder. Kirken finder du på Sendlinger Straße.

3 Se München med hop-on hop-off bus
Også i München kan du køre byen rundt med hop-on hop-off bus. Der er flere udbydere, men den største er Big Bus, som tilbyder to ruter – grøn og orange. Grøn tur kommer forbi byens største seværdigheder, mens orange tur bringer dig ud til både Olympia Park og Nymphenburg Palace.
Du kan købe 24 timers billet til grøn linje eller til begge linjer – her er der også en 48 timers billet. En audioguide er inkluderet i prisen. Se mere om og køb billetter til Big Bus Munich her.
4 Prøv kræfter med det lokale køkken på en food tour
På en food tour kan du lære mere om maden i München og Bayern. Turene fås i forskellige udgaver, og der er flere udbydere, hvor du som regel kan vælge mellem privat eller gruppetur. Førstnævnte er selvfølgelig dyrest, men kan ofte skræddersys til dig, mens du på gruppeturene kan møde andre rejsende.
En klassisk food tour i München inkluderer et besøg på Viktualienmarkt, hvor du får udpeget og kan blive klogere på lokale specialiteter. Du får selvfølgelig også lov til at smage på maden, der kan være snacks eller egentlige retter.
En tur ud i Altstadts gader hører også med, ligesom du selvfølgelig skal smage den gode øl. Se mere om food tours i München her.

5 Oplev München fra Toppen af Peterskirche
Peterskirche et stenkast fra Mariaplatz er en af Münchens vigtigste kirker. Det er også den ældste og har derfor fået tilnavnet Alte Peter. Der har sandsynligvis ligget kirke på stedet siden 700-tallet, men fundamentet til den nuværende blev lagt i 1368.
Du har selvfølgelig mulighed for at se selve kirken (gratis), men mere populært er det at gå op i det 91 meter høje tårn, hvorfra du har en 360° udsigt over München.

6 Smag god øl på et Brauhaus
Ingen tur til München uden et besøg på et traditionelt brauhaus. Bayern og dermed også München er berømte for den fremragende øl, som du kan smage på et brau- eller wirtshaus, der ligger mange steder i byen.
I centrum af München og hvor områdets mest berømte bryggerier holder til, er der selvfølgelig en del turister, men det gode ved byens ølkultur er, at der næsten alle steder også er lokale – ofte iført dirndl eller lederhosen.
Se mere i indlægget 6 gode ølhuse i München og book en beer tour her – gør det i god tid – det er en af de mest populære aktiviteter i München.

7 Lær om BMW i BMW Welt
Bilfabrikanten BMW kommer fra München. Ved Olympia Park ligger både fabrik og hovedkvarter samt BMW Welt og BMW Museum. Det er egentlig to forskellige steder, men omhandler begge alt hvad der har med BMW at gøre.
Du kan se alle de biler BMW har produceret, men også få et indblik i fremtidens køretøjer, ligesom der er mulighed for at følge med i processen omkring design og produktion. Der arrangeres løbende events og workshops i BMW Welt, som du nemmest kommer til fra centrum med U-bahn linje 3 – stå af på Olympiazentrum.

8 Gå en tur i Teatret
På Max Joseph Platz ved Residenz ligger Münchens Nationalteater (Bayerische Staatsoper) i en flot bygning fra 1818. Staatsoper er hjem for Den Nationale Opera, Statsballetten og Bayerns Symfoniorkester.
Her er der årligt en lang række forestillinger, men du kan også tage med på en guidet tur i Nationalteatret og spise i restauranten. Se mere om muligheder og forestillinger på staatsoper.de.

9 Se moderne kunst i Lenbachhaus
I museumskvarteret Maxvorstadt ved Königsplatz ligger Lenbachhaus, der viser moderne kunst. Museet blev grundlagt i 1929 og har fået navn efter den tyske kunstner Franz von Lenbach. Han boede og havde galleri, hvor museet ligger i dag
Du kan selvfølgelig se kunst af Franz von Lenbach, men museet har også den største samling af værker fra kunstbevægelsen Der Blaue Reiter, der havde så prominente kunstnere som f.eks. Paul Klee og William Kandinsky som medlemmer.
Mange andre kunstnere er repræsenteret i Lenbachhaus, der har både faste og skiftende udstillinger. Museet arrangerer desuden f.eks. musik, debatter og foredrag. Se mere om museet her.

10 Kør gennem byen på Cykeltur
München er en cykelvenlig by. Takket være de mange rolige og smalle gader er der gode forhold for cyklister. På flere befærdede veje er der endda cykelstier.
Vil du opleve München på cykel er der flere muligheder. Du kan leje en cykel via Call a Bike og selv køre derudaf, men også tage med på en guidet tur gennem byen. Der er flere udbydere – f.eks. Fat Tire Tours.

11 Lær om jødernes historie på Det Jødiske Museum
På Sankt-Jakobs-Platz i Altstadt kan du besøge det moderne jødiske museum, der har faste og skiftende udstillinger. Emnet er jødernes liv og historie med god information om f.eks. kultur og traditioner. Museet er forholdsvis nyt med flere interaktive oplevelser, men der er også en række originale effekter af historisk karakter.
Udover museet ligger også en synagoge og hovedkvarter for det jødiske samfund i Bayern på stedet. Se mere om udstillinger og hvad der sker under dit ophold i München på Det Jødiske Museums hjemmeside.

Nyttige links til din rejse til München
Transport
Fra København og Billund kan du flyve direkte til München. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves i sommersæsonen. Alternativt må du som fra Aalborg tage en mellemlanding undervejs. Søg og sammenlign flybilletter her.
I Indlægget Fra München lufthavn til centrum – sådan gør du kan du læse mere om transport ind til byen.
Andre muligheder er at køre selv eller tage bussen med f.eks. Flixbus. Fra Aarhus er der ca. 1130 km via motorvej A7 og A9 og fra København ca. 985 km via Gedser-Rostock og motorvej A9.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Jeg anbefaler, at du ser nærmere på det anmelderroste Hotel MIO by Amano, der ligger perfekt og som ofte kan bookes til en god pris.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyskland inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.