Læs her, hvordan du kommer fra Basel lufthavn til centrum. Det kan faktisk være helt gratis, hvis du allerede har booket overnatning.
Lufthavnen i Basel hedder EuroAirport Basel Mulhouse Freiburg og har koden BSL. Sjovt nok ligger lufthavnen i Frankrig få kilometer fra Basel, men det mærker du ikke.
Schweiz er godt nok ikke med i EU, men i Schengen-samarbejdet, og det betyder, at du kan rejse frit over grænsen fra et andet EU-land. Ved ankomst til EuroAirport skal du dog vælge enten af gå ud af den franske (EU) eller schweiziske udgang.
Du kommer ud samme sted. I den lille ankomsthal, hvor du har flere muligheder for at komme fra lufthavnen ind til centrum af Basel. Inden du kan læse mere om dem, så husk, at du også kan klikke ind på min Basel Guide, der har masser af information om transport, seværdigheder, aktiviteter og forslag til gode steder at bo og spise.
1 Lufthavnsbus
Den billigste måde at komme fra Basel lufthavn til centrum er med lufthavnsbussen linje 50. Faktisk kan det være helt gratis, hvis du kan fremvise dokumentation for at have booket mindst én overnatning i byen.
I Basel kan alle turister få udleveret et BaselCard, der inkluderer gratis offentlig transport. Ved ankomst til Basel har du selvfølgelig ikke fået dit BaselCard endnu, og det er her, du kan bruge din hotelreservation som billet. Læs mere på basel.com og book overnatning hos f.eks. hotels.com.
Lufthavnsbussen holder lige udenfor ankomstterminalen og kører til SBB Centralstation. Der er afgang ca. hvert kvarter i dagtimerne, og turen tager 25-30 minutter alt efter trafik. Fordelen ved lufthavnsbussen er, at den er gratis, men fremme i byen skal du finde alternativ transport til dit hotel.
2 Taxi
Du kan selvfølgelig også tage en taxi fra Basel lufthavn til centrum. De holder lige udenfor ankomstterminalen overfor lufthavnsbussen. Der køres efter taxameter, og du skal regne med at betale 45-55 € for turen ind til centrum, som tager 15-20 minutter alt efter trafik.
3 Privat transfer
Den mest bekvemme måde at komme fra Basel lufthavn til centrum er med en privat transfer som du kan bestille hjemmefra til en fast pris.
Udover ikke at skulle stresse over transport ved ankomst, så er fordelen ved en privat transfer også, at du kan bestille præcis den type bil/vogn du har brug for mht. bagage og antal personer. Der vil også være barnesæde til rådighed på anmodning.
Chaufføren venter på dig i ankomsthallen og kører direkte til dit hotel eller bestemmelsessted.

Praktisk information til dit besøg i Basel
Transport
Fra København kan du flyve direkte til Basel med easyJet og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.
Du kan læse meget mere om bl.a. transport i byen i min Basel Guide.
Overnatning
Basel har et pænt udvalg af overnatningssteder. Prisniveauet er dog ret højt sammenlignet med andre byer og lande. Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Udenrigsministeriet har ingen rejsevejledning til Schweiz, men det anbefales at downloade app’en Rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.