Hvor skal man bo i Bologna? Det kan du læse mere om i dette indlæg, hvor jeg gennemgår de mest populære bydele, kvarterer og områder i den italienske by.
Bologna er en pragtfuld rejseby, som jeg var meget begejstret for. Her får du god mad, spændende seværdigheder og masser af historie. De mest populære turistattraktioner ligger næsten alle i centrum omkring Piazza Maggiore, men kommer du ikke for sightseeing eller er på lavbudget, så er det måske et helt andet sted, du skal bo.
Du kan læse meget mere om Bologna i min guide til byen, der indeholder masser af information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og mad og drikke med forslag til gode steder at spise.
Inden jeg giver dig et overblik over de mest populære bydele og kvarterer i Bologna, får du lidt information om, hvordan du kommer rundt med offentlig transport.
Transport
Bor du i omkring Piazza Maggiore kan du med almindelig kondition gå rundt til de forskellige seværdigheder.
Alternativt har Bologna glimrende offentlig transport i form af busser, der servicerer det meste af byen. Det er selskabet TPER, der står for transporten, men de har desværre ikke en hjemmeside på engelsk.
Du kan købe enkeltbilletter i automaterne (1,50 €) eller i bussen (2,00 €). Billetten gælder i 75 minutter, og du kan skifte bus så mange gange du vil. Køb billetten i automaterne da busserne kun tager mønter og ikke giver penge retur.
Der er også mulighed for dagsbilletter (6 €) og et såkaldt City Pass, der inkluderer 10 busture – det koster 14 €.
Andre muligheder for at komme rundt er med hop-on hop-off bus og det lille turisttog – begge kører fra Piazza Maggiore.

1 Den Gamle Bydel – Centro Storico
Kigger du på et kort over Bologna vil du se, at byens absolutte centrum, Piazza Maggiore i Centro Storico, ligger præcis i midten af et stort område omkranset af den travle ringvej, der markerer de gamle bymure.
Indenfor ringvejen ligger adskillige mere eller mindre interessante kvarterer, der nogle steder omtales individuelt, men på denne side nævnes samlet. I hvert fald de kvarterer, der ligger så tæt på det historiske centrum (få hundrede meter), at det ikke giver mening at omtale dem som selvstændige steder. Det gælder f.eks. Quadrilatero, Santo Stefano og den jødiske ghetto.
Den gamle bydel med Piazza Maggiore som centrum er det absolut mest spændende sted i Bologna. Det er her, du finder langt de fleste seværdigheder og mange af byens bedste spisesteder. Et travlt og hektisk sted med overraskende få overnatningssteder (book i god tid). Til gengæld kan du gå rundt til byens mange seværdigheder, hvis du vælger at bo her.
Den gamle bydel er ikke overraskende det dyreste sted at bo i Bologna, og i højsæsonen skal du forvente rigtig mange turister i gaderne. Især kan Quadrilateros smalle gyder til tider godt virke noget klaustrofobiske.
Gode steder at bo i Den Gamle Bydel
• Hotel Corona D’Oro – Dejligt 4-stjernet hotel i elegant stil. Vælg mellem flere forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til fire personer. Corona D’Oro har bl.a. bar og restaurant. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Hotel Corona D’Oro.
• Albergo delle Drapperie – Her bor du lige i smørhullet. Albergo delle Drapperie ligger i Qudrilateros smalle gader få minutters gang fra Piazza Maggiore. Et rustikt sted med masser af patina. Morgenmad tilgængelig. Se billeder og priser på Albergo delle Drapperie.
2 Via Pratello
Et af de kvarterer indenfor ringvejen, der skiller sig ud ligger langs Via del Pratello, som er mest kendt for sit livlige aften- og natteliv med pubs, cafeer, cocktailbarer og klubber.
Kvarteret dækker også sidegaderne og flere åbne pladser, der gør Via del Pratello til et knap så hektisk område end den gamle bydel. Et af de steder, der er lidt mere luft er ved den pragtfulde kirke Basilica de San Fransesco, som også er kvarterets vigtigste seværdighed. Der ligger desuden flere mindre museer – bl.a. i det flotte Palazzo Pallavicini, der bl.a. viser nyere kunst på skiftende udstillinger.
Fra den østlige del af Via del Pratello er der et stenkast til Mercado delle Erbe og ca. 8-10 minutters gang til Piazza Maggiore. Kvarteret er til dig, der vægter natteliv højt og/eller har det fint med ikke at have alle byens seværdigheder lige udenfor døren. Som i Centro Storico vrimler det ikke ligefrem med overnatningssteder – book i god tid.
Gode steder at bo ved Via Pratello
• Muà Boutique – Mindre moderne hotel med flotte veludstyrede værelser. Her bor du med perfekt beliggenhed ved via Pratello. God morgenmad kan tilkøbes. Se priser og billeder på Muà Boutique
• La Corte del Pratello – Rigtig gode lejligheder med fuldt udstyret køkken. De største lejligheder har plads til fem personer. Stedet ligger 50 meter fra via Pratello. Der er gratis cykler og adgang til hyggelig gårdhave. Se billeder og priser på La Corte del Pratello.
3 Citta Universitaria (Universitetsdistriktet)
Indenfor ringvejen, nordøst for Piazza Maggiore på den anden side af den jødiske ghetto, ligger Citta Universitaria. Som navnet antyder er kvarteret domineret af det store universitet, der er verdens ældste.
Det betyder en ungdommelig atmosfære og et godt udvalg af prisvenlige cafeer, barer og spisesteder. Det er også et af de områder i Bologna, hvor du kan være heldig at finde billig overnatning.
Citta Universitaria har flere museer, der kan være interessante. Først og fremmest Pinacoteca Nationale, som viser italiensk kunst fra renæssancen og et par århundreder frem. Men også universitetet har en række museer – de kan være noget nicheprægede og omhandle f.eks. mineraler, geologi og anatomi.
Fra den vestlige del af Citta Universitaria er der ca. 8-10 minutters gang til Piazza Maggiore og fra den østlige del 15-20 minutter. Overnatningsmulighederne er begrænsede og består her primært af lejligheder. Igen: Book i god tid.
Gode steder at bo i Citta Universitaria
• Good Morning Bologna Marsala – Populært mindre hotel med flere forskellige suite- og værelsestyper. Stedet har fin beliggenhed i nem gåafstand til Piazza Maggiore. God morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Good Morning Bologna Marsala.
• Casa Bertagni – I udkanten af Citta Universitaria ligger Casa Bertagni, der får topanmeldelser af tidligere gæster. Der er tale om et mindre hotel med med klassisk indrettede værelser. Morgenmadsbuffet er som regel inkluderet i prisen. Der er ca. 1,3 km til Piazza Maggiore. Se billeder og priser på Casa Bertagni
4 Bolognina (inkl. Centralstationen)
Ungt, multikulturelt og en lille smule hipt. Bolognina nord for centralstationen er det lidt billigere alternativ til den gamle bydel. Her er kun få seværdigheder – f.eks. en stribe museer, men du kan også besøge kirker og mindre markeder, der er væsentlig mere lokale end dem i Centro Historico.
Bolognina har et pænt udvalg af cafeer, barer og restauranter, men også gallerier og butikker med second hand. Området omkring centralstationen er hektisk og ikke det mest charmerende, men længere oppe i gaderne er der mere ro, og det er her bydelen viser sig fra sin bedste side.
Fra Bolognina ved stationen er der ca. 25-30 minutters gang til Piazza Maggiore ad den snorlige og historiske gade via dell’Indipendenza. Flere busruter forbinder de to områder. Bydelen er til dig, der gerne vil bo mere lokalt eller ønsker lidt billigere overnatning end i Centro Historico.
Gode steder at bo i Bolognina
• Hotel Il Guercino – Hotel Il Guercino er et af de bedste hoteller i Bolognina. Her er både enkeltværelser og suiter med plads til seks personer. Hotellet har bl.a. spa, fitness og udlån af cykler. Morgenmad er tilgængelig. Se billeder og priser på Hotel Il Guercino
• The Social Hub Bologna – Meget populært hotel med mange forskellige værelsestyper – også lejligheder med tekøkken. The Social Hub har faciliteter som bar, café, restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på The Social Hub

Praktisk information til dit besøg i Bologna
Transport
Fra København kan du flyve direkte til Bologna med Ryanair og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage en taxi eller privat transfer, som du kan booke hjemmefra. Dit hotel kan helt sikkert også hjælpe.
Overnatning
På trods af byens størrelse, så har Bologna et begrænset udvalg af overnatningssteder, som tilmed er ret dyre. Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Vær opmærksom på bl.a. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Italien inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.