Hjem Irland Aktiviteter i Dublin – 11 ting du kan se, gøre og opleve

Aktiviteter i Dublin – 11 ting du kan se, gøre og opleve

Inspiration til din rejse til Dublin

billig rejse til dublin

Der er masser af gode aktiviteter i Dublin. Ingen kommer til at kede sig i Irlands hovedstad, der har så mange muligheder for turisterne – læs bare med her.

Når du har set Dublins største seværdigheder – dem kan du læse mere om i min Dublin Guide – så har jeg 11 forslag til, hvad du kan se, gøre og opleve i den irske hovedstad.

Er du ved at planlægge en rejse til Dublin, så kan du få hjælp og inspiration i disse indlæg:

Hvor skal du bo i Dublin – de mest populære bydele og områder
Hotel i Dublin – de bedste steder at bo
Gratis oplevelser i Dublin
Tips til en billig rejse til Dublin

Men nu til mine forslag til aktiviteter i Dublin, der som nævnt har masser at tilbyde turisterne.

1 Lær om Guinness i Guinness Storehouse

Irland er verdensberømt for Guinness – den mørke øl, der serveres på alle pubber i Dublin. I byen, ved St. James Gate, ligger også Guinness’ enorme bryggeri, hvor du kan lære mere om øllens historie og hvordan den produceres.

Stedet, eller oplevelsen, hedder Guinness Storehouse Experience, der er et større museum og informationscenter, hvor du slutter af med en inkluderet øl i bryggeriets roof top-bar. Se priser, åbningstider og book billet online. Du kan læse meget mere om stedet i indlægget Besøg i Guinness Storehouse.

aktiviteter i dublin
Indenfor i Guinness Storehouse, der er en af de mest populære aktiviteter i Dublin

2 Tag med på en byvandring

I Dublin har du også mulighed for at tage med på en guidet byvandring. Der er flere forskellige muligheder – f.eks. klassiske byvandringer, hvor du kommer forbi historiske steder og de største seværdigheder, men du kan også vælge f.eks. pub- og foodtours.

Der er en del udbydere af guidede byvandringer i Dublin. Du kan se et kæmpe udvalg af ture og booke lige her.

aktiviteter i dublin
En byvandring i Dublin fås i mange udgaver

3 Gå i fængsel i Kilmainham Gaol

En lidt anderledes oplevelse er det berømte tidligere fængsel Kilmainham Gaol, der nu er museum.

Fængslet blev grundlagt i 1796, og i årtier brugte englænderne Kilmainham Gaol til at slippe af med irske nationalister og uønskede personer. Nogle ventede på at blive deporteret til Australien, andre på at blive henrettet. Det var den skæbne, der bl.a. overgik frihedskæmperne fra påskeopstanden i 1916.

Man kan kun besøge Kilmainham Gaol som del af en guidet tur, og du SKAL reservere adgang på forhånd – se mere om priser, åbningstider og book billetten her.

Kilmainham Gaol er en lidt anderledes oplevelse

4 Mød de lokale på en af byens pubber

Irerne er varme og gæstfrie mennesker. Et af de bedste steder at møde dem er på en af Dublins pubber, hvor du hurtigt kommer i snak med de lokale.

Her kan det være en god idé at søge lidt væk fra de mest populære turiststeder ved Temple Bar og i stedet besøge en pub i yderområderne af byen. Spørg eventuelt på dit overnatningssted om de kan anbefale en god lokal pub.

Dublin har masser af gode pubs

5 Se statuen af Molly Malone (og Dublins andre statuer)

Rundt om i Dublin finder du over 200 statuer. Mest berømt er statuen af Molly Malone, der er lavet af den lokale kunstner Jeanne Rynhart i anledning af byens 1000 års jubilæum. Oprindelig stod statuen på Grafton Street, men er nu flyttet til Suffolk Street ved St. Andrews Kirke.

Molly Malone er en figur fra en populær hymne, der sandsynligvis blev skrevet sidst i 1800-tallet. Den blev “Dublins sang”, og Molly Malone har opnået mytestatus i Irland. Nogle mener, at hun er en virkelig person, der levede i det 17. århundrede.

Der er mange andre statuer i Dublin – du kan finde et kort over dem alle hos Sculpture Dublin, og Visit Dublin har lavet en rute, der hedder Dublins Talking Statues.

aktiviteter i dublin
Den berømte statue af Molly Malone

6 Bliv klogere på vikingerne på Dublinia Museum

Dublin har en lang række museer, men et af de mest interessante er Dublinia. Især set med danske øjne, da museet bl.a. omhandler vikingernes historie i Dublin, der er fantastisk spændende.

Faktisk grundlagde vikingerne Dublin, som de kaldte Dyflin. På museet kan du høre om de første bosættere og byens historie frem til middelalderen. Der er masser af information om vikingerne i Dublin på både faste og skiftende udstillinger. Museet har åben hver dag. Du kan købe billet online, men også ved indgangen.

Dublinia er et rigtig spændende museum

7 Nyd den flotte kunst på Irlands Nationalgalleri

Alle kunstinteresserede kan roligt lægge vejen forbi det irske nationalgalleri. Her er en overdådig samling af især malerier, hvor du kan opleve værker af berømte kunstnere som f.eks. Rembrandt, Caravaggio, Pablo Picasso, Johannes Vermeer og Claude Monet.

Museet har både faste og skiftende udstillinger og er hjem for den nationale portrætsamling. Der er gratis adgang til det irske nationalgalleri, hvor du endda kan tage med på guidede rundvisninger uden at det koster en krone (euro). Se mere på museets hjemmeside.

På Irlands Nationalgalleri kan du bl.a. se værker af Picasso

8 Gå over den historiske bro Ha’penny

En lang række broer i Dublin fører over Liffey-floden. En af de mest berømte er Ha’Penny, der forbinder Temple Bar med området ved O’Connell Street. Gangbroen er fra 1816, og historien fortæller, at der oprindelig sejlede små både over floden, men at de pga. dårlig stand blev erstattet af broen.

Det var ejeren af bådene, der opførte den nye bro, og han fik i en de næste 100 år lov til at tage samme pris for passage som for overfarten: En halv penny. Broen blev derfor kaldt Ha’Penny Bridge. I løbet af årene er broen blevet renoveret flere gange – senest i 2001 og 2012.

Den berømte bro Ha’penny

9 Se kunst og flotte bøger på Chester Beatty Library

Selvom jeg har Chester Beatty på listen over ting du skal se i Dublin, så er det et sted, der godt kan gå lidt under radaren. Her kan du bl.a. se sjældne bøger og skrifter, men også en række fine primært ældre kunstgenstande fra Østen, Persien og Egypten.

Biblioteket, eller museet, er opkaldt efter rigmanden Chester Beatty, der testamenterede hele sin store samling til byen Dublin. Der er også workshops, guidede rundture og forskellige events, som er helt gratis. Læs meget mere i indlægget Besøg på Chester Beatty Library.

aktiviteter i dublin
Flotte skrifter og bøger på Chester Beatty Library

10 Shop på Henry Street (og se The Spire)

Gågaden Henry Street er en af Dublins førende shoppinggader. Her finder du et stort antal butikker, men også varehuse og shoppingcentre.

Henry Street er en sidegade til O’Connell Street. Den ligger ved det 120 meter høje spir kaldet Millennium Spire, der erstattede et monument, som blev opført i anledning af Dublins 1000 års jubilæum. Oprindelig stod Nelson’s Pillar på stedet, men den blev sprængt i luften af IRA i 1966.

aktiviteter i dublin
Et kig ned ad Henry Street med Millennium Spire i baggrunden

11 Prøv en whiskey tour

Irland er ikke kun berømt for øl, men også for sin whiskey. I Dublin ligger flere af de mest kendte producenter, der byder besøgende velkommen på smagninger og rundvisninger, hvor du kan lære mere om historie og traditioner forbundet med irsk whiskey.

De mest populære whiskey tours arrangeres af Jameson, Teeling og Roe and Co., men der er selvfølgelig andre muligheder. En Whiskey Tour er en af de mest populære aktiviteter i Dublin og tager som regel fra 45 minutter til et par timer alt efter indhold. Se et udvalg af whiskey tours i Dublin her.

aktiviteter i dublin
Jameson er nok den mest kendte whiskey fra Irland

Nyttige links til din rejse til Dublin

Transport

Fra både Billund og København kan du også flyve direkte til Dublin. Søg og sammenlign flybilletter her.

Uanset hvor du vælger at bo i Dublin, så kommer du nemmest fra lufthavnen til dit hotel med en privat transfer, som du kan booke hjemmefra. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen – også hvis dit fly er forsinket.

Du kan læse om andre muligheder i indlægget Fra Dublin lufthavn til centrum – sådan gør du. Om transport generelt kan du tjekke min Dublin Guide.

Overnatning

Faldt ingen af mine hotelforslag i din smag, så kan du finde det fulde udvalg af hoteller og lejligheder på hotels.com eller booking.com, der som regel har de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Irland inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside er der også mulighed for at downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Dublin

På kortet har jeg farvemarkeret de forskellige bydele og områder i Dublin: Blå = Temple Bar & Old Town. Rød = O’Connell Street. Grøn = St. Stephens Green & Merrion Square. Orange = Portobello. Grå = Kilmainham.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her