Hjem Indonesien Tre gode restauranter i Ubud

Tre gode restauranter i Ubud

Forslag til, hvor du skal spise i Ubud

Ubud har Balis absolut største og mest varierede udvalg af restauranter. I byen ligger  mange rigtig gode spisesteder, hvor du kan få alt fra enkel gademad til overdådige syvretters menuer med tilhørende vine.

Selv spiser vi udelukkende lokalt, og det er både godt og billigt. Et par af Balis klassiske retter er nasi goreng og mie goreng, der er henholdsvis stegte ris og stegte nudler med diverse grøntsager og f.eks. kylling eller rejer.

En anden ret som du uden tvivl vil støde på er nasi cambur, der er ris med et udvalg af småretter. Nasi cambur spises til alle måltider og er en glimrende introduktion til det balinesiske køkken.

Det samme er rijsttafel, der er en udvidet og som regel mere præsentabel udgave af nasi cambur. Rijsttafel er faktisk slet ikke indonesisk, men opfundet af hollænderne. Originalt kan der være op til 40 retter i en rijsttafel, men når du får den på en almindelig restaurant på Bali, så får du typisk 6-8 forskellige skåle med småretter.

Det er vigtigt, at retterne er forskellige i smag og tekstur, og du vil bl.a. få serveret æg, fisk, satay, pickles, nødder og sauce (sambal, der kan være ret stærk).

Netop satay, der er kyllingespyd med jordnøddesauce serveret med ris er en genganger på restauranterne. Ofte vil du i gadekøkkenerne se kyllingespyddene ligge over åben ild på meget små grille. Du kan finde en opskrift på satay her.

Skal balineserne fejre noget som f.eks. bryllup eller barnets overgang fra barn til voksen, der er en ceremoni, hvor de unge får filet hjørnetænderne ned, så står menuen ofte på babi guling, helstegt pattegris. Grisen bliver stegt over åben ild og fyldt med krydderier som chili, ingefær, koriander og gurkemeje.

Det er som nævnt utrolig billigt at spise på Bali, og så er det et sted, hvor du måske har råd til at flotte dig lidt. Nedenstående tre spisesteder er billige og kan alle anbefales, men der findes mange andre rigtig gode restauranter i Ubud.

gode restauranter i Ubud
Så behøver man ikke så meget mere; Satay med jordnøddesauce, mie goreng og en kold Bintang

1 Warung Makan “Bu Rus”

Et typisk lokalt spisested, der har vokset sig fra at være lidt af en hemmelighed til nu at være en populær warung takket være gode anmeldelser på bl.a. Tripadvisor. Heldigvis har Warung Makan “Bu Rus” bibeholdt det oprindelige og autentiske, hvilket betyder lave priser og en atmosfære, der er helt nede på jorden.

Udefra er Warung Makan “Bu Rus” ikke et sted man lægger mærke til. Nåh ja, de søde og smilende tjenere skal nok fange din opmærksomhed, men på en positiv måde. Her ved man, at gæsterne nok skal komme, så man er på ingen måde påtrængende.

Warung Makan “Bu Rus” har en håndfuld borde ud til vejen, men du vil sandsynligvis blive vist om i den bagvedliggende gårdhave, der er ganske hyggelig. Menukortet består af et par balinesiske specialiteter som f.eks. satay, nasi goreng og ikke mindst mie goreng, som er rigtig lækker.

Her er også rigtig gode muligheder for vegetarer, og vi prøver en ret med nudler og frisk kokos. Aftenens tredje ret er en ægte indonesisk klassiker. Grillede kyllingespyd (satay) med jordnøddesauce. Det er mørt og lækkert med en sauce, der absolut hører til en af de bedste jeg har fået på Bali.

Udover indonesisk mad kan du også spise kinesisk. Warung Makan “Bu Rus” er et populært sted blandt backpackere, der kan få et måltid for 10-15 kr.

2 Maha

Vælger du den lokale mad på Maha er du sikret et godt måltid i en hyggelig atmosfære. Beliggenheden ud til Monkey Forrest Road kan ved første øjekast synes ucharmerende, men snup et bord i den skønne gårdhave, der er en helt anden verden.

Maha har lidt af det hele; sandwichs, salater, burgere og et udvalg af indonesiske retter. Min balinesiske nasi campur viser sig at være en række småretter som f.eks. satay, friturestegt tofu, chilimarineret kylling og ris med karrysauce.

Prisniveauet er rimeligt og starter ved 40.000 rp. for en hovedret. Maha tiltrækker stort set alle slags mennesker. Fra de rygsækrejsende, der hygger sig i et hipt miljø med happy hour og chillout til børnefamilierne, som kan slappe af i et trygge omgivelser. Især de mindste vil nok synes om husets kaniner, der går frit rundt i gårdhaven.

Maha har også et udvalg af vegetarretter (bl.a. vegetarburger) og du kan også få cocktails, grøn te og iste med frisk citrongræs.

3 Warung Bernadette

Et topvalg i Ubud, hvis du skal have indonesisk mad. Beliggende på hyggelige Gamesa Road er Warung Bernadette et populært valg for flashpackerne. Restauranten er især berømt for retten rendang, der er langtidskogt oksekød.

Kødet simrer i kokosmælk og restaurantens egen krydderiblanding i 8 timer den første dag og yderligere fire timer på dag 2. Oksekødet får en grødagtig konsistens udenpå, mens det inderste kød er trevlet som pulled pork. Smagen er af kokosmælk, men også koriander og citrongræs. Faktisk minder den lidt om thailandsk grøn karrypasta.

Tilbehøret er en sauce, igen á la grøn karrypasta, og vi får bl.a. serveret ris, et halvt æg og surtsyltede gulerødder til. Der er flere andre spændende ting fra det indonesiske køkken på menukortet; bakso, kare dok og soto ayam.

Warung Bernadettes indretning er gennemført på sin helt egen måde. Kitchet og med brug af genbrugsmaterialer er det et temmelig specielt sted, der minder om en antikforretning.

Den hyggelige gårdhave hos Maha

Nyttige links til din rejse til Bali

Transport

Fra København kan du flyve med ét stop til Bali med f.eks. Singapore Airlines og Thai Airways. Søg og sammenlign flybilletter her.

Læs meget mere om bl.a. transport i indlægget At rejse på Bali – tips og gode råd.

Overnatning

Bali har overnatning for enhver pengepung. Du kan booke hotel, lejlighed eller guesthouse på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indonesien inden du tager afsted – den finder du her.

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Kort over Ubud

2 Kommentarer

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her