Hjem Sverige Besøg ved Sofiero

Besøg ved Sofiero

+ praktisk information til dit besøg ved Sofiero nederst på siden

sofiero

Sofiero er mest berømt for sin fantastiske have, men det lille sommerresidens har også masser af spændende historie. Jeg har hevet en dag ud af kalenderen for at besøge det gamle kongeslot fem kilometer nord for Helsingborg.

Fra Helsingborgs centrum tager jeg bussen til Sofiero, der ligger i et smukt kuperet landskab med udsigt til Øresund. Dengang i 1864, hvor sommerresidensen blev grundlagt, har området sandsynligvis været dækket af skov, og jeg forstår, hvorfor den svenske kronprins Oscar og prinsesse Sofia forelskede sig i stedet.

Parret opførte Sophie-Ro, en etetagersbygning, men da Oscar og Sofia blev konge og dronning i 1872, blev det lille slot renoveret og udvidet med en ekstra etage til den bygning, vi kender i dag.

Sofiero Slot

Sofieros smukke have

Fra indgangen har jeg over en stor åben plæne direkte udsigt til slottet. Det er dog ikke den gamle bygning i renæssancestil, der er hovedattraktionen, men den smukke have.

Oscar og Sofia gav Sofiero i bryllupsgave til barnebarnet Gustav Adolf, der giftede sig med den engelske kvinde Margareta. Det var hende, der med sin store interesse for havearkitektur omdannede en betydelig del af området til en overdådig slotspark efter hjemlige traditioner.

Lige nu er det højsommer, og det betyder masser af smukke blomster i alle tænkelige farver. Bedene er flankeret af lange gange, hvor gartnere er i gang med at luge og fjerne visne blade. Både her og ved de store grønne områder er inspirationen fra England tydelig. Blomsterarterne er utallige; tagetes, valmuer og margueritter samt masser af roser.

På 10-15 år voksede haven sig så stor, at en gartner blev ansat. Margareta og Gustav Adolf opførte også et drivhus og anlagde en køkkenhave. I 1920 døde Margareta, men Gustav Adolf fortsatte med at passe haven og fik med årene selv sat sit store præg på slotsparken.

Han havde et godt øje til rhododendron, som han plantede 5000 af (I alt er der 10.000 på hele området). Her i juli er de alle afblomstrede, men jeg kan nemt forestille mig, hvor smukt her må være i maj og juni.

Mange rhododendron er plantet i to smalle kløfter, der ligger på hver sin side af den åbne plæne foran slottet. En sti fører mig gennem kløfterne, og jeg har en følelse af at gå gennem en jungle et sted i troperne.

sofiero
Et af mange drivhuse – her dyrkers der meloner

Sofiero – et kongeligt residens

Som kongelig residens er Sofiero forholdsvis beskeden. Til gengæld er her masser af spændende historie. Før Margaretas død fik hun og Gustav Adolf fem børn, og et af dem var Dronning Ingrid, der tilbragte mange somre på slottet. Selvom hun flyttede til Danmark, så glemte hun aldrig Sofiero, som den danske kongefamilie ofte besøgte.

I slottets stueetagen er der restaurant, men på første sal møder jeg en herlig udstilling, hvor en lang række gamle effekter fylder værelserne. Her er også flere billeder, både malede og fotografier, af slottets tidligere ejere; kongefamilien. I 1973 testamenterede Gustav Adolf Sofiero til Helsingborg by, der bestyrer det historiske område i dag.

Udover den faste udstilling, så er der skiftende events og arrangementer på Sofiero. Lige nu, hvor slottet har 150 års jubilæum, er der en udstilling af kunstværker udført af medlemmer af den svenske og danske kongefamilie.

Lige bortset fra et par fine ting af Sigvard Bernadotte, der i mange år samarbejdede med Georg Jensen, så gør udstillingen sig mest bemærket ved de prominente navne.

Sofiero er et sted, hvor du nemt kan bruge mange timer. Haven er fantastisk og indvendig giver slottet et fint indtryk af livet lige præcis her dengang Sofiero var et elsket sommerresidens.

Medbring en picnickurv og sæt dig et roligt sted i det store parkområde, hvor du måske har udsigt til Sjælland. Den samme udsigt som Dronning Ingrid havde, da hun for snart 100 år siden tilbragte somrene her.

Har du fået lyst til selv at besøge Sofiero, så kan du finde praktisk information under billedet.

sofiero

Praktisk information til dit besøg på Sofiero

Er du i bil kommer du nemt til Sofiero fra Helsingborg. Kør blot mod nord ad Sofierovägen, der går lige forbi hovedindgangen. Der er gode parkeringsforhold.

Har du ikke bilen med, så kan du tage bus nummer 8 (mod Domsten), der kører hvert 20. minut. Bussen har stoppested lige overfor færgeterminalen Knutpunkten på gaden Järnvägsgatan. Bemærk, at du ikke kan betale med kontanter i bussen, men til gengæld kan du meget smart bruge dit visakort. Pris: 22 svenske kroner.

I dag er Sofiero ikke kun slot og have. Det store parkområde bliver brugt til events og koncerter, og du kan klikke ind på sofiero.se for at se det aktuelle program og købe billetter.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her