En kæmpeby som Berlin har selvfølgelig spisesteder med mad fra hele verden og i alle prisklasser. Generelt er det dog rigtig billigt at spise på restaurant i den tyske hovedstad – helt perfekt hvis du er på lavbudget eller hellere vil bruge pengene på byens mange seværdigheder. Tjek f.eks. disse otte gode spisesteder i Berlin, der alle tilbyder noget forskelligt.
Jeg elsker at spise lokalt på mine rejser. I Berlin ville det for blot få år siden udelukkende betyde f.eks. kål, pølser, kartofler og masser af svinekød. Det er bestemt robust og mættende mad, men i længden lidt trist.
Det råder nye innovative kokke dog bod på ved deres nytænkning af de tyske klassikere. Der satses stort på økologi og lokale råvarer, ligesom der eksperimenteres med smage og tilberedningsmetoder.
Berlin har i omegnen af 20 michelinrestauranter og er således med helt fremme blandt verdens førende madbyer. Du finder også rigtig mange etniske spisesteder, hvoraf flere holder højt niveau. Her behøver det ikke nødvendigvis betyde buffet, hvis du vil spise tyrkisk eller kinesisk.
Som flere andre steder i Europa, så tilbyder mange restauranter i Berlin også treretters frokostmenuer til ofte favorable priser – værd at kigge efter. Et billigt måltid kan du også få i f.eks. Neun og Marheineke Markthalle, der begge ligger i Kreuzberg. Her er både boder med snacks og deciderede spisesteder.
Men hvad skal du så spise i Berlin? Det er ikke fordi Tyskland har bidraget med nogle berømte retter til verdensgastronomien, men en god og veltilberedt bratwurst smager bare godt. Det kan man ikke sige om currywurst, der er stykker af pølse med ketchup overdrysset med karrypulver.
Mens brat- og currywurst typisk spises som snacks, så kan du se efter köningsberg klopse på menukortet. En kogt kødbolle med spegesild, der som regel serveres med kartofler og kaperssauce.
Schnitzel og schweinshaxe (svineskank) er andre gengangere fra det klassiske køkken, du kan prøve. F.eks. på flere af restauranterne herunder, som du finder på kortet nederst på siden. I min Berlin Guide kan du læse meget mere om den tyske hovedstad.
1 Hoffgarten
Hoffgarten er en hyggelig restaurant med rigtig god mad. Menukortet skifter efter sæson og tilgængelige råvarer, der så vidt muligt er lokale. Der er kun få retter at vælge mellem, men du kan dog vælge både kød, fisk og vegetar. Maden er superlækker, og Hoffgarten er af de steder, der lige giver det traditionelle køkken et twist eller to.
Restauranten tilbyder også 3- og 4-retters menuer, der ligger i prislejet 45-55 €. Stedet har desuden et stort vinkort med primært tysk vin, men også et udvalg af øl og aperitif. Der er siddepladser inde og ude (når vejret er til det) og du kan forvente venlig service og en afslappet familiær atmosfære.
Hoffgarten er et meget anbefalelsesværdigt sted som tilmed er overraskende billigt. Restauranten ligger På Schloßstraße 60 (den lange allé op til Charlottenburg Palace).
2 Lokal
Den populære restaurant Lokal er lidt hip og har i flere år været med fremme, når det gælder brug af lokale sæsonbestemte råvarer. Det betyder, at menukortet jævnligt bliver udskiftet med nye spændende retter, der altid er vellavede og har rod i det man kan kalde “det nye tyske køkken”.
Der er typisk 4-6 for- og hovedretter og to desserter at vælge mellem. Lokal er lidt dyrere end de øvrige restauranter her på siden, men er stadig billig i forhold til prisniveauet i Danmark. Du kan få hovedretter fra ca. 20-22 €, men har også mulighed for at prøve en fast treretters menu til ca. 50 €. De venlige tjenere kommer gerne med forslag til vine.
På Lokal spiser du i minimalistiske, men hyggelige omgivelser. Bordreservation er et must i weekends og i sommermånederne, men selvfølgelig også hvis du vil være 110 % sikker på at få et bord. Der er i modsætning til tidligere kun åbent om aftenen (fra kl. 17) tirsdag til lørdag. Lokal ligger på Linienstraße 160 i Mitte.
3 Oxymoron
Bag det lidt pudsige navn gemmer sig en glimrende restaurant, der serverer europæisk mad i pæne omgivelser. Oxymoron er et af de steder, der tilbyder frokostmenu til en rigtig god pris (kun på hverdage). 2 retter for 19 € og 3 retter for 23,50 €. Det er virkelig value for money.
På menukortet (á la carte) finder du f.eks. iberisk skinke, bouillabaisse fra Frankrig, bøffer af irsk kvæg og risotto og pastaretter fra Italien. Der er også fast mulighed for at få vegetar- og veganretter.
Oxymoron har åbent hele dagen. Fra kl. 8.30 til over middag tilbyder man morgenmad, derefter faste frokostmenuer (fra kl. 12-15) og om aftenen á la carte. Restauranten ligger på Rosenthaler Straße 40-42 (inde i gården).
4 Restaurant Austria
Legendariske Restaurant Austria er still going strong. I årevis har det været stedet, hvis du ville prøve en klassisk wienerschnitzel, der her serveres med bl.a. æble- og agurkesalat. Stedet har andre lækkerier på menukortet – bl.a. tyroler knödeln og svinemørbrad med sauerkraut.
På menukortet er der som regel også et par retter til vegetarerne. Prisniveauet er bestemt rimeligt – hovedretterne starter ved ca. 16 €. Vinkortet indeholder udelukkende vine fra Østrig.
Der skal nok være nogle, der mener, at Restaurant Austria ikke er, hvad den har været. Men stedet er stadig yderst populær, og især i højsæsonen er det et must at reservere bord. Der er åben til frokost (fra kl. 12) og til aften – mandag kun åbent om aftenen. Restaurant Austria ligger På Bergmansstraße 30.
5 Beets&Roots
I Berlin er der masser af gode spisesteder for veganere og vegetarer. Du kan bl.a. finde mange indiske og vietnamesiske restauranter, men du kan også besøge Beets&Roots, der ligger flere steder i Berlin (og andre steder i Tyskland).
Her kan du få f.eks. få bowls, salater, wraps og supper, hvor hver enkelt ret tager udgangspunkt i et enkelt lands eller områdes køkken. Tænk supper fra Thailand, salat fra Californien, bowles fra Japan og wraps fra Mellemøsten. Retterne kan laves som både veganske og vegetariske, ligesom der kan tages hensyn til allergener.
Alle Beets&Roots spisesteder er lyst og moderne indrettet. Du finder dem bl.a. på Kurfürstendamm, Mauerstraße, Dorothenstraße og Leipziger Platz.
6 Ebert
Ebert er endnu en restaurant i Berlin, der har nogle år på bagen. Her serverer man tysk/europæisk mad, hvor du kan finde pasta, risotto og fisk på menukortet, men også husets specialiteter, som er tyske. Selvom udvalget er forholdsvis begrænset, prøver man altid at have bøf, fisk og en vegetarret på kortet.
Er I flere end seks personer, er der også mulighed for at bestille faste menuer med forskellige temaer. Både menuerne og á la carte-retterne fås til en rigtig god pris – Ebert er endnu et eksempel på, at det er billigt at spise på restaurant i Berlin.
Vinkortet består primært af tyske vine – både rød, hvid og rosé, mens du kan få øl fra bryggerierne Radeberger, Schöfferhofer og Berliner Pilsner. Ebert har åbent til frokost og aften. På Eisenzahnstraße 59.
7 Alt-Berliner Gasthaus Julchen Hoppe
Alt-Berliner Gasthaus Julchen Hoppe er en af flere traditionelle spisesteder i Nicolaiviertel. Her får du god tysk mad i hyggelige omgivelser. Restauranten er indrettet som et hjem, eller gæstehus, med flere forskellige stuer. Der er også siddepladser ude, når vejret er til det.
Menukortet er stort og består udelukkende af tyske retter inklusive flere spændende specialiteter. Her serverer man med andre ord andet end pølser, schnitzel og knödeln. Der er f.eks. stuvninger, farsbrød og kødboller. Vi fik kæmpe portioner og kunne faktisk ikke spise op. Du skal forvente god gedigen mad, som mor lavede den.
Prisniveauet er også helt i orden – du kan få hovedretter fra 14 € og opefter. Der er kun få lokale vine, men til gengæld et pænt udvalg af primært tyske øl. Alt-Berliner Gasthaus Julchen Hoppe ligger på adressen Rathhausstraße 25.
8 Hofbräu Wirtshaus Berlin
Ca. fem minutters gang fra Alexanderplatz kan du komme en tur til Sydtyskland og den berømte oktoberfest. Bryggeriet Hofbräu München har restauranter flere steder i verden og således også i hjemlandet, hvor konceptet er klart: at bringe stemningen og atmosfæren fra Bayern hjem til dig.
Omdrejningspunktet er den gode øl som du kombinere med mad fra det sydlige Tyskland. Du sidder ved langborde og kan lade dig underholde af orkestret, som sørger for at holde humøret oppe. Der er ganske enkelt lagt op til fest og farver som var det den berømte oktoberfest.
Vil du spise på Hofbräu Wirtshaus, men ikke gider musikken, så kom til frokost. Det er først om aftenen, der er gang i løjerne. Her er det en god idé at reservere bord fredag og lørdag eller hvis I er mange. Priserne er i orden, og vi fik rigtig god service af det venlige personale, der selvfølgelig er iført klassiske dragter fra Sydtyskland. På Karl-Liebknecht-Straße 30.
Nyttige links til din rejse til Berlin
Transport
Kør selv eller find busbilletter til Berlin med f.eks. Flixbus. Fra København kan du også flyve. Søg og sammenlign flybilletter her.
I min Berlin Guide kan du læse meget mere om transport generelt.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyskland inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.