Den mudrede vej ender blindt. Vi er derude, hvor kragerne vender. Sådan føles det i hvert fald. Forude ligger Tonle Sap-søen, der for tusinder af mennesker er forskellen på liv og død.
Vi er i byen Siem Reap i det nordlige Cambodja, der er porten til det storslåede tempel Angkor Wat, men Siem Reap har sine egne små hemmeligheder, der bestemt er værd at udforske.
”To dollars”, siger den lille pige til mig, mens hun vifter med en stak postkort. Jeg står ikke lige og mangler postkort, men beslutter at købe alligevel. Jeg nænner ikke at prutte om prisen og giver hende to dollars.
Pigen lyser op og overrasket over, at jeg bare betaler, gør hun opmærksom på, at tre dollars også er en god pris. Jeg smiler ad den lille handlekraftige pige, der i en alder af 6-7 år allerede er sendt ud for at tjene penge.
Jeg er også lidt bekymret. Her ved det fine parkområde langs Siem Reap-floden i hjertet af byen, er der kun pigen og jeg. Det kan nemt misforstås i en by, der er hærget af børneprostitution.
Langs vejen ser jeg adskillige kæmpe billboards, der forestiller hvide mænd bag tremmer. Jeg siger farvel til den lille pige, der giver mig en tegning med hendes navn, så jeg ikke glemmer vores møde. Det gør jeg ikke, og jeg spekulerer tit på, hvad der mon er blevet af pigen.

Havde det ikke været for Angkor Wat, så var der næppe mange turister, der ville lægge vejen forbi Siem Reap. Byen har de senere år udviklet sig kraftigt da stort set alle, der besøger det verdensberømte tempel bor her.
Af og til kan man næsten ikke kende forskel på de thailandske feriebyer og Siem Reap, der har sin egen backpackergade, store resorts og velordnede restauranter. Men vi skal ikke så langt udenfor byen, før vi finder os selv i en helt anden verden. En verden af fattigdom og krigstraumer, der berører os dybt.
Siem Reap er ikke særlig stor, og byen ligger smukt på begge sider af Siem Reap-floden. Centrum hedder Psar Chaa, der betyder ”Det Gamle Marked”. Et område, der tilbage i 1920’erne fik besøg af jordomrejsende og eventyrer, der ved selvsyn ville se templerne udenfor byen.
De mest velhavende af dem boede på Grand Hotel d’ Angkor, der slog dørene op i 1929. Hotellet har gennemgået en omfattende renovering og er i dag byens i særklasse fornemste hotel. Lige ved siden af ser vi kongens sommerresidens, et yderst beskedent hus, der vel ikke en gang er en seværdighed.

Vi besøger New Market, Psar Vandal, der er et kombineret lokal- og turistmarked. Mest spændende er det at iagttage de lokale, der jagter gode tilbud og prutter højlydt om prisen. Som så mange andre steder i Cambodja, så ser vi også her adskillige børn, der går rundt for at sælge bøger og souvenirs.
De er ret påtrængende, men vi tager os tid til at snakke med dem. De taler forbløffende godt engelsk – noget de har lært af turisterne. Der går kun et minut eller to, før de fortæller om deres liv og har glemt alt om at sælge. Nogle har kun deres mor, andre slet ingen familie, men fælles for dem alle er drømmen om at komme i skole.
Nåh ja, ikke alle, en af pigerne fortæller, at hun hellere vil sælge bøger til turisterne, hvordan skulle hun ellers overleve? Store tanker for børn, der ikke en gang er fyldt 10 år. Det er i sandhed triste skæbner, og vi møder dem overalt i Cambodja. Et lyspunkt er dog, at de ser mere optimistisk på deres fremtid end jeg. Meget tankevækkende.
Jeg tager et billede af børnene og viser det til dem på kameraet. De er helt vilde og samtidig lidt generte over at se sig selv. Da jeg bladrer i billederne og når til dem fra Thailand, bliver de helt stumme. Thailand er en drøm for de fleste cambodjanere, en uopnåelig drøm.

Chong Kneas & Tonle Sap
Pælehusene ser faldefærdige ud. Overalt på søen er der både og flydende huse, og en gruppe mennesker er ved at pumpe vand op fra brønden.
Fra Siem Reap er vi kørt til Chong Kneas ved Tonle Sap-søen, og selvom turen kun tager et kvarters tid, så er vi i en helt anden verden. Her er primitivt og fattigt, og befolkningen lever en yderst beskeden tilværelse.
Lige nu er her lavvandet, men i regntiden fra august til september breder søen sig over 10000 km2, og når vandet trækker sig tilbage efterlades jorden frugtbar. Befolkningen kan nu dyrke ris og grøntsager på de enorme områder, der engang var sø.
Mange huse og veje bliver oversvømmet i regntiden, og store dele af befolkningen må finde nye steder at bo.

Vi tager en båd ud på søen for at besøge den flydende by Kanthenay. Engang var den beboet af vietnamesere, men i dag bor her lige så mange cambodjanere. Livet herude på Tonle Sap-søen er spændende, og det lille samfund har både kirke, skole og hospital.
Børnene er vant til at leve ved vandet, og selv knægte på 5-6 år hopper gladelig ned i en båd for at padle af sted.
Vi har ikke forventet at se en restaurant herude på søen, men pludselig dukker en reklame med Angkor Beer op. Vi tager chancen og snupper en velfortjent pause, mens vi kigger ud over Tonle Sap.
En enarmet dreng med en slange om halsen padler rundt i en vaskebalje og tigger penge af turisterne. Et andet sted er to mænd ved at fragte et hold grise i en af de små både, og pludselig kommer en flydende købmand med dagligvarer forbi.
”Vil I ikke se krokodillerne”, spørger en af tjenerne på restauranten. Tjo, hvorfor ikke. Vi følger med, og i et stort aflukke, der hænger på siden af den flydende restaurant, ser vi de arme krokodiller. Hvad de skal der ved vi ikke, men vi får at vide, at der er mange af dem i søen.

God mad i Siem Reap
Tilbage i Siem Reap udforsker vi det cambodjanske køkken. For lokalbefolkningen er ris den vigtigste kilde til føde, og der findes adskillige varianter, der bruges til kager, supper og tilbehør.
Khmerkøkkenet anses for at være et af verdens ældste, men hvor gennemført og sofistikeret det end er, så er sandheden, at mange cambodjanere i dag ikke får meget andet at spise end ris.
Vi er heldigvis mere privilegerede, og på en af byens restauranter prøver vi os frem i det lækre Khmerkøkken. Vi spiser en god suppe, friske forårsruller, og en stribe små hapsere, der smager skønt.
Det cambodjanske køkken er en god blanding af gamle khmertraditioner, der minder om vietnamesisk mad, traditionel asiatisk mad og så har franskmændene naturligvis haft en vis indflydelse, da de havde magten i det gamle Indokina.

I skyggen af Khmer Rouge
”Mange af dem har ingen forældre. Enten er børnene givet bort, solgt eller forældrene er døde, måske af landminer”, siger den svenske pige, der har inviteret os hen til SOS Børnebyerne, der ligger lidt udenfor centrum. Børnene ser nu glade ud, men en stor del af dem er endnu for små til at forstå deres skæbne.
Det vanvittige regime med Pol Pot i spidsen, begik folkemord i Cambodja og satte landet årtier tilbage. To millioner mennesker døde, og endnu flere er mærket for livet. Landet lider fortsat under De Røde Khmers styre, der fra 1975 til 1979 havde kontrollen over Cambodja.
Også på gaderne ser vi mennesker, der er blevet lemlæstet af landminer. Man skal ikke så langt udenfor byen, blot et par kilometer, for at finde områder, hvor man kun må færdes efter myndighedernes anvisning. Millioner af landminer ligger stadig og venter på deres offer, og dagligt må befolkningen bøde med mistede legemsdele og endda livet.
Lokale, ofte med hjælp fra nødhjælpsorganisationer og private ildsjæle, har åbnet kunstgallerier og workshops, hvor kreative fattige og handicappede kan tjene til dagen og vejen.
Det er et alternativ til tiggeriet, og det er bestemt en mere værdig måde at tjene sine penge. Det kunstneriske niveau er højt, og det er priserne også. Men hvem vil ikke gerne støtte disse mennesker, der er prisgivet en fortid som de ikke kan lave om på.
Siem Reap er for langt de fleste mennesker blot en by, der fungerer som udgangspunkt for et besøg ved Angkor Wat. Man kan diskutere om byen er spændende, men det er historien, menneskerne og omgivelserne helt sikkert. Vi er glade for, at vi tog os tid til at opleve bagsiden af Siem Reap, der trods alt er andet end Angkor Wat.
Har du lyst til selv at besøge Siem Reap, så kan du finde praktisk information under billedet.

Praktisk information til dit besøg i Siem Reap
Transport
Ind og ud
Siem Reap har en mindre lufthavn med ruter til bl.a. Bangkok, Hanoi, Singapore, Luang Prabang, Phnom Penh og Ho Chi Minh City. Du kan finde de bedste og billigste flybilletter her.
Har du brug for lufthavnstransfer eller anden transport i Cambodja/Sydøstasien, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau her.
Kommer du fra Thailand og skal til Cambodja via Poipet, så vær opmærksom: Der går mange historier om turister, der er blevet snydt, bedraget osv. Det er som regel småpenge det drejer sig om. Ved grænsen i Poipet er der gratis shuttlebus til busstationen, hvorfra der er videre transport til Battambang og Siem Reap.
At komme rundt
Tuk-Tuk er det mest benyttede transportmiddel til kortere distancer. I Cambodja er en tuk-tuk noget helt andet end i Thailand, her bliver en lille vogn med plads til ca. fire trukket af en knallert. Prisen er ca. 1 dollar inden for byen, ellers prut om prisen.
Skal du længere væk, så har selskabet Mekong Express et godt netværk af busser og minivans, der bl.a. kører til Bangkok, Phnom Penh og Ho Chi Minh City.
Overnatning
De senere år er der skudt adskillige nye resorts og hoteller op i Siem Reap – de fleste på eller omkring hovedvej NH6.
Byen er kendt for sin høje hotelstandard, hvor du kan bo godt og billigt. Se f.eks. Viroth’s Hotel, der er blevet kåret til verdens bedste hotel på Tripadvisor.
Andre gode valg er Central Corner d’Angkor og Bou Savy Villa, der begge får topanmeldelser fra tidligere gæster.
En stor del af overnatningsstederne i byen er dog stadig billige guesthouses, som oftest familieejede. Alt efter sæson og kvalitet kan man overnatte fra ca. 3 dollars og opefter.
Det er altid en god idé at forhøre sig hos andre rejsende om deres erfaringer, ved området omkring Psar Chaa skulle det nok være muligt at støde på en backpacker.
Som nævnt står der ofte en sværm af repræsentanter fra de forskellige guesthouses på busstationen og ved havnen. Book hotel med prisgaranti her.
Mad og drikke
Byen har mange restauranter. De fleste steder er enkle, og skal det være rigtig billigt findes en del gadekøkkener. Efterhånden er bedre restauranter dukket op, nogle franskinspirerede. Prøv eventuelt L’ Escale på Ph Oum Khun, et pænt sted med spændende mad og fin betjening.
For de der savner den europæiske mad kan Foreign Correspondents Club prøves. Den tåler dog ingen sammenligning med restauranten af samme navn i Phnom Penh, og selvom man har store ambitioner, er hverken betjening eller atmosfære værd at skrive hjem om.