Da jeg skulle arrangere en af mine rejser til Thailand, havde jeg et stort ønske om at besøge Sametnangshe Viewpoint, der ligger langt fra de gængse turistruter. Her var det tidligere kun muligt at overnatte i telt, men heldigvis fik jeg øje på det spritnye Sametnangshe Boutique, der har rigtige værelser. Jo, man er vel blevet et luksusdyr med årene.
Sametnangshe Boutique er det eneste overnatningssted i miles omkreds, der tilbyder hotelværelser. Jeg gætter på, at det kun er et spørgsmål om tid før andre investorer følger efter og bygger hotel lige præcis her, hvor udsigten over Phang Nga-bugten er helt formidabel.
Beliggenheden er unik og Sametnangshe Boutique tilbyder både telte og forskellige værelsestyper – fra superior til luksus- og executiveværelser. Vi bookede et deluxeværelse, der både havde tv, safetyboks, køleskab, aircondition og gratis wifi. Sidstnævnte var af den type, hvor man bliver logget af, når man forlader rummet – det er småting, men alligevel irriterende.
Der bygges stadig på resortet – bl.a. er man ved at opføre nogle flotte træhuse med en forrygende udsigt over Phang Nga-bugten. Sametnangshe Boutique har to restauranter. Hovedrestauranten (thai), hvor morgenmaden bliver serveret, ligger helt i front, mens den anden, der serverer burger, ligger øverst oppe på bjergsiden. Det er her folk samles om morgenen for at nyde den fantastiske solopgang.
Maden på hotellet er absolut glimrende, men ligesom værelserne i den dyre ende efter thailandske forhold. Vi fik service helt i top og de venlige medarbejdere sørgede både for lufthavnstransfer og videre transport i Thailand.
Sametnangshe Boutique er helt klart et sted med potentiale, og det bliver spændende at se, hvad stedet udvikler sig til. Lige nu er det forholdsvis ukendt blandt vesterlændinge, men til gengæld har asiatiske turister fundet frem til hotellet, der er perfekt til selfies og Instagram.