Hjem Europa Pragtfulde Provence

Pragtfulde Provence

+ praktisk information til dit besøg i Provence nederst på siden

Spændende markeder, farvestrålende solsikkemarker og ældgamle middelalderborge. Læg dertil skøn mad, masser af vin og en gæstfri befolkning, der tager dagen som den kommer.

Provence er måske den mest kendte og begærede af de franske provinser. I høj sol og med store forventninger rejser vi rundt i det berømte område, der bestemt ikke skuffer.

Avignon – perlen i Provence

Manden smiler, da vi køber et af hans malerier. Han tager sig god tid til at signere og stemple det lille billede, som forestiller en blomstrende lavendelmark, der er så typisk for Provence.

Place d’ Horloge, der ligger centralt i Avignon er et hektisk og spændende sted fyldt med turister, caféer og kunstnere. Pladsen, der ligger i den gamle bydel inden for borgmuren er gigantisk. Det er her vi går rundt i de kringlede gader og forbi store travle pladser med gamle middelalderkirker og charmerende huse. Avignon er Provence, når det er bedst.

Avignon bliver også kaldt pavebyen. Fra 1309 til 1377 var byen hjem for de katolske paver, der lod sig overtale af Kong Filip den 4. til at flytte fra Rom til Frankrig. Det er både første og eneste gang, at den katolske kirkes overhoved har boet udenfor Rom.

Det imponerende pavepalads i Avignon

Pavernes tilstedeværelse i Avignon er ikke til at overse; det enorme og imponerende pavepalads, hvis tårne og spir rager et godt stykke op over de øvrige bygninger i den gamle bydel kan ses på lang afstand.

Det var primært uro og intriger i Rom, der fik paven til at flytte til Avignon, men det siges, at den franske konge havde en skjult dagsorden. Han ville med kirkens hjælp øge sin magt og besiddelser i Europa.

Selvom paven i 1377 igen fik hovedsæde i Rom, så udnævnte kardinalerne i Avignon deres egen pave; først Clemens Vll og derefter Benedict VIII, der i 1409 måtte flygte til Spanien, da franske styrker tro mod paven i Rom angreb Avignon.

Pavepaladset er helt forståeligt Avignons største turistattraktion. Udenfor står flere hundrede mennesker i kø for at komme ind i den enorme bygning, der vidner om kirkens magt i 1300-tallet.

Byen var på det tidspunkt at regne som verdens centrum. Her var ekstremt overbefolket, og digtere, gøglere, købmænd, tiggere, prinser og mange andre strømmede til Avignon, der ifølge den italienske poet Petrarch var en “pestbefængt losseplads, hvor hele universets svineri var samlet”.

Kunstner på Place d’ Horloge

På den store plads, hvor paladset ligger, er der andre spændende seværdigheder. Vi går forbi den flotte katedral Notre Dame des-Doms, hvor Pave Johannes XXII er begravet.

Gaderne byder på et herligt byliv, og heldigvis er det meste af bymidten bilfri. Det er spændende at gå rundt i de små gyder – hvad mon der gemmer sig rundt om det næste hjørne?

Tilbage på Place d’ Horloge sætter vi os på en af caféerne og betragter de mange mennesker, der ligesom os synes at nyde denne dejlige by. Lige overfor ligger byens rådhus i en smuk bygning. Der er bryllup, og ser man bort fra Avignons mange smukke kirker, så kan man næsten ikke forestille sig et mere romantisk sted at blive gift.

Vi går gennem en af den gamle bydels syv byporte og ned til Rhône-floden, for vi mangler at se en af Avignons absolut største seværdigheder; St. Benezet-broen, der ligner en bro, som aldrig er blevet gjort færdig.

Men det var en oversvømmelse i 1669, der ødelagde dele af broen. Gennem årene er meter efter meter taget af floden, og i dag er der kun fire af de oprindelige 22 buer tilbage.

St. Benezet-broen stod færdig i slutningen af 1200-tallet, men inden da lå en træbro på samme sted. Man mener, at netop denne bro har været brugt til datidens pilgrimsrute fra Italien til Spanien.

Gamle charmerende huse i Avignon

Markedsdag i L’Isle-sur-la-Sorgue

“Prøv denne ost”, siger fyren, der står i boden. Bagved ham ligger 10-12 store runde oste foruden mindre stykker brie, camembert og tøroste. Markedet i L’Isle-sur-la-Sorgue er med rette berømt.

Den lille by kan synes ubetydelig på et landkort, men her er masser af atmosfære. Vi bliver tilbudt gode oste, hjemmelavede pølser, tapenader, olivenolier, friske grøntsager og fersk kød i form af enorme skinker og udskæringer af okse- og tyrekød.

Men det er ikke alt; vi kigger også på sæber, malerier, sko, tøj og meget andet. Vi køber lidt ost – billigt er det ikke, men det smager fremragende. I L’Isle-sur-la-Sorgue er man også kendt for sine antikbutikker. På søndagsmarkedet kommer sælgere fra nær og fjern for at handle de gamle varer – måske man kan gøre et kup?

Fransk idyl i L’isle-sur-la Sorgue

L’Isle-sur-la-Sorgue bliver også kaldt Frankrigs Venedig. Her er floder og kanaler, og faktisk ligger den gamle bydel, hvor markedet finder sted, på en lille ø.

Det bemærker vi slet ikke, da vi går over en af broerne, hvorfra vi kan se et af byens store vandmøllehjul, der engang forsynede i L’Isle-sur-la-Sorgue med energi og som stadig kører rundt.

Omtrent midt i den gamle bydel ligger kirken fra 1600-tallet, der er en god repræsentant for barokkens flotte og fantasifulde udsmykninger.

Som Avignon repræsenterer L’Isle-sur-la-Sorgue også alt det bedste ved Provence og Sydfrankrig. Pragtfuldt byliv, gode restauranter, vinbarer, kreative forretninger og selvfølgelig markedet, der to gange om ugen er hele byens omdrejningspunkt. Vi sætter os på en af restauranterne ved den lille flod og nyder lidt mad, inden turen går videre.

Marked i L’Isle-sur-la-Sorgue

Middelalderborgen i Le Baux de Provence

I juni er Provence fyldt med farvestrålende lavendelmarker, men i august er det store solsikker, der dominerer landskabet. Vi er på vej mod syd til en af Provences helt store seværdigheder; middelalderborgen i Le-baux-de-Provence, der har masser af spændende historie.

I middelalderen havde Baux-familien stor indflydelse i Provence. De ejede store landområder og kontrollerede hele 79 byer. Da Alix, den sidste prinsesse i Les Baux-familien døde, indtog Kong Louis 3. af Sicilien byen.

Senere blev området en del af den franske krone under Kong Louis 13. Han var dog så bange for, at de lokale ville bruge fortet som base ved en eventuel opstand, at han i 1483 beordrede det revet ned.

Borgen og den lille by ligger i et ret kuperet klippeterræn, og vi kører gennem flere hårnålesving på vej til toppen, hvor p-pladsen denne formiddag allerede er fyldt godt op.

Renæssancen var en gylden tid for Le Baux og ikke mindst fortet, der blev genopbygget. Kardinal Richelieu erobrede byen under svære kampe, og det endte med endnu en nedrivning af fortet.

I 1642 overgav Kong Louis 13. Le Baux til Hercule Grimaldi som belønning for hans støtte til kongen. Grimaldi fik titlen Marquis af Baux, en titel, der er overtaget af hans efterfølgere og i dag båret af Prins Albert af Monaco.

Byen, der ligger indenfor de gamle middelaldermure er hyggelig. I de brostensbelagte gader går vi forbi en del forretninger med souvenirs og ting fra Procvence, men alt til overpris – det er som om, at Le Baux har overgivet sig til masseturismen

Det er ikke kun fortet og den spændende historie, der gør Le Baux de Provence berømt i dag. Efter 2. verdenskrig oplevede byen endnu en storhedstid.

Raymond Thuillier åbnede Oustau de Baumaniére, en restaurant i verdensklasse, der tiltrak klodens førende kokke. Stedet eksisterer fortsat og kan prale af så prominente gæster som Dronning Elizabeth, Hugh Grant, Bono og Johnny Depp.

Le Baux de Provence

På vingård ved Rhône-floden

“Det er min vin”, siger kvinden og peger på en af de mange flasker i butikken. Vi er taget videre på vores rejse i Provence og står nu i et mindre vintapperi, hvor omegnens bønder i efteråret kommer kørende med deres druer, der bliver lavet om til vin.

Mange af vinbønderne har ikke etiketter med eget navn får vi at vide. Deres druer indgår i tapperiets billigste vine, der bliver blandet med andre druer, og det er den vin de lokale kommer og køber i store dunke.

Men nogle vinbønder sætter en ære i at lave god kvalitetsvin – især her i Rhône, der er et af Frankrigs mest berømte vinområder. Damen i butikken er med rette stolt af, at netop hendes vin ligger til salg med egen etiket.

Vi køber naturligvis et par flasker og får et smil med på vejen. Vi køber dog ikke i blinde – overalt hvor vi kommer frem, åbner man gerne en flaske, så vi kan smage de forskellige vine.

Få kilometer fra vintapperiet ligger Tarascon. Byen har en bro, der fører over Rhônefloden og ind i Languedoc-provinsen. Det er et lidt specielt sted. I Tarascon troner den pragtfulde gamle borg, og i byen Beaucaire på den anden side af floden kan man prale af et stort fæstningsanlæg. Gad vide, hvad der er sket her i gamle dage?

Jeg fornemmer, at det har været et betydningsfuldt sted ved floden, som vi krydser. I Beaucaire er der et skønt havnemiljø.

Her ligger stribevis af udenlandske både, der har taget turen gennem Europas vidtforgrenede flodnet. For mange af dem er det rejsens mål. Mod syd ligger Middelhavet og de mange berømte badebyer. Det er der, jeg er på vej hen nu.

Har du fået lyst til selv at besøge Provence, så kan du finde praktisk information under billedet.
På vingård i det sydfranske …

Praktisk information til dit besøg i Provence

Transport

Ind og ud

Nice og Marseille er de største lufthavne i Provence. Fra København er der ofte sæsonrute til Nice og Montpellier. Fra Billund er det nødvendigt med en mellemlanding. Find flybilletter her.

At komme rundt

En bil er næsten et must i Sydfrankrig. Det giver frihed, og man kan køre rundt til byer, strande og seværdigheder i sit eget tempo. Der er god skiltning, og generelt er franskmændene flinke til at give plads.

Bemærk, at der opkræves motorvejsafgift, så det er en god idé at have en portion euro-mønter liggende. Sammenlign priser på billeje hos alle de store selskaber.

Toget er en anden god mulighed for at komme fra by til by. Det franske jernbanenet er omfattende og nemt at bruge. Se mere om ruter, stationer og priser på SNCFs hjemmeside.

Overnatning

Der er en verden af muligheder, når det gælder overnatning i Provence og Sydfrankrig. Her er alt fra campingpladser og hostels til femstjernede hoteller.

I august, hvor franskmændene selv holder ferie, kan der være rift om de bedste steder. Book i god tid, hvis du ikke vil gå på kompromis med overnatningen, især på rivieraen, hvor der er sort af mennesker i sommermånederne.

Book overnatning på f.eks. hotels.com, der som regel har de laveste priser.

Mad og drikke

Fransk mad, ikke mindst fra Provence, er berømt i det meste af verden. Som regel er kvaliteten høj, men også her må man i turistbyerne se sig for, når man vælger restaurant. Der er rigtig mange steder, der tilbyder set-menuer bestående af tre retter for mellem 10 og 15 €, og det er ofte et godt valg.

I Provence benytter man alle de gode og friske grøntsager, der er til rådigheddet giver smagfulde retter, som er fuld af sol og sommer. Se mere om mad i indlægget 6 retter du skal prøve i Sydfrankrig.

Vejret i Provence

Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet i Provence. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 2832 °C. Vejret i Sydfrankrig er som regel lunt et godt stykke ind i september måned. Vintrene har temperaturer på ca. 12-15 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her