Hjem Frankrig Den gamle romerby Nîmes

Den gamle romerby Nîmes

+ praktisk information til dit besøg i Nîmes nederst på siden

nimes

Det franske jernbanenet er omfattende og som regel også meget præcist. Bare ikke i dag – med pæn forsinkelse ankommer vi til Nîmes fra Montpellier.

Nîmes er noget mindre end nabobyen, men til gengæld væsentlig ældre. Det var her den romerske kejser Augustus gav land til sine bedste legionærer, der etablerede en komplet romersk by.

Les Arènes – Nîmes flotte amfiteater

I Nîmes behøver man ikke gå mange meter for at få øje på den romerske arv. Via den lange esplanade Charles de Gaulle, der er opkaldt efter den tidligere franske præsident og flankeret af skyggefulde træer, står vi nu foran Les Arènes – amfiteatret, der er en af Nîmes største seværdigheder.

Det romerske teater er opført i år 70 f.kr. og betragtes som et af de mest velbevarede i verden. Her er plads til over 20.000 tilskuere, og vi kan nemt forestille os stemningen ved datidens gladiatorkampe. Vi går rundt i gangene og lærer mere om romertiden og arenaen i det lille museum.

Da romerriget gradvist mistede sin styrke prøvede andre magter at indtage Nîmes. Befolkningen samlede sig i arenaen, der kom til at fungere som et effektivt forsvarsanlæg.

Efter en turbulent periode sørgede visconten i Toulouse for at udvide Nîmes, der fik nye bymure. Arenaen blev forladt, men gennem årene har den haft adskillige funktioner.

Les Arènes bliver stadig brugt til tyrefægtning, men arenaen er også et populært sted at indspille livekoncerter – både Metallica, Rammstein og Dire Straits har udgivet dvd’er optaget her. Op til vintersæsonen lægges der asfalt på gulvet og et skydetag tilføjes, så den uanset vejret kan bruges til arrangementer.

nimes
Les Arènes – det flotte amfiteater i Nîmes

Smukke Maison Carree

En kort gåtur fra arenaen gennem Nîmes’ gamle bydel ser vi et andet imponerende bygningsværk fra den romerske periode. Maison Carrée, der bliver betragtet som et af de mest velbevarede romerske templer overhovedet, er opført af Agrippa i år 20 f.kr.

Maison Caree står perfekt og kridhvidt og virker på en eller anden måde majestætisk. Sådan har det dog ikke altid været – selvom templet er velbevaret, så var det først efter en omfattende restaurering, der blev færdig i 2011, at Maiosn Carree blev ført tilbage til fordums storhedstid.

Det 26 meter lange og 15 meter brede tempel er et arkitektonisk vidunder. Af samme grund har Masion Carree stået model til adskillige bygninger – bl.a. flere kirker og delstatsregeringens bygning i Virginia i USA.

Udefra er det romerske tempel pompøst, mens det indvendig er anderledes enkelt. Gennem en næsten syv meter høj dør kommer vi ind i det nøgne rum, hvor vi ser en film om den romerske periode i Nîmes.

Maison Carree er en af verdens bedst bevarede bygninger fra den romerske periode

Flere spændende seværdigheder i Nîmes

Agrippa, der opførte Maison Carree, var både Kejser Augustus’ svigersøn og en frygtet hærfører. De to var meget nære venner, og da Agrippa pludselig døde i år 12 f.kr., adopterede Augustus hans sønner.

Agrippa stod også bag byggeriet af Pont du Gard – den imponerende akvædukt, der ledte vand fra Uzés til Nîmes. I gaden, Rue de la Lampéze, ser vi det sted, hvor man mener af vandet fra Uzés kom ud.

Legionærerne, der grundlagde byen havde gjort tjeneste i Egypten, og derfor er Nîmes’ byvåben en nilkrokodille under et palmetræ

Ikke langt derfra kommer vi forbi den gamle katedral, der oprindelig er fra det 11. århundrede, men den eksisterende bygning er opført i 1800-tallet. Der er ikke meget tilbage fra katedralens grundlæggelse, men bagved ligger ruinerne af et kapel fra det 17. århundrede.

Der er flere andre gamle kirker i Nîmes. F.eks. St. Paul, der er opført i 1800-tallet og som har nogle rigtig flotte vægmalerier.

Kirken er en af adskillige historiske bygninger, der synes at dukke op alle steder i Nîmes gamle bydel, hvor vi også besøger Jardin de la Fontaine. Her i den flotte park, der siges at være Frankrigs første offentlige park, ser vi fine statuetter og det romerske tempel Diane.

Kirken St. Paul med de flotte vægmalerier

Hygge i Nîmes gamle bydel

Byen har selvfølgelig sit eget marked og spændende butikker, men den gamle bydel er forholdsvis hurtigt overset. Til gengæld sætter vi os på en lille vinbar og smager lidt af den gode vin, mens vi følger med i den franske hverdag.

I området bliver der produceret masser af god vin. Mærket Costieres de Nîmes er et kvalitetsstempel på de bedste vine, der skal overholde visse regler for produktionen. Vi finder ud af, at der blandt vinkyndige er lidt uenighed om, hvorvidt Costieres de Nîmes er en vin fra Languedoc eller Rhône.

Nîmes ligger i Languedoc, men selv med vores begrænsede kendskab til vin er det tydeligt, at vinene har langt mere til fælles med Rhône-vinene. De er lidt tungere og noget mere komplekse og alsidige.

Til alt held giver den venlige tjener på vinbaren os helt ret og anbefaler flere vine vi skal smage. Det er fristende, men i modsætning til meget af det vin, der bliver hældt i store plasticdunke, så er alkoholprocenten forholdsvis høj på vinene fra Costieres de Nîmes.

Vi nøjes med at tage et par flasker med hjem til huset i Marguerittes, hvor de lokale endnu en gang har fremtryllet skøn mad.

Tilbage i den lille gade sætter vi tænderne i péroen, appetitvækkerne, der består af baguettes med paté, ost og pølse samt oliven fra lokalområdet. Vi får kun rosende ord med på vejen for vores valg af vin. Og jo, det smager fremragende – både maden og vinen – livet her i Sydfrankrig er nu ikke så ringe endda.

Har du fået lyst til selv at besøge Nîmes, så kan du finde praktisk information under biledet.
NÎmes gamle bydel er hyggelig med mange caféer og vinbarer

Praktisk information til dit besøg i Nîmes

Transport

Ind og ud

Fra Danmark er der ofte sæsonruter til Montpellier, der er nærmeste lufthavn. Alternativt er det nødvendigt med et stop undervejs – f.eks. i Paris eller Amsterdam. Lufthavnen i Béziers er lidt mindre, men kan også nås med ét stop fra Danmark. Find og sammenlign flybilletter her.

At komme rundt

I Sydfrankrig kommer du nemmest rundt med bil. Det giver frihed, og du kan kører til strande og seværdigheder i dit eget tempo. Skiltningen er god, og generelt er franskmændene flinke til at give plads. Bemærk, at der opkræves er motorvejsafgift, så det er en god idé at have en portion euro-mønter liggende.

Langs Middelhavskysten kan der være tæt trafik i højsæsonen, så kør hjemmefra i god tid, hvis I skal på sightseeing. Sammenlign priser på lejebil hos de store selskaber her.

Toget er en anden god mulighed for at komme fra by til by. Det franske jernbanenet er omfattende og nemt at bruge. Se mere om ruter, priser og afgangstider på SNCFs hjemmeside.

Overnatning

Nîmes har et fint udvalg af hoteller i alle prisklasser. I omegnen er der mange dejlige overnatningssteder i form af bl.a. ferieresorts, strandhoteller og campingpladser.

Byen ligger tæt på de mange strandområder langs Middelhavet, der er rigtig populære i sommermånederne. I august holder franskmændene selv ferie – her er det en god idé at booke overnatning i god tid. Du kan finde overnatning på hotels.com.

Er I mange, så er et feriehus ofte den billigste løsning – dem kan du finde her.

Mad & drikke

Generelt spiser man godt i Frankrig, hvor der er masser af restauranter og bistroer. Fisk og skaldyr, især muslinger, er på alle menukort, men det sydfranske køkken er omfattende, og der vil helt sikkert være noget for alle.

Mange caféer og restauranter tilbyder setmenuer til frokost til ca. 10-15 €, og det er som regel et glimrende valg.

Vejret i Nîmes

Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet langs Middelhavskysten. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 28-32 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september måned.

Vintrene har temperaturer på ca. 10-15 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere. Se vejret i Frankrig.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her