Nimes hører ikke til Frankrigs største byer, men til gengæld finder du her en stribe gode seværdigheder, der er et besøg værd. Læs om de bedste oplevelser i Nimes og få tips til din rejse nederst på siden.
Indholdsfortegnelse
Nimes – en introduktion
Nimes var engang en af romerrigets mest betydningsfulde byer udenfor Italien. Det var kejser Augustus, som gav land her til sine bedste legionærer, der etablerede en komplet romersk by med bl.a. tårne og porte på den seks km lange forsvarsmur.
Legionærerne, der grundlagde byen, havde gjort tjeneste i Egypten og derfor er Nimes’ byvåben en nilkrokodille under et palmetræ. Den romerske arv er alle steder – især i den gamle bydel, der sammen med Esplanade Charles de Gaulle med den flotte fontæne udført i hvid marmor af skulptøren James Pradier i 1845, er Nimes’ centrum.
Udover de gode seværdigheder, så er det uden tvivl den gamle bydel, der er mest spændende. I de bilfri gader finder du et godt udvalg af cafeer, vinbarer og restauranter, men også en markedshal med bl.a. specialiteter og friske grøntsager. Alt det, der gør Sydfrankrig til et paradis for livsnydere.
Nu til de bedste oplevelser i Nimes som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.
1 Les Arènes
Les Arènes, amfiteatret, er en af Nîmes største seværdigheder. Det romerske teater er opført i år 70 f.kr. og betragtes som et af de mest velbevarede i verden. Selvom arenaen gennem årene har været forladt og en del sten er fjernet til brug som byggematerialer, så står Les Arènes fantastisk flot.
Der er plads til over 20.000 tilskuere, og man kan nemt forestille sig stemningen ved datidens gladiatorkampe. Du kan gå rundt i gangene, hvor du via en audioguide får information om romertiden og arenaen. Der er også et mindre museum tilknyttet.
Da romerriget gradvist mistede indflydelse i området, prøvede andre magter at indtage Nimes. Befolkningen samlede sig i arenaen, der kom til at fungere som et effektivt forsvarsanlæg.
Senere har Les Arènes haft andre funktioner og bliver i dag brugt til forskellige events. Det er bl.a. et populært sted at indspille livekoncerter – både Metallica, Rammstein og Dire Straits har udgivet dvd’er optaget her. Op til vintersæsonen lægges der asfalt på gulvet og et skydetag tilføjes, så den uanset vejret kan bruges til arrangementer.
2 Jardin de la Fontaine
Jardin de la Fontaine, Fontænehaven, ligger ca. 500 m vest for den gamle bydel. Den imponerende have blev anlagt i midten af 1700-tallet af arkitekten Pierre Dardailhon og Jacques-Philippe Mareschal, der var kongens ingeniør.
Ved anlæggelsen af Jardin de la Fontaine blev en række gamle romerske bygninger blotlagt. Du kan bl.a. se Diane-templet fra det 1. århundrede, og oppe over haven mod nord troner Tour Magne, der var et af byens tårne. Heroppefra har du en flot udsigt over byen.
Jardin de la Fontaine er en populær oase i Nimes. Den fine have i flere niveauer med bl.a. krukker, statuer og figurer fra barokken siges at være en af Frankrigs første offentlige parker.
3 Maison Carree
Et af de mest imponerende bygningsværker fra den romerske periode er Maison Carrée. Det bliver betragtet som et af de mest velbevarede romerske templer overhovedet og er opført i år 20 f.kr. af hærføreren Agrippa, der var kejser Augustus’ svigersøn.
Maison Caree står perfekt og kridhvidt og virker på en eller anden måde majestætisk. Sådan har det dog ikke altid været – selvom templet er velbevaret, så var det først efter en omfattende restaurering, der blev færdig i 2011, at Maison Carree blev ført tilbage til fordums storhed.
Det 26 meter lange og 15 meter brede tempel er et arkitektonisk vidunder. Af samme grund har Masion Carree stået model til adskillige bygninger – bl.a. flere kirker og delstatsregeringens bygning i Virginia i USA.
Udefra er det romerske tempel pompøst, mens det indvendig er anderledes enkelt. Gennem en næsten syv meter høj dør er der adgang til et nøgent rum, hvor der vises en film om den romerske periode i Nimes.
4 Musee de la Romanité
Musee de la Romanité er nabo til Les Arenes og lidt af en kontrast rent arkitektonisk. Museet, der åbnede i 2018, er topmoderne og omhandler Nimes historie fra især den romerske periode og frem til middelalderen.
I alt har Musee de la Romanité 25.000 genstande, hvoraf 5000 er udstillet. Blandt dem er de flotte mosaikker fundet i Nimes, som fik byens borgmester til at opføre museet. Der er en lang række interaktive oplevelser og på toppen af bygningen en tagterrasse med panoramaudsigt.
5 Carre d’Art (Museet for Nutidskunst)
Overfor Maison Caree kan du besøge Carre d’Art, Museet for Nutidskunst, der er tegnet af Norman Foster. Her viser man værker fra 1960 frem til i dag med fokus på bl.a. fransk nyrealisme. Du kan dog se værker af kunstnere fra mange andre lande, hvor især USA og Tyskland er rigt repræsenteret.
Samlingen består af 500 værker af kunstnere som Georg Baselitz, Gerhard Richter, Mario Merz og Richard Artschwager. Du kan udover malerier også se fotokunst og installationer. Carre d’Art har både permanente og skiftende udstillinger.
6 Nimes’ kirker
Nimes har flere flotte kirker. Størst er St. Baudile med de to 70 meter høje tårne, men som en del af den gamle bydel ligger katedralen, der er hovedsæde for den katolske kirke i Nimes, Alès og Uzès.
Katedralen er oprindelig fra det 11. århundrede og bygget på resterne af et romersk tempel tilegnet kejser Augustus. Den eksisterende bygning er opført i 1800-tallet, og der er kun ganske lidt tilbage fra kirkens grundlæggelse. Bagved kan du se ruinerne af et kapel fra det 17. århundrede.
St. Paul, der er opført i 1800-tallet, imponerer ikke for sin størrelse, men for de meget flotte vægmalerier. Du kan også se fine låse og hængsler udført i jern af Pierre Boulanger, der også står bag porten til Notre Dame Katedralen i Paris.
7 Vinbarer (og vingårde)
I Sydfrankrig bliver der produceret masser af god vin. Således også i området omkring Nimes, hvor du kan smage vin på vinbarer eller en af de mange vingårde. Mærket Costieres de Nîmes er et kvalitetsstempel på de bedste vine, der skal overholde visse regler for produktionen.
Blandt vinkyndige er der lidt uenighed om, hvorvidt Costieres de Nîmes er en vin fra Languedoc eller Rhône. Nimes ligger i Languedoc, men vinene herfra er lidt tungere og mere komplekse og har langt mere til fælles med Rhône-vinene.
I den gamle bydel ligger en del vinbarer – et godt sted at følge med i livet i de hyggelige gader. Du kan selvfølgelig købe vin på vingårdene, men også i Les Halles, Nimes overdækkede marked, der ligger ca. 300 m fra Maison Caree.
8 Pont du Gard
Pont du Gard er et imponerende romersk mesterværk. Den store akvædukt, der går over Gard-floden, blev opført af Agrippa i år 19 f.kr. Den var en del af et 50 km langt vandingssystem, der skulle bringe vand fra Uzés til Nimes.
Ligesom de fleste arkæologer, arkitekter og historieinteresserede, der har studeret akvædukten, så kan man undre sig over, hvordan det er lykkedes romerne at opføre broen. De tungeste sten vejer op til fem tons, og man forstår, hvorfor arkitekterne fik hovedbrud af den store opgave.
Pont du Gard er opført i tre etager. Buerne på øverste etage, hvor vandet løb igennem, er mindre end buerne nedenunder. Den 275 meter lange bro er bygget 50 meter over floden, og en af de store udfordringer var at konstruere vandingssystemet og akvædukten med den korrekte hældning.
I gaden Rue de la Lampéze i Nimes kan du se det sted, hvor man mener, at vandet fra Uzés kom ud. Læs mere om i indlægget Besøg ved Pont du Gard – et romersk mesterværk.
Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Nimes. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Rejsetips og information til dit besøg i Nimes
Transport
Ind og ud
Fra Danmark er der ofte sæsonrute med Norwegian til Montpellier, der er nærmeste lufthavn (kode: MPL).
Alternativt er det nødvendigt med ét stop undervejs – f.eks. i Paris eller Amsterdam med KLM eller Air France. Nimes har faktisk egen lufthavn (kode: FNI), men den har kun ganske få ruter.
Fra lufthavnen til Nimes kan du tage en taxi, leje en bil eller hjemmefra bestille en privat transfer til en fast pris.
At komme rundt
Du kan nemt gå rundt i centrum af Nimes – seværdighederne ligger tæt på hinanden. Har du brug for transport, så har Nimes et netværk af offentlige busser kaldet Tangobus.
Skal du besøge flere steder i Sydfrankrig, kommer du nemmest rundt med bil. Det giver frihed, og du kan kører til strande og seværdigheder i dit eget tempo. Skiltningen er god, og generelt er franskmændene flinke til at give plads. Bemærk, at der opkræves motorvejsafgift.
Langs Middelhavskysten kan der være tæt trafik i højsæsonen, så kør hjemmefra i god tid, hvis du skal på sightseeing.
Toget er en anden god mulighed for at komme fra by til by. Det franske jernbanenet er omfattende og nemt at bruge. Se mere om ruter, priser og afgangstider på SNCFs hjemmeside.
Overnatning
Nimes har et fint udvalg af overnatningssteder i alle prisklasser. Også i og omkring den gamle bydel, der er det absolut hyggeligste sted at bo. Se nærmere på f.eks. det elegante Margaret – Hôtel Chouleur eller lejlighederne Atypic, der har køkken og ligger med Les Arènes som nabo.
I omegnen er der mange dejlige overnatningssteder i form af bl.a. ferieresorts, strandhoteller og campingpladser. I august holder franskmændene selv ferie – her er det en god idé at booke overnatning i god tid.
Du kan finde overnatning på f.eks. booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingplatforme.
Er I mange, så er et feriehus ofte den billigste løsning – dem kan du finde her.
Mad & drikke
Generelt spiser man godt i Frankrig, hvor der er masser af restauranter og bistroer. Fisk og skaldyr, især muslinger, er på alle menukort, men det sydfranske køkken er omfattende, og der vil helt sikkert være noget for alle.
Mange caféer og restauranter tilbyder setmenuer til frokost til ca. 12-17 €, og det er som regel et glimrende valg. Se mere om mad i Sydfrankrig i indlægget 6 retter du skal prøve i Sydfrankrig.
Står du selv for madlavningen, så er det bare om at besøge et af de gode markeder, hvor du kan købe friske grøntsager og f.eks. paté, ost, pølse,baguettes samt oliven fra lokalområdet.
Vejret i Nîmes
Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet langs Middelhavskysten. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 28-32 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september måned.
Vintrene har temperaturer på ca. 10-15 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere. Se vejret i Frankrig.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og eventuelt skrive dig på danskerlisten.