Nha Trang er det nærmeste man kommer en egentlig badeby i Vietnam. Det store trækplaster er den lange sandstrand, hvor både lokale og turister daser ved det dybblå hav.
Men der er mere at komme efter i byen – f.eks. markeder, god mad og historiske seværdigheder. Det og meget andet kan du læse mere om i min Nha Trang guide herunder.
Indholdsfortegnelse
Nha Trang – en introduktion
Nha Trang har ca. 300.000 indbyggere. Det er en travl by, der primært lever af turisme og fiskeri. Ved første øjekast kan Nha Trang virke stor og voldsom, men alt hvad du har brug for er samlet i turistområdet syd for centrum, hvor stemningen er hyggelig og afslappet.
Skal man tro de mange byggeprojekter, der er i gang på strandvejen, så er Nha Trang i rivende udvikling som turistby. Desværre har man tilladt byggeriet af flere meget høje hoteller. Alligevel må der være nogen med indflydelse, som har tænkt sig om; Her er etableret brede fortove og opsat skraldespande – lidt af et særsyn i Vietnam.
Byen har masser af barer, restauranter og aktiviteter henvendt til turisterne, men Nha Trang er heldigvis stor nok til at have rigeligt med lokalliv inklusive den vanvittige trafik, som Vietnam er så berømt for.
Når man kører på strandvejen og kigger ud på promenaden, stranden og de høje palmer, så kunne Nha Trang i princippet ligge et hvilket som helst sted i verden. Heldigvis ligger byen i Vietnam, hvor turisterne kan glæde sig over spændende attraktioner, lavt prisniveau og ikke mindst en yderst smilende og gæstfri befolkning.
Nha Trang er ikke kun sol og strand. Dette område i det centrale Vietnam har bidraget med en vigtig del af landets historie. I sin tid lå Champa-riget her, hvor det lille kongerige fra det 2. til det 15. århundrede opførte imponerende tempelområder og helligdomme.
Under Vietnamkrigen var byen et af flere steder langs kysten, hvor amerikanske soldater tilbragte nogle afslappende dage før de igen tog til fronten. De gamle franske palæer fungerede som hoteller og behandlingssteder, men overalt lå Viet Cong på lur for at få ram på soldaterne.
I dag er der heldigvis mere fredeligt. Nha Trang er en behagelig by, men fremtiden vil nok byde på en stadig stigende strøm af turister – i hvert fald bygges der kraftigt rundt om i byen, især på strandvejen.
Nu til min Nha Trang guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.
Tran Phu (turistområdet) – orientering
Tran Phu er Nha Trangs turistområde. Det ligger langs stranden ca. 2 km syd for Dam-markedet i centrum. I Tran Phu finder du et stort udvalg af barer, restauranter, tourbureauer og overnatningssteder, men til gengæld ingen seværdigheder.
Turistområdet har efterhånden vokset sig stort og består af en lang række større og mindre gader. Især om aftenen myldrer med mennesker, der er på jagt efter en god bar eller restaurant, hvor de kan nyde en drink og måske møde nye mennesker.
I den ældre del af turistområdet finder du primært guesthouses og mellemklassehoteller, mens du i yderområderne kan booke større resorts og hoteller, hvoraf nogle tilhører de internationale kæder.
Vil du se noget andet end turistområdet, så er der kun en kort gåtur op til de lokale bydele, hvor du pludselig står i en helt anden verden tæt på vietnamesernes hverdag. Du kan blot følge strandvejen (der hedder Tran Phu) mod nord.
Tran Phu Beach
Tran Phu Beach er glimrende. Der er dog ofte store bølger ved stranden, som er bedst om formiddagen. Senere blæser det op – ikke ideelt for badning, men til gengæld bliver det udholdeligt at ligge i solen. Bliver det alligevel for varmt, kan du dase under en af de mange høje palmer.
Langs stranden findes flere beach clubs, hvor du kan leje solstole og købe mad og drikke i den tilhørende bar. Mest kendt er Sailing Club, der også arrangerer beachparties. Et par hundrede meter derfra ligger Louisiane Brewhouse, som på trods af navnet er en flot beach club, der også har en swimmingpool.
Stranden er naturligt nok mest besøgt ved turistområdet, men det er ikke kun solhungrende udlændinge, der boltrer sig her – de lokale benytter stranden til små sammenkomster og gåture på den lange promenade, som er flankeret af skyggefulde palmer.
Tran Phu Beach er blot en del af den flere kilometer lange strand, der begynder ved centrum og fortsætter mod syd. På hele strækningen er der en række strandområder med forskellige navne, men der er altså tale om samme strand.
Nha Trang Centrum – orientering og seværdigheder
Nha Trangs centrum er en langt mere autentisk oplevelse end turistområdet. Omkring Dam-markedet ud mod stranden er bydelen en kombination af turisme og mere lokale cafeer og spisesteder.
Mod syd ligger turistområdet og mod nord Cai-floden, der har et lille fiskersamfund, hvor husene står på pæle og fiskerne lander deres fangst på bredden – bl.a. haj, tun og sværdfisk. Som nævnt kan centrum af Nha Trang være hektisk og larmende med betydelig trafik, men der er aldrig langt til stranden, hvor der er lidt mere luft.
I denne Nha Trang guide har jeg inkluderet området ved Hon Chong Beach nord for floden som en del af centrum. Fra Dam-markedet tager det ca. 20-25 minutter at gå dertil.
Dam Markedet
Nha Trangs hovedmarked ligger midt i den lokale bydel lige syd for floden. Det er et herligt sted med livlig handel og masser af atmosfære. Markedet ligger i og omkring en mindre rund hal, hvor der er noget at komme efter for både turister og lokale.
Førstnævnte kan købe t-shirts, sko, tasker og souvenirs, mens de lokale shopper kød, frugt, tørret fisk og meget meget mere. Det lader til at man kan få alt på markedet, og man kan undre sig over, om der virkelig er kunder til de millioner af varer.
Nha Trang Katedralen
Ca. 400 meter nord for turistområdet, lige ved det store kunstværk på strandpromenaden, kan man svinge op ad gaden Le Thanh Ton. Efter ca. 600 meter kommer en stor rundkørsel, hvor du vil se byens katedral på venstre side.
Den er bygget i gotisk stil mellem 1928 og 1933 og er faktisk imponerende flot med langt flere detaljer end Notre Dame Katedralen i Ho Chi Minh City. Der er indgang bagved katedralen, som har lukket mellem klokken 13.00 og 14.00.
Long Son Pagoden og Den Store Buddha
Går du fra katedralen videre ud ad gaden Thai Nguyen, forbi jernbanestationen, vil du snart have Long Son-pagoden på din højre side. Pagoden blev bygget sidst i 1800-tallet og lå oprindelig et helt andet sted, men ved en af pagodens mange genopbygninger blev den placeret, hvor den ligger i dag.
Long Son-pagoden er ikke så meget anderledes end andre pagoder – dog skal man bemærke de fire drager på taget og den store buddhastatue indenfor, der efter sigende vejer et godt stykke over et halvt ton.
Går du højre om pagoden, kan du tage trappen op til den store 14 meter høje hvide Buddha, der skuer ud over byen. Buddhaen blev bygget som led i buddhistmunkenes tiltagende protester mod præsident Diems brutale styre i Sydvietnam.
Rundt om Buddhaen har stået buster af syv munke, der ofrede deres liv for et retfærdigt styre. Under vores besøg var de dog fjernet. Det er muligt at gå ind i den store Buddha, der fungerer som en slags helligdom. Som andre lignende steder i Vietnam er luften også her tyk af røgelse.
Po Nagar Cham-tårne
Cham-tårnene Po Nagar er Nha Trangs største attraktion. Området, der ligger umiddelbart nord for Cai-floden, var engang 500 m² stort, men i dag er de fire tilbageværende tårne klemt inde midt i byen med trafik til alle sider.
Champa-riget kontrollerede det centrale Vietnam fra det 2. til det 15. århundrede. Befolkningen havde via omfattende handel kontakt med mange forskellige folkeslag. Med årene importerede de indisk kultur og dyrkede hinduistiske guder.
Po Nagar har som nævnt været væsentlig større end det lille område man kan se i dag – oprindelig var der opført syv tårne bygget mellem det 7. og 12. århundrede. Lige efter indgangen vil du se en række søjler, der fungerede som meditationshal. Besøgende gik igennem her inden de kom op på det lille plateau, hvor de fire tilbageværende tårne står.
Med ryggen mod meditationshallen har du helt til højre det man kalder det nordlige tårn, der er Po Nagars hovedattraktion. Med sine 28 meter er tårnet et af de højeste Cham-tårne, man har fundet.
Tidligere lå et trætempel på stedet, men det blev brændt ned og erstattet af det murstenstårn, der står i dag. Dengang var det det eneste tårn af sin slags, og det er værd at bemærke, at der ikke er brugt mørtel mellem murstenene.
Nordtårnet er viet til gudinden Uma, og en statue af hende kan ses inde i tårnet. Husk at tage skoene af og ha’ påklædningen i orden, hvis du går indenfor.
Midtertårnet er fra det 12. århundrede og bygget på resterne af en ældre bygning. Bemærk det flotte høje tag, der er rekonstrueret. Alteret inde i tårnet har oprindelig været beklædt med sølv.
De to øvrige tårne er knap så høje, men der er fine detaljer på tårnet tættest på det lille museum bagerst på området.
Hvis du vil vide mere om Champa-riget, så kan du læse indlægget Besøg ved Po Klong Garai – i fodsporene på Cham-foket. Området omkring byen Phan Rang var et af de vigtigste i Champa-riget og kan besøges på en heldagsudflugt fra Nha Trang.
Alexandre Yersin Museum
Nha Trang har flere museer, hvor Alexandre Yersin Museum er det mest interessante. Dr. Alexandre Yersin er mest kendt for at have opdaget årsagen til sygdommen pest. Han grundlagde pasteurinstituttet i Nha Trang, hvor man i dag kører et omfattende vaccinationsprogram for denne del af Vietnam.
Alexander Yersin var fransk, men elskede Vietnam så meget, at han bosatte sig i landet. Først satte han Dalat på landkortet, men Yersin opholdt sig mest i Nha Trang, hvor han også er begravet. På museet langs strandvejen kan du lære mere om Yersin og hans vigtige arbejde med mikrobiologi og sygdomsbekæmpelse.
Andre steder i Nha Trang
Hon Chong klipperne
Man kan næsten ikke kalde Hon Chong-klipperne for en seværdighed, men det er måske også mere sagnet, der knytter sig til klipperne, som har gjort stedet interessant.
Ifølge sagnet brugte en mandlig fe klipperne som skjulested, da han i smug kiggede på en kvindelig fe, der nøgenbadede. De to fe’er forelskede sig i hinanden, men guderne modsatte sig deres forhold og sendte den mandlige fe væk.
Den kvindelige fe ventede og ventede for til sidst at lægge sig ned for at dø af sorg. Langsomt forvandlede hun sig til fe-bjerget. Står du på Hon Chong Beach ved klipperne, kan du se tre bjergtoppe, der skulle være hendes ansigt, bryst og krydsede ben.
Hon Chong har de senere år udviklet sig til et selvstændigt turistområde med barer, cafeer, spisesteder og et pænt udvalg af hoteller.
Det tager ca. 45 minutter fra hotelområdet at gå til Hon Chong – alternativt kan du tage en af de mange motorcykeltaxier. Lige syd for Hon Chong ligger en ganske lille ø, der kaldes Red Island. Her ligger et tempel, som du kan besøge ved lavvande.
Øhavet
Bliver du træt af solbadning eller shopping, kan en tur ud på havet være en god oplevelse. Ud for Nha Trangs kyst ligger adskillige større og mindre øer, der kan udforskes.
Uanset hvor du bor i Nha Trang, så vil du med stor sandsynlighed kunne se den største af øerne, Hon Tre. Især vil du bemærke kæmpebogstaverne, der danner ordet VINPEARL – Vietnams eget Disneyland med navnet WinWonders. En kæmpe forlystelsespark med restauranter, shopping, tivoli, vandland, koncerter m.m.
Ingen af de organiserede øture man kan købe hos tourbureauerne kommer forbi forlystelsesparken – her er andre ting på programmet. Det er muligt at bo på Hon Tre, hvor både Marriott- og Vinpearlkæden har hoteller i luksusklassen.
Syd for Hon Tre ligger øen Hon Mieu, der også kaldes det store aquarium. Faktisk er det et fiskeopdræt, men i et kunstværk af et skib, der ligner noget fra filmen Pirates of the Caribean, har man etableret et antal aquarier med fisk fra ind- og udland.
Det er ærlig talt ikke det mest spændende sted – aquarierne virker misvedligeholdte, og det er lidt af en turistfælde. Hon Mieu kaldes også for Tri Nguyen Island – opkaldt efter øens lille fiskerby, der er langt mere interessant end aquariet.
Sejler du længere ud er der et par flydende byer, hvis indbyggere lever af fiskeopdræt, primært hummere. En af de flydende byer ligger ved Hon Tre’s sydkyst, hvor der på land også er en lille by.
Øen Hon Yen er der ikke mange der kommer forbi. Her er heller ikke meget at se, men øen er berømt for sine svalereder som lokale med livet som indsats henter ned fra klipperne.
Svalerederne bliver primært solgt til det kinesiske marked, hvor man laver suppe af dem – delikatessen er forbeholdt de færreste – svalerederne bliver nemlig solgt for ca. 2000 $ kiloet.
Bagved den store ø Hon Tre ligger øerne Hon Mut og Hon Mun, som også kaldes Black Island. Begge øer er meget besøgt af snorklere, der kommer for at se livet under overfladen.
Førstnævnte ø ligger tættest på Nha Trang – snorklingen er på det jævne – der er dybt, og selvom jeg talte 12-15 forskellige arter, skal man ikke forvente, at det er på højde med de gode steder i Thailand.
Du kan gå i land på den meget lille ø for at købe forfriskninger eller leje en lille båd med glasbund, men det kommer selvfølgelig ikke i nærheden af den oplevelse det er at snorkle. Både Hon Mun og Hon Mut er forholdsvis besøgte – der er mange både og til tider en hel del snorklere i vandet.
En øtur, eller snorkeltur, som nogle tourbureauer kalder det, kan købes hos ethvert bureau i Nha Trang. Spørg til programmet og til hvor mange mennesker, der er ombord – vi så flere både der var fyldt til bristepunktet.
Alternativt kan man leje sin egen båd – det er klart at foretrække, men selvfølgelig også en del dyrere. De fleste tager ud i øhavet i en typisk vietnamesisk træbåd, men det er også muligt at tage en speedbåd – det går trods alt noget hurtigere.
Vil du helt selv stå for arrangementet, kan du tage ned på Nha Trang havn mellem klokken 8.00 og 9.00. Havnen ligger ca. fem kilometer syd for turistområdet. Der er et mylder af mennesker, så en god portion tålmodighed skal medbringes.
De fleste øture har frokost inkluderet. Den indtages på en restaurant på Hon Tre Island, maden er glimrende og ved restauranten er der solstole og mulighed for at bade.
Herunder finder du min Nha Trang guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Transport
Ind og ud
Nha Trang har egen lufthavn, der ligger ca. 35 km syd for byen. Der er flere daglige afgange fra både Hanoi og Ho Chi Minh City til Nha Trang.
Der er også forbindelse til bl.a. Da Nang, Bangkok, Singapore, Hongkong og Kuala Lumpur. Søg og sammenlign flybilletter her.
For at komme fra lufthavnen til centrum kan du tage en taxi (holder lige udenfor terminalen) eller få dit hotel til at hente dig. Turen tager ca. 45 minutter.
Bus
Nha Trangs busstation ligger i udkanten af byen, ikke langt fra Long Son Pagoden. Herfra er der flere busruter, f.eks. til Ho Chi Minh City (11 timer), Dalat (syv timer), Danang (otte timer).
De såkaldte Open Tour busser, arrangeret af touroperatørerne, har et større netværk af ruter, f.eks. til Ho Chi Minh City (via Mui Ne), til Hoi An og videre til Hué og Hanoi, og til Dalat via Phan Rang.
Lokalbusserne er ofte overfyldte med afgangstider, der ikke er helt efter tidsplanen, mens Open Tours-busserne kan være lidt af et lotteri – nogle selskaber er mere pålidelige end andre.
For Open Tours busser er det kendte Sinh Café det bedste valg. Sinh Café ligger i stort set alle byer, hvor der er turister, og den i Nha Trang finder du på gaden Biet Phu, der ligger lige midt i turistområdet.
Bemærk at flere selskaber har taget navnet Sinh Café i håb om lidt succes. De noget hurtigere minibusser, også arrangeret af tourbureauerne, er et alternativ til busserne, se f.eks. hos Mai Linh Corporation på strandvejen.
Tog
Tog er en anden mulighed for at komme til Nha Trang. Vietnam kan opleves på en togtur fra Hanoi i nord til Ho Chi Minh City i syd. Nha Trang er et stop på vejen, der er 8-10 afgange i hver retning. Vietnam er et langstrakt land og der kan være langt mellem de byer man gerne vil besøge.
Typisk bruger man lang tid i toget, så book en lidt bedre plads, hvis budgettet er til det, helst en “sleeper”, sæderne er så afgjort ikke behagelige.
Der kan være stor forskel på rejsetiderne og udvalget af klasser på de forskellige afgange – se mere på Vietnam Railways hjemmeside. Stationen i Nha Trang ligger et par hundrede meter fra katedralen i udkanten af byen.
At komme rundt
Det centrale Nha Trang, der inkluderer turistområdet, Dam-markedet og det meste af stranden, kan nemt opleves til fods. Transportmidler inden for byområdet kan være f.eks. xe om (motorcykeltaxi) og cyclo (cykeltaxi). Husk på, at trafikken er heftig og anarkistisk – der er mange ulykker med især motorcykeltaxier.
Almindelige taxier findes også – selskabet Mai Linh er et godt valg – bilerne er nye og der køres efter taxameter. For transport til seværdigheder udenfor byen kan du benytte et af de utallige tourbureauer – det er blot at vælge blandt de mange tilbud.
Alle hoteller og guesthouses kan også være behjælpelige med udflugter – nogle af de større steder har egne ture, mens andre fungerer som agenter. Tjek pris og indhold de forskellige steder.
Overnatning i Nha Trang
Nha Trang kan tilbyde overnatning for enhver pengepung. For blot 30-35 kr. kan du overnatte i et simpelt værelse med eget bad, køleskab og tv. I den anden ende af skalaen findes de internationale hotelkæder, der har resorts med alle tænkelige faciliteter – de dyreste af dem koster ca. 3000 kr. for en overnatning.
Der er flest guesthouses og hoteller i turistområdet, men det er muligt at finde overnatning hvor som helst i byen. Mest populært (og dyrest) er det at bo ud til strandvejen, mens det er billigere i gaderne bagved.
Det er på strandvejen, du finder de store højhushoteller – det gælder bl.a. Sheraton og InterContinental. Flere er på vej, og de pynter bestemt ikke, men det smukke Sunrise Beach Hotel delvist bygget i gammel fransk stil skiller sig markant ud fra mængden.
I centrum ligger ingen hoteller direkte på stranden – den slags steder kan du til gengæld finde både nord og syd for byen.
Gode steder at bo
Er du på rygsæktur kan du se nærmere på The Alley Hostel, der har 4-sengs soverum, hvoraf nogle kun er for kvinder. Stedet har også dobbeltværelser med eget bad og toilet.
Går vi en klasse eller to op, men stadig billigt, så er Aaron Boutique Hotel et godt valg. Det er et moderne sted, der også har familieværelser.
Tjek også det nye og moderne December Hotel. Det er stilfuldt med et lækkert poolområde på taget.
Se det fulde udvalg af overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel også de laveste priser.
Mad og drikke
Som så mange andre steder i Vietnam skal du ikke gå mange meter, før der er mulighed for at få noget at spise. Her er f.eks. gadekøkkener, markeder, lokale spisesteder og restauranter med udenlandsk mad.
Generelt er prisniveauet lavt, lokal mad er som altid billigst, i særdeleshed gadekøkkenerne, hvor du kan få en dejlig nudelsuppe for blot 5 kr. Vietnamesisk mad er næsten altid med ris eller nudler, det er varieret, men ikke stærkt som f.eks. thailandsk mad kan være.
I det nordlige Vietnam er maden meget kinesisk inspireret, mens man mod syd har taget flere franske madtraditioner til sig. I Nha Trang kan du få lidt af hvert, men prøv endelig nudelsuppen pho, der er det nærmeste man kommer en nationalret. Også de lækre friske forårsruller, der fås i flere størrelser med forskelligt fyld er fantastiske.
På en ganske almindelig vietnamesisk restaurant i mellemklassen koster en ret ca. 20 kr. Det er som nævnt billigt, og der skulle nok være råd til at flotte sig lidt. Vi har bl.a. besøgt disse restauranter:
Nha Trang Seafoods
Er du til lækker seafood, så er denne restaurant et besøg værd. Her fås alt i fisk og skaldyr – f.eks. supper, forårsruller, indbagt fisk og kæmperejer for bare at nævne noget. Prøv den herlige fiske- og skaldyrssuppe med nudler og friske krydderurter, der bliver lavet ved bordet. Venlig betjening og rimelige priser
Pho Com Vietnamese Restaurant
Denne backpackerfavorit tiltrækker også en del lokale. Et godt tegn. Det er den typiske lokalrestaurant med alle de lækre vietnamesiske klassikere på menukortet. Meget anbefalelsesværdigt, hvor man gerne kommer igen for at prøve de gode retter. Det er tilmed billigt, og der er venlig service.
Nôm Nôm
Et pænere sted i turistområdet. Her kan du få vietnamesisk mad, men også sushi og flere vestlige retter. Der er også et udvalg for vegetarer på menukortet. Det er et all round-sted, der laver rigtig god mad. Der er venlig betjening og du kan endda få vin, hvis du har lyst til det. Nôm Nôm kan bestemt anbefales, men er lidt dyrere end gennemsnittet.
Aften- og natteliv
For turister foregår det meste aften- og natteliv i turistområdet, der kan byde på 20-25 barer. På gaden Biet Phu ligger Crazy Kim – en mangeårig favorit, der også har restaurant.
Biet Phu løber lige ned i gaden Nguyen Thien Thuat, hvor der også ligger flere barer – f.eks. Red Apple Bar, der tydeligvis er et backpackersted med fest og farver. Oasis Bar kan tilbyde happy hour og endda vandpiber.
Der er nok at vælge mellem, men skal det være knap så vildt har stort set alle hoteller en bar, hvor du kan få lidt at drikke.
For de lidt ældre og dem der er mere til øl end fancy drinks er der Why Not Bar – et større sted, der samler mange mennesker. Denne bar ligger også på Nguyen Thien Thuat. Sailing Club ligger på stranden tæt på turistområdet, og her arrangeres ofte beachparties.
Aktiviteter og forlystelser
Som en af Vietnams førende turistbyer, så kan Nha Trang selvfølgelig byde på en række spændende aktiviteter og forlystelser.
Dykning
Først og fremmest er byen dykkernes favorit i Vietnam. Det er ikke helt på højde med f.eks. de bedste steder i Thailand, men i havet ud for Nha Trang er der koralrev og mange farvestrålende fisk.
Der er adskillige dykkershops i byen, men husk at sammenligne priser, antal dyk, sikkerhed osv. Det er selvfølgelig også muligt at tage certifikat – for en god oplevelse, så spørg efter Rainbow Divers, der ligger i turistområdet.
Strande i Nha Trang
Nha Trang strand er glimrende, men der er mange andre muligheder. Både nord og syd for byen findes gode strande, der er knap så overrendte.
Cam Ranh Beach, også kaldet Long Beach, er en dejlig strand ca. 25 km syd for Nha Trang tæt på lufthavnen. Helt øde er her ikke – der ligger en række små lokale restauranter, hvor du kan få lidt at spise. Det er meget lokalt og i den grad billigt.
Hele bugten ved Cam Ranh er meget smuk, og i selve byen ligger en fin lille havn. Doc Let Beach ligger ca. 40 km nord for Nha Trang.
Stranden er bedre her, hvor du kan købe forfriskninger hos de lokale. Det koster ca. 10.000 dong at besøge stranden, men lad dig ikke afskrække af det – Doc Let er et skønt sted der ligger lidt væk fra de gængse turistruter.
WinWonders
Når man taler om forlystelser i Nha Trang, kan man næsten ikke komme udenom WinWonders på øen Hon Tre. Her er vandrutsjebaner, tivoli, restauranter og meget meget mere.
Mange mener at parken er lidt af en øjebæ, men personligt synes jeg nu at den nye kabelbane, der forbinder parken med fastlandet er en endnu større rædsel.
Andre aktiviteter
En vandpark findes selvfølgelig også i Nha Trang – Phu Dong Waterpark ligger på stranden umiddelbart syd for turistområdet. Her er pools, rutsjebaner osv. Er du til mere vand kan du prøve de varme kilder ved Thap Ba Hotsprings – her er også et mudderbad, hvor det er muligt at få massage.
I nærheden af Nha Trang kan du besøge varme kilder og flere vandfald. Forhør dig i et af de utallige tourbureauer om mulighederne for en halvdagsudflugt dertil. Allerede lige uden for byen, langs hovedvejen, findes et smukt landskab, hvor du kan opleve skriggrønne rismarker med små bjerge i baggrunden.
De helt store attraktioner ligger noget længere væk fra byen, men det er absolut værd at bruge en dags tid i Pham Rang eller flere dage i Dalat.
Praktisk information til din rejse
Gode ting at have styr på
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her. Du kan også tjekke aktuelle indrejseregler og downloaden app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.
Måske skal du have vaccinationer inden rejsen til Vietnam – se aktuelle anbefalinger her.
Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.
Vejret i Nha Trang
Nha Trang har varmt vejr året rundt. Det bedste tidspunkt at besøge byen er fra januar til juli/august. Januar til april er de tørreste og mest solsikre måneder.
Nha Trang får meget nedbør i årets sidste måneder, og byen ligger i et område af Vietnam, der årligt bliver ramt af tropiske cykloner slut sommer/efterår.
Øvrigt
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.
Kort over Nha Trang
I min Nha Trang guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.