Hjem Thailand Besøg på Koh Kret – øen i floden

Besøg på Koh Kret – øen i floden

+ praktisk information til dit besøg på Koh Kret nederst på siden

koh kret

“Tak for snakken og husk at besøge mit keramikværksted”, siger den venlige kvinde, da vi hopper af båden på Koh Kret. Vi har kørt en halv times tid fra centrum af Bangkok, men på den lille bilfri ø i Chao Phraya-floden står vi nu i en helt anden verden. En verden af fred og ro og masser af keramik.

En ø i Chao Phraya-floden? Jo, den er god nok. Selvom sejlturen fra fastlandet til Koh Kret tager mindre end et minut, så fornemmer vi med det samme den særlige stemning af isolation og sammenhold, der ofte hersker på mindre øer.

På Koh Kret bliver vi mødt af en yderst tilbagelænet atmosfære, og vi føler os meget langt væk fra Bangkoks larm og kaos.

Koh Kret er kunstigt skabt. I 1722 da Chao Phraya var en vigtig transportvej fra hovedstaden Ayutthaya til den thailandske golf, gravede man en 1 km lang kanal for at forkorte rejsetiden. Kanalen gjorde, at man kunne sejle i lige linje og dermed undgå at skulle udenom det stykke land, der i dag udgør Koh Kret.

koh kret
Den skæve pagode

Mon-folket på Koh Kret

Den lille båd fra fastlandet lægger til ved et af Koh Krets vigtigste templer – det flere hundrede år gamle Wat Poramaiyikawat, der har en række fine vægmalerier og som for år tilbage blev renoveret på initiativ af Kong Rama V. Et stenkast derfra runder vi den lille skæve pagode ud til floden, der er blevet øens vartegn.

Mange templer og pagoder på Koh Kret er i Mon-stil, og det er der en helt særlig grund til. Mon-folket, der oprindelig kommer fra Myanmar, indvandrede til Thailand, hvor de primært bosatte sig omkring hovedstaden Ayutthaya.

Da burmeserne angreb byen, flygtede indbyggerne, og Mon-folket slog sig ned på Koh Kret, hvor de siden har levet forholdsvis isoleret.

I dag er en stor del af befolkningen på øen efterkommere af datidens flygtninge, men det er ikke kun på Koh Kret Mon-folket har sat deres præg. Da Kong Taksin flyttede hovedstaden til Thonburi fik han hjælp til at fordrive burmeserne af bl.a. den adelige Mon Phraya Chakri.

I 1782 kollapsede Taksins rige, hvorefter Chakri tog over. Han grundlagde dermed det dynasti, som stadig sidder på tronen i Thailand.

Smalle stier og gamle huse

Hektisk weekendmarked og rolige hverdage

Koh Kret er berømt for sit travle og populære weekendmarked, der ikke kun tiltrækker turister, men også lokale. Det er en varm og hektisk affære med shopping og masser af små spisesteder, hvor det er værd at prøve de mange forskellige snacks og desserter.

Vi besøger øen på en hverdag, hvor der er anderledes fred og ro. Ja, faktisk synes Koh Kret lidt søvnig til langt ud på eftermiddagen, hvor nogle af øens butikker og restauranter slår dørene op, mens andre venter på, at det bliver weekend igen.

Fra den lille anløbsbro ved templet når vi hurtigt det såkaldte OTOP Market. OTOP er et landsdækkende projekt startet af den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der havde som mål at promovere lokale produkter, men markedet på Koh Kret handler dog i lige så høj grad om mad og souvenirs.

Det et nemt at udforske Kok Kret. En ca. seks km lang asfalteret sti går hele vejen rundt om øen. Her og der er der små stier, der fører til flodbredden eller ind på øen. Mange steder er stierne hævet over jorden, og vi kommer bl.a. forbi flere templer, fine gamle træhuse og små vandløb, hvor kæmpevaraner huserer.

Befolkningen på Koh Kret er gæstfri og meget imødekommende. Tålmodigt lader de os følge med i deres hverdag, og de svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Også dem, der synes helt indlysende: hvad hedder den frugt og hvilke ingredienser er der i den ret er noget af det, vi gerne vil have svar på.

Masser af keramik hos Oy

Keramik – masser af keramik

“Hej igen – velkommen”, siger Oy, der med det samme genkender os. Den søde kvinde, som vi fik en hurtig snak med på båden til Koh Kret står pludselig foran os. Det er helt tilfældigt, at vi lige går ned ad den lille sti, men det er tilsyneladende et godt valg.

Oy bestyrer et af øens største keramikværksteder, hvor hun er femte generation i den familieejede virksomhed. Fremstillingen af keramik har Mon-folket bragt med til Koh Kret, og Oy viser os stolt et ældre eksemplar af National Geographic, hvor hendes far pryder forsiden.

Lige nu er vi de eneste i værkstedet, hvor Oy giver sig god til til at vise os produktionen. Hun drejer et par små skåle og fortæller, at de skal brændes i tre dage og tre nætter.

Når de kommer ud af ovnen har de den velkendte røde farve, men brænder man dem to gange med risskaller bliver de sorte. Det meste keramik i værkstedet har mønstre og fine detaljer. Det er arbejdet med de mange ornamenter, der tager tid.

Oy producerer alt fra ganske små holdere til røgelsespinde til enorme meterhøje krukker. Udvalget er stort, og er der ikke plads ikke plads i kufferten, sender hun ligesom øens 20 andre værksteder gerne familiens keramik med fly og skib til den anden side af jorden.

Oy og keramikværkstedet er sidste stop på vores tur rundt på Koh Kret. Et bemærkelsesværdigt sted med spændende historie og stolte traditioner. Vi har haft en dejlig dag på øen i floden, der er et rigtig godt valg til en dagsudflugt fra Bangkoks hektiske centrum.

Har du fået lyst til selv at besøge Koh Kret, så kan du finde praktisk information under billedet.
Idyl på Koh Kret

Praktisk information til dit besøg på Koh Kret

Koh Kret ligger ca. 25 km fra Bangkok centrum. Der er flere måder at besøge øen:

• Tag båden Chao Phraya Express fra Sathorn (Taksin-broen) til Nonthaburi, der er endestation. I myldretiden morgen og aften sejles der også til byen Pak Kret. Turen fra Sathorn til Nonthaburi tager ca. en time. Ved ankomst til Nonthaburi er der små boder, der sælger billetter til Koh Kret.

• Tag bus 166 fra Victory Monument til Pak Kret, hvor du bag templet Wat Sanam Nuea finder molen og færgen til Koh Kret

• Tag en taxi til Wat Sanam Nuea. Ikke alle taxichauffører gider at køre ud af Bangkok centrum, så der skal forhandles om prisen. Regn med 500-600 baht pr. vej. Bemærk, at langt fra alle chauffører ved hvor Koh Kret ligger, så vær opmærksom på, om I taler om det samme sted.

Prisen for den lille færge fra Wat Sanam Nuea til Koh Kret er blot 2 baht. Der betales på Koh Kret uanset hvad vej du sejler. Ved molen kan du leje cykler. Skulle du få lyst til at blive nogle dage på Koh Kret, så har øen en stribe mindre overnatningssteder.

Pak Kret har i øvrigt et glimrende indendørs marked. Her kan du også finde taxier tilbage til Bangkok centrum.

Læs meget mere om Bangkok  – bl.a. transport og andre seværdigheder – i min Bangkok rejseguide.

Billeder fra Koh Kret

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her