Den varme morgensol løfter sig fra horisonten, og en ny dag er for alvor ved at begynde. Foran mig ligger den mennesketomme strand og det turkisblå Indiske Ocean, der sender små rolige bølger op på det hvide sand.
Jeg føler mig langt væk hjemmefra. Det er jeg også. Den lille ø Chale er et fredfyldt sted, og måske havde Robinson Crusoe det som jeg har det nu, da han stod på en øde tropeø uden kontakt med omverdenen.
Nåh ja, i modsætning til den gode Crusoe, så ved jeg, at jeg kommer hjem igen, men her er øde, og måske bliver det endnu en dag, hvor jeg ikke kommer til at se andre mennesker.
Bilen kører i raskt tempo gennem små landsbyer og ned langs den kenyanske kyst. Jeg har ikke kun lagt Mombasa bag mig, men også regnvejret, der er skiftet ud med sol og spredte skyer.
Jeg passerer feriebyen Diani med den fine hvide sandstrand og kommer snart forbi endnu flere småbyer, hvor enkle lerhuse, skolebørn i uniformer og mænd, der sidder under skyggefulde baobabtræer, dominerer.
Efterhånden tynder det ud med bebyggelse, og kilometer efter kilometer kører jeg gennem tæt skov med nysgerrige aber før bilen stopper. Her slutter vejen, og en lille båd venter på at fragte mig de få hundrede meter til Chale, hvor jeg skal tilbringe de næste mange dage.
Chale Paradise Island
”Det er højvande, så vi tager båden”, siger manden, der sejler mig over til øen. Chale ligger indenfor koralrevet, så ved lavvande køres gæsterne over til øen med traktor. Chale er privatejet, og oprindelig var øen forbeholdt de virkelige eventyrere, der havde et brændende ønske om at komme langt væk fra de gængse turistruter.
I dag har man udvidet, og selvom jeg føler mig langt væk hjemmefra, så er der trods alt noget bedre forhold end dengang de første besøgende dukkede op.
Det er lavsæson, og det betyder få turister. På øens eneste strand, der ligger blændende hvid foran mig, indlogerer jeg mig i et luksustelt. Det er stedets billigste indkvarteringsmulighed, for man har netop åbnet et rigtigt hotel med flotte værelser og to penthouselejligheder, der alle har en forrygende udsigt over Det Indiske Ocean.
Mit telt er nok luksus, men her er hverken vand eller el i dagtimerne. Til gengæld ligger det beach front, ja, faktisk er der kun fem meter fra teltåbningen til den fine sandstrand.
Jeg tilbringer dage uden at se andre mennesker end ved aftensmaden, hvor singlerejsende sidder spredt ved bordene. Vi er kun ni gæster lige nu, og når maden er spist, er det som om, at vi alle forsvinder tilbage til vores egen lille hule et sted på øen.
Selvom Chale langt fra er så primitiv som i de gode gamle dage, så tager folk måske stadig hertil for at komme væk. Væk fra den travle hverdag og hen til et sted, hvor man kan være i fred, og hvor man kan fordybe sig.
Rundt på øen
Dage i hængekøjen foran teltet og traveture op og ned ad stranden er dejligt, men også lidt trivielt. I hvert fald for mig, der er så heldig at få en aftale med hotellets tourguide, der ellers kun er her i højsæsonen.
Først viser han mig det fine nye hotel, men jeg er nu mere interesseret i at se øen. Det gør vi så. Det er lavvande og vi går skiftevis langs kysten og inde i skoven. Vi ser aber, men har mere fokus på at komme frem i vildnisset. Bevoksningen er tæt, og vi forcere væltede træstammer, dybe huller og store klippefremspring.
Efter en times tid er vi kommet næsten rundt om øen og kan nu se ind på fastlandet. Her er ikke et menneske i miles omkreds, men til gengæld går vi lige ind i en stor storkekoloni.
Andre fugle synes også at holde af stedet, og vi tæller adskillige arter, et rent paradis for ornitologer. Vi slutter af på den såkaldte bryllupsklippe, hvorfra vi har en smuk udsigt over bugten med stranden. Klippen bliver brugt til vielser, men lige nu er der kun os.
Så ligger jeg her igen. I min hængekøje foran teltet. Jeg læser bøger, og skriver lidt om min rejse i Kenya, der nærmer sin afslutning. I snart en måned har jeg rejst rundt i Afrika, og den ene store oplevelse har afløst den anden.
”Skal du ikke have aftensmad i dag”, spørger den venlige tjener, der er gået langs stranden for at hente mig. Selvom madtiderne er det det eneste jeg skal bekymrer mig om på Chale Island, så glipper det af en eller anden grund for mig. Men jeg er åbenbart savnet, og jeg er faktisk sulten. Men tiden går jo hurtigt, når man er i godt selskab.
