Hjem Mexico Campeche og Den Mexicanske Golf

Campeche og Den Mexicanske Golf

+ praktisk information til dit besøg i Campeche nederst på siden

campeche

Jeg trækker gardinet fra og må knibe øjnene sammen. Det stærke lys blænder mig og jeg kan næsten ikke tro, at det var hertil vi ankom i nat.

Jeg kigger ud på et par smukke vajende palmer og bagved Den Mexicanske Golf, hvor et par store pelikaner er ved at lette. Det er som en drøm. En god drøm. Men jeg er glad for, at jeg på et splitsekund er blevet lysvågen. Sådan en dag skal bare nydes.

I kraftigt regnvejr når vi vores hotel. For en gang skyld har jeg ingen anelse om, hvor vi er havnet, og efter en lang køretur går vi bare i seng. Men det, der i nat var ren kaos med regn og blæst er nu afløst af strålende solskin og en fantastisk udsigt over Den Mexicanske Golf.

Vi er i Campeche på den vestlige del af Yucatán-halvøen, hvor vi et godt stykke syd for byen har indlogeret os på et glimrende hotel.

Heldigvis bor vi ikke i hovedbygningen, men i en længe, der ligger lidt for sig selv, og hvor vi har masser af privatliv. Her er ikke et øje. Kun os, der går en lang tur på den fine strand, hvor vi imponeres over det fantastiske fugleliv.

Men vi skal kun være her et par dage. Rejsens egentlige mål er byen Campeche, der har en fantastisk spændende historie og helt forståeligt er på UNESCO’s kulturarvsliste. Engang lå mayabyen Ah Kim Pech lige her, hvor vi går rundt nu, men det er tiden som koloniby, der har sat Campeche på verdenskortet.

campeche
Skøn udsigt at vågne op til

Spanierne kom forbi Campeche i 1517, men grundlagde først kolonibyen i 1531. Mayaerne gjorde stor modstand og i 1540 kunne erobrerne erklære byen for deres. Campeche blev hurtigt den absolut vigtigste havneby på Yucatán-halvøen, og det gav velstand.

Så meget, at det tiltrak adskillige pirater. Både Francis Drake og Henry Morgan har plyndret byen, og da Campeche i 1663 var udsat for et meget voldsomt piratangreb, besluttede man at bygge høje og brede mure rundt om byen. På det tidspunkt var Campeche den største befæstede by i Centralamerika.

Da Mexico fik sin selvstændighed i 1821 forsvandt skibstrafikken, og økonomisk gik det stærkt ned ad bakke for byen. Selvom fæstningen blev bygget for at holde piraterne ude, så gjorde den også nytte i slutningen af 1800-tallet, da overklassen søgte ly inden for murene under kastekrigen.

Da der atter var fred og Campeche igen voksede, havde fæstningen ikke længere nogen funktion og dele af den blev revet ned. I løbet af 1970’erne kom de gode tider atter til byen. Olien i Den Mexicanske Golf har givet gode penge, og det sorte guld er stadig Campeches vigtigste indtægtskilde.

Katedralen i Campeche

Campeches historiske centrum

Det regner igen, men ikke så meget, at det kan forhindre vores rundtur i det historiske centrum ved Puerta del Mar. Det er her, vi får det bedste indtryk af den engang befæstede by, og porten her var i gamle dage den eneste vej fra centrum til havnen.

Campeche har et væld af bygninger fra kolonitiden, og de såkaldte baluartes, bastionerne, ligger spredt rundt i byen.

Fra Puerta del Mar er der ikke langt til byens hovedtorv Parque Principal, der naturligvis er flankeret af datidens vigtigste bygninger inklusive det flotte Catedral de la Concepción, der blev påbegyndt i 1560, men først færdiggjort i 1800-tallet.

Få byer i Mexico har så mange smukke palæer som Campeche. F.eks. Casa Seis, der i dag fungerer som turistinformation. Men der er adskillige lignende huse, og området omkring Parque Principal er ét stort museum.

Hvis Parque Principal er Campeches centrum og mest populære sted, så kommer Malécon lige efter. Den lange havnepromenade, hvor vi går en tur, er et populært sted at slentre.

Især om aftenen, hvor man kan være heldig at få den flotte solnedgang med. Promenaden er dagen igennem besøgt af alt fra lokale motionister til nysgerrige turister, og det er et sted, hvor der altid er liv.

Den gamle bydel er absolut charmerende, især omkring Parque Principal. Men har du oplevet Valladolid og Mérida bidrager Campeche ikke med meget nyt, og det er som om vi har set det hele før. Udenfor den gamle bydel har Campeche ikke meget at byde på – her er atmosfæreforladt, og byen hører langt fra til Mexicos smukkeste byer.

campeche
Den gamle byport Puerta del Mar

Besøg hos en mayafamilie

Hønsene suser og rundt, og vi går i mudder til anklerne. På vej hen til det primitive hus får vi øje på børnene i døråbningen. Mayaer. Vi er helt derude, hvor man ikke længere sætter skilte op. Fra Campeche er vi kørt ind på Yucatán-halvøen for at se hvordan en mayafamilie bor i dag.

Det er lidt af en tilfældighed, at vi har fået chancen for at få et indblik i mayaernes hverdag. Væk fra byerne og væk fra de store turistattraktioner som deres forfædre byggede, lever de et liv nederst på den sociale og økonomiske rangstige.

Mayafamilien som vi besøger består af far og mor og fem børn. Faderen er taget til byen for at finde arbejde. Ikke let når man er indianer finder vi ud af. Huset er i typisk mayastil og har stengulv, vægge af træpinde og tag af palmeblade. Det er spartansk indrettet og indeholder flere rum.

Vi træder ind i opholdsrummet, hvor hele familien sover og når ud i køkkenet. Her er et par af børnene ved at ordne majs, og vi får at vide, at alt mad bliver lavet fra bunden. I en separat hytte er moderen ved at lave tortillas over åben ild.

campeche
Børnene i mayafamilien som vi besøgte

Huset ligger sammen med 6-8 andre lignende huse, og vi får det indtryk, at mayafamilierne er fælles om mange ting. Her er husdyr, der primært er høns, men også en del kalkuner. Vi ser en del af moderens broderier som hun prøver at sælge på markedet i byerne. Vi køber selvfølgelig et af hendes arbejder og nænner ikke at prutte om prisen.

I dag er fridag, men ellers går børnene i en særlig skole for mayaer. Fremtiden for dem er at tage til storbyen for at finde et job ligesom deres far. Indianerne er dog nederst i samfundet, og de kan højst gøre sig håb om at få et arbejde som hushjælp eller rengøringspersonale på et hotel.

Mexicanerne er utrolig stolte af deres gamle mayabygninger, og det kan derfor undre, at man i den grad ser ned på efterkommerne af dem, der har bygget dem.

Tilbage ved den mexicanske golf

Bare en dukkert mere, så kører vi. Det er svært at forlade vores lille paradis ved stranden syd for Campeche. Den varme sol, der atter viser sig på himlen gør sit til at holde på os, og det varme hav med det turkisblå vand er heller ikke nem at forlade.

Men Yucatán og Mexico har mere at byde på. Vi er tæt på den centrale del af landet, og måske skulle man køre en tur mod vest. Til junglen og til endnu flere mayaruiner, der kun venter på at blive udforsket.

Har du fået lyst til selv at besøge Campeche, så kan du finde praktisk information under billedet.
Mayakvinde, iført den traditionelle huipil, laver tortillas

Praktisk information til dit besøg i Campeche

Transport

Ind og ud

Campeche har en ganske lille lufthavn, der kun har få indenrigsruter – primært til Mexico City. Fra Europa kan du flyve til  Mexico City og her skifte fly. Du kan finde de bedste og billigste flybilletter her.

Lufthavnen ligger kun seks kilometer fra centrum, og det er nemmest at tage en taxi.

Lige syd for centrum, ca. 2-3 kilometer, ligger byens busterminal. Herfra kører primært 1. klassebusser til Mérida, Palenque, Cancún og Mexico City. Der er også 2. kl. busser til mindre byer.

Ca. halvanden kilometer fra centrum i østlig retning ligger den gamle busterminal med især mange 2. kl. busser. Campeche er ikke større end man kan gå rundt, i hvert fald hvis man kun skal rundt i centrum.

At komme rundt

Bor du i centrum kan du gå rundt. I byen findes bybusser og taxier. Fra Parque Principal kører busser til byens museer.

Overnatning

Også i Campeche er der overnatning for enhver smag og pengepung. Populære valg er Castelmar Hotel, et godt mellemklassehotel i centrum, og Hotel Plaza Colonial, der ligger to gader fra katedralen.

Byen har også mange af de såkaldte Hacienda-hoteller indrettet i de gamle spanske huse, men de er ofte dyre.

Mad

Campeche har et meget spændende køkken med flere specialiteter – f.eks. arrox con pulpo, en slags risret med blæksprutte og frugter. Pan de Cazón er noget så eksotisk som hakket hammerhaj! Byens beliggenhed ud til Den Mexicanske Golf gør naturligvis at man ser mange fiskeretter på menukortet.

Aktiviteter

Her er hverken vandland eller dyreparker, men flere hyggelige spillesteder. Hver lørdag og søndag er der underholdning på Parque Principal. Flere gange om ugen er der lyd- og lysshow ved Puerta de Tierra, her kan man følge med i beretninger fra byens historie. I gården ved Casa Seis er der af og til musik og dans.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Mexico inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her