“10 dirham”, svarer sælgeren på markedet i Agadir, da vi spørger ham, hvad det koster at fylde vores rygsæk med appelsiner. Vi slår til og sidder nu på vores hotel og kigger ud over byen, mens vi mæsker os i de mest saftige og solmodne appelsiner, vi nogensinde har smagt.
I horisonten, bag Atlanterhavet, er solen ved at gå ned, og om lidt bliver det køligt. Vi gør os klar til at finde en restaurant, hvor vi kan nyde den lækre marokkanske mad, som vi er kommet til at holde så meget af.
Nye bygninger, strandpromenade og brede boulevarder. Agadir kommer nemt til at lyde som endnu en pludseligt opstået by med turisme for øje. Sådan er det ikke. I 1960 blev en stor del af byen ødelagt ved et kraftigt jordskælv, der dræbte 15.000 mennesker. Også medinaen, den gamle by, blev jævnet med jorden og genopbygningen blev efter fransk opskrift.
Fra 1912 til 1956 var Marokko fransk koloni, og vi finder hurtigt ud af, at man kommer lidt tættere på de lokale, hvis man kan et par franske gloser.
Agadir har i dag ca. 600.000 indbyggere, og selvom byen ved første øjekast kan synes turistet, så er der ikke langt fra strandpromenaden til de lokale bydele, hvor man kan indsnuse lidt lokal atmosfære og følge med i marokkanernes hverdag.
På rundtur i Agadir
De lokale spiller fodbold, mens turisterne soler sig, går ture, eller plasker rundt i det store Atlanterhav. Stranden i Agadir er lang og bred og et naturligt samlingspunkt om dagen. Det er her, beach front, at de store og dyre hoteller ligger. Hoteller af den slags, der har et væld af aktiviteter, swimmingpools, flere restauranter og udsøgt service.
Det er ikke sådan et sted vi bor, så vi lejer en solstol på en af strandens beach clubs. Mens jeg nyder en kold Flag Beer, får jeg en kort snak med en af stedets tjenere, der har en helt klar besked til mig: “Du bliver nødt til at tage væk fra Agadir, hvis du vil opleve det ægte Marokko”.
Jo, jeg ved det godt, men først skal jeg rundt i byen – mon ikke der gemmer sig et par overraskelser?
Strandpromenaden er fyldt med mennesker. Mest turister, der traver frem og tilbage i håb om at opleve noget nyt. Her er restauranter og butikker med alt for påtrængende sælgere. Sådan er det overalt i Agadirs turistområder. Kun få steder kan man være i fred – f.eks. i det store varehus Uniprix på Avenue Hassan II få hundrede meter fra mit hotel.
Fra strandpromenaden går vi gennem den lille kombinerede minizoo og legeplads Vallée des Oiseaux og videre ind i de lokale bydele. Til Talborjt, hvor turister i hawaiiskjorte og badeshorts er skiftet ud med traditionelt klædte marokkanere, der sidder på de yderst beskedne udskænkningssteder, hvor de drikker te og ryger vandpibe.
Pladsen Lachen Tamri er ganske vist lille, men her er flere små spisesteder, hvor man kan få et traditionelt marokkansk måltid for 10-15 kr.
Talborjt og nabobydelene er også stedet for budgetrejsende. Her er adskillige beskedne pensioner, men der er overraskende få turister. Faktisk er vi de eneste på Lachen Tamri lige nu, og jeg får kun smil med på vejen af de lokale.
Det er skønt, at man så tæt på turistområdet pludselig kan stå midt i den marokkanske hverdag. Her er kvinder på indkøb, børn på vej hjem fra skole og mænd, der har samlet sig på de små caféer, hvor de diskuterer alt og intet.
Caféerne er spartansk indrettede, lidt triste, og der serveres ikke alkohol – men stemningen fejler bestemt ikke noget. Jeg når frem til Ensemble Artisanal, der sælger lokalt kunsthåndværk til faste priser.
Ikke langt derfra kommer vi forbi Store Moské, som på trods af navnet er forholdsvis beskeden. Måske er det herfra, at vi hver dag kan høre muezzinen kalde til bøn?
Allerede flere hundrede meter inden vi når frem til souken, kan vi mærke den fortættede atmosfære. Lokale kommer gående med store poser, og der er et mylder af mennesker, der håber på en god handel. Indenfor bliver vi hurtigt kontaktet af unge mænd, som tilbyder sig som guider. De tager ikke et nej for pålydende og er som regel ret påtrængende.
Udefra ser souken ret beskeden ud, men da vi gå rundt i gangene, bliver vi ved med at se noget nyt. Her er et væld af varer; frugt/grønt, læder, krydderier, kød, souvenirs, keramik og meget andet.
Det er her vi får rygsækken fyldt op med de lækreste appelsiner, der smager helt anderledes en hjemme. På vej tilbage til vores hotel kommer vi forbi den store taxiholdeplads – et livligt sted med masser af stemning, og vi bliver endnu en gang mindet om, at Agadir er andet end turisme.
Dromedarsafari og sølvbyen Tiznit
I store hårde ryk tvinges min krop frem og tilbage. Jeg har en fornemmelse af, at jeg kan falde ned af det store dyr, hvert øjeblik det skal være.
Ligesom sidste gang og forrige gang jeg satte mig op på ryggen af en dromedar, så synes jeg også nu, at det er ubehageligt. Jeg nærer en vis beundring for berberne i området, der i årtier har benyttet dromedaren som transportmiddel.
Vi er stået tidligt op og er taget mod syd til Souss-Massa Nationalpark, hvor vi er på vej gennem det smukke landskab på dromedarryg. Souss-Massa Nationalpark består primært af skov og begyndende sanddyner, der vidner om, at Sahara ikke ligger så langt herfra.
Parken har fået en del af sit navn efter Souss-floden, der har sin udmunding her. Hundreder af lyserøde flamingoer står i det lidt vilde floddelta, men i parken er der også genudsat antiloper og gazeller – bl.a. med hjælp fra danske zoologiske haver. Vi afslutter vores tur på en lille ranch, hvor der serveres sød marokkansk te ad libitum.
Tiznit ser umiddelbart lidt trist ud, men som det er tilfældet med mange af Marokkos øvrige byer, så er det indenfor den gamle bymur, at vi finder liv, charme og atmosfære. I Tiznit er bymuren seks kilometer lang og lavet af mudder, der siden er farvet rød.
Tiznit bliver også kaldt sølvbyen – helt naturligt – for her har smede i århundreder lavet det bedste sølvarbejde i Marokko. Det bliver primært solgt i de store byer i den nordlige del af landet, men i hele den vestlige Sahara-region er sølv fra Tiznit kendt som en værdifuld vare, der bliver sat pris på.
Vi besøger en af de mange smede, flere af dem har en tilhørende butik, og det virker en anelse kommercielt med alle turistbusserne fra Agadir, der hver dag sørger for god omsætning.
Mens salgstalerne er i gang i sølvbutikkerne, så tager vi rundt i Tiznits gader, hvor livet går sin gang. Der bliver kigget efter os, og det er tydeligt, at de lokale tror, vi er gået forkert. Det er vi ikke, vi vil bare gerne opleve lidt hverdagsliv i en typisk berberby.
Gennem Antiatlasbjergene til pragtfulde Tafraoute
De rødbrune bjerge er en stor kontrast til den dybblå himmel. Dalene er fyldt med små landsbyer, og her og der ligger oaser med klynger af høje palmer. Vi er på vej op i Antiatlasbjergene, der er en stor overraskelse. Det ligner flere steder et mini Grand Canyon, og jo længere vi kører, jo mere fremmedartet bliver det.
I en lille landsby med røde lerklinede huse gør vi stop. Et par lokale kigger nysgerrigt, og da en håndfuld kvinder får øje på os, dækker de ansigtet med deres tørklæder. Nok er man vant til at turister kører forbi, men at de ligefrem stopper op?
På vej til Tafraoute ser vi små befæstede byer, gedehyrder og et liv så fjernt fra vores eget. Det er kultur og dagligliv når det er bedst. Naturen er enestående, og man kan nemt blive overrasket over kulden omkring Col de Kerdous i 1100 meters højde.
Tafroute er en mindre by. Faktisk bor her kun 4000 mennesker, men det er måske det, der gør byen til lidt af en perle. Den beskedne størrelse. Ganske vist kommer her dagligt turistbusser fra Agadir, men bylivet synes fuldstændig uberørt af de mange mennesker, der traver gennem byen.
Vi krydser Place Mohammed al-Khamis, og står nu ved byens moské, der er opført i fuldstændig samme byggestil som den øvrige by; huse af ler, der siden er malet røde. Det traditionelle berberhus har fladt tag, og er lavet af ler, sten og eventuelt mursten.
På restaurant L’Étoile du Sud spiser vi god marokkansk mad i skønne omgivelser. Det er byens bedste restaurant, og priserne er derefter. Men der er andre og billigere muligheder for at smage på det lokale køkken – det kan være primitivt – men til gengæld originalt. Vi kører en anden vej tilbage til kysten. Ad de snoede bjergveje forbi oaser, mandellunde og argantræer.
Gederne i træerne
På vej sydpå får argantræerne vores opmærksomhed. Her kravler en masse geder rundt for at få fat i træets frugter. Et sjovt syn, men gederne er faktisk første led i en proces, der giver verdens dyreste olie – Arganolien. Olien udvikles af de små kerner inderst i frugten. De skal ristes let før man får den særlige smag af nødder som arganolien er kendt for.
Men inden man kan hælde de dyre dråber på flaske, så skal man naturligvis have fat i kernerne, og det er her gederne spiller en vigtig rolle. De kravler nemlig op i det tornfyldte træ og spiser løs af frugterne.
Inde i frugten er der en sten, og den kommer ud med gedernes afføring. Lokale samler afføringen op, sorterer stenene fra for at sælge dem til producenterne, hvor kvinder sidder med to sten og hamrer løs på frugternes sten for at få kernerne ud.
På vej til Essaouira kommer vi forbi sådan en producent og får indblik i arbejdsforhold, der var moderne i Danmark for 100 år siden.
I 10 timer om dagen sidder kvinderne i håbløse arbejdsstillinger og hamrer løs på stenene – lønnen er 10 kr. om dagen og skolegang for et barn. Arganolien er for alvor ved at vinde frem – i en årrække har man brugt det i kosmetikbranchen, men førende restauranter i Europa har nu også fået øjnene op for oliens gode egenskaber.
Marokko er også lækker mad
Både indretning og tjenere ligner noget fra sultanernes tid. Vi sidder næsten på gulvet og bliver serviceret som var vi kongelige. Tilbage i Agadir fortsætter vi med at udforske det marokkanske køkken, der er fantastisk lækkert.
Det er vi ikke de eneste der synes. Den franske mesterkok, Paul Bocuse, har engang sagt, at der kun findes tre køkkener i verden; det franske, det kinesiske og det marokkanske.
Jo, det er lækker mad, der bliver lavet – krydret og med masser af grøntsager og mørt kød. Restaurant Johara på Boulevard du 20 Aout, hvor vi sidder nu, er ingen undtagelse. Lammespyd, grøntsagsris med mynte og lækkert anisbrød bliver dagens valg. Et svært valg for menukortet bugner af lækker mad, der skal prøves.
Det må vente til en anden gang – til alt held har Marokko både oplevelser og retter til en ferie mere. Jeg kan næsten ikke vente.
Har du fået lyst til selv at besøge Agadir, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til din rejse til Agadir
Transport
Ind og ud
Agadir var tidligere et klassisk charterrejsemål, men i dag er det også muligt at flyve direkte til den marokkanske by med rutefly. Desværre har Air Arabia lukket ruten fra København til Agadir, men Norwegian har stadig et direkte fly til den marokkanske kystby. Det er dog langt det nemmeste at besøge Agadir på en charterrejse.
Fra lufthavnen er det nemmest at booke transport hjemmefra hos f.eks. Expedia, men du kan også tage en taxi. De holder lige udenfor ankomstterminalen, og priserne ligger fast på 200 dirham ind til centrum. Turen tager 20-25 minutter. Det er også muligt at tage bus 22 til Inezgane busstation, hvorfra du skal hoppe over i bus 20, 24 eller 28.
At komme rundt
Man kommer hurtigst og nemmest rundt i Agadir med de små orange petit-taxier der kører inden for byområdet. En tur koster 5-10 dirham.
Skal man ud af byen tages en grand-taxi, som regel hvide Mercedeser. Disse biler har ikke faste priser, der skal aftales på forhånd. Den store taxiholdeplads ligger i den sydlige ende af Avenue Hassan II, men man kan nemt fange en på gaden – der er masser af taxier i byen.
Agadir har også lokalbusser, busstationen kan findes på Rue d’ Oujda, ikke langt fra taxiholdepladsen. Langtursbusserne holder ved pladsen Lachen Tamri i bydelen Talborjt hvor også billetkontorerne findes. CTM og Supratours er et par af de store selskaber, der kører til bl.a. Marrakech og Essaouira. Busserne er komfortable og har ofte aircondition.
Fra byen Inezgane syd for Agadir er der flere busruter end fra Agadir. Tourbureauer findes også, ligesom de fleste hoteller vil kunne være behjælpelige med at arrangere udflugter.
Overnatning
Agadir har overnatningsmuligheder for enhver pengepung. De store og dyre hoteller ligger langs stranden, og her finder du ofte masser af faciliteter og lækre swimmingpools.
Serviceniveauet er generelt højt i Marokko og de mindre steder meget familiære. De billigere byhoteller ligger langs Avenue Hassan II, mens man skal til de lokale bydele som f.eks. Talborjt for at finde den mest enkle indkvartering.
Du kan se efter charterrejser her og klikke ind på f.eks. hotels.com, hvis du er på egen hånd.
Mad & drikke
Maden i Marokko er typisk nordafrikansk, cous cous er nærmest en nationalspise, der fås i utallige variationer. Også retten Tajine, opkaldt efter de specielle pyramideformede lerbeholdere, ses ofte.
Krydderier som spidskommen, mynte og koriander bliver brugt meget. Det marokkanske køkken er spændende og varieret, men vil man helst holde sig til europæisk mad, så findes der en del franske restauranter i byen.
Priserne på restauranterne er forholdsvis høje i turistområdet, en hovedret koster fra ca. 70 kr. og opefter. Omkring pladsen Lachen Tamri i bydelen Talborjt, findes gode lokale restauranter med mad fra ca. 20 kr.
Pizza Hut og McDonalds ligger begge på strandpromenaden. Vær opmærksom på, at der ikke serveres alkohol på de små lokale restauranter. Et par gode restauranter:
Restaurant Johara
Rigtig hyggelig restaurant i marokkansk stil på Boulevard de 20 Aout, her sidder man næsten på gulvet og spiser. Restauranten ligner noget fra 1001 nats eventyr, og tjenerne har fine marokkanske dragter på. Priserne ligger i den dyrere ende og maden er marokkansk.
Restaurant Golden Gate
Pænere turistrestaurant med bredt spisekort – her fås både lokale og udenlandske retter. Forholdsvis dyrt sted. Underholdning hver aften. Ligger på Boulevard de 20 Aout.
Restaurant La Scala
La Scala har i en årrække været kendt som en af de bedste restauranter i Agadir. Maden er absolut god, men lige lovlig dyr, det gælder også vinkortet! Fisk, skaldyr og steaks var bl.a. på menukortet. På Rue de l’oued Souss.
Restaurant Le Nil Bleu
En klassiker på strandpromenaden. Her er glimrende mad og opmærksom betjening. Underholdning hver aften. Det er hyggeligst at sidde udendørs – er det en kølig aften bliver varmelamperne tændt. Både marokkansk og europæisk mad.
I Agadir ligger en del caféer, de såkaldte Salon de The, som franskmændene indførte. Her fås te og kaffe, men det mest spændende er nok de utallige farvestrålende kager. Vi prøvede et par stykker og generelt er de meget søde, men smagte glimrende. På caféerne er der også mulighed for at købe friskpresset juice, det smager fremragende.
Natteliv som vi kender hjemmefra med klubber og diskoteker findes stort set kun på hotellerne. I bydelen Talborjt ligger flere små samlingssteder, der er ganske livlige om aftenen, men forbered dig på at være den eneste turist!
Aktiviteter
I Agadir findes flere aktiviteter. Mange af hotellerne er enorme og har et hav af tilbud til gæsterne, men også ude i byen er der muligheder. Bird Valley er en fuglepark, der strækker sig fra stranden til Avenue Hassan II. Parken har også et par andre dyr og en legeplads. Et udmærket sted for børn.
På strandens sydlige del ved Agadir Beach Club og Private Beach kan man prøve vandsport som windsurfing og vandscooter.
Har du lyst til tennis, så findes et stort tennisanlæg midt i byen – indgang fra Boulevard Mohammed V lige over for Hotel Anezi. Der ligger også flere golfbaner i området – den nyeste og flotteste er Golf du Soleil, en 27 hullers bane, der skulle være glimrende.
Strande
Stranden i Agadir er som nævnt bred, og her er god plads. Der er mange mennesker omkring centrum, hvor de lokale unge bruger stranden som fodboldbane.
Mod syd er der bedre plads og mere uforstyrret, især i de små private afskærmede områder hvor man kan leje solsenge og parasoller. Det er forholdsvis dyrt, ca. 60-80 dirham for 2 solsenge med parasol.
Nord for Agadir, langs vejen til Essaouira, er der flere steder udmærkede strandafsnit. Der kan også camperes på nogle af disse strande.
Vejret i Agadir
Agadir ligger på højde med Kanarieøerne og er et typisk vinterrejsemål, dog er vejret langt mere ustabilt. Her kan være 25 °C og sol den ene dag og 14 °C og regn den næste.
Normaltemperaturen ligger på 17-22 °C om dagen, men om natten kan det blive ret koldt, ca. 7-11 C°. Lige så snart solen er gået ned, falder temperaturen lynhurtigt. Vejret i Agadir og Nordafrika
Øvrigt
Valutaen hedder Dirham, der er en lukket valuta, som ikke må ind- og udføres. Banker og kontantautomater findes i byerne.
Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning og se mere om indrejse i Marokko.
Flot hjemmeside, tak for inspirationen. Kig forbi min hjemmeside og giv din mening om designet http://www.osteopatibehandling.dk