Hjem Malaysia 7 gode spisesteder i Kuala Lumpur

7 gode spisesteder i Kuala Lumpur

Få forslag til, hvor du skal spise i Malaysias hovedstad

Skal det være malay, indisk eller kinesisk? Eller hvad med et mix af alle tre køkkener? Kuala Lumpur er et sandt madmekka, hvor du med garanti ikke går sulten i seng.

Nåh ja – er du til pizza og pommes frites, så skal du nok vælge et helt andet rejsemål, men for alle os, der elsker asiatisk mad, er Malaysias hovedstad et overflødighedshorn af lækkerier.

Gå du bare ombord i Kulala Lumpurs fantastiske køkken – nyd det og glem så alt om dine gode manerer. Som Ramesh, guiden på vores food tour i Kuala Lumpur sagde: hvis du ikke har mad i hele hovedet eller ned ad tøjet, så spiser du ikke som en rigtig malay. Nej, hvem interesserer sig for, hvordan man ser ud, når man spiser mad i verdensklasse.

Du kan finde alle spisestederne på kortet nederst på siden.

1 Sangeetha

Kuala Lumpur har masser af indiske restauranter. Vi prøvede bl.a. Sangeetha, der er et perfekt sted, hvis I vil spise autentisk indisk i pæne omgivelser til en rigtig god pris. Sangeetha er en vegetarrestaurant, men det opdager du med garanti ikke. Maden er fyldig, smagfuld og rigtig lækker.

Fra det store menukort fik vi bl.a. samosaer, men det helt store hit var vores thali á la Punjab med et udvalg af dips og chutneyer. Selvfølgelig fik vi også nanbrød til – perfekt til at dyppe lækkerierne i. Sangeetha har venlig service og er populær blandt inderne selv – et godt tegn!

Sangeetha ligger i Little India på gaden Lebuh Ampang. Fra stationen Masjid Jamek er der ca. 300 meter til restauranten.

2 Cafe Old Market Square

Et historisk spisested på Medan Pasar (den gamle markedsplads), der gennem årene har skiftet navn og ejere. Man har dog bevaret stedets ånd og koncept, og det betyder autentisk mad i enkle omgivelser.

Du er helt sikker på at møde de lokale, der fra om morgenen og op ad formiddagen spiser nasi lemak (klassisk malaysisk morgenmad) og til frokost også mee goreng (nudler med grøntsager) og Yong Tao Foo, der er en klassisk kinesisk ret bestående af tofu fyldt med kød.

Cafe Old Market Square ER et lokalt sted, hvor betjeningen måske ikke er den hurtigste, men sådan er det bare her. Der betales ved kassen ved indgangen. Cafe Old Market Square er i øvrigt et af mange spisesteder i Kuala Lumpur, der ikke serverer alkohol.

Cafe Old Market Sqaure ligger centralt i Kuala Lumpur på pladsen Medan Pasar med Central Market på den anden side af gaden. Fra stationen Masjid Jamek er der ca. 400 meter.

3 Yusoof Dan Zakhir

Kom for det afsindigt lækre nanbrød. Yusoof Dan Zakhir er populær og kendt for sin fiskehoved curry, der fås i fire versioner. Det store Menukortet tæller alle de indiske klassikere, men også enkelte nudelretter. Vi fandt maden bedre på Sangeetha, men det fantastiske nanbrød er grund nok til at besøge restauranten.

Yusoof Dan Zakhir har mange lokale gæster, der primært spiser nasi kandar, der er en slags indisk buffet. Et godt valg, hvis I vil prøve forskellige retter i det indiske køkken. Restauranten har god og hurtig betjening og så er det rigtig billigt sted at spise.

Yusoof Dan Zakhir ligger centralt i byen i den sydlige ende af Jalan Hang Kasturi – gågaden, der også kaldes Kasturi Walk. Kig efter de store gule skilt på facaden.

4 LOKL

Hvis du savner din hippe cafe hjemmefra, så er LOKL lige noget for dig. Beliggende i Little India kan stedet synes malplaceret, men flashpackere og digitale nomader valfarter til cafeeen, der ligger i forbindelse med det populære BackHome Hostel.

LOKL serverer primært vestlig mad og på tavlen på væggen kan du se menuen, der skifter jævnligt. Om morgenen kan du få sandwich, omelet, english breakfast eller bowler med granola. Cafeen serverer også milkshake, smoothies og friskpresset juice. LOKL er forholdsvis dyr, men har hurtig og meget venlig betjening.

LOKL ligger på gaden Thun HS Lee i Little India få minutters gang fra Chinatown og det historiske centrum.

LOKL er en hyggelig cafe som vi kender den hjemmefra

5 Restaurant Soong Kee

Åh ja. Det er jo derfor jeg elsker asiatisk mad. På Soong Kee serverer man kun én ret, men dog i forskellige udgaver. Her er det en afsindig lækker nudelsuppe med kødboller som man laver til perfektion. Og prisen? 10-12 kr. for en lille suppe, der dog er stor nok til at vi bliver mætte.

Tidligere hed restauranten Soong Kee Beef Balls. En restaurant, der har ligget i området i årtier og som er rigtig populær. Her ved frokosttid er der kun få ledige pladser, og da vi senere kommer forbi om aftenen, er der også fyldt omkring bordene foran restauranten. Her får du et godt og billigt måltid med hurtig og venlig betjening.

Song Kee ligger på gaden Thun HS Lee på grænsen mellem Chinatown og Little India centralt i Kuala Lumpur.

6 Old China Café

Hit eller miss. Det er konklusionen, da vi læser anmeldelser af Old China Café, og vi har det på præcis samme måde da vi går derfra. Rendang er normalt lavet med oksekød, men jeg prøvede retten med kylling, da vi besøgte stedet.

En lidt sær ret, der absolut ikke havde noget at gøre med original rendang. Til gengæld var Connies sur-sød kylling glimrende.

Old China Cafe laver mad fra nyonya-køkkenet. I dette tilfælde er det et mix af kinesiske klassikere med inspiration fra de malaysiske og portugisiske køkken.

Restauranten er indrettet i et charmerende gammelt hus med masser af fine detaljer. Bemærk også de gamle fotos på væggen. Old China Café er dog lidt mørk, men alligevel hyggelig. Er I mange må bordbestilling anbefales.

Old China Café ligger i Chinatown på gaden Jalan Balai Polis

7 Jalan Alor

Kuala Lumpurs berømte madgade Jalan Alor er stedet, hvor du spiser god og billig streetfood. Ifølge Ramesh skal du springe restauranterne over og spise i gadekøkkenerne. Her finder du alt fra indiske specialiteter til dim sum og frisk seafood.

Jalan Alor åbner klokken ca. 17 og aftenen lang er der tætpakket med mennesker. Wok’ene syder og sender skønne dufte ud i den varme tropeaften. Det er et sted med en hektisk atmosfære, og hvor du til få penge har mulighed for at prøve en lang række spændende retter.

Jalan Alor ligger i bydelen Bukit Bintang, hvor mange turister bor. Nærmeste station er Bukit Bintang, hvorfra der er ca. fem minutters gang til Jalan Alor.

Frisk fisk og skaldyr på gaden Jalan Alor

Nyttige links til din rejse til Kuala Lumpur

Transport

Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Kuala Lumpur med f.eks. Emirates, Qatar Airways, Singapore Airlines og Thai Airways. Søg og sammenlign flybilletter her.

Læs meget mere om bl.a. transport i min Kuala Lumpur Guide.

Overnatning

Kuala Lumpur har overnatning for enhver pengepung. Du kan booke hotel, lejlighed eller guesthouse på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Malaysia inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Kort over Kuala Lumpur

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her